ROBBIE WILLIAMS // ANMELDELSE – En gang fyldte Robbie Williams Parken to dage i træk. At han stadig er populær fremgik, da han mandag d. 27. februar optrådte i Royal Arena. Men koncerten greb ikke rigtig Dan Rachlin. “Drømmen om at han også ville synge nye eller eventuelt gamle sange, som ville overraske, vise nye sider og vinkler af hans ubestridelige talent som underholder og formidler, tog jeg med hjem igen,” skriver han bl.a.
Når jeg spiller som dj til en fest, sker det ofte, at ca. 99 pct. af gæsterne danser og har en fest, mens en enkelt gæst står fortabt og urokkelig et sted derude. Det pisser mig naturligvis ret så meget af, men nu kender jeg vist nok fornemmelsen selv.
Mandag aften festede Robbie Williams nemlig med et udsolgt Royal Arena—publikum, som alle grinede, skrålede med og lyttede andægtigt til hovedpersonens ikke specielt ophidsende anekdoter omkring lidt over 30 år i rampelyset.
Fortællingen er nu i og for sig ganske usædvanlig, da den dengang 21-årige Robbie ikke blev levnet mange chancer for en karriere, men venligt, men bestemt blev bedt om at forlade bandet Take That.
Hans uimodståelige charme og karisma var ikke nok, efter at han i en længere periode havde været træls og gjort alt for at få de andre og publikums opmærksomhed, som den opmærksomhed et uartigt barn søger, om så den er negativ.
“Men jeg elsker dem”, fik han alligevel sagt om sine gamle boyband-venner og beviste det med nogle få sekunders “Could It Be Magic”, som var et af drengenes første store hits tilbage i starten af 90’erne.
Robbie kører den vanen tro hjem på charmen, mimikken, smilet og evnen til at underholde. Og det er forståeligt nok nok i aften
Så er der alligevel mere stil og swung over “The Flood”, Take Thats’ hit med Robbie tilbage i 2010, som han heldigvis ikke føler sig for fin til at fortolke.
“Although no one understood,
We were holding back the flood learning how to dance the rain.
There was more of them than us now they’ll never dance again.”
Men charmetrolden har derudover gjort det bedre, større og på sæt og vis også længere, end man nogensinde ville have tiltroet ham, da han debuterede i 1996 med en sjusket og overflødig version af George Michaels “Freedom”.
Robbie Williams nåede at underskrive en milliard-kontrakt, dengang hvor man stadig solgte musik fysisk … og alt hvad den kan trække af merchandise.
Men, som det jo er ved et tilfælde og lykketræf, lykkedes det for ham at slå pjalterne sammen med Guy Chambers, musiker, men primært en gudsbenådet sangskriver.
Og på debutalbummet Life Thru A Lens rammer de den da også spot on med hans signatursang “Angels” og den også for ham særdeles karakteristiske “Let Me Entertain You”.
Det er det, han vil, og det er det, han kan.
Robbie Williams’ pjat, flirt og sjov
Der er ikke meget eftertænksomhed eller ord til at tage med videre i livet hos Robbie Williams, ej heller denne mandag aften i København.
Der er oneliners, pjat, flirt, enkelte sjove og anderledes betragtninger, eksempelvis når han bemærker, hvem der går på toilettet og truer med at synge “Angels”, mens de er væk.
At musikken heller ikke nødvendigvis er den konkrete forklaring på, hvorfor folk over hele Europa og Australien valfarter til den nu 49-åriges koncerter, er en del af fortællingen om Robbie Williams, som ikke har haft et solidt hit i et årti, men som til gengæld sprøjtede dem ud fra debuten i en lind strøm til omkring 15 år efter.
“Feel”, “Come Undone”, “Eternity” og “She’s The One”, eksempelvis.
Alle leveret i aftenens hitparade, upåklageligt, men inderligt eller dedikeret?
Nej.
I aften er vi ikke triste, i aften er vi ikke rasende på nogen eller noget fra fortiden. Nu er vi her, og det er fucking godt nok!
Robbie kører den vanen tro hjem på charmen, mimikken, smilet og evnen til at underholde. Og det er forståeligt nok nok i aften.
Danske fans har alt rigeligt i grinene og fællessangen.
Men denne anmelder og gæst er måske nok efterladt med følelsen af en præstation og et show, som jeg har set før.
Det er sgu nok hos mig, den ligger, for overalt synges der, smiles der, og filmes i et væk.
Og hvem er jeg til at vrænge på næsen af en god fest, og så på en mandag.
“I’m fucking amazing” kommer til at virke en kende anstrengende.
Måske fordi jeg har haft urimelige krav, ønsker til den voksne Robbie, som flere gange med stort held har fortolket klassikere fra Frank Sinatra og resten af Rat Pack.
I aften på hans 25-års jubilæumstur har han intet på spil, der satses på intet tidspunkt, ej heller når han først fortæller om sin afsked (flugt) med Take That, direkte ud i fest, festival, sprut og drugs. Hænge ud med Oasis, som i rene rock-sammenhænge er alt det, som Robbie drømmer om.
“Don’t Look Back in Anger” bliver leveret troværdigt, om end Robbies store og noget Las Vegas-agtigt band IKKE er Oasis.
Men essensen af en af Oasis’ stærkeste sange ligger som en slags mantra i aften.
“I aften er vi ikke triste, i aften er vi ikke rasende på nogen eller noget fra fortiden. Nu er vi her, og det er fucking godt nok!”
“No Regrets!”
Jeg er ved at lære på mine gamle dage, at man ikke i så høj grad skal lede efter det, der ikke sker, og de ord, der ikke bliver sagt, men derimod det der sker lige her og nu.
Og ud fra den målestok leverer Robbie.
Drømmen om at han også ville synge nye eller eventuelt gamle sange, som ville overraske, vise nye sider og vinkler af hans ubestridelige talent som underholder og formidler, tog jeg med hjem igen.
Opløftet, lidt smilende, lidt ligesom når jeg har set et afsnit af min yndlings Comedy-serie Curb Your Enthusiasm.
Jeg ved, hvornår der bliver sagt noget sjovt, jeg ved, hvornår der gakkes ud, og jeg ved, når creditlisten kører, at showet er slut.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her