Uffe Elbæk

Uffe Elbæk: Slutreplik

i Politik & Samfund/Danmark af
ALTERNATIVET // KRONIK – Ironien i situationen kunne næsten ikke være større. Vi var endt med at blive det, vi ville gøre op med. Det var næsten ikke til at bære. Når jeg i dag læser mine dagbogsnotater fra de uger, er det som at læse en rejseberetning fra en rejse gennem et goldt, ensomt følelseslandskab; ødelagt og smadret af kynisme, magtkampe, middelmådighed og ikke mindst tab af værdighed og selvrespekt.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg har været usikker på, om det var nu, jeg skulle offentliggøre denne tekst. For den vil måske blive læst som “Uffe Elbæks utidige kommentar” til det parti, jeg startede, men som jeg ikke længere er medlem af.

Derfor havde jeg egentlig besluttet, at de oplevelser, jeg nu vil dykke ned i, først skulle offentliggøres i en kommende bog om min tid i og med Alternativet. Men der er en meget konkret grund til, at jeg alligevel føler mig nødsaget til at gøre det nu. Den kommer jeg tilbage til.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at de oplevelser og perspektiver jeg nu vil fremlægge, selvfølgelig er mine subjektive oplevelser, hvilket også betyder, at andre måske har oplevet de samme situationer, jeg tager afsæt i i teksten, anderledes end jeg har.

Hvordan kunne noget, der var så politisk håbefuldt som Alternativet, ende i en så dramatisk magtkamp, som nu reelt truer partiets eksistens?

Det er helt fair. Men det er også fair at fortælle min historie. Set fra den position, jeg bestred igennem godt seks år, som partiets grundlægger og politiske leder.

For hvordan kunne noget, der var så politisk håbefuldt som Alternativet, ende i en så dramatisk magtkamp, som nu reelt truer partiets eksistens?

Var det revolutionen, der åd sine egne børn?

Eller var det – bare – banal magtkamp mellem store egoer?

Var det en kulturkamp mellem forskellige livsperspektiver og ledelsesmodeller?

Eller var det, fordi jeg og andre ikke fik sagt fra tidsnok?

Det er givet en blanding af det hele.

Jeg kan af gode grunde ikke komme omkring alt det, der førte frem til den situation, som Alternativet i dag står i. Det må vente til bogen.

Men her kommer nogle nedslag i for mig helt centrale og definerende øjeblikke i partiets historie Blandt andet et venligt telefonopkald, der endte alt andet end venligt, en ledelse der gik i selvterapi, et kup i folketingsgruppen, en målrettet sniper-strategi, dolke i ryggen og ikke mindst en kæmpe uforbeholden undskyldning til Alternativets daværende medarbejdere på Christiansborg.

Efter folketingsvalget i 2015

Lad os starte denne her historie fem minutter inden jeg for første gang i mit liv afbrød en telefonsamtale ved simpelthen at lægge på. Jeg stod udenfor en italiensk restaurant på Gl. Kongevej. Det var en vidunderlig sommeraften, nærmere bestemt fredag den 19. juni 2015. Ved folketingsvalget dagen før, var Alternativet stormet ind på Christiansborg med hele ni mandater.

Jeg var af gode grunde en meget, meget glad mand den aften, og havde derfor besluttet at gå ud og fejre valgsejren med en god middag sammen med min mand.

Et var, at vi havde vundet ni mandater mod alle odds. Noget andet var, at jeg endnu ikke vidste, hvem mine kommende MF-kolleger ville blive – fordi de personlige stemmetal som bekendt først kommer et døgns tid efter landsresultatet.

Men netop på vej ind på restauranten, fik jeg de personlige stemmetal fra Østjyllands Storkreds, den valgkreds, hvor både Josephine Fock og Niko Grünfeld var opstillet for Alternativet.

Det viste sig, at de begge, efter at have ført to meget flotte individuelle valgkampagner, havde fået tilsvarende gode valgresultater. Så gode, at Josephine, Niko og jeg var de tre, der suverænt havde fået markant flest personlige stemmer i Alternativet. Alligevel ikke nok til at få to mandater valgt ind i Aarhus, det blev kun til et, og det gik til Josephine.

Jeg besluttede med det samme at ringe til Josephine for at ønske hende tillykke med det flotte valgresultat, men også for at give hende et godt kollegialt råd: Nemlig at hun som noget af det første skulle huske at sige tak for kampen til Niko og hele hans kampagneteam af frivillige, der selvfølgelig var dybt skuffede lige nu. Så hvis vi skulle undgå, at vores afdeling i Aarhus blev splittet af ren valgfrustration, skulle der bygges bro nu.

Da telefonen i den anden ende blev taget, var det af gode grunde en meget glad Josephine, jeg fik i røret. Men da jeg, efter at jeg havde sagt tillykke med den flotte valgsejr, kom med mit råd om at sende Niko en hilsen og sige tak for kampen, ændrede samtalen sig fuldstændig.

Da jeg nævnte Nikos navn, eksploderede Josephine i rent raseri:

Hvorfor kunne jeg ikke nøjes med at ringe og sige tillykke til hende?

