VÆRINGS MUSIKLYTTERI // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Hver måned delagtiggør hun POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i den faste feature Værings Musiklytteri. I denne måned glæder hun sig til multiinstrumentalisten Emily Wells og venter med skepsis på indie-pop med Big Thief med den tvivlsomme sangstemme og gospel-country med Brent Cobb.
To keep an open mind: Jeg plejer at kunne fylde disse spalter med album, jeg ser frem til, fordi jeg har en lang historie med kunstnerne. I denne måned må jeg våge pelsen og anbefale udgivelser af kunstnere, jeg ikke har en særlig lang historie med, men som jeg alligevel af meget forskellige grunde har høje forventninger til.
Elegant iscenesat med elektronik og instrumenter hentet fra den klassiske orkestergrav
Den amerikanske sanger, producer og komponist og multiinstrumentalist Emily Wells dukkede op på min musikhimmel i 2019 med albummet This World Is Too____for You. Dette album, hendes syvende, var et fantastisk elegant art-pop-album, hvor hun kombinerede elektroniske elementer med ekstravagante arrangementer for et kammerensemble bestående af strygere.
”Come on Doom, Let’s Party” (Official video)
Wells er en imponerende kunstner og i øvrigt selv en fremragende violinist, hvilket fremgår tydeligt af denne live video:
”Remind Me to Remember” er indspillet live i The Doug Fir Lounge i Portland, Oregon:
Det er selvfølgelig meget muligt, det er fordi, jeg selv er musiker, komponist og sangskriver, at jeg finder det utroligt spændende at holde de to versioner op mod hinanden.
Der er kommet fire singler fra det nye album, og de spænder forventningsbuen stramt op. Det lader til stadig at være elektronik, perkussion og instrumenter fra den klassiske orkestergrav (nu også blæsere), der bærer iscenesættelsen.
Der er ikke udkommet videoer med singlerne. Derimod er der en audio ude:
Jeg havde egentlig for længst afskrevet Big Thief, men …
Jeg fangede nys om Big Thief alias Adrianne Lenker længe før, hun blev alle danske og udenlandske anmelders indie-darling, fordi jeg i 2017 – i forbindelse med en dejlig lang bilferie på tværs af USA – skulle tilbringe et par dage på Pickathon-festivalen i Oregon. For at sikre mig, at vi fik hørt det bedste, googlede jeg på forhånd de optrædende, som jeg ikke kendte.
På den måde faldt over Big Thief og et par sange fra hendes andet album Capacity. Jeg tænkte, at hun ikke sang særlig godt, men var god til at skrive sange, og det kan jo nogle gange godt fungere på den måde.
”Mythological Beauty” fra Big Thiefs 2017 album Capacity:
Hele familien troppede derfor op til Big Thiefs koncert, men hun kunne hverken synge eller spille, og sangene kom ikke ud over scenekanten. Hun bekræftede samtlige af mine fordomme om i hvert fald dele af indie-scenen. Således afskrev jeg hende.
Siden dukkede hun så op på flere turnéer i Europa og spillede bl.a. for et udsolgt Store Vega, ligesom hun skulle have været på Roskilde Festival både i ’20 og ’21. Alle musikblogs, jeg følger, lader til at mene, at hun er vidunderlig, og anmelder alt, hvad hun udgiver, godt, og hun har været meget aktiv med udgivelse både under eget navn og som Big Thief.
Hver gang hun har udgivet noget nyt, har jeg mere eller mindre ufrivilligt givet hende en lille chance mere. Mest fordi Spotify, som en huskat, der har fanget en fugl, uden situationsfornemmelse lægger hendes album foran mig, fordi de – baseret på hvad jeg ellers lytter til – mener at vide, at hun er noget for mig.
Tingen er jo, at det er skønt at lytte til musik, hvor man ligesom er tryg ved, hvad der skal ske her. Man slipper for at bruge sit krudt på at afkode, hvad der egentlig er på spil
Og ligegyldigt hvor højt jeg råber til min computer: ”Jamen hun kan jo ikke synge”, ligger hun der
alligevel igen næste gang, hun er på vej med noget nyt. Således også i denne omgang.
