
TRINELISE VÆRING // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Vi er glade for at kunne skrive, at hun fremover vil delagtigøre POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i faste feature Værings Musiklytteri. Her i august gælder det bl.a. Lorde, der for alvor brød igennem for otte år siden med albummet Pure Heroine– og en masse andre unge kvindelige musikere.
Værings Musiklytteri ser fremad
Fordi det er første gang, I møder mig her, vil jeg lige introducere mig selv. Jeg er sanger og sangskriver, og har over årerne udgivet et sandt hav af albums. Når jeg ikke lige arbejder med min egen musik, er jeg en passioneret og meget opsøgende lytter. Jeg elsker mine fredag formiddage, hvor jeg altid prøver at undgå unødige aftaler, fordi jeg ved de nye udgivelser kommer op på Spotify om fredagen, hvor jeg nyder at sidde og lytte til dem.
Jeg har en forkærlighed for håndspillet musik, og gerne noget med en hel del akustiske instrumenter. Der er på den anden side også masser af undtagelser, så det er ikke en regel, man kan regne med.
Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post punk til country, og dertil kommer, at jeg også har en del mere ”eksotiske” interesser, fordi jeg altid er på jagt efter flotte eller særlige stemmer, og dem er der jo mange af i f.eks. verdens musikken, så man ved aldrig rigtig med mig. Ét kan jeg dog sige, det er stemmerne, teksterne og sangskrivningen, der er mine spidskompetencer, og hvis de tre elementer spiller, så er jeg fanget ind.
Mine tanker om sangskrivning (med udgangspunkt i min egen sangskrivning) deler jeg også ud af i min podcast/v-log Værings Værksted. Jeg skriver også om musik i Gaffa og på side 33.dk. Musik er kort sagt min store passion i livet.
Clarke er med andre ord en modig kunstner. Den nye single følges af en skøn video, der er lige dele humoristisk og feministisk, begge ting jeg sætter stor pris på.
Mine favoritsange, fra de albums jeg skriver om her og meget andet god musik i øvrigt, kan I altid finde på min åbne Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I listen to”. Der kommer nyt på hver mandag. Følg min playliste og kom tilbage hver uge og lyt med på alt det, jeg går og finder. Der ligger til en hver tid 500 sange fra det seneste år, som stadig optager mig.
Direkte link finder I sidst i denne blogpost. Og nu til det, det egentlig handler om her, nemlig mit bud på udgivelser mellem (13 aug.- 1 sept.) der er særligt værd at glæde sig til.
Indierock med anstrøg af jazz
Mens jeg har glemt, hvordan jeg stødte på den skotske sanger og sangsrkiver Josienne Clarke, husker jeg til gengæld tydeligt, at det var sangen ”Chicago”, der fangede mig tilbage i 2018. Den gang var hun den ene halvdel af den melankolske duo Josienne Clarke & Ben Walker. De arbejdede sammen i en årrække og vandt bl.a. BBC2’s folk award, mens de var signet til det rimeligt eftertragtede Rough Trade.
Det, der fangede mig ind, var helt specifikt nogen linjer i teksten ”It’s not Chicago’s fault / That no one came to see my show / You sing the best you can / And then you let it go ”. Når det fangede mig, er det jo fordi, det er så sjældent, at kunstnere deler følelsen af fiasko. Sjovt nok deler sangskrivere jo gerne deres falittter ud i kærlighedlivet, men fra deres kunstneriske liv får vi mest succeshistorierne.
Jeg ved hun har været en tur i Nashville og arbejde med sit kommende album, og der ligger en skøn håndfuld live videoer netop indspillet dér, hvor man kan mærke, at hun ud over det vilde og vrede, også kan det milde og runde.
Som jeg skrev i min introduktion af mig selv, er jeg selv kunstner, og man behøver ikke tage hele vejen til Chicago for at få den der fornemmelse, hun beskriver – en tur til Jylland kan også gøre det. Siden den sang er Clarke gået solo og der er ikke meget folk tilbage, hvis man skal tage den ene single for pålydende. Her er vi ovre i noget mere råt for usødet nærmest indierock med anstrøg af jazz.
Jeg kan rigtig godt lide, når kunstnere tør kaste sig ud i nye eksperimenter, frem for at lave den samme plade igen og igen. Der er faktisk alt for få der tør. Clarke er med andre ord en modig kunstner. Den nye single følges af en skøn video, der er lige dele humoristisk og feministisk, begge ting jeg sætter stor pris på.
