UGENS DESSERT – Vi nærmer os snart den dag på året, som står i uhyggens tegn. Torsdag d. 31. oktober er det Halloween og for at komme i den rette stemning, har Julie Marie Nielsen en opskrift klar på uhyggeligt lækre macarons, man kan spise eller dele ud torsdag, hvor en lille hær af udklædte og ofte uhyggelige figurer stemmer dørklokker.
Halloween er en overgangsfest mellem sommer og vinter. Et velkommen til vinteren og et farvel til sommeren, der går i vinterdvale og fortjener en tak med ønsker om en frugtbar tilbagevenden. Altså en ældgammel taksigelsesfest, som man kan læse mere om her. Halloween ligger aftenen før allehelgensdag, der er en mindedag for afdøde slægtninge og venner. Reformationsdagen 31. oktober er Halloweens religiøse konkurrent.
For mig er Halloween ensbetydende med masser af græskar i forskellige afskygninger. De er både dekorative, som de er, eller sjove at udskære og give forskellige ansigter. Et projekt, hele familien kan samles om – og grine ad.
Hjemme hos os har vi pyntet hele lejligheden med græskar. Vi har derfor både store og små liggende som dekoration, og det giver vores hjem en rigtig efterårsstemning.
Men Halloween er selvfølgelig også andet end græskar. Spøgelser, edderkopper og hekse vil traditionelt fylde i gaderne, når udklædte børn stemmer dørklokker. Udover (u)hyggen med børns (og evt. voksnes) begejstring ved Halloween, er dagen nemlig også lig med masser af kreativitet der giver sig udtryk i udklædninger, pynt og udsmykninger; eller desserter og søde sager.
Og her er vi så kommet til denne uges dessert, nemlig macarons formet som spøgelser. Man kan give dem forskellige ansigtsudtryk eller holde sig til et.
Server disse spøgelsesmacarons til din næste Halloween fest eller giv dem til dine venner eller naboer.
Happy Halloween!
MACARON SKALLER
- 150 g mandelmel
- 150 g flormelis
- 55 g æggehvider – stuetemperatur
- 150 g sukker
- 50 g vand
- 55 g æggehvider – stuetemperatur
- 3-4 dråber hvid pastafarve
Tip:
Det er meget vigtigt, når du laver macarons, at du måler ingredienserne meget omhyggeligt af og derfor får de rette mængder.
Vej 2 x 55 g æggehviderne ud i to skåle og lad dem stå på bordpladen i en time, så de opnår stuetemperatur.
Forbered bagepladen med bagepapir eller silikonemåtte.
Forvarm ovnen ved 150 ° C varmluftsovn.
I en foodprocessor tilsættes flormelis og mandelmel. Giv det et par hurtige blitz for at minimere større mandelstykker. Det er vigtigt ikke at blende for længe, så mandlerne ikke begynder at frigive nogle af deres olier.
Tag en fin si og sigt flormelis og mandelmel sammen i skålen for at fjerne de sidste større mandelstykker. Der skal være max 1 tsk. mandelstykker tilbage i sigten. Rør flormelissen og mandelmelet sammen, så det er godt samlet. Tilsæt den ene portion æggehvide og 3-4 dråber pastafarve, så dejen bliver hvidlig. Fold det sammen med en dejskraber, så mandelmel og flormelissen er våd og rørt godt sammen med æggehviden og pastafarven. Dæk dejen med et stykke husholdningsfilm og stil den til side, mens marengsen forberedes.
Pisk den anden del af æggehvider med en håndpisker eller i en mixer, indtil den får en let stiv struktur.
I mellemtiden opvarmes sukkeret og vandet i en gryde og koges indtil det når 118ºC. Tag det derefter af varmen, og hæld det i en jævn strøm langs siden af skålen i de piskede æggehvider. Pisk på medium hastighed i 8-10 minutter, eller indtil marengsen er pisket helt stiv.
Nu er du klar til at blande marengsen i dejen. Brug en dejskraber til først at folde 1/3 af marengsen ind i dejen for at gøre dejen lidt tyndere og nemmere at folde den resterende marengs i.
Tilsæt derefter den resterende marengs, indtil den er godt samlet med dejen. Fortsæt med at folde dejen sammen ved at skrabe langs siden af skålen med dejskraberen og tag derefter dejskraberen gennem midten af blandingen indtil dejen falder pænt ned af spatlen i et bånd.
Overfør macaron-dejen i en sprøjtepose med en rund tip. Sprøjt macaronskallerne på en bageplade med bagepapiret eller silikonemåtte. Med sprøjteposen sprøjtes først en smal halvcirkel og derefter udfyldes den tomme midte ved at sprøjte en lige streg (se illustration).
Bank forsigtigt bagepladen på bordfladen så skjulte luftbobler kan slippe ud. Prik hul på luftboblerne med en tandstik.
Bag dem i 12-14 min.
Når alle macarons er bagt, skal de køle helt ned på en rist.
CREAM CHEESE FROSTING
55 g. smør
170 g flødeost
500 g flormelis
¼ tsk. vanilje ekstrakt
Pisk smør og flødeost sammen i 4 minutter, indtil massen er let og luftig. Tilsæt vaniljeekstrakt, og bland indtil det er samlet.
Sigt flormelissen og tilføj den med en tredjedel ad gangen på lav hastighed. Når alt flormelissen er kombineret med smør og flødeosten, øg hastighed til den højeste hastighed i 2-4 minutter så frostingen er let og luftig.
Overfør frostingen til en sprøjtepose.
SAMLING
Sort spiselig tusch, kan f.eks. købes her.
Vend halvdelen af skallerne og tegn små spøgelse ansigter på dem. Klip derefter et lille hul forenden af sprøjteposen og sprøjt smørcremen på den anden halvdel af skallerne. Sæt de fyldte skaller sammen med de resterende skaller med ansigterne.
Opbevar macaron-sne i en metalkagedåse og lad dem stå i køleskabet natten over, før du deler dem ud til Halloween.
Tip: Skallerne til macarons kan også laves på forhånd og fryses ned uden fyld. Når de skal bruges til Halloween, tages de op dagen før. Fyld dem med smørcremen og sæt dem på køl natten over en metalkagedåse.
Vil du udover de lækre opskrifter, vi deler med læserne hver fredag, også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Spøgelse macarons illustration: Julie Marie Nielsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her