1952 dansk krig

1952

i Historie/Danmark af
I ANLEDNING AF BEFRIELSESDAGEN // NOVELLE – Året er 1952. Tyske og japanske tropper har netop nået Irkutsk, og Stalins dage er talte. England ligger sønderslået tilbage. USA, der trak sig ud af krigen efter den mislykkede invasion i 1944, har for længst sluttet fred med Tyskland og ligger på tredje år i fredsforhandlinger med Japan. På Østerbro i København mødes seks modstandsfolk og kæmper med at holde modet oppe. Hvis Danmark skal bestå, må de ændre taktik, og måske holder modstandsbevægelsens parole ikke længere. Et gruppemedlem udbryder: “Når de kalder os terrorister, så skal de fanden gale mig få terror!”

En søndag eftermiddag i begyndelsen af august mødtes fem mænd og en enkelt kvinde i en lejlighed i Willemoesgade på Østerbro i København.

Det var ikke uden besvær, mødet var kommet i stand, for selv om regeringsmagten igen formelt var på danske hænder, havde besættelsesmagten indført en række love og forordninger – som den nye regering selvfølgelig beredvilligt havde gummistemplet – så det var blevet besværligt at bevæge sig ret langt væk fra sin egen bydel uden at blive standset og kontrolleret adskillige gange. Der manglede da også en enkelt i kredsen.

”Jeg tror ikke, vi skal regne med, at Svenskeren dukker op,” sagde en lille, spinkel mand i et lurvet jakkesæt og med løsthængende, meget farvestrålende, men også meget fedtet slips. ”Jeg hørte på vejen, at der er flådeøvelse i Sundet.”

”Jamen, så lad os begynde,” sagde kvinden og så sig om i kredsen. De sad rundt om et sofabord, hvor der var dækket op med kaffekopper, selv om lugten fra kanden tydeligt viste, at hvis der overhovedet var kaffe i brygget, var det allerhøjst et par gram.

Det er sådan … ja, det kan ikke rigtigt siges på en pæn måde – og måske er det trods alt lettere at sige det, når man som jeg har levet et langt liv. Men altså …” Han rømmede sig og fortsatte så med kraftigere stemme. ”Det eneste, vi kan gøre, er at tage så mange med os som muligt

Med en enkelt undtagelse kendte de selvfølgelig ikke hinandens navne, men brugte titler eller andre dæknavne. De fem mænd var landsretssagfører Hans Carstensen, tømrerlærling Jens Gundersen, to arbejdsmænd, Ove Pedersen, der arbejdede på havnen, og Ulrik Warnung, der for tiden var arbejdsløs. Det var ham, der først havde taget ordet – samt forsamlingens nestor, professor i tysk litteratur Einar Henningsen. Ham kendte de fleste, for han havde før krigen ofte skrevet kritiske kronikker om tysk kultur og mangel på samme i aviserne.

Man ville ikke kunne gætte deres plads i samfundet på påklædningen – alle var lige dårligt klædt, og flere af dem lugtede faktisk ikke særlig godt. Både tøj- og sæberationeringen var ganske vist blevet lettet for nyligt, men det var varerne ikke blevet bedre af.

Kvinden, som de andre kendte som Karen, så sig om i kredsen. De fleste så trætte og kuede ud. Der var heller ikke meget, der gav grund til optimisme.

De tyske og japanske tropper var mødtes ved Irkutsk for et par dage siden, og alle regnede med, at det kun var et spørgsmål om tid, før Stalin måtte give op. England var for længst ude af billedet og kunne ikke rigtigt tages alvorligt, selv om det formelt stadig var i krig med Tyskland. Hungersnød og epidemier havde effektivt sat det ud af spillet. Efter den mislykkede invasion i 1944 havde USA trukket sig ud af krigen i Europa og sluttet fred med Tyskland. Og efter Roosevelts fald havde præsident Lindbergh nu i tre år ligget i fredsforhandlinger med Japan, der ikke lod til at komme nogen vegne.

1952 dansk krig
Klip. Mindesmærket “Les Braves” til ære for de mange faldne soldater under invasionen i 1944 på kyststrækningen i Normandiet, der blev kaldt Omaha Beach. Invasionen blev et vendepunkt i krigen. Foto: Pixabay

Før hun nåede at sige noget, tog landsretssagføreren, en ældre mand med hentehår og kraftige briller med skildpaddestel, ordet.

