SPICE GIRLS // TV-ANMELDELSE – Trinelise Væring havde forestillet sig, at det måske kunne blive sådan en lidt empowering mor-datter-TV-oplevelse, da hun takkede ja til at anmelde dokumentaren Spice Girls sammen med sin datter Mercedes. Det var lærerigt, men mor og datter savnede først og fremmest musikken og hovedpersonernes egne udlægninger. “Grundlæggende var vi vidner til, at fem unge piger og siden kvinder på trods af masser af selvtillid til at begynde med og tro på at kunne vælte verden, knækkede sammen en efter en,” skriver anmelderen.
Da opgaven med at anmelde netop denne dokumentar landede på mit bord, tænkte jeg, hvorfor mig?
Da Spice Girls kom frem midt i 90’erne, var jeg fuldt beskæftiget med at positionere mig selv som jazzsangerinde. Jeg var absolut ikke optaget af mainstream pop. Jeg var i 20’erne og vel derfor også for gammel til at være i målgruppen. Siden har popmusikken fået godt tag i mig både som lytter og udøver, men mainstream bliver jeg nok aldrig.
Det faldt mig siden ind, at det måske var en pointe, at jeg skulle anmelde denne serie, fordi jeg netop ikke har nogen – skal vi kalde det – aktie i foretagendet ud over den, at jeg er feminist og optaget af kvindelige kunstneres færd i verden. Jeg besluttede mig for at involverede min 18-årige datter Mercedes i projektet, fordi hun på sin vis går lige så måbende til det, da hun ikke engang var født, da Spice Girls var på deres højeste. Hun er i øvrigt også optaget af feministiske dagsordener og spiller musik. Således er der to generationer bag anmeldelsen her.
Havde jeg misset et popmusikalsk moment?
Jeg havde forestillet mig, at det måske kunne blive sådan en lidt empowering mor-datter-TV-oplevelse. Var der måske andre gode sange end “Wannabe”, som var den eneste sang, vi begge kendte? Måske var der ligefrem et popmusikalsk moment, jeg havde misset?
Efter første afsnit undrede vi os da lidt over, at der ikke kom andre sange i spil end selvsamme “Wannabe” – og over at musikken fyldte så lidt. Vi havde nok forestillet os, at det var en musikdokumentar, vi skulle se.
Vi følte os til gengæld mildt underholdt af at være med til den første audition (1993) af det, der ifølge dokumentaren siden skulle blive den mest sælgende pigegruppe nogensinde.
Vi købte vel egentlig ideen om, at der lå et vist emancipations-potentiale i pakken, for de fem unge kvinder, der ellers konsekvent i dokumentaren omtales som “the girls”, var sgu seje, sjove og havde, som min farmor ville have sagt, ben i næsen
Ideen med sådan en pigegruppe, der skulle kunne danse, synge og se ud, var ikke deres egen, men derimod et far-og-søn managagerteam, der mente, at de kunne skabe en pendant til de mange boybands, der havde stor succes på den tid.
De fem unge kvinder kendte ikke hinanden på forhånd, men gik all in på ideen, flyttede sammen i en lejlighed og arbejdede målrettet mod at nå stjernerne.
Det var interessant at se, hvor hurtigt deres forskellige “karakterer” blev sat i scene (Scary Spice, Ginger Spice, Baby Spice, Sporty Spice og Posh Spice). Der skulle jo være noget at identificere sig med for alle typer af fans, men de virkede alligevel ikke helt grebet ud af luften.
Girl Power
“Girl Power”-udtrykket var ikke en Spice Girls-opfindelse. Det kom fra et amerikansk magasin med tætte bånd til punk-miljøet. Geri Halliwell (Ginger Spice) gravede det frem og gjorde det til Spice Girls’. Og det var nok den bedste branding-idé, og den kom fra dem selv.
Så langt, så godt. Min datter og jeg lod os da også rive lidt med. Vi købte vel egentlig ideen om, at der lå et vist emancipations-potentiale i pakken, for de fem unge kvinder, der ellers konsekvent i dokumentaren omtales som “the girls”, var sgu seje, sjove og havde, som min farmor ville have sagt, ben i næsen.
“Wannabe”-singlen udkom i ’96 og toppede hitlisterne i 37 lande. Den var den perfekte affyringsrampe for gruppen og dets “Girl Power”-brand.
Da første afsnit sluttede, var der godt nok stadig ikke kommet andre sange i spil, men de havde fyret flere managers, som sad og klynkede på stribe for åben skærm. De havde også signed med et label, de selv havde valgt, og det der med “attitude” var endnu ikke så fremtrædende.
Vi glædede os til, at vi nok snart skulle møde dem selv, sådan rigtigt. Vi tænkte, at første afsnit nok var sådan lidt warm-up-agtigt, en introduktion til fænomenet.
Saggy Spice
Havde vi været i tvivl, fik vi i begyndelsen af andet afsnit en fornemmelse af, hvor store Spice Girls var, for selv om de ikke har været store i mit eller min datters liv, var både Prince Charles og Nelson Mandela indforskrevet til at levere det, vi i dag kalder social proof for kvindernes storhed.
