ARCADE FIRE // MUSIKANMELDELSE – Christine Lind Ditlevsen er fuldblodsfan af det canadiske indie-rockband og havde i årevis set frem til Arcade Fires næste release, men albummet WE er desværre en mindre berusende oplevelse end håbet. I det mindste er der fem gode numre, mener anmelderen.
Albummet begynder med et Coldplay-klaver, stadionrumklang and all, og så bliver man sgu lidt urolig.
Så lad mig lige begynde et andet sted. Jeg er forelsket i Arcade Fire og har været det, siden jeg for mange år siden hørte “Neighborhood #2 (Laika)” i radioen. Jeg boede på Amager og cyklede hver morgen ind til mit første rigtige job på Nørre Farimagsgade – og det var sindssygt fedt at tage Langebro i “Neighborhood #3”-tempo.
Arcade Fire var det band, der kunne leve op til The Cure, The Smiths og The Shins
Jeg brugte det næste halve år på at overbevise min mand og vores gode venner om, at det her var det nye store. Arcade Fire var det band, der kunne leve op til The Cure, The Smiths og The Shins. Og det var sandt, viste det sig: Da manden og vennerne endelig gav efter, blev The Arcade Fire soundtracket til vores venskaber og vores børns opvækst.
Funeral (2004) til de undersovede morgener med ble og grød, og Neon Bible (2007) på vej til at hente (for sent) i børnehaven og under de middage for venner, vi så småt orkede at holde igen. Så kom job og barn nummer to – og med det den utroligt passende The Suburbs (2010) om at leve der, hvor der ligesom sker en hel masse og ikke en skid på én gang. Dét album var et højdepunkt, som jeg ikke synes, Arcade Fire har nået siden.
Reflektor (2013) var rodløs og fragmenteret, væk var den tryghedsskabende indie-folklore lyd, og i det splintrede spejl mødte jeg teenagerens blik. Og just som man troede, at man havde forstået en smule og var ved at finde sine fødder, kom Everything Now (2017) dansende fra en strand sydpå. Dén skive kom jeg aldrig rigtig med ombord på, men så meget desto mere havde jeg glædet mig til at høre fra heltene igen efter års tørke.
Et af den slags nyrestød, der gør ondt længe
WE er et album, der desværre, men forståeligt nok, er præget af corona-isolation og angst. Derfor er der færre af den slags Arcade Fire-numre, jeg elsker, som “Neighborhood #2” og “Neighborhood #3 (Power out)”, “Keep the car running”, “No cars go”, “Suburban War”, “We used to wait”, “Sprawl II (Mountains beyond mountains)” og “Reflektor”.
Alle er kendetegnet ved melankolske vers, iørefaldende omkvæd, brug af harmonisk klaver, guitar, violiner og eskalering under fuld kontrol. Sociale sange, som man både kan danse, snakke og synge til, man skruer bare op og ned for volumenknappen efter behov.
Jeg ved ikke, om et coronaalbum er det, vi har brug for nu. Det kan faktisk godt være. Vi er på vej i fuld fart videre – for så hurtigt som muligt at slippe fri for senfølger, økonomisk morads og ensomhed, men måske er det kaninhul, coronaen skabte, længere om at lukke, end vi lige troede.
Det virker som en slags verfremdungseffekt, som jeg godt kunne have været foruden
Åbningsnummeret “Age of Anxiety I” med Coldplay-klaveret lægger op til noget, man ikke får. Indtil 3:11 tror man, det er en skrøbelig sang, der gerne vil kunne spilles på en stor scene, men så introduceres den hårde firserlyd (stadig inkl. Coldplay-klaver), som kendetegner mange klubhits disse år, og det er et af den slags nyrestød, der gør ondt længe.
Well, det er for tidligt at begynde at græde, for som vi jo ved, udvikler de fleste af Arcade Fires sange sig, der bygges på og skiftes tempo og orkestrering flere gange, så det kan jo nå at blive godt igen, tænkte jeg under første lytning. Men det blev – og bliver det ikke. “Age of Anxiety I” kommer aldrig helt op at ringe, heller ikke efter tyvende gennemlytning.
Kaninhullet og 1984
“Age of Anxiety II (Rabbit Hole)” begynder med et helt anderledes alvorligt klaver og en søgende kalden på kaninhuller og plastiksjæle (der svarer!). Lyden er smuk og Arcade-classic, også selvom en lille discomaskine startes og forfladiger indtrykket en smule.