Var det, fordi jeg ikke kunne unde hende hendes sejr?

Hvorfor skulle Niko overhovedet nævnes nu?

Var det, fordi jeg havde håbet, at det var Niko, der var blevet valgt, og ikke hende? Hvorfor havde jeg bakket Niko mere op i valgkampen, end jeg havde bakket hende op?

Sådan kom det ene vredesudbrud efter det andet. Og jeg må blankt indrømme: Jeg blev helt paralyseret. Hendes vrede handlingslammede mig. Lige indtil, at hun pludseligt out of the blue begyndte at klandre mig for, at min søn, Frej, kun havde liket Nikos Facebook-opslag og ikke hendes.

Da hun begyndte at blande min familie ind i samtalen blev det simpelthen for uværdigt, og jeg sagde, at nu stopper det altså. Lige nu. Hvorefter jeg afbrød samtalen.

Sådan startede mit professionelle Christiansborg-samarbejde med Alternativets nuværende politiske leder.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over

Det drama, der foldede sig ud i vores telefonsamtale den aften, blev aldrig for alvor løst de næste tre år. Det var ikke, fordi vi ikke forsøgte. Vi gjorde nærmest ikke andet.

Fra ekstern ledelsessparring over fælles politiske projekter til fælles faglige inspirationsture ud i den store verden. Alle tre – for Rasmus Nordqvist var nu også blevet en del af konflikten, da han som politisk ordfører indgik i den politiske ledelse af folketingsgruppen – ville oprigtigt gerne finde en mindelig løsning.

Men hver gang endte det i nye konflikter, magtkampe og beskyldninger.

Det hele kulminerede for mit vedkommende to år senere i midt-juni 2017, da Josephine Fock to gange indenfor en uge gik bag om ryggen på mig. Første gang var hun faktisk ikke alene om det, for hun havde sammen med Rasmus Nordqvist, uden at orientere mig, bedt en gruppe medarbejdere om at lave en evaluering af arbejdsmiljøet på Christiansborgsekretariatet.

Jeg fandt først ud af, at dette var sat i værk, da jeg modtog evalueringen fra de pågældende medarbejdere, og kunne læse, at evalueringen var på bestilling fra den politiske ledelse. Dvs. Josephine, Rasmus og jeg.

Betyder det, at de sidste seks års politiske arbejde har været forgæves? Nej, på ingen måde. Alternativet nåede at forandre dansk politik

Jeg tog øjeblikkelig fat i både Rasmus og Josephine og fortalte med meget store bogstaver, at det var helt uacceptabelt, at en sådan evaluering var sat i gang, uden at hverken jeg eller sekretariatslederen havde hørt et ord om det.

Det tog de begge til efterretning. Og for øvrigt ville både sekretariatslederen og jeg have bakket en evaluering op, for der skulle ske ændringer i arbejdsgangene på sekretariatet. Det var stort set alle enige om.

Under en uge efter at jeg klart og tydeligt havde understreget overfor Josephine, at det var sidste gang, at jeg ville se, at sekretariatslederens og min autoritet blev undergravet på denne måde, blev jeg kontaktet af en af de ansatte.

Medarbejderen ville orientere mig om, at Josephine var kommet direkte ind på vedkommendes kontor og uden noget forvarsel var begyndt udspørge, på et særdeles personligt detaljeret niveau, om en specifik medarbejdersag.

Medarbejderen havde oplevet samtalen meget ubehagelig og beskrev hele situationen mere som et forhør end en ligeværdig dialog mellem en ansat i sekretariatet og et folketingsmedlem, i dette tilfælde endda Alternativets gruppeforperson. Og sluttede med at spørge mig direkte: Hvad skal Josephine bruge de her informationer til?

Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for mig.

Et var at Josephine havde overskredet sine ledelsesmæssige beføjelser, hun havde også, ved at blande sig direkte i en konkret medarbejdersag, skabt unødig usikkerhed i hele medarbejdergruppen om ledelsesstrukturen på sekretariatet.

Hvis disse ledelsesmæssige uenigheder havde været en enlig svale, havde vi nok fundet hinanden igen. Men de stod på ryggen af alt, alt for mange tidligere uenigheder og konflikter. Så jeg havde nået min smertegrænse i forhold til Josephine, og nok var nok.

Uffe Elbæk
Fra Alternativets hjemmeside

Et ultimatum

Derfor besluttede jeg mig for på stedet, at jeg på vores ledelsesmøde næste morgen, umiddelbart før vores afsluttede MF-gruppemøde inden sommerferien, ville fortælle Rasmus og Josephine, at det var umuligt for mig at løfte min rolle som politisk leder, hvis en af de personer, som jeg havde tættest på mig, blev ved med at underløbe min ledelsesmæssige autoritet og politiske legitimitet.

På mødet næste morgen forklarede jeg derfor Josephine og Rasmus, at det var nødvendigt, at vi lavede en ændring af ledelsesgruppen. Dvs. at folketingsgruppen på det efterfølgende heldagsmøde, skulle vælge en ny gruppeforperson, som kunne indgå i den nye politiske ledelsesgruppe sammen med Rasmus og mig.