”Fører det her overhovedet til noget, Karen?” spurgte han. ”Kampen er jo tabt.”
”Hvis Adlai Stevenson bliver valgt …”, begyndte Jens Gundersen, der havde ildrødt, karseklippet hår, et mylder af fregner helt ned på halsen og en meget prangende bums lige midt i panden.
”Det gør han ikke, Tømrer,” fastslog kvinden. ”Det er netop derfor, det er vigtigt at kæmpe videre. Vi kan ikke forvente hjælp udefra. Det kommer til at tage tid. Lang tid. Men hvis Danmark skal bestå som nation …”

”Hold nu op med alt det Churchill-ævl, Karen,” afbrød Carstensen. ”Han kan sagtens sidde derovre i Canada og råbe op, men han og hans regering stak selv af som våde hunde, da de tabte valget i ’45 og overlod fallitboet i England til den stakkels Atlee.”

Karen sendte ham et rasende blik, som om hun havde lyst til at slå ham, men Jens Gundersen forsøgte at mægle. ”Skulle vi ikke først ordne det, vi er kommet for? Så kan vi tage de politiske diskussioner bagefter.” Flere af de andre nikkede, men Carstensen gav ikke op.

Det sidste var et ordret citat fra Frihedsrådets sidste proklamation, før det blev trevlet op i foråret ’45, og de fleste af dets ledere henrettet ved en offentlig hængning foran Christiansborg

”Jeg synes, vi skal holde op,” sagde han. ”Tyskerne henrettede tre modstandsfolk i sidste uge, og alt, hvad de havde lavet, var at dele et par duplikerede ark ud med en karikatur af Doktor Best.”
”Det var nu vist ikke helt det eneste, de havde lavet,” bemærkede Gundersen.
Flere begyndte at tale i munden på hinanden. Men da professoren rømmede sig, blev der stille et øjeblik.

”Kære unge venner,” sagde han. ”Ja, sæt dig nu ned, Karen, vi bliver nødt til at tale om det her. Hvis først vi begynder at strides indbyrdes …”
Karen satte sig ned, men den vrede rynke mellem hendes øjenbryn og de røde pletter på kinderne forsvandt ikke.

”Vi kunne bruge timer på at analysere den politiske situation,” fortsatte professoren. ”Og jeg vil da give Dem ret i, Savskærer, at det ikke ser for godt ud. Men vi må tænke langsigtet. Sikkert længere end Deres og min levetid – også selv om vi mod forventning skulle dø en naturlig død,” tilføjede han med et skævt smil.

”Men Professor, De må da indrømme …”, begyndte Carstensen, men blev afbrudt af Ulrik Warnung, der hidtil havde forholdt sig tavs.
”Vi må slå til, og vi må slå hårdt,” sagde han. ”Hvis de har taget Svenskeren, er det kun et spørgsmål om tid, før de tager os alle sammen. Og så venter guillotinen.”

Han trak en teatralsk finger hen over struben, og de andre gøs. For at få lov at vende tilbage havde regeringen måttet acceptere, at dødsstraffen efter tysk mønster blev indført i dansk lov, eksekveret af danske bødler, hvor det tidligere havde været noget, Værnemagten tog sig af.

Landsretssagføreren sukkede. ”I unge mennesker har så travlt …” Flere af de andre begyndte samtidig at sige noget, og igen var det professoren, der fik dem til at tie.
”Slipset har ret,” sagde han langsomt. ”Gestapo er blevet uhyggeligt effektive, og efter udrensningen står det danske politi ikke meget tilbage for dem. Så sandsynligvis er ingen af os i live året ud. Derfor er jeg nået til en ubehagelig, men uomgængelig konklusion.”

Nu er der ikke andet tilbage end at dukke hovedet og vente på bedre tider. Som de fleste af vores landsmænd vel hele tiden har gjort – med mere eller mindre knyttede hænder i lommerne

Han holdt inde et øjeblik. Der var dødstille i lokalet.

”Det er sådan … ja, det kan ikke rigtigt siges på en pæn måde – og måske er det trods alt lettere at sige det, når man som jeg har levet et langt liv. Men altså …” Han rømmede sig og fortsatte så med kraftigere stemme. ”Det eneste, vi kan gøre, er at tage så mange med os som muligt.”

