Opgør med kinesisk børnebegrænsning

Opgør med Kinas børnebegrænsning: De kinesiske masser skrumper

i Politik & Samfund/Kina af
KINA // ANALYSE – Efter årtiers skrap kontrol med kinesernes forplantning, lempes nu på restriktionerne i et opgør med Kinas børnebegrænsning. For mange ældre og for få yngre til at forsørge dem betyder, at unge kinesere nu ligefrem skal opmuntres til at få børn – måske endda uden for ægteskabet, hvilket hidtil har været forbudt og strafbart. Mette Holm har kigget på Kinas 14. femårsplan og hvad den betyder for fødselsraten …

Kineserne fødte så få børn i fjor, som de ikke har gjort siden den store hungersnød i Kina i 1961 – udløst af Kinas 2. økonomiske femårsplan, den vældige industrialiseringsvision også kaldet Det store Spring Fremad. Ud over, at mindst 20 mio. mennesker døde af sult dengang, gjorde hungersnøden mange kinesere golde, så de fødte uforholdsmæssigt få børn.

Op imod en femtedel af kineserne er over 60 år i dag. Og i fjor blev der “kun” født godt 14,5 mio. børn i Kina. Derfor er den nidkære befolkningspolitik, der blev indført i 1979, da også pillet ud af den 14. femårsplan, som blev bekendtgjort i sidste uge. Om 80 år er befolkningen ifølge fremskrivninger halveret. Derfor dette opgør med Kinas børnebegrænsning.

For nogle år siden besøgte jeg viceministeren i Kinas familieministerium, Den nationale Befolknings- og Familiekommission, en prægtig kvinde, som var ved at svinge skuden fra nidkær præventionsudstedende børnebegrænsning til større omsorg for mødre og deres børn. Det var, mens antallet af enebørn i Kina stadig var en statshemmelighed, men Kommissionen anslog, at 40 % af alle familier kun havde ét barn.

Viceministeren fortalte nøgternt, at Kina med sin familieplanlægningspolitik havde “sparet” verden for ca. 400 mio. mennesker. Det vil sige, at der mellem 1979 og 2005 blev født 400 mio. færre kinesere – sådan ca. EU’s samlede befolkning – end hvis fødselsraten ikke havde været politisk kontrolleret.

Ved Folkerepublikkens grundlæggelse i 1949 var der 500 mio. kinesere. Under den store hungersnød var det 660 mio. I dag er de knap 1,4 mia. Alle fremskrivninger anslår, at der ved næste århundredeskifte vil være ca. halvdelen, nemlig 700 mio. kinesere.

Søndag den 1. november indledte Kina landets syvende folketælling siden Folkerepublikkens oprettelse i 1949. Dermed bliver oplysningerne om folketal, demografi, uddannelse, beskæftigelse, civilstand og alt mulig andet opgjort. Det er en større operation, hvor syv mio. folketællere stemmer dørklokker og tæller beboere i det ganske land, samtidig med at der også høstes vældige mængder af personlige digitale oplysninger fra Kinas massive registrering af den enkelte kinesers gøren og laden.

Befolkningspolitik

Ét af det Nye Kinas grundlægger Mao Zedongs våben mod en fjendtlig omverden var de kinesiske masser, der i rigt mål skulle forplante sig for at blive endnu flere, som kunne være våbenføre, forsvare og tjene Kina.

Maos efterfølger, Deng Xiaoping, skelede med gru til lande med befolkningseksplosion som Indien og Bangladesh og indførte i 1979 befolkningspolitik. Argumentet var, at frem for at føde mange børn til sult, knaphed og elendighed, skulle man føde færre og til gengæld brødføde dem ordentligt og sikre dem et anstændigt liv. Det var dengang, 15 % af Kinas befolkning levede i byerne og 85 % på landet. I dag bor 60 % af kineserne i byer og blot 40 % på landet.

Deng dekreterede, at ægtepar i byerne kun måtte få ét barn, mens landbefolkningen måtte få flere, da det var – og især på landet fortsat er – afgørende, at en søn forbliver i hjemmet og forsørger forældrene i deres alderdom. Sønnen skal “være drage”, blive til noget, gifte sig og importere en kvinde til hjemmet, så slægten kan føres videre og for at forsørge og passe de gamle.

Den dag i dag yder Kina ikke en folkepension, som flertallet af gamle kan leve af. Derfor nødvendigheden af at børn tager sig af deres forældre; en traditionel nødvendighed, der for nogle år siden blev nedfældet i forfatningen i et forsøg på at forsikre, at de gamle bliver forsørget, og også at de ikke går til i ensomhed. Eftersom det traditionelle familiemønster med flere generationer under samme tag er i opløsning, fik de gamle grundlovssikret krav på, at børnene forsørger, ringer og hører, hvordan det går, kommer på besøg, inviterer i biografen og sørger for ferieudflugter.

