FILM // ANMELDELSE – Norske Joachim Triers film foregår som regel i nutiden i Oslo, og således også den Cannes- og Oscar-præmierede Affektionsværdi. Men der er betragtelige nik til både svenske og amerikanske film fra forrige århundrede, og det er nok en smagssag, om man finder den øvre middel- og kreative klasses følelsesmæssige kvababbelser vedkommende. POV’s filmredaktør Mikkel Stolt er dog ret tilfreds, men det er netop også folk i den kreative klasse, der oftest er mest interesserede i film om den slags. Filmens kerne er dog noget andet.
Der gik ikke meget mere end femten-tyve minutter før jeg følte, at jeg var landet i en nænsom, norsk opdatering af en af Woody Allens, bevares, mindre morsomme film. Og halvvejs inde er der så tydelige referencer til blandt andet Another Woman (1988), at det ikke kan være andet end en slags hyldest. Nogen overhører en terapi-samtale i et andet rum, der er swing-musik på lydsiden, og generelt er det en film for og om voksne, der interesserer sig for og arbejder med kultur, og det er jeg jo bestemt ikke utilfreds med.
Den yngre skuespiller, Nora (Renate Reinsve), er tæt på et sammenbrud før en forestilling på teatret, men det lykkes hende at gennemføre. Hendes mor, der boede i familiens gamle hus midt i Oslo, er i mellemtiden død, og Nora og hendes søster, historikeren Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas), er værter for gravøllet i det gamle hus. Deres far, en berømt svensk filminstruktør, Gustav Borg (Stellan Skarsgård), hvis karriere er lidt på pause, og som blev skilt fra moderen mange år tilbage, dukker op. Han har den overraskelse med, at han er i gang med en ny film, som han vil have Nora til at spille hovedrollen i. Den er faktisk skrevet til hende.
Hun afviser blankt med den begrundelse, at de jo ikke kan tale sammen, og langsomt folder filmen familiens historik, handlemønstre og hæmninger ud, og det bliver hurtigt tydeligt, at ikke alle har oplevet farens fokus på sin karriere som hensigtsmæssig. Handlingen går sådan set fremad kronologisk, og faderen bliver hængende i Oslo for at forberede sin film – nu med en amerikansk skuespiller (Elle Fanning) i hovedrollen – der skal optages i det gamle hus, men der er især de mange udfald fra og vedhæng til historien, der fascinerer.
Kompleks og enkel
Organiseringen af stoffet føles nemlig herligt komplekst, som forståelsen af levet liv bør føles. Den måde Nora opdager, at faderen er ankommet til huset, er derfor meget begavet skildret, og vi aner først undervejs, hvor vigtig lillesøsteren Agnes er – en scene fra en af farens spillefilm, hvor hun som cirka otte-årig spiller med, er stærk og er anbragt i filmen på et genialt tidspunkt – og bedstemorens historie kommer svævende ind som et aber dabei over, hvad der kan hænde for folk, og hvad det måske, måske ikke kan betyde for en familie.
De enkelte scener har tit en overraskende kameravinkel eller framing, der uanset hvor diskret den end er, har en følelsesmæssig kraftig indvirkning.
Temaet i filmen er alligevel ikke langt fra for eksempel den nævnte Allen-film, hvor hovedkarakteren ganske vist er en kvinde (Gena Rowlands, det var en anden tid), men som begynder at overveje, om hun har behandlet folk tættest på sig med selvoptaget arrogance og selvretfærdighed. Ligesom Gustav Borg har her i Affektionsværdi. (Navnet Gustav Borg lyder i parentes bemærket netop som en karakter fra en Woody Allen-novelle eller film, der hylder og kærligt satiriserer Ingmar Bergman. Behøver jeg at fortælle, at hovedpersonen i Bergmans Ved vejs ende (1957), der kigger tilbage på sit liv, hedder Isak Borg? Så det er ikke tilfældigt, at faderen er halvsvensker og spilles af en helsvensker.)
