UKRAINE // KRONIK – Man skal så grueligt meget igennem … Og det skal man i ethvert eventyr. Her handlede det om at få kulør til den brune sovs, flæskesteg, grønlandsrejer og andet godt med til Ukraine. Det meste uden at tø op under rejsen. Det handlede også om at regne ud, hvordan man havde strøm nok til selve dagen, hvor maden skulle tilberedes.
KYIV – På mange måder blev det et ægte eventyr med en lykkelig slutning. Skemaet for strømmen kunne næsten ikke være bedre. Der var strøm til kl. 19.30, så flæskestegen kunne være færdig i tide.
Da bombningerne har været heftige den senere tid, slukkede den desværre lidt før tid, men sværene nåede lige nøjagtigt at blive sprøde. Morten Korch kunne ikke have gjort det bedre. Batterierne rakte med en fin margin til at levere nok til sovsen og kaffen.
Således sad vi tre ukrainerne og fire danskere til julemiddag på 22. sal i Kyiv i en moderne lejlighed, dog uden strøm, men med en færdig middag og masser af batteridrevne lamper. Julen var reddet.
Et lille, men eksklusivt selskab
Jens Worning fra Kristeligt Dagblad var med til middagen og har rejst med mig på denne tur. Jeg kører forsyninger ud stort set hver måned, denne gang også med hjemmebag til julen fra en dansk veteran og egen fremstilling til de ukrainske soldater. Det betyder meget for moralen, at vi gør lidt ekstra.
Menuen var helt traditionel. Min farmors repertoire ud i konfekt og småkager fra Anden Verdenskrig og frem til hendes død i 1986 var med i fuld udgave. Jeg har været med til at lave det, siden jeg var to år gammel. Der var min mors udgave af en julemiddag fra 1970’erne med rejecocktail, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, brun sovs osv. – og risalamande til dessert.
Der blev tid til både sjov og alvor blandt emnerne. Emner, vi er kastet ud i af begivenheder, vi på ingen måde kan styre
Mandelgave var der også, og inden det hele gik i gang, var der naturligvis gløgg og æbleskiver til at lægge en let bund før middagen, sådan som det var hos min farmor. Alt sammen, også gløggekstrakten, var naturligvis hjemmelavet. Selv marmeladen til æbleskiverne havde jeg kogt og konserveret nogle få dage før selve dagen.
Ud over Jens var der to unge danske veteraner. De har været instruktører i Ukraine og var i byen i privat ærinde. Ukrainerne var en soldat og en frivillig hjælper – og hjælperens kæreste.
Hjælperen har siden 2014 haft tre fuldtidsjobs i New York for at kunne støtte soldaterne i sit fødeland mest muligt. Det fik han en medalje for af hæren i 2018. Soldaten er blevet en rigtig god ven, og vi mødte hinanden via hjælperen. Vi har kendt hinanden siden 2017.
Hyggesnak under en krig …
Senere bemærkede Jens Worning i et opslag på Facebook, at samtalen ved bordet i den grad reflekterede krigen og vores fælles oplevelser. Der blev talt om at køre med en døende soldat på hans sidste strækning. Han havde selv taget sin kugle i desperation. Der blev talt om dronernes terror mod soldaterne, hvor selv de stærkeste kan bryde sammen. Eller om virkningen af miner, når soldater træder på dem.
Gaven til værten fra den ukrainske soldat var en død russisk soldat. Der var det hele på nær underbukserne og liget. Hjelmen manglede også, for soldaten var død ved et hovedskud, men hans kasket var der, så det danske museum kan udstille uniformen, som han har set ud til mønstring.
Ligesom Mads Skjern stolt fremviste sit stokerfyr i afsnit 17 af Matador, så fremviste jeg stolt min powerstation i ”afsnit 3” – min tredje jul i Ukraine under krigen – som fx lige havde sikret os sovsen og kaffen. Visse ting ændrer sig aldrig. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at grine af det.
Der blev tid til både sjov og alvor blandt emnerne. Emner, vi er kastet ud i af begivenheder, vi på ingen måde kan styre.
Som jeg sagde om min farmors havregrynskonfekt: ”Det er en krigsopskrift, og jeg har lavet det hvert eneste år i evigheder – men jeg havde dog aldrig troet, at jeg skulle lave den under en krig!”
Et spørgsmål om tro
For mig har julen altid været den vigtigste dag for familien og sammenholdet. En noget kompliceret sag i en skilsmissefamilie, men julen blev fejret i flere omgange, så jeg kom hele familien rundt.
I dag er familien blevet meget lille, og da min bonusfar døde, lige før krigen brød ud i fuld skala, var det slut med familiejul. Den første jul uden familien blev ved soldaternes forlægning øst for Slaviansk i 2023. Sidste og denne jul blev i foreningen Frihed for Ukraines lejlighed i Kyiv. Krig er det mest intensive, der findes, og de venskaber, jeg har fået mig her, tror jeg holder resten af livet.
Vi enedes om, at der findes idealer, som er så fundamentale og vigtige – som fx frihed og identitet, og retten til at overleve som individ, land og kultur – at de er værd at kæmpe for, uanset prisen
Min gode finske ven, Lauri Talve, delte en tegning på Facebook af en engel, der holdt sin ene vinge over en død soldat. I baggrunden var der en brændende kampvogn.
Den rørte mig dybt, og jeg delte den med teksten: ”Jeg er ikke troende, men tanken om, at et eller andet tager godt imod de faldne, varmer. I det mindste fortsætter de faldne med at være blandt os, så længe vi husker dem og sender dem en tanke.”
Kæmp for alt, hvad du har kært!
Det blev starten på en god tråd om tro eller ikke tro. Julen kan dårligt være et mere passende tidspunkt for det emne. En mente, at uden tro kunne man ikke gå i kamp, og at det gode ikke kunne vinde. Jo, ja, men tyskerne op til og under Anden Verdenskrig var i den grad troende, og de vandt heldigvis ikke.
Vi enedes om, at der findes idealer, som er så fundamentale og vigtige – som fx frihed, identitet og retten til at overleve som individ, land og kultur – at de er værd at kæmpe for, uanset prisen.
En mente, at alle sang med på salmen Nearer, My God, to Thee, da Titanic gik til grunde. Mod det talte, at mange af de få overlevende fra de rygende krematorier i 1945 fortalte, at ”Gud døde i Auschwitz”.
Jeg nøjedes med at konstatere, at religion er en meget personlig sag – og dét bør den være. Men tro eller ikke tro, så må vi alle gøre, hvad vi kan, for at de næste generationer også oplever en fri og velstående verden, hvor vi alle kan holde ud at være. Denne vores vestlige verden – ikke uden fejl, men bedre for individet end noget andet tidligere i historien – er nu reelt i fare for at forsvinde, hvis vi ikke passer på!
Således blev det en uforglemmelig juleaften, hvor både små og store spørgsmål blev bragt på bane. Alt fra gamle opskrifter på konfekt og småkager til spørgsmålet om, hvad der er så vigtigt, at selv livet er en rimelig pris at betale.
Det blev en dejlig og mindeværdig juleaften! Alligevel vil jeg tillade mig at håbe, at jeg snart kan holde den også med mine danske venner – for det vil betyde, at krigen er forbi, og at det ikke er gået helt galt.
Note: Artiklen er skrevet under det seneste bombardement af Kyiv, så det skete til lyden af eksplosioner fra luftværnskanoner, Shahed-droners summen i luften og ballistiske missilers gigantiske brag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og