De så på ham, som om de ikke fattede, hvad det var, han lige havde sagt. Karen var den første, der kom sig af overraskelsen. ”Professoren har ret,” udbrød hun og hamrede næven i bordet. ”I årevis har de kaldt os terrorister, selv om Modstandsbevægelsens parole hele tiden har været ’kun at sabotere danske virksomheder, der arbejdede for Værnemagten og så vidt muligt undgå personskade’.”

Det sidste var et ordret citat fra Frihedsrådets sidste proklamation, før det blev trevlet op i foråret ’45, og de fleste af dets ledere henrettet ved en offentlig hængning foran Christiansborg. Kun den legendariske Frode Jakobsen var undsluppet til England, hvor han havde afløst Christmas Møller som ”De Frie Danske”s talsmand i radioen. Og parolen var stort set blevet efterlevet af samtlige tilbageværende modstandsgrupper.

”Ja tak, det har vi hørt før,” afbrød Carstensen. ”Og hvad har det gavnet?”
”Netop,” svarede Karen. ”Derfor er det på tide at skifte taktik. Når de kalder os terrorister, så skal de fanden gale mig få terror! De har jo selv vist os hvordan.”
Der blev igen stille, mens de fordøjede hendes ord.

1952 dansk krig
Klip. Mindelunden i Ryvangen ved København er det største danske erindringssted for besættelsen. Ryvangen blev under krigen brugt af de tyske besættelsesstyrker som henrettelses- og begravelsessted for danske modstandsfolk. Foto: Lars K. Jensen, Wikimedia Commons

I det samme bankede det på døren. Et langt og indviklet bankesignal. De så på hinanden. Så smilede Ulrik Warnung. ”Svenskeren!” sagde han og gik hen og lukkede op.
En høj tynd mand med kraftigt, lyst hår, der hang ned over det ene øje på swingpjatte-maner og passede godt til hans knælange, løsthængende frakke, trådte ind.

”Der kan I se,” udbrød Carstensen. ”Jeg tænkte det nok, ukrudt forgår ikke så let. Hvad nyt?”

”Ikke godt,” svarede Svenskeren, der var pæredansk. ”Jeg hørte lige ’fra sædvanligvis velunderrettet kilde’, at Stalin er blevet afsat og skudt, og Berija, den nye leder, har bedt tyskerne og japanerne om våbenstilstand.” Svenskeren arbejdede i kantinen på Dagmarhus og var deres vigtigste kilde til uofficielle nyheder, som han opsnappede, når Gestapo-folkene talte over sig.

Igen blev der stille. Ulrik Warnung skjulte ansigtet i hænderne, og flere af de andre så ud, som om de var ved at græde. Ingen følte trang til at sige noget. Et russisk gennembrud på Østfronten havde været deres sidste håb.

Carstensen rejste sig og begyndte at knappe sin frakke. ”Ja, det var vel så det,” sagde han og så fra den ene til den anden. ”Nu er der ikke andet tilbage end at dukke hovedet og vente på bedre tider. Som de fleste af vores landsmænd vel hele tiden har gjort – med mere eller mindre knyttede hænder i lommerne. Farvel, de herrer – og den dame.”
Der var ingen, der spærrede ham vejen, da han gik.

Karen var den første, der fattede sig. ”Er der andre, der vil samme vej? For så er det nu!”
Ingen svarede.

Det skal siges til gruppens ros, at ingen af dem røbede noget af betydning, selv efter voldsom tortur. Den unge, spinkle Ulrik Warnung døde af mishandlingerne, før tyskerne kunne nå at henrette ham, men de fem andre blev henrettet efter en kort retssag for lukkede døre, mændene i guillotinen, mens Karen blev hængt som en cadeau til hendes køn

”Som jeg var ved at sige,” fortsatte Professoren, som om intet var hændt, ”så vil vi nu opleve tilpasningens tid. Savskæreren har jo ret. Når der ikke er håb om frelse udefra, vil de fleste forsøge at få det bedst mulige ud af situationen. Og at dømme efter, hvad vi har set hidtil, vil mange – alt for mange – være forbandet gode til det.” Flere af de andre nikkede tavst.
”Og det er her, vi kommer ind. Hvis vi tør. Hvis vi er stærke nok.”