Josienne Clarke ,“A small Unknowable Thing”, album
Mere americana end britpop
Engelske Jade Bird lyder nok mere af americana end britpop, og det ved hun godt selv, for hendes første ep, som hun udgav, da hun var 19 år gammel, hed netop også Something American. Det vigtigste er imidlertid, at den nu 23 årige JB har masser af indre ild. Det kunne man allerede forvisse sige om på hendes første fuldlængde album fra 2019, i hvilken anledning hun i øvrigt også også var en tur forbi Lille Vega. Det oplevede jeg desværre ikke, men jeg vil helt klart sørge for at holde mig til, hvis chancen byder sig igen. Jeg ved hun har været en tur i Nashville og arbejde med sit kommende album, og der ligger en skøn håndfuld live videoer netop indspillet dér, hvor man kan mærke, at hun ud over det vilde og vrede, også kan det milde og runde.
Jade Bird, “Different Kinds of Light”, album, genre: americana/indie. Udkommer 13. august
Jade Bird med “Uh Huh” fra Something American:
Jade Bird, Different Kinds of Light, 2021:
Mandolin Orange har skiftet navn til Watchhouse. Måske syntes ægteparret Andrew Marlin og Emily Frantz fra North Carolina, at de var meget mere end et mandolin orkester, og det kan jeg kun give dem ret i.
Jeg oplevede dem live på Tønderfestival for nogen år siden og det var en virkelig god oplevelse. De formåede som duo at give musikken mange fine arrangementsnuancerer, og dynamik. Alt i alt super velspillet alt sammen, selv om de bare var de to på scenen i Visemøllen. Det er håndspillet moderne folk fremført på et virkelig højt niveau helt uden nogen form for lir.
Watchhouse, “Watchhouse”, album, contemporary folk/americana. Udkommer 13. august 2021
Watchhouse med ”Wildfire” live, 2017, cirka sådan som jeg hørte dem på Tønder:
Watchhouse, ”New star”, 2021
Lorde – ukonventionel pop
Lorde er 24 og kommer fra New Zealand. Hendes første album Pure Heroine udkom I 2013, hvor hun var 16. Det blev en kæmpe verdenssucces, og hun var i alle de store amerikanske talkshows og turnerede vidt og bredt. Den slags pludselig succes kan jo fuldstændig ødelægge det for en ung kunstner, så de aldrig rigtig kommer tilbage, for hvordan skal man makse det. Jeg var også meget glad for hendes særlige blanding af elektronik, masser af støvet vokal og gode melodier. Det største hit var sangen “Royals”, som jeg stadig synes er en enormt god sang, der er helt sin egen.
Hendes andet album Melodrama kom i 2017, hvor hun, så vidt jeg husker, også var på Roskilde. Det var også et godt album, lidt mere traditionel sangskrivning, men på andre punkter måske også lidt sværere at elske, sådan fra ende til anden.
Derfor er jeg ret spændt på, hvor hun er på vej hen nu. At dømme fra første single, er det mere håndspillet og “nemt” at lytte til, der er i al fald dømt rigtig strandfest, og lejrbåls guitar indgår meget atypisk for hende på den single, hun har valgt at sende ud først. Det tændte mig ikke helt, jeg følte lidt hun havde mistet den friske og let dystre kant, der ligger på de tidligere album. MEN nu må vi se. Det kan jo være, det bare er et forsøg på at få nye kunder i butikken her i sommervejret på den nordlige halvkugle. Jeg er i al fald tilpas nysgerrig til at glæde mig.
Lorde, “Solar Power”, album, genre: ukonventionel pop. Udkommer 20. august 2021
Lorde, “Royals”, 2013
Lorde, “Solar Power”, 2021
Indiepop med americana lurende
Selv om Diaz har været på banen siden 2007, har jeg ingen historie med hende ud over de singler, der er sendt ud forud for dette album. De har til gengæld spændt min forventningsbue, fordi det er både stærke og passionerede sange, med feministiske undertoner lurende i teksterne, hun langer over disken. Diaz bor i Nashville, men har ikke den typiske Nashville country sound. Der er mere indiepop, selv om americana i bred forstand ligger og lurer under det hele.
Madi Diaz, “History of a Feeling”, album, genre: indie-pop. Udkommer 27. august 2021
Madi Diaz, “Woman in My Heart”:
Der skulle også komme nye album fra: Laura Stephenson, Ider, Joan Armatrading, Orla Gartland, Martha Wainwright, Suzanne Santo, Gretta Ray og Halsey. Dem holder jeg også et skarpt øje med.
Martha Wainwright, “Love Will Be Reborn”:
Orla Gartland, “You’re Not Special, Babe!”:
Susanne Santo, feat. Gary Clarke, Jnr., “Fall for That”
Alt det og meget mere finder i på min playliste lige her:
LÆS MERE AF TRINELISE VÆRING HER:
Topfoto: Trinelise Væring, foto: Tuala Hjarnø.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.