FILM // KULTUR – Efter 15 år som James Bond stoppede Daniel Craig med filmen ”No Time to Die”. Nu gættes der på, hvilken skuespiller som næste gang skal redde verden for død og ødelæggelse. Kim Kristensen ser på feltet af aspiranter til rollen.
Mange er kaldet, som der står i Matthæusevangeliet, men få er udvalgt.
Hvilket også gælder, når talen falder på valget af afløseren for skuespilleren Daniel Craig, der som bekendt i filmen ”No Time to Die” for sidste gang trak i tuxedoen for at spille rollen som James Bond.
Den næste James Bond skal nemlig ikke bare kunne dræbe og kæmpe mod kriminelle organisationer og superskurke (og senest Lyutsifer Safin).
Han eller hun (mere om det senere!) skal kunne være ansigtet på historiens mest succesfulde serie af film, et modeikon med et økosystem af product placements sponsorater og reklamer for eksklusive mærkevarer. Alt sammen godt hjulpet på vej af at forfatteren Ian Flemming gav sin agent med licens til at dræbe dyre og meget specifikke vaner i de 14 bøger.
(Hvem husker ikke scenen i ”Casino Royale”, hvor Eva Green spørger Daniel Craig om uret er et Rolex. Han kigger hende i øjnene og svarer: ”Omega.” ”Smukt”, konstaterer hun med et hævet øjenbryn.)
Bond er business, big business, og de foreløbig i alt 25 film har indspillet for 48 milliarder kroner (ikke justeret for inflation) og gjort ham til en af de mest elskede og genkendelige fiktive figurer i historien.
Så meget desto mere forståelig er det, at Daniel Craigs farvel har ført til en global gætteleg om hans afløser som agent 007. Daniel Craig er den sjette i rollen efter Pierce Brosnan, Timothy Dalton, Roger Moore, George Lazenby og Sean Connery.
Men hvad kræves der egentlig af en skuespiller for, at vedkommende kan se sig selv i spejlet og troværdigt sige: ”Navnet er Bond, James Bond”?
Sean Connery
”Historien viser, at de, der er de bedste skuespillere, bliver den bedste James Bond,” fortæller forfatter og filmanmelder på Jyllands-Posten, Jacob Wendt Jensen, der har skrevet bøgerne ”Agent 007 – de danske forbindelser” og ”James Bond – helte og skurke”.
”Det er tydeligt, når vi både ser på Sean Connery og Daniel Craig, som jeg rangerer højest, når det gælder om at spille hovedrollen som agent 007. Sean Connery viste efter James Bond, at han havde et bredt talent, og Daniel Craig havde allerede vist det før.”
Til dem som til gengæld ikke havde talent, hører Roger Moore, mener forfatteren. Ja, han går endda så vidt som at kalde den britiske skuespiller, der første gang spillede rollen som James Bond i 1973, i filmen ”Live and Let Die”, for ”bunden” i rækken af agenter.
Vælg en, der er dygtig, som vi måske tvivler lidt på, men som så kan vokse ind i rollen og blive til James Bond i vores øjne
”Roger Moore kunne kun sige smarte replikker og se ud – han spillede jo næsten ikke skuespil og havde ikke det, der lignede en karriere,” siger Jacob Wendt Jensen.
”Og jeg synes, den skuespiller, der skal spille James Bond, skal være i 30’erne, som han er i bøgerne, så kan man godt vokse med rollen. Men vælg dem ikke for gamle til at begynde med, for så bliver de hurtigt alt for gamle at se på – som for eksempel Roger Moore i de sidste par stykker af hans film, hvor han havde et korset på kroppen for at holde på alders-dellerne.”
Overskårne håndled
Daniel Craig, som var 38, da han spillede med i sin første film, ”Casino Royale”, havde ellers bebudet af den forrige, ”Spectre”, skulle være den sidste.
“Lige nu ville jeg hellere skære mine håndled over end at spille Bond igen,” sagde den britiske skuespiller i 2015 til Time Out efter optagelsen af filmen.
”Det er fint. Vi er færdige. Lige nu vil jeg bare gerne videre”.
Men en løncheck på angiveligt knap en halv milliard kroner fik ham som bekendt på bedre tanker.
Tom Hardy
Netop alderen taler imidlertid mod den ellers mangeårige favorit til at afløse Daniel Craig, landsmanden Tom Hardy.
Siden Tom Hardy i 2009 spillede hovedrollen i Nicolas Winding Refns film ”Bronson”, har han optrådt i en lang række såkaldte actionroller – eller i hvert fald filmroller, hvor hans fysik har spillet en særlig rolle (hvilket er et af kendetrækkene ved rollen som James Bond). Og i 2020 kunne et medie endda berette, at nu var det sikkert og vist. Tom Hardy havde fået rollen som James Bond!
”Jeg ville elske at spille Bond med Christopher Nolan (filminstruktør, red.) eller en anden,” lød det da også allerede i 2012 fra Tom Hardy.
“Det ville være fantastisk.”
Problemet er bare, at Tom Hardy i dag er blevet 44, og hvis han – ligesom Daniel Craig har tænkt sig at spille rollen som James Bond de næste 15 år – vil han derfor til sin tid bogstaveligt talt kunne gå på pension, når han pensioneres fra den britiske efterretningstjeneste.
The black Bond
Det samme gør sig gældende for den 49-årige britiske skuespiller Idris Elba, der i mange år blev set som the black Bond og selv bidrog til gætterierne.