Men hvad jeg ikke anede på dette tidspunkt var, at der var blevet etableret et nyt politisk flertal i folketingsgruppen.

Så da jeg fremlagde min beslutning om at ændre ledelsesgruppens sammensætning for de øvrige MF’ere, gik det op for mig, at et flertal af MF’erne nu bakkede op om Josephines organisatoriske og ledelsesmæssige tilgang og ikke min.

Hvad der skete de næste 24 timer, lagde, som jeg ser det, grundlaget for alle de personkonflikter og al den mistillid, der kom til at martre folketingsgruppen de næste to år frem mod valget i 2019.

Uden at involvere Rasmus Nordqvist, vores MF-kollega Ulla Sandbæk og jeg blev den øvrige folketingsgruppe enig om, hvordan de ønskede, at sekretariatet fremadrettet skulle køres. Og dette skulle medarbejderstaben orienteres om hurtigst muligt, mente folketingsgruppen.

Så sent på aftenen fik Rasmus og jeg et ultimatum: Enten skrev vi under på en fælles udmelding til medarbejderne, eller også ville det nye flertal gøre det selv.

Når jeg i dag læser mine dagbogsnoter fra de uger, er det som at læse en rejseberetning fra en rejse gennem et goldt, ensomt følelseslandskab; ødelagt og smadret af kynisme, magtkampe, middelmådighed og ikke mindst tab af værdighed og selvrespekt

Jeg tror, at Rasmus var lige så chokeret som jeg over at opleve, hvordan vi – den politiske ordfører og den politiske leder – var blevet kørt ud på et sidespor og ikke indgik i de diskussioner, flertallet i de timer havde over e-mails og telefonsamtaler.

Vi blev på intet tidspunkt kontaktet, før vi blev præsenteret for det omtalte ultimatum. Nemlig at flertallet i folketingsgruppen havde truffet deres beslutning: Nu skulle der ryddes op på sekretariatet – uanset hvad Rasmus og jeg mente om den sag.

Jeg husker tydeligt den telefonsamtale Rasmus og jeg havde sent på aftenen, efter vi var blevet præsenteret for flertallets krav. Der var ingen tvivl om, at vi var blevet sat politisk og organisatorisk skakmat. Enten skrev vi under på brevet til medarbejderne eller også måtte vi forlade folketingsgruppen og blive løsgængere.

Ironien kunne næsten ikke blive større

Vi endte med at blive, efter at vi havde fået nogle væsentlige nuancer med i brevet, så det ikke fremstod så konfronterende, som det oprindelige udkast lagde op til.

Men det vigtigste argument for os for at blive var, at hvis folketingsgruppen blev splittet blot to år inde i vores første folketingsperiode, ville det håb, som rigtig mange mennesker forbandt med Alternativet blive slået ihjel: At politik kunne være noget andet end den form for politisk kultur, Christiansborg normalt er mest kendt for; intriger, magtkampe, bagvaskelser og dolke i ryggen.

Ironien i situationen kunne næsten ikke være større. Vi var endt med at blive det, vi ville gøre op med. Det var næsten ikke til at bære. Når jeg i dag læser mine dagbogsnoter fra de uger, er det som at læse en rejseberetning fra en rejse gennem et goldt, ensomt følelseslandskab; ødelagt og smadret af kynisme, magtkampe, middelmådighed og ikke mindst tab af værdighed og selvrespekt.

Det var min oplevelse.

Den dag i dag oplever jeg dette knæfald for det nye flertal i folketingsgruppen som et nulpunkt i mine snart 40 års professionelle arbejdsliv

Hvad flertallet i gruppen tænkte og følte de uger, aner jeg ikke noget om. For der var stort set radiotavshed hele juli måned, efter at Rasmus og jeg havde accepteret, at der blev sendt en tekst ud til medarbejdergruppen, som reelt var en fyringsseddel til den mest centrale medarbejder på Christiansborg-sekretariatet: sekretariatslederen. Hvilket for øvrigt umiddelbart bagefter fik vores pressechef til at sige op.

Den dag i dag oplever jeg dette knæfald for det nye flertal i folketingsgruppen som et nulpunkt i mine snart 40 års professionelle arbejdsliv.

Jeg skulle aldrig have accepteret den politiske vendetta, som dette brev til medarbejderne var udtryk for. For personalebrevet blev starten på det, jeg i mangel af bedre, vil kalde sniper-perioden i Alternativet. Både på Christiansborg og i Alternativets Københavner-forening.

En for en blev de medarbejdere eller politikere, der stod tættest på mig ”uskadeliggjort”. Resultatet var nemlig ikke bare degraderingen og fyringen af ledende medarbejdere, men også at ledelsesgruppen blev ændret, så det ikke bare var Josepine, der trådte ud af ledelsesgruppen, men også Rasmus Nordqvist, hvilket der ikke var et eneste hverken politisk eller organisatorisk godt argument for.