Jeg ved ikke, hvorfor Win Butler og Régine Chassagne, som er de drivende kræfter i bandet, over de seneste år er blevet så vilde med de der ørkenagtige rytmesekvenser med kun enkelte elektroniske akkorder lagt henover. Det virker som en slags verfremdungseffekt, som jeg godt kunne have været foruden.
Sætningen ”Spend half your life being sad” udtrykker en melankoli, der rækker dybere end sædvanligt. Man har opdaget, at halvdelen af livet er gået
Men “Age of Anxiety II” kører godt derudad, og Regines personlige, lyse stemme nuancerer sangen. Henimod slutningen kommer der en lille hilsen til Eurythmics’ “Sexcrime” – en maskinepulsende række af yeah’er, der leder tankerne hen på frygt og ufrihed som i Orwells 1984. “Age of Anxiety II” er på vej til at blive et af mine yndlingsnumre på WE.
“End of The Empire I-III” er for mig at se det store hit på WE. Det er en smuk, grundigt symfonisk opbygget hymne med Beatles-sound og gode skift. Sætningen ”Spend half your life being sad” udtrykker en melankoli, der rækker dybere end sædvanligt. Man har opdaget, at halvdelen af livet er gået, og at der ikke er meget mere tilbage end at sige ordentligt farvel til det liv, man kender.
Sangen går direkte over i “End of The Empire IV (Sagittarius A*)” med den ønskedrømmende startsætning ”I unsubscribe”. En meget smuk, akustisk hyldest til dét at trække stikket – ”Fuck season five”.
Den kunne have været skrevet af Paul Simon
Nummeret “The Lightning I” åbner flot og i stil med “Love will tear us apart (Joy Division)” men fortsætter i en irriterende ballade, hvor der går lovlig meget sing-a-long-fest i den til min smag, indtil den heldigvis glider over i en klassisk Arcade Fire turbo klaver-tromme-derudad-komposition med en tekst, som taler lige meget om krig og om frelse. Godt, solidt, men lidt for kort nummer.
Åh, men så bliver jeg glad, når vi kommer til “Unconditional I (Lookout Kid)”, det er solid singer-song-writing og kunne være skrevet af Paul Simon indtil cirka halvvejs, hvor discoen igen viser os sit ansigt. Men det fungerer her, især fordi der bliver tilsat rigelige mængder af harmonisk guitar, klaver og kor.
Albummets øje – med flerfarvet iris, hvori anes et univers – har efter min mening fået fjernet for meget blår
Jeg er meget vild med den sang, den er så god, at den kunne have beboet et af de første tre albums. Måske skyldes dens varme og vellyd, at sangen er skrevet til Win og Régines søn, og viser ham “a lifetime of skinned knees and heartbreak” men konkluderer “a life without pain would be boring.”
Jeg har tidligere nævn min faible for Régines fine stemme, som kan give mindelser om både Kate Bush og Elizabeth Fraser. Med nummeret “Unconditional II (Race and Religion)” får vi et regulært popnummer med Régine som lead vocal – flankeret af Peter Gabriel, hvilket jeg oplever mere som en vennetjeneste end som et bidrag til sangens udtryk. En virkelig god sang, som selvfølgelig ikke er helt så poppet som først antaget, og som virker foruroligende med både baglænssekvenser og elektroniske fugleskrig.
Albummet er temmelig kort efter moderne standarder, allerede næste nummer er det sidste, nemlig titelnummeret “WE”, som er akustisk og handler om at give op, slippe fri og begynde forfra. ”Wanna give away everything in this house”, synger Win, men melodien er kedelig og bliver hurtigt slidt op – muligvis en pointe, men den fratager mig desværre lysten til at høre det nummer ret tit.
Alt i alt et ujævnt album, synes jeg, selv her efter mange gennemlytninger. Jeg savner simpelthen bandets begejstring. Albummets øje – med flerfarvet iris, hvori anes et univers – har efter min mening fået fjernet for meget blår. Opgivenhed og kynisme fylder mere end håb og den insisteren på energi, der plejer at være Arcade Fires vartegn.
Jeg vil tage fem sange med mig, mens jeg venter på, at Arcade Fire besøger Skandinavien igen:
- “Age of Anxiety II (Rabbit Hole)”
- “End of The Empire I-III”
- “End of The Empire IV (Sagittarius A*)”
- “Unconditional I (Lookout Kid)” og
- “Unconditional II (Race and Religion)”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
