Jack Whites soniske frontalangreb - anmeldelse, Henning Høeg

Henning Høeg 24.04.2022

JACK WHITE // ANMELDELSE – 11 år efter White Stripes’ officielle opløsning er Detroits stolte og stadig utilpassede søn, Jack White, mere aktiv end nogensinde. Ifølge POV’s Henning Høeg er hans nyeste album som et gennemarbejdet frontalangreb med lige dele sonisk lægtehammer, forvrænget giga-guitar – og tonsende men også millimeterpræcise monstertrommer.

Fear of the Dawn

Musiker: Jack White

Album, udkom d. 8. april 2022

“Er du ok?” spurgte min kone bekymret, da jeg solidt lukket inde imellem to ørebøffer var nået frem til albummets fjerde skæring, “Hi-di-Ho”.

Tilsyneladende var mine knoer hvide af at klamre mig til lænestolen, og siden Jacks første track, “Taking Me Back”, havde jeg haft et tiltagende lidende udtryk i ansigtet – lidt som om jeg missede imod sommersolen. Og helt galt gik det altså under “Hi-di-Ho”, hvor Jack White når nye højder af musikalsk galskab.

Hvis du derimod godt vil bankes godt og grundigt mør eller måske forsøger at få din fejlplacerede Tinder-date til at smutte lidt tidligere end planlagt, så er Jack Whites fjerde soludspil lige sagen

I løbet af sangens godt fire minutter slår White således vejen omkring grænsesøgende støjrock, arabisk-lydende bønnemesse og rap ved Q-Tip for endelig at afslutte med et lille orgie af spansk-inspirerede flamingoguitarer, der mest af alt lyder som Gypsy Kings på syre.

Jack White er musikalsk ekvilibrist til fingerspidserne. Han er både et hyperaktivt legebarn og en tosset musikprofessor. I henholdsvis barndomsbyen Detroit og hans nuværende hjemby Nashville har White uanede midler (økonomiske, såvel som tekniske) til sin rådighed. Og når man som White har en urimeligt lav kedsomhedstærskel, så kan hans produktioner godt blive mere end almindeligt overgearede og overlæssede.

På det meste af Fear of the Dawn er der dog mening med galskaben – støjen og vildskaben understreger budskabet. Nogle gange er støjen ligefrem budskabet. Men selv for en erfaren herre som Jack White kan toget hoppe af skinnerne. Og især skæringer som “Hi-di-Ho”, “Into the Twilight” og “What’s the Trick” fremstår som halvfærdige strøtanker.

Jack White – skodsange og disciplineret aggression

En godt produceret skodsang er som bekendt stadig en skodsang, blot godt produceret.
Men trods disse relativt få ligegyldigheder er Jack Whites nyeste soloudspil stadig værd at dykke ned i. Hvis du tør. Således åbner albummet med den djævelsk fede single, “Taking me Back”.

Her er monster-riffet på størrelse med en af de der forhistoriske megalodon-hajer, lyd og produktion giver ny mening til udtrykket “take no prisoners”, og så spytter musikterroristen Jack White melodi og ord ud med en præcision og disciplineret aggression, der får Marilyn Manson til at lyde lidt henad Povl Kjøller.

Ekvilibrismen fortsætter på de to mesterlige Jack White-kompositioner, “Fear of the Dawn” og “The White Raven”. Her blander solisten på bedste vis sin legesyge nysgerrighed og melodiske fantasi med sin ufattelige tekniske snilde.

Som lytter skal man efterfølgende enten væbne sig med tålmodighed eller række ud efter ‘skip’-knappen. Heldigvis får Jack White relativt hurtigt toget tilbage på skinnerne. “That Was Then This is Now” og “Eosophobia Reprise” er begge solide tracks.

Og helt fedt bliver det igen på de to afsluttende “Morning, Noon and Night” og den majestætiske afslutningssang “Shedding my Velvet”, hvor Jack White blotter sig med ordene, “I’m Shedding my velvet, This is the Real Me.”

Som multimusiker, komponist, producer og sanger er Jack White ofte som en musikalsk kamæleon, konstant omskifteligt og i forklædning. Andre gange er han hudløst ærlig og nærmest rørende sårbar. På Fear of the Dawn viser han sig selv fra begge sider. Sangene varierer fra det sjuskede til det nærmest skræmmende gennemarbejdede.

Men hele vejen igennem er det soniske udtryk lige så konstant, som det er massivt. Jack White er umiskendeligt barn af den klassiske Detroit rocksound, skabt af legender som Alice Cooper, Iggy and the Stooges og MC5.

Fear of the Dawn er med andre ord ikke albummet, du skal sætte på, mens familien hyggesnakker og napper lidt til forårets første danske kartofler. Men hvis du derimod godt vil bankes godt og grundigt mør eller måske forsøger at få din fejlplacerede Tinder-date til at smutte lidt tidligere end planlagt, så er Jack Whites fjerde soludspil lige sagen.

Henning Høeg

Henning Høeg er først og fremmest musikelsker. Og siden den første Birgit Lystager single 'Smilende Susie' engang i 70'erne startede pladesamlingen, har musikken styret Høeg'ens fugleflugt. I kølvandet på Smilende Susie' fulgte The Sweet, Deep Purple, Thin Lizzy og Leonard Cohen. I 1995 afsluttede Henning sin journalistuddannelse ved Dansk Journalisthøjskole i Aarhus. Og passion og job gik op i en højere enhed, da Henning godt 28 år arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder på bagbladet B.T. Via journalist-jobbet har Henning også nydt solointerview med sine egne musikhelte Lou Reed, David Bowie, Leonard Cohen, Prince, Suzanne Vega, Al Stewart og Bryan Ferry. I dag bor Henning med sin familie i Rochester i den amerikanske stat Michigan. Her nyder han stadig musikken, både som udøvende, anmelder og lytter. Det var Hennings forhenværende B.T.-chef Jan Eriksen, der tilbød tjansen som 'POV-anmelder', som Henning tog imod med kyshånd. 'Det er en ren fornøjelse, at kunne boltre sig i POV's nærmest grænseløse koncept. Jeg elsker at møde nye lyde og nye sange. Og jeg elsker at dele glæden med andre,' siger Henning Høeg.