Kinas ældrebyrde

På grund af kinesernes kongfuzianske forkærlighed for drengebørn udgør kvinder og piger blot 48,7 % af Kinas befolkning. Traditionelt bliver pigebørn bortgiftet til en anden familie, hvilket gør, at mange synes, det ikke giver mening at opfostre, endsige uddanne piger. Deres eventuelle uddannelse kommer ikke pigen/kvindens egen familie til gode, men svigerfamilien. Og svigerfamilien vil heller ikke have pigebørn, så mange nyfødte pigebørn er blevet sat ud. Siden man har kunnet kønsbestemme fostre med scanning, er mange pigefostre blevet aborteret, dvs. de er ikke blevet født. Det er naturligvis ulovligt, men ren rutine, at svigerfamilien bestikker sig til både kønsbestemmelse og fosterfordrivelse, hvilket har ført til underskuddet af kvinder i Kina.

Svært at finde en kone i Kina
Underskuddet af giftefærdige kvinder i Kina gør det svært for mændene. Her kigger ungkarl på prospekter på ægteskabsmarked i Beijing

I takt med, at kvinder i byerne bliver bedre uddannet og får større valgmuligheder, som også er en konsekvens af Deng Xiaopings store reformer for 40 år siden, får de – hvis familiens økonomi tillader det – større indflydelse på deres egen tilværelse. Jeg kender ikke statistikken på området (den kommer forhåbentlig med den nye folketælling), men der er tendens til, at unge kvinder nu om dage ikke vil bortgiftes ind i et traditionelt ægteskab og derfor helt fravælger parforhold.

Befolkningstilvæksten er beskedne 0,4 pct. Kvinder føder i gennemsnit 1,7 barn. Knap 18 pct. af kineserne er under 15 år, mens en tilsvarende andel er 60 år og derover. Befolkningen er i hastig aldring. I 2035 vil hver fjerde kineser – eller 25 % – ifølge en rapport i år fra Kinas Udviklingsforskningsfond være over 65 år. I 2050 vil det være 28 pct., hvilket ifølge Verdensbanken svarer til aldersfordelingen i Japan i dag.

Den 14. femårsplan for årene 2021-25 indvarsler en national strategi til at forvalte forskydningen af aldersfordelingen med forholdsmæssigt flere ældre kinesere ved at “tappe de menneskelige ressourcer af seniorlivet og udviklingen af en sølvhårs-økonomi”. Veluddannede kinesere har alle dage forstået at udtrykke sig poetisk. Sagen er, at pensionsalderen sættes op fra 60 år til formentlig 65-67 år.

Myndighederne regner med, at det bliver småt med bryllupper og således også fødsler i dette ildevarslende corona-år. I kystbyen Ningbo bliver fødselstallet i år 27 % lavere end i fjor. Dét selv om befolkningspolitikken gradvist er blevet lempet, og ægtepar, der består af to enebørn, siden 2016 har haft lov at få to børn.

Opgør med Kinas børnebegrænsning: “Forbedret, inkluderende fødselspolitik”

Dertil kommer nu bestræbelserne på at opmuntre unge til at føde flere børn. I den nye femårsplan, der dækker 15 år, frem til 2035, er “familieplanlægning” – læs børnebegrænsning – som nævnt, ganske enkelt udeladt. I stedet står der, at Kina vil “forbedre fødselspolitikken” og gøre den mere “inkluderende”, hvilket bl.a. tolkes som, at det ikke længere skal forbydes at føde børn uden for ægteskab. Ifølge South China Morning Post betyder det, at unge snart selv får lov at bestemme, hvor mange børn de vil have, dog formentlig højst fire – en lige så kolossal og overvældende omkalfatring af familiemønstret, som befolkningspolitikkens indførelse betød i sin tid.

Eftersom mange unge i byerne sætter karriere og økonomi over en stor familie, kan tiden meget vel være løbet fra opmuntringerne. I 40 år er familiemønstret skrumpet, især i byerne, til små kernefamilier med enebørn uden fætre og kusiner. Årene siden 1979 med en indledningsvis benhård befolkningspolitik har smadret den kinesiske familiestruktur, hvor en vidt forgrenet familie med mange sønner, søskendebørn, fætre og kusiner var afgørende for forsørgelsen såvel som familiens agtelse, eftermæle og hele beståen.


LÆS ALLE METTE HOLMS ARTIKLER I POV HER – OG PÅ HENDES HJEMMESIDE.


Illustrationer: © Mette Holm

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Politik & Samfund