TAYLOR HAWKINS // MINDEORD – I sidste uge døde trommeslageren Taylor Hawkins, bedst kendt fra Foo Fighters. Journalist og forfatter Henrik Tuxen har mødt ham tre gange og set ham spille mere end 10 gange. I denne artikel giver han Hawkins en buket mindeord: “Det var altid det store smil og de store armbevægelser, som energi- og humørbomben fra Californien udstrålede på scenen.” Men medaljen havde også en bagside. Obduktionen af Hawkins lig viste spor af 10 forskellige stoffer.
Det var et chok, da nyheden om Taylor Hawkins pludselige død tikkede ind på netaviserne i fredags, d. 25. marts. I øvrigt samtidig med, at hele min nabokarré i Vanløse brændte ned, og 90 familier mistede deres hjem. Ilden udsprang 40 meter fra min bopæl, og som min genbo sagde, “vi er tarveligt heldige med vindretningen”.
Mens Københavns største brand i 25 år rasede udenfor mit vindue, havde Taylor Hawkins, der i en helt anden forstand var en mand “on fire”, forladt os i Argentina på den anden side af kloden.
Det følgende er et personligt portræt helt frit fra leveren, baseret på de gange jeg har mødt Taylor Hawkins og set ham på scenen som publikum.
Jeg har mødt Taylor tre gange. Første gang i Paris i 2002 i forbindelse med udgivelsen af Foo Fighters-albummet One by One, næste gang mere kortvarigt i London 2014 i forbindelse med Foo Fighters’ album og dokumentarserie, Sonic Highways, og senest i september 2017 i Stockholm kort før en surprise-koncert. I Paris og Stockholm i selskab med Dave Grohl.
I Paris var vi ikke mere end 100-200 mennesker til stede (pressefolk og andre gratister), i London 2014 var det foran 800 mennesker i et gammelt teater i Islington, hvor bandet spillede en fuld koncert under navnet The Holy Shits. (Foo’s forrige London-koncerter var Wembley, der var udsolgt to dage i træk.)
To rækker foran os sad dels Queens’ Brian May med barnebarn og Dave Grohls mor Virginia, som fik den helt store, tårevædede skåltale fra sin kærlige søn fra scenen.
Og så var jeg til stede, da Foo Fighters spillede deres nu ikonisk berømte eller berygtede koncert på Ullevi Stadion i Gøteborg i 2015, da Dave Grohl efter syv minutter faldt ned fra scenen og brækkede benet. Den efterfølgende halve time stod på Taylor Hawkins’ tromme- og vokalshow, indtil Grohl fuldførte koncerten med benet i gips i en rullestol godt dopet på whisky og piller.
Koncerten i Stockholm var i en sal på størrelse med lille Vega, hvor selv Sonys A&R mand ikke kendte venue, indtil få timer før koncerten. Foo Fighters havde blandt andet uopfordret sendt billetter til folk, som havde hørt dem særligt meget på Spotify. Under koncerten var Grohl flere gange ude blandt publikum i længere sekvenser med både guitar og mikrofon, blandt præcis hvor jeg stod.
Hawkins var Dave Grohls bedste ven
Ovenstående skulle gerne illustrere, at Foo Fighters om noget er et festfyrværkeri og folkets band. Det blev anført af Dave Grohl, der er gået fra trommerne bag den tikkende suicidale bombe Kurt Cobain i Nirvana, til at være “the nicest guy” som sanger og guitarist i front for Foo Fighters. En position han ikke mindst har fastholdt i nu over 25 år pga. af hans faste og stærkeste “sidekick”; musikelskeren, spasmageren, trommeslageren og sangeren Taylor Hawkins, som Grohl vedvarende har kaldt sin bedste ven.
Såvel ud fra dynamikken på scenen foran publikum, som de par gange jeg har mødt Grohl og Hawkins sammen privat, giver “BFF” prædikatet super god mening.
Taylor Hawkins var (hvor vildt at skrive i datid) en sindssyg fed trommeslager, der både kunne drive bandet fremad, holde rytmen og smide en masse skæve fills ind undervejs. Også en sanger og allround musiker, der både kendte, omfavnede og elskede musikhistorien og dens aktører på en måde, jeg sjældent har oplevet efter tæt på fire årtier i branchen på og udenfor scenen.