Alle i gruppen havde nemlig respekt for Rasmus som politisk ordfører. Men for at det i offentligheden ikke skulle se ud, som om Josephine af mig var blevet bedt om at forlade ledelsesgruppen, endte det med, at Rasmus ofrede sig og forlod ledelsen sammen med hende.

Starten på Alternativets vælgernedgang

Ind trådte to nye personer i ledelsesgruppen, René Gade og Carolina Magdalene Maier.

Begge repræsenterede de det nye politiske flertal i folketingsgruppen, hvilket også reelt betød, at jeg fra da af i lange perioder var partileder mere af navn, end af gavn. Så hårdt kan det i dag godt forsvarligt trækkes op, vil jeg mene.

Derfor kan konsekvenserne af de politiske og organisatoriske ændringer, der fandt sted i sommeren og efteråret 2017 ikke overvurderes nok, når Alternativets historie engang skal fortælles. I dag vil jeg derfor også betegne det, der skete i sommeren 2017, som et reelt politisk kup.

Det var samtidig også starten på Alternativets vælgernedgang.

Alene ved at betragte vælgerkurven kan man se, at noget skete sommeren 2017. Fra at ligge på seks-syv-otte procent i målingerne i foråret og sommeren 2017 gik det nu blot nedad. Måned for måned. Så selvom historien om det politiske kup i 2017 aldrig er blevet fortalt offentligt før, så kunne både vælgere og medier mærke, at noget var radikalt ændret i Alternativet.

Efter den første ”oprydning” blandt staben på Christiansborg hoppede konflikten som sagt over i Alternativets Københavner-forening.

Hen over de første måneder i efteråret frem mod kommunalvalget i november 2017 oplevede vi det ene læk efter det andet til pressen, ikke mindst til Jyllandsposten.

Konsekvensen af disse læk var igen, at nøglepersoner tæt på mig blev udhængt og dermed svækket. Ikke mindst partiets spidskandidat Niko Grünfeld.

Der var på det tidspunkt stærke kræfter både i folketingsgruppen, men også i Alternativets Københavner-forening, der ønskede en helt anden spidskandidat. Og hvad der førhen var utænkeligt, blev nu nærmest daglig praksis: At tillidsfolk eller BR-kandidater for Alternativet undsagde den valgte spidskandidat.

Det var nu Niko Grünfelds hoved, man – hvem ”man” så end måtte være – gik efter. Det hele kulminerede med en række forsidehistorier i Jyllandsposten umiddelbart op til valgdagen.

Og den sidste af slagsen fyldte hele forsiden to dage før valgdagen med en overskrift om, at jeg havde støttet ideen om at indsamle intimbilleder af Alternativets ansatte.

Da jeg så den overskrift, tænkte jeg: Nu kollapser det. Det her kan Alternativet ikke overleve. Mest af alt mindede det indre liv i Alternativet nu mere om en episode af House of Cards, end den venlige revolution vi politisk argumenterede for i det danske samfund.

Var de mange læk orkestrerede?

Selvfølgelig stillede jeg mig spørgsmålet: Er alt det her orkestreret?

Er der en stor masterplan, som dybest set handler om, at der er kræfter i Alternativet som ønsker at overtage magten og dermed ændre partiet til noget helt andet end den politiske ambition, som jeg i sommeren 2013 havde formuleret?

Men jeg besluttede mig for, at det var til ingen verdens nytte at bruge tid på den slags konspirationsteorier.

Sådan har jeg det stadig. For det meste. Men der er et men, som jeg ikke kan få ud af hovedet. Og dermed et spørgsmål, som jeg givet aldrig vil få et svar på. Udover hvis en ganske bestemt person, fortæller sin historie.

Hvis det er sådan, det var, er det så syg en politisk logik og kultur, at jeg ikke har ord for det

For på et telefonmøde mellem repræsentanter for partiets hovedbestyrelse og os i den nye Christiansborg-ledelsesgruppe kom et hovedbestyrelsesmedlem nemlig med en udtalelse, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Midt i diskussionen om de mange medielæk, siger hun: ”I skal vide, at jeg er blevet ringet op af et kvindeligt medlem af folketingsgruppen, der sagde til mig, at efter kommunalvalget vil der komme til at ske ændringer, og alt vil se anderledes ud.”

Jeg finder vel aldrig ud af, i hvor høj grad de mange læk og smædekampagner op til og efter kommunalvalget var orkesteret.

Men meget kunne tyde på, at der i folketingsgruppen var et eller flere medlemmer, der ikke bare lækkede fortrolige informationer til pressen, men gjorde det for at skabe forudsætningerne for, at partiet led et markant valgnederlag til kommunalvalget, så de kunne overtage ledelsen og magten i partiet.

Hvis det er sådan, det var, er det så syg en politisk logik og kultur, at jeg ikke har ord for det.

Den sidste konfrontation

Resultatet af de nye flertal i folketingsgruppen var under alle omstændigheder, at de følgende to år er de værste arbejdsår jeg nogensinde har haft. Formelt var jeg stadig partiets politiske leder, men reelt havde jeg ladet mig iføre mundkurv og havde hænderne bundet på ryggen.

