Kinas nye stærke ledelse kan ikke længere ignorere, at tilslutningen til religion nærmest eksploderer i den ateistiske stat. Specielt kristendommen. Om 10-12 år vil Kina være verdens største kristne land. Formentlig. For styret er gået til modoffensiv for at sikre kontrollen med kirkerne. Metoderne er barske: fængslinger, fjernelse af kors og direkte nedrivninger af kirker. Næste skridt er at staten og partiet vil ”kinesificere” den kristne teologi og tæmme religioners udbredelse gennem lovgivning.
En kirke i Kina er et vidt begreb. Det kan være en katedrallignende bygning med plads til 5000 tilhørere. Det kan også være et lille nedlagt værksted i et nedslidt industrikvarter.
En lørdag eftermiddag møder jeg pastor Ezra Jin på tredjesalen i en kontorbygning i det nordlige Beijing. Hele etagen hører til Zion-kirken, der for ni år siden overtog lokalerne fra en konkursramt natklub.
Pastoren var én af de 20, der startede den nye menighed. Efter et års tid var de 100. I dag er der over 1500 i menigheden, med fire præster og 15 lønnede ansatte. Ikke nogen usædvanlig historie i dagens Kina. For kristendom er en formidabel succes i det ellers ateistiske land. Det ser måske ikke sådan ud, når man ser på de offentlige statistikker. Her er det samlede antal kristne – protestanter og katolikker – sat til 28,5 millioner mennesker. Det er jo ret beset ikke meget i et land med en befolkning på over 1,35 milliarder.
Reelle tal snarere 100 millioner
Men formentlig er det reelle tal tre gange større, ja flere peger på, at der i dagens Kina er over 100 millioner kristne. For det officielle tal dækker kun dem, der er medlem af de statsautoriserede kirker. Men flertallet af kristne tilhører det, der i daglig tale kaldes hus- eller undergrundskirker. De kan være store, små, veludstyrede eller meget fattige.
Fælles for hus- og undergrundskirkerne er, at de ikke blot står uden for det statslige kirkesystem; de er også helt ulovlige i forhold til forfatningen. Alligevel vælger et halvt hundrede millioner kinesere at dyrke deres tro under disse forhold snarere end i de autoriserede kirker.
Det gælder også i pastor Jin´s Zion-kirke. ”Der er et meget stort potentiale for huskirkerne til at vokse”, siger han og taler om den åbenlyse mangel på spiritualitet, der har præget Kina de sidste 30 år, hvor alt er blevet mål i penge, procenter og vækst”. Også de autoriserede statskirker, de såkaldte ”3-Selv” kirker (Selvforsynende, Selvstyrende og Selvudbredende) har også stor fremgang.
Den store og stigende opbakning til kristendommen er et af de forhold, der virkelig bekymrer Kina´s præsident Xi Jinping. En religion, han ofte har betegnet som ”fremmed”, i modsætning til taoismen, buddhisme og til en vis grad islam. Med årlige vækstrater på landet med 10 procent og i byerne med 16 procent, har antallet af kristne formentlig allerede overhalet antallet af partimedlemmer (88 millioner).
Alle religioner i fremgang
Men det er ikke kun kristendommen, der vinder frem. Det gør alle religioner i Kina. Nu er ”alle” dog en begrænset mængde på kinesisk. For allerede fra Folkerepublikkens start i 1949 var religion ikke tiltænkt nogen større rolle. Faktisk troede Mao Zedong at religion stille og roligt ville uddø i løbet af en generation eller to.
Og for at holde tro nede på et overskueligt og kontrollerbart niveau, blev det kun tilladt med fem religioner. Den tidligere statsreligion taoismen, buddhismen, islam og de kristne katolikker og protestanter. Og endda med den ekstra binding, at hver religion skulle høre under en administration, der indirekte er kontrolleret af Kommunistpartiet. Den styrer både økonomi, udnævnelse af personale og sikrer at skrift og tale er i overensstemmelse med patriotiske og partimæssige linjer.
Det rammer f.eks. katolikkerne hårdt. For Kina accepterer ikke paven som kirkens overhoved, bl.a. fordi han bor uden for Kina og at Vatikanet diplomatisk anerkender Taiwan – og ikke Folkerepublikken. Det betyder, at Vatikanet ikke kan udnævne biskopper; det er i realiteten overladt til en partifunktionær i den statslige administration – og i mindst otte konkrete tilfælde de seneste år med et helt anden resultat end Vatikanet har ønsket.
Nye stramninger på vej
Siden Folkerepublikkens start i 1949 har der været tre afgørende perioder i forholdet mellem et-partistaten og religion i Kina. Først var der Mao-tidens super-ateistiske linje, kulminerende med Kulturrevolutionens afbrændinger af bøger, templer og kirker. Med de økonomiske reformer og åbenhed fra 1980´erne fik også de tilladte religioner større frihed – og trossamfundene fik større råderum, både åndeligt og økonomisk helt op til 2012.