Men Joachim Trier koreograferer ikke scener på samme måde som de nævnte instruktører Allen eller Bergman, men kameraarbejdet omfavner karaktererne med respektfuld sympati og de enkelte scener har tit lige pludselig en overraskende kameravinkel eller framing, der uanset hvor diskret den end er, har en følelsesmæssig kraftig indvirkning. Det sker for eksempel til drengen Eriks fødselsdag, hvor morfar Borg måske går lidt hårdt til sin ældste datter, Nora, og hvor der efter en række etablerende skud og nærbilleder kommer et two-shot af de to søstre i fokus, og med faren i midten, men uskarp og set bagfra. Det føles som et chok.
Eller i en af de sidste scener mellem søstrene, hvor de tilsyneladende nærmer sig en fælles forståelse af deres situation med kram og gråd, og hvor kameraet pludselig er helt bag dem, der er siddende op ad sengen. Nora vender sig let mod Agnes, men vi forhindres i at afkode deres reaktioner direkte, og vi må i stedet kortvarigt vende blikket indad.
Før jeg så filmen, læste jeg et sted, at da Trier under efterarbejdet gik rundt i København – hvor filmen er klippet af danske Olivier Bugge Coutté – spekulerede han på, om filmen er interessant nok. Jeg må indrømme, at jeg selv er på nippet til at tro, at der vil være mange, der vil sige, at ”njah, det er den egentlig nok ikke.” For den er måske lidt for højttravende ind imellem og vil af mange føles lige lidt for lang med for mange afstikkere og også en lille smule selvhøjtidelig i sit blik på kunstneriske skandinaver. Deltagelsen af den amerikanske skuespiller, der skal spille Noras rolle i stedet for Nora, kommenterer naturligvis dette elegant, men det bliver måske for indforstået.
Men hvis du har en søster, en far eller en død forælder, eller en lille, nuttet nevø … eller du har en kæreste eller måske snarere ikke har nogen … ja, så er det umuligt ikke at blive påvirket undervejs. Skuespillet er generelt eminent udført, især de to søstre er fantastisk instrueret. Renate Reinsve var desuden strålende i instruktørens forrige film, Verdens værste menneske. Stellan Skarsgårds rolle er for så vidt lidt af en stereotyp, men han bringer den naturligvis hjem uden overdrevne virkemidler.
Opgør eller fortælling
Er det så et opgør med patriarken eller det selvoptagede menneske? Hvor kunsten alligevel kan bruges til at overvinde mentale blokeringer forårsaget af svigt? Ja, det er det måske også, men det synes jeg måske er lidt for oplagt en tolkning, selvom (eller fordi?) både Agnes mand og Noras gifte, mandlige kæreste er venlige og forstående, men også sådan lidt udflydende som typer.
Filmens kerne åbenbares først i den allersidste kameraindstilling.
Jeg tror personligt mere på, at filmen handler om, at forestillingen om en familie, der via filmens handling – jeg skal ikke afsløre det hele – bliver til fortællingen om en familie. Det er blandt andet overlappene mellem farens gennemgang af en scene i hans kommende film og bedstemorens historie og til filmoptagelsen mod slutningen, der får mig til at tænke dette.
Filmen starter desuden med, at det er familiens hus midt i Oslo, der præsenteres som kronvidne til familiens trakasserier og almindelige udvikling, og som til allerslut afsløres som noget andet. Er dette andet noget mere eller noget mindre, end hvad vi først troede? Er det forventningen til eller fortællingen om os selv, der er det vigtigste for os i den øvre, selvudråbt intellektuelle middelklasse, som instruktøren hermed medgiver at tilhøre? Det er dét, som er filmens kerne for mig, og som helt suverænt først åbenbares i den allersidste kameraindstilling.
(Set ved en regulær eftermiddagsforestilling i Skibby Kino på premieredagen)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og