fattigdom

Fattigdommen i Kina – er den overvundet eller blot gemt bort?

i Kina/Politik & Samfund af
KINA // ANALYSE – Som optakt til Kommunistpartiets 100-års jubilæum satte Kina sig målet at udrydde den værste fattigdom i 2021. Og det er lykkedes gennem en imponerende og dyr indsats de seneste otte år. Eller er det? Omdiskuterede metoder og en kunstig lav fattigdomsgrænse sår tvivl om, hvorvidt kampen mod fattigdom er bæredygtig – og kan man kalde den udryddet, når næsten halvdelen af befolkningen stadig tjener 900 kr. om måneden?

Kineserne lever i to verdener. 60 pct. af befolkningen bor i byerne, hvor løn og priser i de store østlige millionbyer, som Beijing, Shanghai og Guangzhou, matcher europæiske og amerikanske storbyer. Det er derfra, vi normalt ser TV-billeder med otte-sporede motorveje, prangende indkøbscentre og nybyggerier i glas og stål. Også mange af provinsernes millionbyer er ved at komme godt efter det.

Hans skolelærer lagde et billede på internettet, hvor lille Fuman står i klasseværelset med is i håret og frostsprængte kinder, efter han var gået i over en time ad bjergstier fra hjemmet til skolen, uden hue eller varmt tøj

Men for den halve milliard kinesere, der bor på landet, 40 pct. af landets indbyggere, er hverdagen helt anderledes. Her er der mange steder, man i international målestok vil kalde fattigt. Der er (måske) indlagt vand og el, jordveje, simple boliger og langt til skole og arbejde. Det har myndighederne registreret i 128.000 landsbyer rundt om i landet.

Is-drengen

Det er en fattigdom, der blev sat ansigt på, da den ni-årige Wang Fuman sidste vinter blev berømt over hele Kina som ”is-drengen”. Hans skolelærer lagde et billede på internettet, hvor lille Fuman står i klasseværelset med is i håret og frostsprængte kinder, efter han var gået i over en time ad bjergstier fra hjemmet til skolen, uden hue eller varmt tøj.

fattigdom
Den niårige Wang Fuman blev kendt i Kina som ”is-drengen” efter hans skolelærer tog dette billede i skoleklassen efter den fattige dreng havde gået turen til skole uden hue eller varmt tøj. Foto: Fra Weibo

Billedet gik viralt, og historien om den fattige drengs daglige tur i frostvejr og uden varmt tøj, fik sympati hos mange kinesere, og især fra byernes middelklasser strømmede det ind med donationer af penge og varmt tøj. Midlerne gjorde at familien har kunnet flytte fra et lille hus bygget af jord til et større hus. Der blev sendt så mange gaver og kontanter, at de blev delt ud til skolen og til Fumans skolekammerater. For der er titusinder af ”is-drenge” på landet i Kina.

Stor forskel på land og by

I runde tal tjener folk i byerne tre gange så meget som landbefolkningen. Den disponible indkomst i de fattigste provinser ligger på 16.021 RMB om året (den kinesiske valuta, RMB, svarer nogenlunde til en dansk krone).

Og dem der tjener mindst er virkelig fattige. Derfor har Kina de sidste ti år satset på at få fjernet den mest oplagte og synlige udfordring: de op mod 100 mio. der lever i ”ekstrem fattigdom”. Den defineres i Kina som folk, der har en årlig indkomst på under 600 US dollars (ca. 4.000 kr.). Og her taler vi om landområder med begrænset elektricitet, uden rent drikkevand og med mangel på fødevarer og tøj.

Siden Kinas leder, generalsekretær for Kommunistpartiet og landets præsident, Xi Jinping, overtog magten i 2012, har bekæmpelse af fattigdommen stået højt på den politiske dagsorden, som den i øvrigt også har gjort hos hans forgængere.

Kina har i hele fattigdomsforløbet valgt at bruge tal-grænser og værdier, der favoriserer Kinas egen indsats – og ofte ligger langt fra de internationale tal og værdier

At Kina har fattigdom er forståeligt, set på baggrund af, at landet for blot 60 år siden var et ludfattigt, isoleret, tilbagestående land, der havde stået i stampe, siden man missede den industrielle revolution – og kun stod tilbage med en forældet landbrugssektor – og en milliard mennesker.