Men med den nye ledelse, præget af den magtfulde præsident og partiformand Xi Jinping, er det tydeligt, at partiet strammer og centraliserer magten over alle aspekter i samfundet, som beskrevet i en tidligere artikel i POV. Herunder også med religioners og specielt kristendommens udbredelse, selvom det i et land med en censureret presse og en ateistisk grundsyn ikke skaber de store overskrifter. Læg hertil, at de kristne organisationer lægger vægt på, at medlemmerne er gode samfundsborgere og at man ikke ønsker direkte konfrontationer med styret.
Kirkenedrivninger i Zhejiang-provinsen
Skiftet kom meget tydeligt i 2014 og var i første omgang koncentreret omkring den rige provins Zhejiang, der ligger langs kysten syd for Shanghai, og specielt storbyen Wenzhou.
Især én begivenhed illustrerer konflikten. Det begyndte for alvor en forårsdag for to år siden. I løbet af ni år havde menigheden i Sanjiang-kirken selv indsamlet et stort beløb ind, 30 millioner kroner, til at bygge en ny, stor kirke i byens industrikvarter med plads til 3000 mennesker. Men allerede et halvt år efter indvielsen blev kirken bedt om at fjerne det røde kors på kirketårnet. Et meget almindeligt syn i Wenzhou, hvor de elektriske lys fra kors på byens ca. 1500 kirker lyser op på aftenhimmelen.
Alle var stolte af den nye kirke i Wenzhou, hvor næsten 15 procent af byens ni millioner indbyggere er kristne og derfor har fået øgenavnet ”Kinas Jerusalem”.Men 28. april kl. 4 om morgenen ankom flere nedrivningshold med bulldozere og politiopbakning til kirken. Inden aftenen var omme var den store bygning lagt i ruiner. Det tog ni år at samle pengene ind, tre år at bygge kirken og 16½ time at rive den ned.
Tilsvarende ordre havde mange andre af byens kirker fået. Hvis de nægtede truede myndighederne med ikke kun at fjerne korset, men at hele kirkebygningen ville blive revet ned.
Sanjiang-menigheden frygtede ikke den behandling. Dels fordi kirken hører til den autoriserede 3S-statskirke, dels fordi hele nybyggeriet var sket i tæt samarbejde med de lokale myndigheder. Alle var stolte af den nye kirke i Wenzhou, hvor næsten 15 pct. af byens ni millioner indbyggere er kristne og derfor har fået øgenavnet ”Kinas Jerusalem”.
Men 28. april kl. 4 om morgenen ankom flere nedrivningshold med bulldozere og politiopbakning til kirken. Inden aftenen var omme var den store bygning lagt i ruiner. Det tog ni år at samle pengene ind, tre år at bygge kirken og 16½ time at rive den ned.
I de følgende måneder blev et halvt hundrede andre kirker revet ned og over tusinde kors fjernet fra tårne og vægge i Wenzhou. Senere kunne New York Times dokumentere, at der faktisk fra centralt hold i Beijing lå en plan for nedrivning af kirker og kors med det formål at ”dæmpe kristendommens offentlige profil”.
Og det er derfor næppe en tilfældighed, når angrebene på kirkerne har været mest markant i en by som Wenzhou. De konkrete ordrer i det, der ligner et pilotprojekt for at inddæmme kristendommen, kommer fra en meget tæt politisk allieret til den kinesiske præsident. Det er provinsens nuværende kommunistleder, Xia Baolong, der var næstkommanderende da Xi Jinping var partichef i Zhejiang-provinsen.
Hidtil var det ellers gået mest ud over de uautoriserede og hemmelige undergrundskirker. Men med nedrivningen af Sanjiang-kirken trak myndighederne for første gang en streg i sandet – og de efterfølgende nedrivninger har kun ramt de statskontrollerede kirker, protestantiske som katolske. Budskabet var klart nok, vurderer pastor Jin i Beijing, for ”overgrebene i Zhejiang er en advarsel rettet mod de autoriserede 3S -kirker om, at der er en grænse for deres vækst og styrke”.
Hus- og undergrundskirkerne
Mest i fokus for partiets og myndighedernes frygt for kirkernes øgede indflydelse har dog været det specielle fænomen, som i Kina kaldes hus- eller undergrundskirker. De er mødested for millioner af katolikker og protestanter, som vælger at stå udenfor den autoriserede statskirke og i stedet danne de illegale kirkesamfund og kirker. Og deres antal er boomet de seneste 10-15 år.
Faktisk er der flere protestanter, der kommer i hus- og undergrundskirker, end i statskirkerne. Selvom det er ulovligt og kan indebære alvorlig straf. Og alene det faktum indikerer, at menighederne i huskirkerne er meget mere engagerede. Med deres meget konservative, bibelnære fortolkninger, hvor alt er opdelt i sort eller hvidt, må de betegnes som indædt troende og klar til kamp.
Gennem mine mange år i Beijing har jeg besøgt mange typer huskirker. Nogle med den enkle model, hvor 15-20 troende mødes i al hemmelighed til bibeltime i en privat lejlighed på 14. sal i et højhus. Andre har lejet sig ind i nedlagte industribygninger, og hvor der i bedste pinsekirketradition er musik og tungetale for menigheder på flere hundrede.