Trods det blev der selvfølgelig stadigvæk produceret relevant politik, men energien, kreativiteten, modet, håbet og stoltheden var væk. I hvert fald indeni mig og mange af dem, der havde været rygraden bag partiets succes ved valget i 2015.

Undervejs var der heldigvis stadigvæk øjeblikke og momenter, hvor ”det gamle Alternativet” viste sin styrke og format. Eksempelvis da vi udgav visionoplægget Det Næste Danmark. Eller da vi præsenterede vores regeringsprogram i 2018. Begge dokumenter og udspil har den dag i dag den visionære og politiske kraft, som det oprindelige Alternativet var gjort af. Men det ændrer ikke ved, at noget var gået i stykker inden i både mig og i Alternativet.

Derfor kom valgnederlaget i 2019 ikke bag mig.

Men inden vi nåede frem til valgdagen, skulle jeg igennem den sidste konfrontation med Josephine Fock. For selvom den personlige dynamik imellem os var blevet en anden, efter at Josephine var trådt ud af ledelsesgruppen august 2017, var relationen stadig anspændt.

I parentes bør det her understreges, at jeg altid har haft respekt for den rolle, Josephine udfyldte som partiets finansordfører og retsordfører. Men selvom hun altid har fået de ordførerposter, hun gik efter, så var det åbenbart ikke nok.

I efteråret 2018 bad Josephine om et møde med mig. Belært af erfaringer ønskede jeg ikke at tage dette møde alene, så René Gade, der var folketingsgruppens gruppeforperson, deltog også.

Det viste sig, at det hun ville snakke med mig om, var, hvordan hun igen kunne få en mere central rolle i folketingsgruppen. Hvilket kun kunne betyde, at hun ønskede enten at få gruppeforperson-posten igen eller at blive politisk ordfører. Dette blev sagt samtidig med, at hun fik fortalt, at hun for øvrigt var blevet tilbudt en ledende stilling i en større NGO-organisation.

Det ikke bare lå i luften, det blev direkte udtalt: At hvis hun ikke kunne få lovning på en mere central rolle på Christiansborg, ville hun tage imod tilbuddet fra den omtalte NGO-organisation.

Måske er den form for forhandlingsteknik normen på mange andre arbejdspladser. Men ikke i Alternativet. Den måde at ”true” sig til mere magt i folketingsgruppen, var helt uhørt. I hvert fald efter min standard.

Så jeg kunne blot respondere, at for det første stod det ikke i min magt at indgå en sådan aftale. Og for det andet opfattede jeg det som stik imod Alternativets værdigrundlag at bruge trusselslogikken som metode til at opnå en bedre rolle og position i folketingsgruppen.

Mødet var på alle måder bemærkelsesværdigt. Og resultatet kender alle: Josephine forlod folketingsgruppen for et lederjob hos Dansk Flygtningehjælp.

Brikkerne faldt på plads

Samtidig fortsatte dramaerne på Københavns Rådhus, hvor det nu var Niko Grünfeld, der måtte igennem en intern magtkamp, som den vi i folketingsgruppen havde været igennem året før. Kort sagt: Der kom aldrig ro omkring Alternativet frem mod folketingsvalget sidste sommer.

At valgresultatet ikke blev ringere end det gjorde – for tre procent er dog på den rigtige side af spærregrænsen – kan man blandt andet takke alle de lokale aktive medlemmer for. Plus ikke mindst indsatsen fra medarbejdere på Alternativets Christiansborg-sekretariat og landssekretariat. Alle forsøgte de så godt som muligt at holde fanen højt og blive ved med at producere politiske oplæg, rådgivning og landspolitiske kampagnetiltag på højt niveau.

Uffe Elbæk
Uffe Elbæk under valgkampen i 2019. Foto: Alternativet.dk

Men de interne magtkampe i folketingsgruppen fortsatte ufortrødent helt frem til valgdagen, skulle det vise sig. For selvom jeg ikke kunne sætte fingeren på noget konkret, havde jeg oplevelsen af et underligt uengageret fravær mellem flere af os folketingsmedlemmer, der stillede op til genvalg. Ikke mindst mellem Carolina Magdalene Maier og mig.

Det, der før valget var en antagelse og en fornemmelse, blev efter valgdagen til fakta og viden. For Torsten Gejl, Alternativets eneste nuværende folketingsmedlem, kunne nemlig i august 2019 fortælle mig, at han få uger før valget var blevet inviteret til et møde af  Carolina Magdalene Maier for at snakke om, hvordan magten efter valget kunne fordeles.

Med den oplysning faldt forståelsesbrikkerne endelig på plads. Ikke bare forstod jeg nu hendes distance til mig under valgkampen. Men jeg forstod også bedre hendes ageren efter valget, hvor hun som nyligt forhenværende medlem af Folketinget igen og igen gik ud i pressen og opfordrede til et hurtigt ledelsesskifte i Alternativet.

Det bedste, der kunne ske for Alternativet

Jeg har her helt bevidst undladt at fortælle om de mange parallelle magtkampe og dramaer, der samtidig fandt sted i partiets hovedbestyrelse. Om HB-forpersoner der kom og gik. Om tidligere HB-medlemmer der gik til pressen med de mest uhyrlige konspirationshistorier, som heldigvis kunne tilbagevises sort på hvidt hver gang.