I 2001 lå Hawkins to uger i koma og svævede mellem liv og død ovenpå en heroin overdosis. Ifølge Hawkins selv var han aldrig junkie, han havde bare festet for hårdt igennem
Han sad bag tønderne, da Alanis Morissette indtog verden med storm i sidste halvdel af 90’erne. Men med al respekt for Alanis’ generelle musikalske færdigheder må det være en noget anden fornemmelse at lægge beatet til hende end til sanger og guitarist Dave Grohl, der af mange, inklusiv denne pen, må betegnes som verdens bedste nulevende rocktrommeslager fra sin tid i Nirvana.
Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe et bredt spektrum af folk rundt om Nirvana, herunder producer (og Garbage-trommeslager) Butch Vig, der indspillede og producerede de tracks, der blev til det skelsættende Nirvana-album, Nevermind. Butch var ikke et sekund i tvivl, da jeg gennemgik Nevermind med ham i Garbage’s “Smart Studio i Madison”, Wisconsin i 2001.
Dave Grohl var en ren dynamo i trioen og var den udløsende faktor, der fik Kurt Cobains sange løftet til et helt andet niveau end tidligere.
Trommeslageren Hawkins
Det er den mand, Taylor Hawkins i et kvart århundrede har spillet trommer bag ved, og vel og mærke en mand, der indspillede hele debutalbummet alene, samtlige instrumenter. Efterfølgende måtte Hawkins forgænger på posten, William Goldsmith, lide den tvivlsomme ære, at Dave Grohl slettede og selv genindspillede alle Goldsmiths trommespor på næste album (The Colour and the Shape).
Lidt af et pres som Hawkins aldrig udstrålede ud af til. Det var altid det store smil og de store armbevægelser som energi- og humørbomben fra Californien (født i Texas) udstrålede på scenen. Men medaljen havde også en bagside. Obduktionen af Hawkins lig viste spor af 10 forskellige stoffer, blandt andet antidepressiver og opioder.
I 2001 lå Hawkins to uger i koma og svævede mellem liv og død ovenpå en heroin overdosis. Ifølge Hawkins selv var han aldrig junkie, han havde bare festet for hårdt igennem.
Da jeg mødte ham første gang i Paris mindre end et år efter, han var ude af koma, var han decideret overgearet. Vi hørte det meste af One by One igennem på studiets anlæg, og Hawkins slog lufttrommer i atmosfæren, sang med og agerede til musikken non stop. Super sjov og sympatisk, men hold da kæft et tempo. Tanken om, at det ikke var ren appelsinjuice, han indtog, strejfede, men det kan ha’ været ren musik- og livsglæde.
Hawkins blev gradvist mere stabiliseret, og han blev i 2005 gift med Alison, med hvem han fik tre børn. Hawkins var slank og i god form (hvilket jobbet som trommeslager i Foo Fighters om noget kræver). Som en anden guru bag trommerne, Stewart Copeland fra Police, sagde om sin nu afdøde ven, “var han egentlig en rigtig surfer, eller lignede han bare en?”
Hvor Dave Grohl generelt sammenlignes med mesteren John Bonham fra Led Zeppelin, pga. af det tunge spil, heftigt baseret på tam’erne og i kunsten “at få meget ud af lidt”, som Stewart Copeland udtrykker det. Den elegante, rytmiske og reggae-inspirerede “Police-man” var i øvrigt tætte venner med Hawkins.
Vi har et særligt bånd, mere end, skal vi sige guitarister, som alle er misundelige på hinanden. Vi trommeslagere elsker alle hinanden, fordi vi forstår, at det arbejde, vi laver, gør alt muligt
Copeland var et af Hawkins’ store idoler, hvilket Copeland dog ikke selv kan høre (læs gerne dette triste, smukke og højst inspirerende interview med Copeland).
Hawkins var aldrig bleg for at hylde og ære sine forbilleder, som udover Copeland bl.a. inkluderede Phil Collins (særligt tidlig Genesis), Neil Peart (Rush), Chad Smith (RHCP), Ringo Starr og Roger Taylor, Queen. I 2005 blev Hawkins kåret som Best Rock Drummer i det britiske trommemagasin Rhythm.