Nu må jeg til gengæld modvilligt indrømme, at mindst en af singlerne forud for det kommende album faktisk lyder virkelig godt. Ikke på grund af hendes vokal, men på grund af hele den pakken, kunne man sige, så måske jeg overgiver mig alligevel.
Man skal jo heller ikke være så dumstædig, at man ikke kan indrømme, at man har taget fejl.
Big Thiefs Ragon New Warm Mountain I Believe in You udkommer d. 11. februar. Det er et dobbelt album, så det vil kræve al min tålmodighed. Der er ikke udgivet nogen officielle videoer med singlerne, således I må ”nøjes” med at lytte til “Time Escaping” (Official Audio):
Det er bare at sætte sig ind i bilen og skrue op for musikken
Og nu til noget helt andet end både Emily Wells og Big Thief. Brent Cobb arbejder midt i en tradition, og han forsøger ikke af forny den – bare at gøre det rigtig godt.
Selvom jeg godt kan lide at blive udfordret af musik, der sprænger grænser, kan jeg også virkelig godt lide country og det, man, over en bred kam, kalder ”americana”.
Jeg falder tit for de lidt skæve varianter, altså det man kalder alt-country, men ind imellem falder jeg også for noget af det, der ikke prøver at forny noget som helst, nærmest tværtimod.
Tingen er jo, at det er skønt at lytte til musik, hvor man ligesom er tryg ved, hvad der skal ske her. Man slipper for at bruge sit krudt på at afkode, hvad der egentlig er på spil. Man kan sænke skuldrene og rette sin opmærksomhed mod kerneydelsen. Kan man lide det man får, er det bare at sætte sig i bilen og skrue op musikken og håbe på, at man skal køre langt. Det sidste siger jeg naturligvis, fordi country i mine øjne er utrolig velegnet til bilkørsel.
Brent Cobb udgav i 2020 det anmelderroste country-album Keep ’Em on They Toes. Et super velspillet album, 100 pct. indenfor traditionen, komplet med fuldskæg, trucker kasket og en ”dialekt”, der ville få en hver caster af westernfilm til klappe og huje.
Her titelsangen ”Keep ’Em on They Toes” (Officiel video)
Nu er Cobb på vej med et nyt album, produceret af sin far, Dave Cobb, som er en af de helt store Nashville-producere. Vi taler op mod 20 Grammy Awards under bæltet og albumproduktioner med kunstnere som Rival Sons, The Highwomen, Chris Stapleton, Sturgill Simpson, Jason Isbell, Brandi Carlile, John Prine og mange flere.
Det lyder simpelthen så godt og rigtigt. Men nu er det så, jeg alligevel bliver udfordret, for det er sørme et gospel-album. Ikke sådan et med kor, men alligevel et country gospel album. Jeg bliver notorisk utryg, når talen falder på Gud eller politik i sammenhæng med musik, men singlerne har alligevel bevæget mig, så jeg er ret sikker på, det er et album, der bliver værd at overgive sig til.
Trinelise Væring: What I Listen to
Hvis I har mere appetit på musik kurateret af denne skribent: Følg min Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I Listen to”. Den indeholder til en hver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Hver mandag lægger jeg mit bud på ugens bedste udgivelser i toppen af listen.
Efter nogle uger glider de lidt ned i listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner).
Tidligere artikler i Trinelise Værings Musiklytteri
- Nashville er ikke hvad det har været. Heldigvis
- Godt nyt fra Sufjan Stevens m.fl.
- Ny musik fra Lorde og andre unge, kvindelige musikere
- Billie Eilish meets Fiona Apple, ku’ det ik være fedt?
- Endelig er Alison Krauss og Robert Plant tilbage
- I januar glæder jeg mig til Lumineers, Anaïs Michell og Brimheim
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