Jeg har også undladt at fortælle om de mange dybt ubehagelige og krænkende personlige rygter, der blev sat i omløb om mig og personer, der står mig nær.

Men det hele tappede og drænede den samlede organisation for fremdrift og handlekraft.

Tilbage var der kun en større og større følelse af flovhed. Flovhed over, hvilken politisk mulighed vi havde tabt på gulvet. Flovhed over at se, hvordan det unikke politiske eksperimentarium som Alternativet var fra 2013 og frem til kuppet i 2017 blev til et traditionelt politisk magtrum.

Hvor al energien gik indad i organisationen, fremfor udad mod det samfund, vi for pokker var i sat i verden for at gøre mere grønt, mere demokratisk, mere livskraftigt.

Jeg var oprigtig en glad afgående politisk leder, der den 16. december stod på det samme frederiksbergske gadehjørne, hvor idéen om Alternativet første gang blev luftet i 2013, og fortalte de mange journalister, at jeg nu stoppede som politisk leder af Alternativet

Valget i 2019 var et nederlag. Men samtidig var også det bedste, der kunne ske for Alternativet. For den nyvalgte folketingsgruppe var ikke præget af den gamle MF-gruppes dramaer. Og det smittede af på hele organisationen. Mit sidste halve år som politisk leder var derfor lige så opmuntrende, som de to foregående år havde været deprimerende.

Den gamle Alternativ-ånd og arbejdsglæde var pludselig tilstede i alle de større politiske samlinger, vi afviklede hen over efteråret 2019. Vi fik evalueret valgresultatet. Vi fik sat nye politiske mål. Vi indgik i store og afgørende aftaler – fra finansloven til klimaloven. Og borgerne kvitterede ved at vores vælgermålinger igen begyndte at gå opad.

Så jeg var oprigtig en glad afgående politisk leder, der den 16. december stod på det samme frederiksbergske gadehjørne, hvor idéen om Alternativet første gang blev luftet i 2013, og fortalte de mange journalister, at jeg nu stoppede som politisk leder af Alternativet.

Som jeg stod der, foran journalister og kamerafolk, var jeg fuldstændig sikker på, at partiet befandt sig et godt sted. Af alle de grunde som jeg har nævnt ovenfor. Men også fordi vi nu skulle ud i en åben valgproces om, hvem der skulle være ny leder for partiet.

Medlemmerne havde talt

Folketingsgruppen var ikke i tvivl: Vi så gerne, at det blev Rasmus Nordqvist. Men vi var alle indstillede på, at det godt kunne blive en kandidat udenfor Christiansborg, der endte med at få medlemmernes opbakning.

Jeg havde bare ikke forestillet mig, at Josephine Fock ville stille op. Det kan, set i bagspejlet i dag, være svært at forstå, at jeg kunne være så naiv. Men hun havde jo forladt den forrige folketingsgruppe, og hun vidste, at den nye folketingsgruppe støttede Rasmus Nordqvist.

Hvem søger en stilling, hvis alle dem, man skal arbejde allertættest sammen med, ikke ønsker at arbejde sammen med en? Det gjorde Josephine Fock: hun stillede op og vandt den 1. februar i år.

I ugerne op til medlemsvalget den 1. februar i år diskuterede flere af os voldsomt, om vi burde fortælle medlemmerne, hvor dårligt samarbejdsrelationen var mellem Josephine og Rasmus og mig.

Men vi valgte ikke at sige noget, fordi vi, hvis vi havde fortalt, hvad vi vidste om Josephines manglende samarbejdsevner, givet ville være blevet klandret for at blande os for direkte i et demokratisk internt medlemsvalg. Så vi tav og Josephine vandt.

Den ene af de to eksterne ledelseskonsulenter spurgte mig: Hvorfor sagde du ikke fra overfor Josephine? Og mit spontane svar, som endda overrumplede mig selv, var: Jeg var bange

Josephine Fock var nu Alternativets nye politiske leder, hvilket vi i folketingsgruppen selvfølgelig tog til efterretning. Der havde været et demokratisk valg og medlemmerne havde talt. Det faktum var der ingen i folketingsgruppen, som satte spørgsmålstegn ved, og alle var indstillet på, at nu måtte vi få det bedste ud af situationen.

Det var stemningen og holdningen op til folketingsgruppens første møde med Josephine tre dage efter valget. Men sådan var stemningen og holdningen absolut ikke, da den nye politiske leder fem-seks timer senere igen forlod Christiansborg.

Det var måske ikke så overraskende, at stemningen var anspændt specielt mellem Josephine, Rasmus og mig. Værre var, at hun nåede at intimidere flere af sekretariatets medarbejdere med helt upassende bemærkninger såsom: ”Jeg kan godt forstå, hvis du har lyst til at søge nye udfordringer udenfor Christiansborg”.

Igen: Det kan godt være, at det er stilen, når der er lederskifte i andre organisationer, men altså ikke i Alternativet.