I år fylder det kinesiske Kommunistparti 100 år. En af de væsentligste årsager til partiet blev stiftet, var netop de uligheder og den fattigdom, som ramte bønderne. Derfor har det officielle mål været at få udryddet den ekstreme fattigdom før partiets jubilæum til sommer.

Verdens fabrik har fjernet fattigdom

Fattigdom har været en fast bestanddel af Kinas historie. Vi skal ikke længere tilbage end 1990, hvor antallet af fattige var opgjort til 750 mio. i hele landet. I 2019 var antallet af fattige svundet ind til 16,6 mio. I løbet af de 30 år havde Kina åbnet op mod udlandet, man havde indført styret markedsøkonomi og var blevet verdens næststørste økonomi (efter USA).

Den amerikanske tænketank, The Brookings Institute, vurderer i en ny rapport, at Kina bevidst pynter sig med lånte fjer

Kinas position som ”verdens fabrik”, har med sin ekstremt hurtige økonomiske vækst været den primære årsag til Kinas succes med at nedbringe fattigdommen. Næsten halvdelen af landets arbejdsstyrke er såkaldt migrantarbejdere, der forlader familien i landsbyerne på landet og rejser til industriområderne østpå for at arbejde hele året. Sidste år var der officielt 290 mio. migrantarbejdere.

På trods af deres forholdsvis lave lønninger og svære sociale forhold, har de i årenes løb været med til at rykke sig selv og deres familier ud af fattigdomsstatistikken. Ifølge Center for Strategic & International Studies er deres indsats en af hovedårsagerne til, at gennemsnitsindkomsten pr. kineser blev mere end tidoblet på tyve år.

Kampen mod ekstreme fattigdom

Planen med at få de sidste – og sværeste – 100 mio. fattige løftet ud af statistikken har været én af hjørnestenene i den Femårsplan, der løb fra 2016 til udgangen af 2020. Dermed blev der stillet endnu flere midler til rådighed, udover det årlige budget til fattigdomsudryddelse, der blev fordoblet fra 46,8 mia. kr. i 2005 til 126 mia. i 2019.

Hertil kommer så støtte fra statsejede virksomheder (til f.eks. at skabe job til fattige), og en kæmpemæssig styrke på 775.000 embedsmænd fra parti og provinser, der skulle administrere og overvåge projektet.

Det officielle mål blev nået i slutningen af november 2020, hvor de statslige medier hyldede det som et ”stort mirakel i menneskehedens historie”. Fra magtens centrum, Politbureauets Stående Udvalg i Kommunistpartiet, blev tilføjet, at alle de landsbyer og amter, der for otte år siden var udpeget som fattige, nu var slettet fra listen, og ifølge Kinas ”egne kriterier og standarder”, så er de sidste 98,99 millioner mennesker bragt ud af fattigdom de seneste otte år.

Kina bruger sine egne målemetoder

Verden er med god grund blevet imponeret over den kinesiske indsats. Men læg mærke til den indskudte sætning ”ifølge Kinas egne kriterier og standarder”. For Kina har i hele fattigdomsforløbet valgt at bruge tal-grænser og værdier, der favoriserer Kinas egen indsats – og ofte ligger langt fra de internationale tal og værdier.

Som det er kendetegnet ved alle politiske projekter i Kina, så har fattigdomsprogrammet været totalt topstyret og en lækkerbisken for landets store svøbe med korruption – og har haft en tendens til at fokusere på, at de opsatte mål og mængder bliver overholdt – snarere end at afhjælpe de behov, som målgruppen af fattige har

Normalt når lande skal sammenlignes på fattigdom, så bruges Verdensbankens definition, at man er defineret som fattig, hvis man tjener under 1,90 USD om dagen. Kina har i stedet valgt, at deres grænse går ved 1,10 USD. Alt andet lige er det altså ”billigere” for Kina at løfte en kineser ud af fattigdom (det koster 1,10 USD om dagen) end for fattige lande i Afrika, som f.eks. Etiopien, hvor regeringen skal betale næsten dobbelt så meget (1,90 USD) for hver borger, de får ud af fattigdom.

