EU50 // ORDFØRERRUNDEN – “Mere end nogensinde før er der brug for, at Danmark tager lederskab i EU. Vi skal gå forrest i kampen for vores fælles værdier – langt mere aktivt end nu. Der er nu, mere end nogensinde før, brug for et mere demokratisk, gennemsigtigt, bæredygtigt og humanistisk Europa,” skriver Jan Kristoffersen fra Alternativet. Han er partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Europa og verden er i forandring, og de sikkerhedspolitiske tektoniske plader ryster voldsomt. Ingen troede, at vi skulle have krig i Europa igen.
Putins brutale og uprovokerede invasion af Ukraine er en ulykkelig erkendelse af, at vi ikke fortsat kan tage den internationale regelbaserede verdensorden for givet. Et verdenssyn med respekt for rettigheder og landes suverænitet, som vi må kæmpe for både i krise- og fredstid. Den nuværende fortvivlende situation giver anledning til eftertænksomhed og refleksion over, hvordan vi i Europa må agere som samlet blok.
I Europa skal vi stå sammen i freds- og krisetid. Kriserne står nemlig i kø. Tilbagerulningen af retsstaten i en række medlemslande, navnlig Ungarn og Polen, har taget fart. Ikke mindst for den frie presse, domstolenes uafhængighed og beskyttelse af minoriteter. Italien har for første gang siden anden verdenskrig fået en premierminister fra den yderste højrefløj. Der er nu, mere end nogensinde før, brug for at Danmark i EU går forrest, langt mere aktivt end nu, i kampen for vores fælles værdier. Vi må ikke lade EU sygne hen – det har vi ikke råd til. Danmark skal ikke være bange for at tage lederskab.
Højrenationalistiske kræfter må ikke få lov til at omdefinere vores værdimæssige byggesten
Der er nu, mere end nogensinde før, brug for et mere demokratisk, gennemsigtigt, bæredygtigt og humanistisk Europa. Vi skal ikke være bange for at kæmpe for EU – både i Danmark og i Bruxelles. Vi skal være en proaktiv del af den Europæiske Union. Vi vil Europa. De udfordringer, som verden, Europa, og Danmark, står over for, f.eks. klimakrisen, værdikrisen og sikkerhedskrisen er så store, at de kun løses i fællesskab gennem stærke samarbejder på tværs af landegrænser.
Efter anden verdenskrig var der i Europa meget stærke ønsker om at sikre en fremtid baseret på fælles værdier – fundamentale civile og politiske rettigheder. Danmark var en utrættelig drivkraft i disse bestræbelser som førte til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950 med senere protokoller. Dette fælles fundament skal vi værne om, da det kun findes, så længe der er konsensus om indholdet. Højrenationalistiske kræfter må ikke få lov til at omdefinere vores værdimæssige byggesten.
Til den kommende Europapolitiske aftale vil jeg arbejde for en række prioriteter, for Danmarks ageren i EU. For det første ønsker vi flertalsbeslutninger på flere udenrigspolitiske beslutninger. Det kunne f.eks. være sanktionspakker. Det giver mening, da sanktioner i virkeligheden må ses som en del af handelspolitikken, hvor EU har enekompetence.
Danmark skal sætte sig i spidsen for en europæisk CO2-afgift
Vetoretten må ikke misbruges og forhindre, at EU kan agere på den udenrigspolitiske scene, og derfor giver det mening at tale om kvalificeret flertal på nogle områder. EU skal kunne tale med en samlet stemme i en verden med stigende usikkerhed. Det er vigtigt, at EU bliver en større spiller på den globale sikkerhedspolitiske scene.
For det andet skal Danmark sætte sig i spidsen for en europæisk CO2-afgift og generelt arbejde for en mere ambitiøs klima- og miljøpolitik. Vi skal genforhandle klimaskadende handelsaftaler som Mercosur, og så skal EU gøre sin indflydelse gældende i langt højere grad på det afrikanske kontinent, hvor stormagter allerede har gjort deres indtog. Med afsæt i demokratiske værdier skal vi arbejde for ligeværdige partnerskaber med gamle og nye partnere.
Når det gælder selve den institutionelle ramme, ønsker jeg, at Europa-Parlamentets rolle styrkes. EU skal spille en proaktiv og progressiv rolle som demokratiets vogter og udvikler i forhold til sine institutioner, medlemsstaterne og i verden. Desuden initieres en meget stor del af den danske lovgivning på EU-niveau, og derfor er det vigtigt, at Folketinget involverer sig mere og tidligere end i dag.
Forslag til ny lovgivning og regler fra EU bør i højere grad behandles i Folketingets fagudvalg
Folketinget er desværre sakket bagud og har ikke haft nok (mulighed for) at fokusere på Europa-politikken. Forslag til ny lovgivning og regler fra EU bør i højere grad behandles i Folketingets fagudvalg, og generelt skal flere europapolitiske agendaer trækkes fra Europaudvalget og ud i fagudvalgene. Jeg ser desuden frem til, at EU-reformgruppens rigtig gode anbefalinger bliver til virkelighed og implementeres.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her