”Nemlig!” udbrød Karen. ” Vi må for enhver pris forhindre den tilpasning.”
”Jamen hvordan?” spurgte Ulrik.
”Det skal jeg sige jer.” Professoren tog ordet igen. ”Ved at gøre Danmark uregerligt! Ved hensynsløst at ødelægge alt og alle, der så meget som tænker på at hjælpe nazisterne. Skræmme dem, vi ikke kan overtale. Og med hensynsløst mener jeg uden hensyn til menneskeliv. Heller ikke vores egne!”

”Mener De … selvmordsaktioner? Ligesom japanerne …” næsten hviskede Jens Gundersen efter endnu en lamslået pause.
”Det er præcis, hvad jeg mener. Og det er jeg ikke alene om.” sagde Professoren og slog ud med hånden mod Freddy Pedersen, der hidtil havde forholdt sig tavs og siddet ubevægelig i hjørnet, tilsyneladende ganske upåvirket af, hvad der foregik omkring ham.

Han rømmede sig. ”Det er korrekt. Jeg kommer lige fra et møde med kredsledelsen, og jeg kan bekræfte, at man her deler Karens og Professorens vurdering af situationen. Jeg kan også bekræfte Svenskerens melding om situationen i Sibirien. Vi kan ikke mere forvente at blive befriet udefra, i hvert fald ikke inden for en overskuelig årrække. Hvad der siden kan ske …” Han gik i stå og sagde ikke mere.

Igen blev der stille i lang tid.

”Jeg er med,” sagde Jens Gundersen.
”Og jeg.” Det var Svenskeren.

Inden for den næste uge udførte resterne af modstandsbevægelsen 37 selvmordsbombninger

Før flere nåede at sige noget, bankede det igen på døren. Bankesignalet fra før.
”Hvem pokker kan det …” Gundersen tav. Der manglede ikke nogen. Kunne det være Carstensen, der havde fortrudt?
Svenskeren rejste sig og gik hen til døren. ”Jeg beklager denne lille overraskelse, men som Professoren sagde, nu gælder det om at få det bedst mulige ud af situationen.”

Gestapofolkene var hurtige og rutinerede, men Freddy Pedersen var endnu hurtigere. Han hev sin Luger op af bæltet og nåede at sætte en kugle midt imellem øjnene på Svenskeren og såre to af tyskerne, før en maskinpistolsalve næsten savede ham midt over.

Ingen af de andre var bevæbnede, men gestapofolkene tog ingen chancer. Alle blev lagt i håndjern og under rigelige tæsk og spark slæbt ud til den ventende varevogn, hvor landsretssagfører Carstensen allerede sad med blodig næse og et knust brilleglas.

Det skal siges til gruppens ros, at ingen af dem røbede noget af betydning, selv efter voldsom tortur. Den unge, spinkle Ulrik Warnung døde af mishandlingerne, før tyskerne kunne nå at henrette ham, men de fem andre blev henrettet efter en kort retssag for lukkede døre, mændene i guillotinen, mens Karen blev hængt som en cadeau til hendes køn. Også henrettelserne foregik for lukkede døre. Ofrene var simpelthen for medtagne til at vise frem.

Inden for den næste uge udførte resterne af modstandsbevægelsen 37 selvmordsbombninger, den danske lydregering blev afsat, og krigsretstilstanden genindført.

1952 dansk krig
I dag tændes stearinlys i mange danske hjem i anledning af befrielsesdagen d. 4. maj 1945. Foto: Pixabay

LÆS FLERE TEKSTER I POV AF PER VADMAND HER


Topillustration: Tyske soldater marcherer fortsat i 1952 i denne dystopiske novelle om en dansk modstandsgruppe. I dag mindes vi den danske befrielse d. 4. maj 1945. Foto: Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Vadmand er født 1944. Han er forfatter, oversætter, musiker og komponist. Tog sin studentereksamen 1962, derefter flere kortere uddannelser. Han har ernæret sig som oversætter siden 1979 og har udgivet seks romaner siden 2003.

Per er gift med Lisbet og har to børn, otte plus to børnebørn og et oldebarn. Er på Facebook, men synes ikke han har tid til andre sociale medier.

Seneste artikler om Historie