Den amerikanske tænketank, The Brookings Institute, vurderer i en ny rapport, at Kina bevidst pynter sig med lånte fjer, fordi Kina har valgt at bruge de fattigdomsgrænser, der bruges om verdens fattigste lande – og dem hører Kina ikke med til, da Kina er ti gange rigere.

Topstyret projekt

Og ikke alt i kampagnen mod fattigdom er gået helt efter bogen. Men det er en præstation af dimensioner, der er gennemført i Kinas fem fattigste provinser. Millioner af kineseres livsforhold i landets fjerneste områder er forbedret, specielt med bedre infrastruktur som veje og broer, tilgængelighed af rent vand og bedre adgang til skoler og sundhedsvæsen.

Men som det er kendetegnet ved alle politiske projekter i Kina, så har fattigdomsprogrammet været totalt topstyret og en lækkerbisken for landets store svøbe med korruption – og har haft en tendens til at fokusere på, at de opsatte mål og mængder bliver overholdt – snarere end at afhjælpe de behov, som målgruppen af fattige har.

Grænserne er ikke gennemskuelige og embedsfolkene beskyldes for både vennetjenester og ren korruption

Den store fattigdoms-kampagne har valgt en model, hvor man de fleste steder bogstavelig talt river de fattige landsbyer ned og flytter alle beboerne til nyopførte lejlighedskomplekser, der ligger 1-2 timers kørsel fra deres tidligere hjem.

En gruppe vestlige journalister var for nylig inviteret på en besigtigelsestur til Gansu, der er landets fattigste provins. Den slags ture er ofte den eneste mulighed for pressen at besøge ”udkants-Kina”, da myndighederne forhindrer eller forbyder indbyggerne at tale med udenlandske journalister.

Under et regerings-organiseret besøg til en af de nybyggede model-landsbyer, Lianghekou, kom det frem, at beboerne var meget frustrerede over tvangsflytningen fra deres gamle landsby til den nye – en times kørsel væk. De havde problemer med at finde job, der kunne betale de større omkostninger i den nybyggede landsby. Flere havde faktisk ikke råd til at varme lejlighederne op.

”Vi er selvfølgelig glade for de nye huse, men hvis vi ikke kan få arbejde, så bliver det svært”, siger en beboer til reporteren fra LA Times. Opgørelser over beboerne i den nye landsby viser, at 73 pct. har migrantarbejde, dvs. arbejder langt væk fra landsbyen det meste af året. 13 pct. er selvstændige og 14 pct. i offentlige job, f.eks. gadefejere eller som vedligeholdelses-arbejdere.

Korruption er det store problem

Der har været masser af klager over anti-fattigdomsprojektet, erkender amtet. Flest over tvangs-flytningerne, men også mange på grund af de stive grænser, der gør, at landsbybeboere, der ligger lige over fattigdomsgrænsen, må knokle, mens deres naboer har fået foræret helt nye lejligheder og subsidier. Grænserne er ikke gennemskuelige og embedsfolkene beskyldes for både vennetjenester og ren korruption.

Men hvad sker der, når de store tilskud forsvinder efter 2021 – og festrusen fra det store 100-års jubilæum har lagt sig? Så er det tvivlsomt, om mange af de fabrikker og arbejdspladser er levedygtige

Det sidste er ikke nyt, men en helt integreret del af det kinesiske samfund. Alene i fattigdomsprojektet har Kommunistpartiets disciplinærkomité afsløret, at hvert år har titusinder af partiets embedsmænd taget mod bestikkelse for at udstede kontrakter, brugt af fondens midler til privat forbrug, lavet falske projektpapirer – eller sikret at venner eller familie uretmæssigt er blevet tildelt midler fra anti-fattigdoms-projektet. Statistikken fra 2019 afslører, at 99.000 personer blev straffet for korruption i fattigdomsprojektet.