”Jeg bliver ikke James Bond,” sagde Idris Elba sidste år efter premieren på ”No Time to Die”, samtidig med at han dog understregede, at det ikke skyldtes manglende lyst: ”Hvem har ikke lyst?”
I stedet er der nu forlydender om, at Idris Elba, der tidligere har spillet hovedrollen i ”Mandela: Long Walk to Freedom”, er i forhandlinger om at blive skurken i den næste James Bond-film.
George Lazenby
Tom Hardy, som hidtil nu været bookmakernes favorit til at afløse Daniel Craig, har senest fået konkurrence af den 33-årige Rege-Jean Page, der har spillet Hertugen af Hastings i Nexflix’ serie ”Bridgerton”.
Ladbrokes giver pengene fire gange igen, hvis man spiller på begge skuespillere (den 38-årige Henry Cavill, der har spillet Superman, giver på tredjepladsen pengene seks gange igen).
Rege-Jean Page, der stammer fra Zimbabwe, og hvis mor er sort og far hvid, er ung. Og så skuespilleren stadig ukendt nok til at kunne blive identificeret med rollen som James Bond, hvilket vil være sværere for både Tom Hardy og Idris Elba.
”Vælg en, der er dygtig, som vi måske tvivler lidt på, men som så kan vokse ind i rollen og blive til James Bond i vores øjne,” lyder rådet fra Jacob Wendt Jensen.
”Jeg tror, at vi dybest hellere vil have det den vej rundt – frem for at få et meget kendt navn – selv om der så dog også er et element af sats i det. Tænk blot på George Lazenby, der ikke klarede cuttet.”
Den tidligere australske herremodel afløste i 1968 Sean Connery på trods af, at George Lazenby ikke havde erfaring som skuespiller. Resultatet blev da også kun en enkelt film ”On Her Majesty’s Secret Service”, inden Roger Moore – efter et kortvarigt intermezzo med Sean Connery i ”Diamonds Are Forever” – overtog rollen frem til 1985. ”A View to a Kill” blev Roger Moores sidste film.
Hvilket dog lige så meget skyldtes George Lazenbys eget valg: Han troede ikke, at James Bond-filmene havde en fremtid for sig og følte sig desuden dårlig behandlet af filmens producenter.
Mand eller kvinde
Foreløbig ved vi, at den næste James Bond også bliver en mand. Og det selv om Lashana Lynch i ”No Time to Die” i starten faktisk spiller agent 007.
”Jeg foretrækker at skabe karakterroller til kvinder og ikke bare have kvinder spille mænds roller,” fortalte producenten Barbara Brocolli i december ”The Hollywood Reporter”.
”Jeg synes ikke, at der er nok store roller til kvinder, og det er meget vigtigt for mig, at vi laver film til kvinder om kvinder”.
Barbara Broccoli tilføjede ved samme lejlighed, at James Bond kan have enhver etnisk baggrund eller race.
Ganske vist har alle de tidligere agenter været hvide, men Ian Fleming beskriver i bøgerne kun James Bond som værende søn af en skotte og en schweizer, ligesom han har glat sort hår. Derfor tænkte forfatteren nok på sin romanfigur som hvid, om end han aldrig skriver det direkte.
Jacob Wendt Jensen er dog ligeglad med, om James Bond er en mand eller kvinde, hvid eller sort, eller for den sags skyld brite eller ej.
”Jeg vil til enhver tid mene, at man som producent skal satse – brandet og den måde, producenterne har rettighederne til brandet på, er det, der holder succesen kørende – ikke den enkelte skuespiller, eller hvor vedkommende kommer fra,” siger forfatteren.
The blond Bond
Selv afviser Jacob Wendt Jensen at komme med noget bud på, hvem det så skal være. Årsag: Forfatteren vil netop helst have, at den næste James Bond er en, som vi aldrig ville have gættet på.
”Gå efter en, der er under radaren – en dygtig skuespiller, der er 30 til 35 år, og som du dermed kan bygge op,” siger Jacob Wendt Jensen.
Hvilket i sin tid var tilfældet med Daniel Craig. I dag har mange glemt, at der, før premieren på hans første film ”Casino Royale”, dårlig nok var den ting, som der i offentlighedens øjne ikke var galt med Daniel Craig. Daniel Craig var for blond, for brysk og blottet for humor. Men i form af Daniel Craig blev James Bond ældre, han forelskede sig og græd (for første gang). Han mistede grinet og fik i stedet en familiehistorie.
Kun en ting kan vi være sikre på. Som rulleteksterne, ved afslutningen af ”No Time to Die”, lovede: ”James Bond vender tilbage”
”Producenterne bør satse, for spiller man på det sikre, risikerer man at blive overhalet af konkurrenterne,” siger forfatteren.
”Bond var førende i gamle dage med Sean Connery, hvor man opfandt genren, og filmene blev det først igen i Craig-perioden, hvor de satsede nyt. Daniel Craig blev bandet langt væk blandt Bond-fans til at begynde med, for blandt andet at være blond. Men han var en dygtig og modig mand, der involverede sig og gik ind og blev producer og gjorde hele affæren til sin egen.”
Når det er sagt, så lod Barbara Broccoli i forbindelse med premieren på ”No Time to Die” forstå, at der kan gå længe, før at vi får at vide, hvem der skal spille den næste James Bond. Producenten sammenlignede spørgsmålet med at “spørge bruden, mens hun går op til alteret, hvem der bliver hendes næste ægtemand.”
Kun en ting kan vi være sikre på. Som rulleteksterne, ved afslutningen af ”No Time to Die”, lovede: ”James Bond vender tilbage.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her