TRINELISE VÆRING // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Hver måned delagtiggør hun POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i den faste feature Værings Musiklytteri. Det ser lidt tyndt ud i januar, men Væring glæder sig til nyt fra Lumineers, Anaïs Michell og Brimheim aka dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff.
Inden jeg som vanligt retter blikket fremad mod det der kommer, vil jeg lige nævne, at jeg har samlet lagt årets 100 bedste sange ifølge mig i toppen af min åbne Spotfy playliste ”Trinelise Vaering: What I Listen to”, hvor man under normale omstændigheder omkring mandag i hver uge vil finde det bedste fra den foregående uge liggende i toppen af listen. Den kan anbefale man følge, hvis i ellers holder af mine anbefalinger. Link til listen ligger sidst i denne artikel.
Væring om året der kommer
Det starter lidt langsomt i år. Hvor jeg normalt synes, det er svært at holde mig til de fire månedlige album, jeg har ”mandat” til, er det kun lykkedes mig at finde tre album at pege i retning af i januar. Men ”lidt har også ret”, som min farmor altid sagde, ligesom, ”der kan godt være lidt vin i et stort glas”, også var et af hendes omkvæd, hvilket naturligvis ikke noget at gøre med nedenstående, for dér er masser af musik i glassene.
Det var så mit cue til at nå at sige, ”Skål og godt nytår!”. Men nu har I måske tømmermænd?
Lumineers kommer ud over scenekanten
Den 14. januar udsender Lumineers albummet Brigthside. Lyden af Lumineers med Wesley Schultz’ stemme i front sender mig straks på tidsrejse tilbage til en familiebilferie, hvor vi på vej over alperne hørte sangen ”Ophelia” fra Lumineers andet album fra 2016 på repeat, fordi min datter var helt opslugt af den. Den har da også 710 millioner plays på Spotify, så vi var nok ikke de eneste, der hørte den sang den sommer. Jeg syntes bestemt også, at den var god, men havde måske valgt også at høre noget andet på den tur.
I 2017 så min datter og jeg så Lumineers sammen på Roskilde, hvor de spillede en eftermiddag på Orange Scene. Vi var ret enige om, at de var gode men også, at det ville have været en bedre oplevelse, hvis de havde spillet på en mindre scene.
De klarede det godt, men talte med lidt for store musikalske bogstaver for vores smag. Selvom Lumineers, når det stikker dem, kan bære betegnelsen ”stadion-folk”, er det ret generelt, at folk (genren) i alle fald, når der er akustiske instrumenter involveret, gør sig bedre i mindre omgivelser.
I ser næppe de østrigske alper for jer, men ”Ophelia” er i alle fald stadig et hårdtslående folk-hit.
Dybt rørende sædeskildringer
Lumineers seneste album III fra 2019 var en helt anden sag. Mere nedtonet, og som sådan et koncept album, hvor alle sange handlede om misbrug i en eller anden form. Det er et album fuld af dybt rørende sædeskildringer.
De singler, der er kommet i forkøbet for Lumineers nye album Brightsiden, peger tilbage af de første album med deres lidt mere håndfaste, men ret skønne bud på folk rock, nu også med el-guitar.
Dette er titelnummeret, der allerede er udkommet som single:
Anaïs Michell løfter det svære format
Folk-sangeren Anaïs Michell udsender et nyt album 28. januar. Hun kan virkelig løfte det simple, men svære format en-stemme-og-en-guitar. Jeg har en hel playliste dedikeret til ”voc+guitar”, som jeg kalder den, og det er svært at komme på den, skal jeg hilse og sige. Dér ligger til gengæld adskillige Anaïs Michell sange fra hendes 2014 album XOA, hvor hun både skriver spiller og synger forrygende. Der er noget ualmindeligt sødmefyldt over hendes vokal og noget altmodish snirklet over hendes melodier, som jeg holde meget af.
Her er den Tiny Desk Concert (3 sange) fra 2012, som jeg faldt over ved et tilfælde. Den viser meget fint stemningen på Michells tidlige solo-album, og var sandsynligvis også mit første møde med hendes musik.
En folk-supersværvægter
Siden 2014 har Michell haft travlt med andre projekter, som til gengæld har løftet hende op i en hel anden liga. Hun har med stor succes skrevet musicalen Hadestown, som jeg havde glædet mig til at se her i efteråret, indtil det viste sig umuligt at rejse ind i USA. Hadestown er oprindelig udgivet på album tilbage i 2010. I 2018 endte den på Broadway, og siden har Anaïs Mitchell fået både Grammy og Tony Awards for forestillingen.
”Why We Build the Wall” er en af sangene fra Hadestown forestillingen. Husk, at den er skrevet i 2010, altså lang tid før Trump og hans mur, men lyder fuldstændig som en politisk kommentar til Trumpismens æra. Ret interessant. Det er Anaïs Michel selv ude til højre på guitar.
Bonny Light Horseman
Siden 2019 har Anais Mitchell desuden været en tredjedel af folk-super-gruppen Bonny Light Horseman, der her i 2021 var nomineret til en Grammy for ”Best Folk Album”. Dette album er også et album, jeg varmt kan anbefale. Udover Michell består Bonny Light Horseman af Eric D. Johnson og Josh Kaufman.
Fun fact: Michell var på Times Magazine’s listen over de 100 mest indflydelsesrige personer i 2020, så hun er absolut en folk-super-sværvægter.
”The Roving” et af mine yndlings Bonny Light Horseman numre:
Det album, der er på vej, er til gengæld et album i eget navn, og det lader til grundlæggende at været en tilbagevenden til det oprindelige format. Selvom der også er flere instrumenter omkring Mitchell, er det stadig hendes stemme og guitar, der er i centrum. Anais Michells ”Bright Star” udkommer d. 28 jan.
Brimheim: En nær perfekt indie-popperle spænder forventningsbuen
Jeg ser frem til dansk-færøske Brimheims ny album, der udkommer 28. januar. Også selvom det godt nok er svært at glæde sig på forhånd til noget, man ikke kender. Dér er det jo så, at singler kan være med til at skabe en dejlig forventning.
“Brimheim” er et kunstnernavn, der dækker over Helena Heinesen Rebensdorff, der alene med afsæt i sin debut EP fra 2020 har spillet koncerter og fået flere sange i rotation på de eftertragtede DR kanaler. Her til morgen, kl.12 :-), da datteren stod og tilberedte sin morgenmad, hørte jeg Rebensforffs sang ”Hey Amanda” komme ud af P3, en kanal jeg ellers ALDRIG hører selv.
Den sang, der har antændt min forventning er tilgengæld ”favorite day of the week” – en nær perfekt indie popperle med et totalt medrivende omkvæd, en dejlig tilgængelig produktion og Brimheims fine stemme i forgrunden. Der er også gods i de andre singler, der er sendt i forvejen, så jeg tror bestemt, der er noget at glæde sig til. Brimheims album hedder ‘can’t hate myself into a different shape’ og udkommer d. 28. Januar. Alene albumtitlen lover jo godt.
Der er ikke lavet nogen video på ”favorite day of the week”, så det bliver lyd:
Call It What You Want:
Som altid kan jeg anbefale min åbne Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I Listen to”, så er I altid med orienteret om nye udgivelser inden for en række off-mainstream genrer. Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post punk til country. De nye sange ligger altid i toppen af min liste. Efter nogle uger glider de lidt ned af listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner).
Min playliste indeholder til en hver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Jeg lægger nye ting på ugentligt, så listen er værd at følge og fungerer perfekt på shuffle.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