Manglende bæredygtighed

De kæmpemæssige summer, omkring 800 milliarder USD, som Kina har brugt på projektet, har affødt respekt – men også en del tvivl.

”Vi mener, Kinas udryddelse af den ekstreme fattigdom på landet har været en succes. Men i forhold til de ressourcer der er lagt i det, så er vi ikke helt så sikre på, at det er hverken bæredygtigt eller omkostningseffektivt”, siger Martin Raiser, landechef for Verdensbanken i Kina, til New York Times.

Fra et besøg i et fattigdomsområde beskriver de vestlige journalister, hvordan der ganske vist kun er ensporede veje til landsbyerne, men de er oplyst af gadelys, der får strøm fra solpaneler. Store tilskud har finansieret ny-industrielle grisefarme, gartnerier og mindre fabrikker, der giver jobmuligheder.

De lokale embedsmænd bliver evalueret efter, hvor mange de får med i projektet. Derfor har de lokket eller presset de fattige ind, uden at tage hensyn til om opgaven giver mening eller hjælper de fattige

Men hvad sker der, når de store tilskud forsvinder efter 2021 – og festrusen fra det store 100-års jubilæum har lagt sig? Så er det tvivlsomt om mange af de fabrikker og arbejdspladser er levedygtige. Mange lokale fortæller, hvordan fabrikkerne – før der kom tilskud – havde svært ved at betale lønninger til tiden.

Velgørenheds-app’en

Den kinesiske regering har også oprettet en mobil app, Shehui Fupin, der skulle øge de mere velbeslåede kineseres engagement i fattigdomsbekæmpelse – og konkret gjort det muligt for middelklasse-kinesere i storbyerne med et enkelt swipe på mobilen at donere gaver direkte til de fattige ude på landet. Det har ganske vist samlet over en milliard RMB ind, men også givet anti-fattigdomsprojektet et dårligt ry.

Dels viser det sig, at de fleste af de fattige har følt sig tvunget til at melde sig til den regeringsstyrede velgørenheds app. De lokale embedsmænd bliver evalueret efter, hvor mange de får med i projektet. Derfor har de lokket eller presset de fattige ind, uden at tage hensyn til om opgaven giver mening eller hjælper de fattige.

Er Kina Rig eller Fattig?

Det er ikke let at diskutere fattigdom i verdens næststørste økonomi. Er Kina et rigt eller fattigt land? Debatten bliver også mudret, fordi landets egne officielle tal er modstridende – og statistikker kan være mere eller mindre tvivlsomme (læs mere om det emne i min tidligere artikel hér).

fattigdom
Der er i Kina registreret 128.000 landsbyer med betegnelsen ”ekstrem fattigdom”, dvs. med ringe boliger og indtægter på under 2.300 kr. om året. Foto: Flickr

I forhold til fattigdommen har Kina f.eks. valgt kun at registrere dén, der findes på landet, mens fattigdom ikke måles i byerne. Her findes den nu også, både blandt fastboende og hos tilrejsende migrantarbejdere.

Bare i løbet af 2020 kom der tre bud på Kinas status for rigdom. Først meldte det nationale Statistiske kontor, at landets samlede værdier nu betød, at hver kineser havde værdier for én million hver. Nu er alle kinesere millionærer, som det lidt spydigt blev fortolket. For dét regnestykke havde landets migrantarbejdere, med en årsløn på omkr. 40.000 RMB, svært ved at få til at passe med deres virkelighed.

Et andet udspil kom fra Nationalbanken, der på baggrund af en vurdering af 30.000 by-familier offentliggjorde, at hver familie havde værdier for 3,2 mio. RMB, inkl. fast ejendom og værdipapirer.

Premierministerens forklaring

Det tredje bud kom fra partiets nr. 2 mand og landets premierminister, Li Keqiang, der desuden er økonom af uddannelse.

Han sagde på pressemødet i maj efter den årlige Folkekongres, at ”gennemsnitsindkomsten i Kina er 30.000 RMB. Men der er mere end 600 millioner kinesere, hvis månedlige indkomst er knapt 1.000 RMB – ikke engang nok til at leje et værelse i en middelstor kinesisk by”.