Inden perioden med Morissette og Foo Fighters spillede Hawkins blandt andet i prog-rock bandet Sylvia. Han udgav tre album under navnet Taylor Hawkins and the Coattail Riders, hvor et hav af stjerner og venner medvirkede. Han spillede trommer på et album med Coheed and Cambria og gæstede blandt andre Miley Cyrus, Elton John, Chad Smith og Roger Taylor
Vennernes ven
De mange varme kondolencer, der strømmer ind til Hawkins, kommer ubetvivleligt fra hjertet. Hawkins var vennernes ven, 100 pct. kollega og 0 pct. konkurrent, hvilket gik hånd i hånd med Dave Grohls indstilling og attitude – og kimen i deres ubrydelige venskab og partnerskab, der varede halvdelen af Hawkins’ liv.
Der er snart ikke den superstjerne fra Jimmy Page, Paul McCartney, Norah Jones og mindst 25 andre, som har optrådt som guest stars på scenen hos Foo Fighters. Det gælder også forskellige fans som f.eks. den 11-årige drummer girl Nandi Bushell, der fik lov til at banke Taylors trommer flade til Everlong, da Foo Fighters spillede i Californien i august 2021, mens Taylor står og smiler bag det unge talent.
Ikke et øje er tørt, og sådan har det ofte været med Foo Fighters – mere end noget personificeret ved Dave Grohl og Taylor Hawkins. Good vibes til alle! Foo Fighters ikoniske “Learning to fly” fra 1999 udtrykker det hele. Humor, legesyge, vitalitet, musikalitet, melodi og power. 100 pct. Foo, Grohl og Taylor Hawkins.
Fænomenet bag tønderne, Stewart Copeland var i tæt kontakt med Hawkins under pandemien, havde ham blandt med i eget BBC-program “On Drums”, men så ham sidste gang fysisk til Neil Pearth’s begravelse i 2020. Trommeslageren fra Rush havde særstatus ikke mindst blandt kolleger. Copelands ord fortæller noget om Peart, trommeslagere, om Hawkins person og faglighed – og måske indirekte om hvorfor båndet mellem Grohl og Hawkins var så ubrydeligt.
”Professoren er væk, vi kan ikke hænge på ham længere. Både Taylor og Neil havde unikke personligheder, som bragte en særlig ting til trommefællesskabet, og der er et trommefællesskab. Vi har et særligt bånd, mere end, skal vi sige guitarister, som alle er misundelige på hinanden. Vi trommeslagere elsker alle hinanden, fordi vi forstår, at det arbejde, vi laver, gør alt muligt. Taylor var i centrum for alt dette”.
Det sidste møde med Hawkins
Sidste gang jeg mødt Hawkins i 2017, talte han blandt andet om at møde læge-teamet fra Ullevi igen, samarbejdet med Paul McCartney, om hvor indlysende det er, at Beatles er alle musikeres ledestjerne, om hans tætte venskab med Roger Taylor og Queen, og om hvordan Justin Timberlake havde ikke så lidt af en fest, da han kom i studiet og gæsteoptrådte på Foo Fighters Concrete and Gold.
Taylor Hawkins alt for tidlige død efterlader et stort tab i forhold til dynamik, kraft og ren og skær livsglæde og samhørighed i musikverdenen som helhed
Som makkerparret Grohl/Hawkins samstemmende fortalte, “når vi kommer til en festival, tager vi som det første en flaske whisky under armen, går hen til de andre i backstagerummet og hører, hvem der har lyst til at ha’ en fest sammen med os.”
Hans død kom som et chok for omverdenen. Få dage forinden spillede Hawkins energisk igennem på Lollapalooza-festivalen i Argentina, sang den krævende lead-vokal på Queen-fortolkningen “Somebody to love”, ligesom forskellige videoer med fans og en veloplagt Hawkins florerer på nettet fra det, der blev hans sidste dage på jorden. En særdeles succesfuld, vellidt og elsket mand, musiker og familiefar tilsyneladende i super form fysisk som mentalt.
Taylor Hawkins alt for tidlige død efterlader et stort tab i forhold til dynamik, kraft og ren og skær livsglæde og samhørighed i musikverdenen som helhed. Et lys er slukket, rocken blev lidt mere trist, fattig, kedelig og grå i fredags. Taylor Hawkins, tak for uforglemmelige stunder og højdepunkter i 25 år. R.I.P.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og