Kun en vej

På trods af denne på alle måder bizarre entré forsøgte folketingsgruppen de kommende uger at få et professionelt samarbejde op at stå. Men det lykkedes aldrig. Ikke mindst pga. den stort opsatte artikel i Dagbladet Information, hvor en lang række personer med direkte kendskab til arbejdsmiljøet i den gamle folketingsgruppe og endnu mere specifikt i relation til den nyvalgte politiske leder gik til citat.

Nogle gik til direkte citat, som f.eks. de to tidligere MF-kollegaer Ulla Sandbæk og Pernille Schnoor, andre ønskede at være anonyme, fordi de var bange for reaktionerne.

Jeg kunne ikke moralsk og etisk gøre andet end det, jeg gjorde over for avisen: Bekræfte rigtigheden af de eksempler på Josephine Focks krænkende adfærd, som avisen forelagde mig. Enten havde jeg selv oplevet det. Eller også havde jeg fået historien fortalt på anden hånd. Derudover havde jeg ikke yderligere kommentarer.

Fra det øjeblik den første af flere Informations-artikler blev offentliggjort var ånden ude af flasken. Og det hele kulminerede med en mere end problematisk undersøgelsesproces organiseret af Hovedbestyrelsen.

Det var givetvis med de bedste intentioner, men hele undersøgelsesprocessen rejser for mig flere spørgsmål end svar. Ud af Hovedbestyrelsens 17 medlemmer var der 10, der fuldtonet bakkede op om Josephine Fock.

Men bestyrelsen i min egen kredsforening, Københavns Storkreds, bakkede til gengæld i den grad Josephine op. Her var der ikke nogen slinger.

Efter først at have indkaldt mig til at stå skoleret med alle medier som vidner, forlangte de ugen efter, umiddelbart efter at Hovedbestyrelsen havde udtalt deres opbakning til Josephine, at jeg offentligt skulle tilkendegive min fulde opbakning til den nye politiske leder.

Hvis jeg ikke gjorde det øjeblikkeligt, var jeg ikke længere ønsket som kredsens folketingskandidat.

Da den udmelding kom fra min egen kreds, vidste jeg godt, at nu var mine dage i Alternativet talte. Og at der kun var en vej for mig nu: Nemlig at forlade det parti, som jeg selv havde taget initiativ til og som jeg i seks år havde kæmpet for, hver eneste vågne time, hver eneste dag. Et helt unikt politisk kapitel var slut. I hvert fald for mig.

Betyder det, at de sidste seks års politiske arbejde har været forgæves?

Nej, på ingen måde. Alternativet nåede at forandre dansk politik. Vi fik sat fokus på den grønne dagsorden som aldrig før.

Partiet kan og skal selvfølgelig ikke tage æren for det alene. Men uden Alternativet havde vi ikke set det enorme politiske grønne ryk, som alle de øvrige partier tog op til valget i 2019.

Og det ambitionsniveau som er udgangspunktet for de aktuelle klimaforhandlinger ville aldrig være blevet så højt uden Alternativet. Og det er ikke kun på landsplan, Alternativet har rykket dagsordner. Det har partiets byrådsmedlemmer også, igen og igen.

Alt det – erfaringer, minder, følelser, billeder – tager jeg nu med mig videre.

At sige undskyld

Tilbage er der kun to ting mere, der er vigtige for mig at fortælle. Det ene er, hvor emotionelt det var at holde den sidste tale for alle medarbejderne på den Grønne Gang på Christiansborg fredag den 31. januar i år – dagen før valget af partiets nye politiske leder.

Jeg vidste godt, at det ville blive et følsomt øjeblik, for sikke et team, de var, og hvor har vi dog oplevet meget sammen.

For pokker: Sammen havde vi jo skabt et parti mod alle odds, formuleret grøn visionær politik som intet politisk parti før og fået sat fokus på det demokratiske underskud i Danmark. Tag bare borgerforslag.dk – en demokratisk nyskabelse på Christiansborg. Der var så meget at være stolt af.

Men det, der tippede mig følelsesmæssigt den formiddag, var det øjeblik, hvor det gik op for mig, at det vigtigste ikke var at sige dem tak, men at sige undskyld til dem. Fordi de igen og igen var kommet i klemme i de magtkampe, der havde præget partiet de sidste to år af den første folketingsperiode.

Jeg kan forklare mine egne handlinger herfra og op til de tyndeste luftlag. Men det eneste der kan og skal siges i dag er: Undskyld

Og at jeg som politisk leder ikke havde været  i stand til godt nok at beskytte dem. Og endnu mere sat på spidsen: At jeg personligt svigtede dem, da jeg ikke sagde fra, da et flertal i den gamle folketingsgruppe gennemtvang en markant kursændring overfor nøglemedarbejdere sommeren 2017.

For uden sekretariatsleder Mikkel Nørskov Kjær og pressechef Magnus Harald Haslebo, havde Alternativet aldrig fået det kanonvalg, vi fik i 2015. Det er også i høj grad deres fortjeneste, at vi to år inde i den første folketingsperiode stod til seks-syv-otte procent af vælgerne.