Li Keqiangs vurdering og klare tal, har sat hele fattigdomsdebatten i perspektiv. Kina har gennemført en omfattende og dyr indsats mod fattigdommen. Men det er den ekstreme fattigdom (som kineserne altså definerer som en årlig indtægt på under 2300 kroner), der er gjort op med.

fattigdom

For når landets nr. 2 politiker så tydeligt dokumenterer, at 40 pct. af landets indbyggere har mindre end 30 kr. til rådighed om dagen, så er den relative fattigdom i Kina ganske høj. Og vidner om at værdierne er meget skævt fordelt.

Kina har en af de største kløfter i verden mellem rig og fattig. Det kan aflæses i den såkaldte Gini koefficient. Den er på 0,46 – det er én af de højeste i verden. Jo højere tal desto større ulighed i samfundet. Til sammenligning ligger Danmark på 0,29.

Ulighed er et meget sensitivt emne i Kina, med meget begrænset officiel statistik, som South China Morning Post har beskrevet. Og med en meget skrap censur, der gør det svært at tage en debat om fakta. Eksempelvis forbød Kina udgivelsen af den franske økonom, Thomas Pikettys nye bog, Kapital og Ideologi, fordi han nægtede at fjerne alle de afsnit i bogen, der handler om den stigende ulighed i Kina.

Målet med fattigdomsbekæmpelsen

Kina har det klare mål at fortsætte med fattigdomsbekæmpelsen. Og det er en stor opgave. Den er en del af målsætningen for at blive, hvad de selv betegner, som et moderat velstående samfund i år ved partiets 100 års dag – og en fuldt udviklet, rig og magtfuld nation, når Folkerepublikken fylder 100 år i 2049.

Det kræver, at flere bliver rykket op i middelklassen, for at den kinesiske økonomi kan udvikle sig homogent – og ikke som hidtil primært ved hjælp af statsstøtte og stimulus-pakker.

Som det efterhånden har været det økonomiske mål i flere år, og bliver understreget igen i den kommende Fem-Års-Plan (2021-25), så skal den såkaldte ”dual economy” styrkes, dvs. at det hjemlige privatforbrug skal øges for at styrke økonomien. Men det kræver også, at de lavere lønnede skal tjene mere, hvis de skal forbruge mere, så de bliver et lokomotiv for økonomisk udvikling.

Måske er Kina ikke forud – men bagud

Den niårige ”is-dreng”, Wang Fuman, som jeg omtalte i starten af artiklen, var ikke blot søn af en migrantarbejder. Han hører også til gruppen af såkaldt ”efterladte børn”, der bliver ladt tilbage i landsbyerne ude på landet, mens forældrene er bortrejst hele året som migrantarbejdere. Disse omkring 30-40 mio. børn, der ofte passes af ældre familiemedlemmer, er en socialt hårdt belastet gruppe.

Og et eksempel på de mange følgevirkninger af en fattigdom, som Kina vitterlig tager seriøst og yder en enorm indsats overfor. Og det vil styret gentage under den kommende Folkekongres i marts og tage til i styrke frem mod juli, når partiet fejrer 100-års jubilæum.

For interessant nok har Kina hidtil ikke udnyttet målet med udryddelse af ekstrem fattigdom i propagandaen internationalt. Ifølge the Brookings Institution, fordi det ”skal udnyttes indadtil til at overbevise det kinesiske folk om, at partiet leverer velstand til hele folket, ikke kun til vennerne”.

Men som det også fremgår af Premierminister Li’ s vurdering, så er der stadig lang vej igen før fattigdommen – og ikke kun den ekstreme fattigdom – er udryddet i Kina.

Brookings Institution sætter tal på og mener, at Kina, hvis de følger de internationale fattigdomskriterier, faktisk har endnu flere fattige end Li Keqiang vurderer, måske helt op til 80 pct. af befolkningen. I så fald er Kina ikke et årti forud for deres løfte til FN om at fjerne fattigdom, men årevis – måske et årti – bagud.


LÆS FLERE ANALYSER OG REPORTAGER AF JAN LARSEN HER


Topfoto:  Wikipedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Kina