FILM // ANMELDELSE – Danica Curcic og Lars Ranthe løfter et stærkt skuespilensemble i Vores løfte, men filmens tydelige ønske om at adressere #metoo-tematikken gør den til tider mere problemfilm end persondrama.
Jeg havde kun lige fundet min notesbog frem fra min jakke efter eftermiddagsforevisningen på premieredagen, da jeg blev prikket på skulderen af en ældre kvindelig bekendt, der spurgte, om jeg ikke syntes, det var en god film. Jeg måtte svare, at filmen lige skulle sætte sig hos mig, før jeg kunne svare.
Det samme skete også et par gange ude i forhallen, og da jeg kom hjem, lå der en besked fra en kollega, der skrev, at hun glædede sig til min anmeldelse. Jeg skrev tilbage, at jeg helst ville være fri for at skrive den på grund af filmens #metoo-tematik. Men da min kone senere så også spurgte, hvad jeg syntes om Vores løfte, så kunne jeg i stedet minde mig selv om, at det kan jeg jo selv styre. Jeg kan selv lave min fortælling om min oplevelse af filmen. Ikke alle er så heldige.
Kontrol
For det er det, filmen handler om for mig: at have kontrol over sin egen fortælling. Det kommer til udtryk i en central scene – måske filmens bedste, se topfoto – hvor den tidligere svømmelandstræner og nu svømmeforbundets talentchef, Mikael (Lars Ranthe), er til krisemøde hos sin arbejdsgiver.
Han er nemlig tilsyneladende hovedpersonen i en ny, autofiktiv roman skrevet af en afdød, tidligere svømmer, der beskriver hendes ulykkelige kærlighedsforhold til sin træner. Da hun angiveligt kun var 14-15 år på det tidspunkt, og han var hendes træner, kommer Mikael selvfølgelig i vanskeligheder, om end det foregik før hans forhold til sin nuværende kone.
Jeg kan ikke slippe tanken om, at Vores løfte er en problemfilm med stort P
Hans reaktion er først at benægte enhver fejl, idet hans forhold til forfatteren ifølge ham var 100% frivilligt – hvilket citater fra bogen også antyder – og i øvrigt var vedkommende 20 år. Siger han.
Men svømmeforbundets krisestyringsjurist (Line Kruse) anbefaler, at han i stedet ”tager narrativet tilbage og lægger sig fladt ned.” Man skal selv kunne styre fortællingen ved at indordne sig den offentlige stemning, men Mikael er lodret imod den beslutning, som han føler er en indrømmelse af skyld, han ikke har.
Men filmen handler nu ikke om Mikael, men om hans kone, Maria (Danica Curcic). Hun er gift med den femten år ældre Mikael, de har den 13-årige datter, Mo (Lily Schøtt-Wieth), og alt er tilsyneladende godt, og ikke mindst vises Mikael som en omsorgsfuld far.
I den før omtalte scene sidder Maria, der selv er gammel elitesvømmer og nuværende tv-vært, på en sofa i baggrunden og følger nervøst med. Det er en flot realiseret scene, der i både scenografi, belysning, kameravinkler med mere kommer til at understrege pointen.
For eksempel er svømmeunionens formand (Rasmus Botoft) kun tilstede på et videolink, som er med til at illustrere den handlingslammelse, han føler, han står i, og som senere fører til en serie af repressalier mod både Mikael og Maria. Det, som er blevet døbt cancelling.
Den centrale figur?
Det er som sagt Maria, der er den helt centrale figur – tilsyneladende, mere om det senere – og det vælger filmen at vise os ved en introscene, hvor hun i subtropiske omgivelser går ned til en swimmingpool, springer i, svømmer en bane, hvorefter hun i affekt begynder at plaske voldsomt med armene og derpå lader sig synke, hvorefter vandet bliver roligt. Vi ser hende ikke dukke op, i stedet kommer der et skilt, hvorpå der står ”Fire måneder tidligere”.
Som filmen skred frem, undrede jeg mig mere og mere over det valg. På den ene side fortæller instruktøren Fischer Christensen os på den måde, at det er hende, der har kontrol over denne historie, men på den anden side forråder den i mine øjne det, som jeg synes burde være filmens styrke: at lade os tilskuere mærke Marias indre kamp om at støtte sin mand, mens der kommer flere og flere detaljer frem om hendes mands optræden.
Men måske forstår jeg alligevel indledningen, som naturligvis vender tilbage mod slutningen – hvor familien er flyttet til Gran Canaria for at få fred – idet det også i stigende grad bliver til en film om fortrængning for at opretholde et selvbillede, man kan holde ud.
Og at det måske ikke gør noget at vide, at Maria ikke kommer til at opretholde det. Desværre bliver man som tilskuer også efterhånden nødt til at acceptere detaljer, som ved nærmere eftertanke forekommer usandsynlige, men hvis du vil vide, hvad jeg mener med det, må du lige skrive til mig. Det vil nemlig afsløre for meget af handlingen.
Opbygningen af filmens historie giver sig ellers beundringsværdig god tid, og rummer også en række diskrete varsler, der vidner om et godt dramaturgisk greb. Særskilt vil jeg for eksempel rose en sexscene med en ikke alt for tydelig undertekst, ligesom filmen ikke forfalder til alt for klart at markere, at Mikael flirter med datterens lektiehjælp. Maria ser det, men hun ser det ikke, og den slags er altid elegant.
Problemfilm
Filmen er i det hele taget god at se på med flere spændende kameraindstillinger, men alligevel er det som om, at det hele er underlagt historien. Forleden anmeldte min kollega en film, hun kaldte ”Fransk med stort F”, og jeg kan ikke slippe tanken om, at Vores løfte er en problemfilm med stort P.
At filmen skal og må adressere et aktuelt samfundsproblem, og det kan godt skygge for min filmiske oplevelse. Problemfilm har det nemlig med også at tage stilling og ville løse problemet – og dermed overtage det narrativ, man som seer, selv konstruerer undervejs.
Det kan godt virke lidt anmassende, især når der som her også kommer lidt ekstra-problemer oveni – Maria har for eksempel et stort forbrug af smertestillende piller – men igen vil jeg til filmens ære påpege, at nuancerne og tvivlen også får plads.
Man hører aldrig om fysiske overgreb, udover at Mikaels forhold til den alt for unge pige måske/måske ikke ledte hende til selvmord som 40-årig, mens det dog er lidt underligt, at hun omtales som ”14-15-årig”, da forholdet startede, idet alderen jo rent juridisk er temmelig vigtig.
Men filmens største bidrag til tematikken er nok, at vi ser hvordan en sag af denne type kan have en ødelæggende effekt på børn og unge i den pågældende familie. Datteren Mo får, i takt med at forældrenes historie bliver mere og mere offentlig, flere og mere ubehagelige beskeder, og har helt forståeligt svært ved at kapere det.
Undervejs er der flere scener, hvor Mo til min undren fastholdt blikket på moderen i meget lang tid, mens de talte om familiens problemer og udfordringer, og hvor jeg forventede, at øjnene ville flakke hvileløst og ulykkeligt.
Men i filmens allersidste billede forstod jeg hvorfor, for vi får indirekte at vide via Mos blik, at det på trods af filmens fokus på Maria, måske alligevel er Mo, der er hovedpersonen. Og at vi kun kan håbe på, at hendes selvbillede og selvrespekt ikke vil lide overlast, som det sker for hendes forældre, og at hun fremover selv vil have kontrol over sit narrativ.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og