Men netop da partiet, set med borgernes øjne, var allermest relevant, valgte et flertal i folketingsgruppen paradoksalt nok at ændre partiets kurs og dermed partiets identitet radikalt.

Jeg kan forklare mine egne handlinger herfra og op til de tyndeste luftlag. Men det eneste der kan og skal siges i dag er: Undskyld. Det fik jeg endelig sagt den fredag eftermiddag. Og ingen, der var i det lokale på den Grønne Gang på Christiansborg, var i tvivl om, hvor jeg talte fra.

Og så er vi fremme ved afslutningen og dermed også tid til at forklare, hvorfor jeg blev nødt til at skrive denne tekst.

Uffe Elbæk: Alt det, der ikke blev sagt

I går så jeg nemlig den partitale, som Josephine Fock holdt ved Altingets Sommermøde i København 10. juni. Hun var ikke kommet 16 ord ind i talen, før alle mine personlige oplevelser med at arbejde sammen med Josephine vældede op i mig igen.

Men hvorfor gjorde de det? For der var jo ikke noget faktuelt forkert i det, hun her sagde: ”For syv år siden ændrede mit liv sig for altid. Sammen med flere andre, der stiftede jeg Alternativet”.

Hvis man tog ord for ord i den sætning, var det jo korrekt. Men samtidig var det helt, helt forkert. Jeg følte på en mærkelig udefinerbar måde, at min egen, ja hele Alternativets, historie blev omskrevet for øjnene af mig.

Det forkerte var ikke, hvad der blev sagt. Det forkerte var alt det, der ikke blev sagt.

Hvor ville jeg have håbet, at Josephine havde sagt, at hun var et af 25 mennesker, som jeg, Rasmus Nordqvist og Niko Grünfeld havde inviteret ind i det nye politiske initiativ, der blev Alternativet.

Og at det var den selvsamme gruppe på 25 mennesker, der var blevet enige om, at det ville være godt, hvis det ikke var mig alene, der præsenterede partiet ved vores første pressemøde. Der skulle også være en kvinde.

Og at denne kvinde blev hende, Josephine Fock. Ikke fordi at hun havde spillet en mere aktiv rolle end så mange af de andre, for det havde hun ikke. Men fordi hun repræsenterede et helt andet sæt af faglige og personlige erfaringer, end jeg gjorde.

Hun kom fra fagbevægelsen, jeg var iværksætter. Hun havde det meste af sit liv arbejdet og levet inden for systemet. Det modsatte var tilfældet for mig. Så derfor ville vi være det helt rigtige par at stille med til vores første pressemøde. Troede vi. Resten er historie.

Hvorfor lagde jeg på i stedet for at tage konflikten?

Så hvad tager jeg med mig og på mig fra mine sidste år som politisk leder?

Det allervigtigste er, at jeg skulle have taget den konflikt up front med Josephine Fock den fredag aften 19. juni 2015 udenfor restauranten på Gl. Kongevej. Det gjorde jeg ikke. Jeg lagde bare telefonen på, da al vreden væltede ud af telefonen og ind i øret på mig.

Og hvorfor lagde jeg på i stedet for at tage konflikten?

Det spørgsmål fik jeg faktisk indirekte to år senere, på vores MF-gruppe-terapi-session slut-august 2017, hvor vi alle forsøgte på bedste beskub at lime den ituslåede folketingsgruppe sammen ovenpå kuppet to måneder tidligere.

Den ene af de to eksterne ledelseskonsulenter spurgte mig: Hvorfor sagde du ikke fra overfor Josephine? Og mit spontane svar, som endda overrumplede mig selv, var: Jeg var bange.

I det splitsekund gik det op for mig, at jeg havde været bange for Josephine Fock og den energi, hun repræsenterede. Eller sagt mere præcist: Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere den grænseoverskridende adfærd, som jeg havde oplevet. At jeg ikke havde sagt fra, er ene og alene mit ansvar. Det kan jeg ikke klandre nogen for, heller ikke Josephine. Og det gør jeg heller ikke.

Men hvad der også gik op for mig var, at de magtkampe og personopgør, der prægede det interne liv i Alternativets ledende organer fra sommeren 2017 til sommeren 2019, ikke mindst var udtryk for to meget forskellige tilgange til politik, magt, ordentlighed og personlig selvindsigt.

Alt det tager jeg med mig videre. Samtidig har jeg med denne tekst helt officielt sat et punktum for et vigtigt kapitel i mit politiske liv. Og er klar til at starte på et nyt.

Josephine Fock har været forelagt kronikkens indhold og har ingen kommentarer.

LÆS MERE OM ALTERNATIVET I POV HER


Uffe Elbæk er tidligere politisk leder af Alternativet og nu grønt uafhængigt medlem af Folketinget.


Topillustration: Uffe får gaver og tale af sine medarbejdere på Borgen og er meget rørt. Foto: Tine Harden.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Uffe Elbæk, tidligere kulturminister, grundlægger og tidligere politisk leder af Alternativet. I dag en fri, grøn stemme i Folketinget.

Seneste artikler om Politik & Samfund