
DUFT // ESSAY – Der findes der ikke nogen duft, smag eller aroma, der er mere populær på verdensplan end vanilje. Men hvorfor er den så populær, hvordan fremstilles den, og kan man selv lave vanilje? Amalie Keren Maarbjerg har svarene.
Vaniljekranse, finskbrød, risalamande … Vanilje er én af mine personlige absolutte yndlingsaromaer og den er en desuden en klassiker her i julen. Varm, cremet, mild, venlig og en behagelig følgesvend – ikke mindst på blå dage.
Vanilje er nemlig indbegrebet af en comfort-aroma. En duft, der signalerer omsorg, tryghed og nostalgi. Og markedet viser med stor tydelighed, at jeg ikke er alene med min kærlighed til netop denne aroma. For faktisk findes der ikke nogen duft, smag eller aroma, der er mere populær på verdensplan end netop vanilje!
Vaniljearoma kommer naturligt fra stoffet vanillin, der findes i frøene fra stængler i vaniljeorkideer og fremkaldes ved en månedlang og meget omfattende tørringsproces. Vaniljeorkideerne stammer oprindeligt fra Mexico, men den overvejende del dyrkes i dag på Madagaskar, der har optimale klimaforhold. Det meste af det vanillin, der bruges i både fødevare- og parfumeindustrien i dag, fremstilles dog syntetisk, da dette er både billigere og langt hen ad vejen mere bæredygtigt – ikke mindst i en verden, hvor efterspørgslen de seneste år er eksploderet.
I dag er der flere forskellige (og måske for nogle måske lidt overraskende) måder, hvorpå vanillin kan fremstilles
Vanillin, som altså er det naturligt forekommende aromastof i vanilje, blev fremstillet syntetisk for første gang i 1874 af et andet stof, eugenol – der bl.a. findes i olie fra kryddernelliken – og dette blev måden at producere det på helt frem til 1920’erne.
I dag er der flere forskellige (og måske for nogle måske lidt overraskende) måder, hvorpå vanillin kan fremstilles – bl.a. fra andre naturligt forekommende råmaterialer som træstof fra papirproduktion, gurkemeje og nåletræer!
Når man kan lave vanilje fra noget så kontraintuitivt som nåletræer, er det fordi bl.a. nåletræer indeholder stoffet guaiacol. Det anslås, at ikke mindre end 85 procent af al kunstigt produceret vanillin fremstilles fra netop guaiacol. Guaiacol er forresten i sig selv et aromastof med noter, der ligger overraskende langt fra den bløde, blide vaniljeduft, der kan fremstilles af den. Dette dufter nemlig af røget bacon og indgår i aromaer som fx whisky og kaffe. Molekylernes verden er kompleks …

En duft af omsorg og næring
På grund af vaniljearomaens brede appel har den også været brugt i mangt et klinisk forsøg, når man skulle bruge en duft med generel positiv appel. Ja, forskning har ligefrem påvist en beroligende effekt af vaniljeduft på mennesker!
Måske fordi vaniljearoma er en hyppig bestanddel i søde sager som kager, slik og desserter, som de fleste af os – herunder som nævnt undertegnede – forbinder med gode stunder så langt tilbage som til den tidlige barndom.
Noget tyder på, at koblingen mellem vaniljenoter og omsorg/næring for mange sker allerede i de allerførste leveår
Noget tyder dog på, at vi måske skal endnu længere tilbage for at forstå, hvorfor så mange af os elsker vanilje. I et tysk studie fra slut 90’erne, hvor man forsøgsvis tilsatte vaniljearoma til tomatketchup, fandt man et pudsigt sammenfald mellem personer, der vurderede denne nye smagsvariant positivt, og personer, der var flasket op på modermælkserstatning.
Noget tyder altså på, at koblingen mellem vaniljenoter og omsorg/næring for mange sker allerede i de allerførste leveår.
Vaniljeparfumer
Også i kulturen er det helt overvejende positive ideer, der knytter sig til vanilje. Duften giver associationer til forestillinger om femininitet, varme, omsorg, uskyld, renhed og enkelhed. Sidstnævnte idealer dyrkedes særligt fra 1990’erne, hvor mange havde fået nok af de hidsige parfumedufte, der prægede 1980’erne – og netop fra 1990’erne ser vi også, at vaniljeduft stille og roligt bliver én af parfumeindustriens helt store darlings.
I parfumeverdenen hører vaniljenoter under familien af orientalske krydderdufte og kommer i et væld af nuancer, hvoraf de lettere varianter især trender på det yngre marked blandt teenagere.
Blandt de helt klassiske parfumer med dominerende vaniljenoter kommer man ikke uden om Shalimar, fremstillet af Guerlain i 1920’erne – men også mange moderne dufte baserer sig på forskellige variationer af vaniljeduft. Heriblandt Tom Fords Tobacco Vanille, Van Cleef og Arpel’s Orchidée Vanille, Dolce & Gabbanas The One og J’adore fra Dior. Vaniljedufte hører også til i kategorien af såkaldte ”gourmand-dufte” (dufte, der imiterer drikke- og fødevarer), som spås at trende voldsomt de kommende år.

Dyrk din egen vanilje
Uanset hvor vi kigger hen i både duftenes og smagenes verden, finder vi således vaniljen på en meget fremtrædende plads. Og faktisk kan det lade sig gøre at dyrke sin egen vanilje! Ifølge Idényt skal man bare sørge for, at ens vaniljeplante (som dog kan være svær at få fat i) får varme (ikke direkte sollys) og står et godt sted – det kunne fx være i en vindueskarm.
Planten må gerne tørre ud – det tager orkideer generelt ikke skade af – men den bør vandes regelmæssigt. Det kræver dog en hel del arbejde at kaste sig over at dyrke sin egen vanilje. Planten begynder først at blomstre, når den er fem år gammel, og dens blomster er kun åbne nogle timer og skal bestøves manuelt. Også processen med efterbehandling af den udvoksede, grønne vaniljefrugt er tidskrævende – processens led kan man læse mere om her – men er man frisk på et utraditionelt gør-det-selv projekt, ja så er det bare om at komme igang.
Glædelig jul! Og husk vaniljen i risalamanden derude.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her