KINA // REJSER – “Jeg rodede en dag rundt på nettet og fandt ved et tilfælde en artikel på det kinesiske Folkets Dagblads engelsksprogede hjemmeside. Artiklen beretter, at jeg i 2007 aflagde besøg i Jiujiang for at se med egne øjne, hvor jeg var født i 1948,” skriver forhenværende ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen. Artiklen mindede ham om rejsen, han tog tilbage til fødestedet og de første år, han tilbragte der.
Mine forældre var lige efter anden verdenskrig missionærer i Kina, og min far var leder af et amerikansk missionshospital. Artiklen i Folkets Dagblad fra 2007, bragte minderne om rejsen tilbage.
Mens jeg var ambassadør i Kina, var jeg ganske rigtigt på rejse til mit fødested, Jiujiang i Jiangxi-provincen. Med på turen var min kone, Grete Mikaelsen, generalkonsulen i Shanghai, Carsten Boyer Thøgersen, hans kone Kirsten Thøgersen, journalisten Vera Bundgaard, som dengang fra Shanghai skrev til Kristeligt Dagblad. Vera har skrevet om besøget i Kristeligt Dagblad. Men Folkets Dagblad var tilsyneladende også med, viser det sig nu.
Kinesernes historie begynder nemlig som regel den 1. oktober 1949, hvor Mao proklamerede stiftelsen af Folkerepublikken Kina. Men tiden forud for det negligeres som regel, og især – som i dette tilfælde – at der var et amerikansk missionshospital under ledelse af min far, en missionær fra Danmark
Med på turen var også en række uundværlige kinesere fra generalkonsulatet i Shanghai. Hvordan skulle vi ellers klare os, lave aftaler, dirigere bussen og alle de andre, nødvendige ting? Og hvem skulle oversætte for os? De lokalt ansatte kinesere.
Da vi i vores bus nærmede os Jiujiang dukkede der pludselig en politibil op lige foran bussen. Derefter en anden politibil bag bussen. Med denne ekskorte nærmede vi os byen, og pludselig drejede eskorten hen mod en gade, som var ensrettet, men i den modsatte retning. Dér stod det internationalt kendte tegn for indkørsel forbudt, som er det samme skilt i Kina, som vi kender fra Danmark.
Med sirenerne gående på fuld drøn tvang politibilerne modkørende biler op på fortovet. Vi kørte en lang strækning på den måde, med højre hjul på det andet fortov, men så drejede vi ind igennem en port, og der var vi så.
Vi havde ikke forventet noget. Vi troede, at vi ville få en rutinemæssig rundvisning på det, som i dag er et børnehospital. Kinesernes historie begynder nemlig som regel den 1. oktober 1949, hvor Mao proklamerede stiftelsen af Folkerepublikken Kina. Men tiden forud for det negligeres som regel, og især – som i dette tilfælde – at der var et amerikansk missionshospital under ledelse af min far, en missionær fra Danmark.
Vi blev modtaget med blomster og velkomstkomité. Jeg var – og er – overbevist om, at det var godkendt på højt niveau i Beijing. Et amerikansk missionshospital og danske missionærer.
Fra artiklen i Folkets Dagblad, som er dateret 16. april 2007. Også her kan man se, at det var godkendt på højt niveau:
Avisens overskrift lyder: Dansk ambassadør besøger fødested i Østkina. Artiklen indledes med at uddybe, at det var næsten 60 år efter ”at han her trak vejret for første gang”.
Dateringen passer. Jeg var i april 2007 næsten 60 år gammel. Folkets Dagblad skriver:
“Det er første gang, jeg har været tilbage siden 1950”, sagde Mikaelsen, som er født i 1948 på Danford Hospital i flodbyen Jiujiang. Hospitalet, som nu hedder Jiujiang Kommunehospital for Kvinder og Børn, blev grundlagt af amerikanske metodister i 1896, og Mikaelsens forældre var to af fire missionærer, som kom der for at arbejde i 1947. Hans far var dengang hospitalets cheflæge.
Da hospitalets hovedbygning blev revet ned og bygget op igen i 1986, blev en lille treetagers kontorbygning i træ bevaret. Det var i dette grå hus, Mikaelsens forældre boede.”
Jeg så på hospitalet et billede, hvor min far sad sammen med hospitalets stab dengang, læger og sygeplejersker. En af disse, som havde været sygeplejeelev, da mine forældre var i Kina, var den 90-årige Wang Huanwen, eller Mary Wang.
Nu – præget af alderen – var den gråhårede pensionerede sygeplejerske i begyndelsen tilbageholdende med at tale. Men da hun kom ind i de rum, hvor mine forældre dengang boede, begyndte hun at tale engelsk og fortalte os en masse historier.
Folkets Dagblad beretter, at jeg boede i Jiujiang i to og et halvt år, før jeg flyttede til Danmark med mine forældre. Artiklen fortsætter med nogle afsnit, som er tættere på nutiden:
”Hans pas og kørekort angiver begge som ”fødested” klart og tydeligt ”Kina”, men Mikaelsens erfaring med Kina var for tidlig og i alt for ung alder til at efterlade det store indtryk på ham, som det gjorde på hans forældre.
Hans far, som døde i 1998, efterlod en dagbog om sine dage i Kina til sine børnebørn. ”Måske den engang vil indgå i et bibliotek”, spøgte Mikaelsen.
Mens han anerkender, at hans forældres erfaring havde inspireret ham til at blive diplomat, sagde Mikaelsen, at den største indflydelse fra Kina i hans liv var familiens spisevaner.
“Min mor, min kone, min søster og min brors kone er alle ret dygtige til at lave kinesisk mad”, sagde han, og hans favorit er sur og sød kød med ananas, eller boluogulaorou, en traditionel ret i Sydkina,” slutter artiklen.
LÆS FLERE AF LAURIDS MIKAELSENS ARTIKLER HER
Topbillede: Bjerget Lushan, Wikimedia Commons.
Alle indsatte fotos er Laurids Mikaelsens privatbilleder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her