Den engelske tabloidpresse var, som vi jo ved fra film om både Amy Winehouse og Prinsesse Diana, virkelig grimme i munden. Pressen forsøgte ihærdigt at skabe fortællingen om, at de fem havde et konfliktfyldt samarbejde, også selv om man hørte dem selv sige, at de kun havde næsegrus beundring for hinanden, og at de bakkede hinanden op all the way.
Grundlæggende var vi vidner til fem unge piger og siden kvinder, der på trods stor selvtillid og tro på at kunne vælte verden til at begynde med, knækkede sammen en efter en
Efterhånden lå Spice Girls i decideret krig med tabloidaviserne, der ikke gik af vejen for at give dem upassende tilnavne, som kommenterede på deres kroppes fejl og mangler – fx “Saggy Spice” efterhånden som “the girls” gik fra at være piger til kvinder. Vi så kollegerne i musikbranchen tale dem ned i interviews fra samtiden, og det sled alt sammen, forstod man.
Vi er nu i 1998, og pludselig forlader Geri Halliwell gruppen. Ingen officiel udmelding. Hun møder bare ikke op på jobbet en dag. De andre forsøger kortvarigt at dække over hende, men det varede ikke længe, før de talte grimt om hende offentligt. Som seere sidder vi undrende tilbage og får ingen forklaring. Her havde det været meningsfuldt at høre fra kvinderne selv.
Den følgende tid forsøger flere af dem sig med solokarrierer, nogen med en vis kommerciel succes, men så vidt jeg kan høre og se, er der ingen af dem, der får lavet noget, der sætter varige musikalske spor.
Den ene er for tynd, den anden er for tyk
Tabloidpressen fortsætter deres ualmindelig grove tone, og nu hvor “the girls” ikke står sammen imod verden, men har vovet sig ud alene som solister, er de sårbare og kan lokkes væk fra flokken. Der er historien om “the only Spice that could sing”, en typisk måde at skabe splid i en flok. Den ene er for tyk, den anden er for tynd, og vi hører en led type af en mandlig journalist, med henvisning til Halliwells påståede bulimi, sige: “Hvis hun stikker fingrene i halsen for at kaste op, så er det jo bare det samme oplevelse, vi andre har, når vi hører hendes musik”.
Man får tanken, at alle de der mandlige journalister, er så fuldstændig skruppelløse og ondskabsfulde, fordi de oprindeligt havde forestillet sig, at her var en samling babes, der bare skulle “shut up and sing” (i øvrigt titlen på en anden og i mine øjne meget bedre musikdokumentar, der handler om bandet Dixie Chicks). Da Spice Girls viste sig at have deres meningers mod og ikke bare ville være eye candy, så skulle de kanøfles.
Trods pressens mange forsøg på at skabe splid var det dog ikke slut med Spice Girls. De fire tilbageværende Spice Girls fortsatte med bandet – nå nej – brandet, ved siden af deres solokarrierer. Andet afsnit slutter ved Brit Awards i 2000. Her optrådte Geri Halliwell med sin nye single, og de resterende Spice Girls optrådte samlet med sangen “Goodbye” (my Friend) og takkede hende i øvrigt med navns nævnelse fra scenen.
Om det var et pressestunt for at stikke en kæp i hjulet på tabloidpressens gentagne historier om splid og kvinder, der river håret af hinanden, blev vi ikke klogere på, og her ville det jo igen have været relevant at høre, hvad kvinderne selv mente, der foregik. I stedet får vi en udlægning af deres tydeligt berørte frisør.
“Det med deres kroppe gør mig ked af det”
Ved udgangen af dette andet afsnit sagde min datter: “Jeg er helt dyster og træt, alt det der med deres kroppe gør mig bare ked af det”. Så nogen opløftende empowering mor-og-datter-TV-kigning blev der altså ikke ligefrem tale om. Det er simpelthen trist at se fem unge kvinder miste fodfæstet, trist at bevidne hvordan de mange grænseoverskridende oplevelser satte sig i deres kroppe og udløste forskellige grader af spiseforstyrrelser.
Efter Brit Awards tog Spice Girls bandet og brandet en pause. I tredje afsnit følger vi deres forskellige forsøg på at skabe individuelle platforme – nogen med musik, andre med mode og TV. De gifter sig, får børn, alt sammen under tabloidpressens nøje granskning. Der er flere genforeninger også med Halliwell og et par verdensturneer, men det er ikke det samme.
Om der er et gran af sandhed i den påstand, at Spice Girls var et springbræt for MeToo-bevægelsen og fjerdebølge-feminismen, er svært at vide. Men måske kan man godt sige, at de var forud for deres tid og for fjerdebølge-feministerne
I 2012, da England var vært for OL, optrådte de samlet ved det store afslutningsshow, og det siger jo noget om, hvor sejlivede de alligevel stadig var som britisk brand. Så sent som i 2018 var de på verdensturné, denne gang dog uden Posh Spice, Victoria Beckham. Så vidt jeg kan læse på Wikipedia er de stadig i gang i en eller anden forstand.
Selv om seriens skabere arbejder hårdt for at tilberede den pædagogiske sandwich, altså sådan en med noget let og opløftende i starten, noget tungt og trist i midten og så noget up beat og friskt igen til sidst, så sad min datter og jeg alligevel tilbage uden at føle os spor opløftede.
Grundlæggende var vi vidner til fem unge piger og siden kvinder, der på trods stor selvtillid til at begynde med og tro på at kunne vælte verden, knækkede sammen en efter en. Det lykkedes ikke at overbevise min datter og mig om, at de har rejst sig igen. Måske fordi vi ikke helt tror på den version af deres eftermæle, som serien lægger frem.
Har tiden mon ændret sig?
Vi talte om, hvorvidt tiderne har ændret sig i forhold til, hvordan kvindelige kunstnere bliver behandlet, når de stikker næsen frem. Kan man fx, som vi ser det ske for Posh Spice, forestille sig en talkshowvært, der i dag ville tvinge en kvindelige kunstner op på vægten for åben skærm for ligesom at få ret i, at hun nok lider af en spiseforstyrrelse? Vi tror det ikke, men er ikke 100 pct. sikre i vores sag.
Om tonen blandt den strøm af decideret ondskabsfulde britiske tabloidjournalister, der får Thomas Treo – og hans dybt nedladende skriblerier om danske kvindelige kunstnere – til at ligne en harmløs gammel onkel, er en anden nu om dage, kender vi ikke den britiske presse godt nok til at vide. Men vi har på fornemmelsen, at der i Danmark har været et slags sindelagsskift i hele musikmiljøet. Eller også er det bare noget, vi håber på. Det må tiden vise.
I sidste del af dokumentaren forsøger seriens skabere mere eller mindre at udnævne Spice Girls til feministiske iværksættere og deres Girl Power-brand som et springbræt for #MeToo-bevægelsens unge frontkæmpere, fordi en del af nutidens kvinder var børn, da Spice Girls var store.
Om der er et gran af sandhed i den påstand, at Spice Girls var et springbræt for MeToo-bevægelsen og fjerdebølge-feminismen, er svært at vide. Men måske kan man godt sige, at de var forud for deres tid og for fjerdebølge-feministerne, der ellers officielt først kom på banen i 10’erne, fordi Spice Girls insisterede på at have retten til bruge deres kroppe, som det passede dem, og alligevel blive taget alvorligt. Denne argumentation er på linje med den danske twerkqueen Louise Kjølsen, der også kalder sig fjerdebølge-feminist.
Det, der for mig som ældre feminist til forveksling ligner enhver traditionel mands våde drøm, var Spice Girls’ eget valg. Det er i hvert fald det, dokumentaren påstår og bakker det op med argumentet om, at the Girls ret hurtigt fyrede deres management og gik selv.
Det triste er jo så, at det også netop blev deres kroppe, der måtte tage skraldet.
Dokumentaren lykkedes i mine øjne ikke med at give Spice Girls den oprejsning, jeg vil tro, seriens skabere mener, de har fortjent. Det er ikke lykkedes producenterne at finde nogen MeToo-bannerførere eller andre voksne kunstnere, der ville hylde dem eller udpege dem som en inspiration.
Vi har således en dokumentar om fem kvinder, der ikke selv medvirker, selv om de alle lever endnu
Jeg har læst mig til, at Spice Girls faktisk komponerede deres sange sammen og holdt fast i deres ophavsrettigheder, men alt det er ikke en del af denne dokumentars historie, der kun handler om deres brand, ikke deres band. Når man ydermere tænker på, hvad de år ellers bød på af musik – Bjørks Debut udkom fx i ’93, Alanis Morrisettes Jagged Little Pill i ’95 – så har Spice Girls ikke megen musikalsk vægtfylde.
Det er måske heller ikke seriens ærinde i og med, at der er ufattelig lidt musik. Vi møder dem ikke i øvelokalet, ingen unplugged sessions eller andre situationer, hvor man kunne få en fornemmelse af deres dedikation til musikken.
For os at se fremstod de ikke som sejrskvinder, men som triste skæbner, der kun fik leveret fuldstændig forglemmelig musik.
En serie om Spice Girls uden Spice Girls
Vi kom aldrig for alvor ind under huden på dem selv, så vi kunne have lært at elske dem ad den vej. I stedet for Spice Girls selv, var det deres makeup artist, frisør, enkelte fans og begejstrede kvindelige journalister, forsmåede managers og så de mange direkte nedrige mandlige journalister, der fik ordet.
Vi har således en dokumentar om fem kvinder, der ikke selv medvirker, selv om de alle lever endnu. Det oplevede jeg og min teen som en svaghed ved serien. Der opstod så mange spørgsmål undervejs, og man fik ikke svar på nogen af dem.
Næste weekend bringer POV en podcast om Spice Girls-fænomenet – bl.a. med fokus på musikken.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