Væksten ligger to steder. I huskirkerne på landet, der samler de fattige og upriviligerede. De vokser med over 10 pct. om året. Men endnu større vækst er der i byerne, hvor medlemstallet ikke blot årligt stiger med 16 pct. Det mest bemærkelsesværdige er, at de også har tiltrukket en helt ny gruppe kirkegængere: de veluddannede unge fra middelklassen. De mennesker, der i høj grad bliver fremtidens ledere.
Huskirkerne passer nemlig godt til det livssyn mange unge kinesere har i dag. De er presset af store krav til uddannelse, at stifte familie og få velbetalte job. Men de er ofte rodløse i et samfund, hvor penge, status og magt er styrende.
Interessant er det også, at væksten udelukkende skyldes konverteringer til kristendommen. Etbarnspolitikken har effektivt hindret at den spredes via store familier. Hertil kommer, at de også appellerer til to andre elementer, den sociale dimension og en stigende grad af individualisme. Huskirken er et socialt fællesskab, hvor menigheden støtter hinanden i stort og småt, i sorg, ensomhed eller under sygdom. Men også at der er en forståelse for individuelle begreber som frihed, lighed og demokratiske værdier, selvom det sidste dog ikke skal tolkes i klassisk vestlig forstand.
Hos pastor Ezra Jin i Zion-kirken i Beijing ser man det samme mønster. Det er de unge, de veluddannede og de velhavende, der kommer i menigheden. De var klart i overtal, da menigheden blev stiftet for ni år siden – og er det stadig.
”Kristendommen kan tilbyde et fællesskab, men tillader også en høj grad af individualitet”, siger pastor Jin. ”Det er både tilladt at være rig og tjene penge, men kirken har samtidig en masse traditioner og vaner i et samfund, der er i en utrolig hurtig forandring. Det tiltaler de unge i byerne”.
Den magtfulde organisation
Det er klart at religion og især kristendommen altid vil være en potentiel trussel mod etparti-staten. Men ikke nødvendigvis så meget på grund af budskabet, Bibelen eller troen. Men på grund af den organisation, der er bygget op omkring trossamfundet.
Det var præcis årsagen til, at meditationsbevægelsen Falun Gong i april 1999 blev sat på ”dødslisten” i Kina. Den var så velorganiseret at de på et døgn kunne samle tusindvis af medlemmer i en stille protest omkring partihovedkvarteret i Beijing, uden myndighederne havde fået nys om det.
Og den liste bliver de nok aldrig fjernet fra. For styret ved godt, at en organisation, der så hurtigt og effektivt kan opsamle folkets vrede, er en trussel mod en diktaturstat, på samme måde som den katolske kirke og fagforeningen Solidaritet var med til at fælde det kommunistiske styre i Polen.
I det hele taget har parti- og regeringsapparatet de seneste år brugt mange kræfter på at kontrollere og forsøge at inddæmme religionernes udbredelse. Det er helt klart gået mest ud over de kristne. Men også tibetanske buddhister og muslimer i den vestlige Xinjiang-provins har mærket til stramningerne.
Det fremgår bl.a. af den amerikanske regerings årlige rapport om religiøse forhold i verden, hvor Kina nu seksten år i træk har fået lavest mulige karakter. Rapporterne vurderer, at de i forvejen ringe forhold er blevet yderligere forværret det seneste år og at tortur, fængslinger og chikanerier i mange former stadig er udbredt. I den seneste 2016 udgave hedder det f.eks. i konklusionen, at ”Kommissionen (USCIRF) atter anbefaler, at Kina betegnes som et ”country of particular concern” – på grund af dets systematiske, frygtelige og fortsatte misbrug”.
I landets to politisk spændte områder har forholdene aldrig været værre det sidste årti, konkluderer rapporten. Tibetanske buddhister har fået forbud mod at tro på reinkarnation og i templer er munke fjernet som rådgivere og erstattet af partitro ”støttepædagoger”.
I Xinjiang-provinsen, hvor de tyrkisktalende uighurer udgør halvdelen af befolkningen, må de leve med, at kun meget få – og af partiet godkendte – får tilladelse til at drage på pilgrimsrejse til Mekka. De seneste år blev skruen strammet, da myndighederne har forbudt offentligt ansatte muslimer at faste under ramadanen.
Udenlandske rapporter, der indeholder kritik af forholdene i Kina, bliver normalt pure afvist. Det gælder også religionsrapporten med det klassiske argument, at ingen skal blande sig i interne forhold i Kina.
De sociale opgaver
Da parti- og regeringsapparatet har været fokuseret på kristendommen som et fjendebillede, så har der været brugt meget lidt energi på at forsøge at finde områder, hvor kirkernes samfundsmæssige ressourcer kunne udnyttes. Andre steder med etniske kinesere, Hongkong og Taiwan, har især skoleområdet været præget af kirkernes indsats. Det har af ideologiske grunde været udelukket i Kina.
Det er først de seneste år Kina selv har peget på sociale opgaver, hvor kirken kunne udfylde en rolle som samfundet ikke kan klare. Og der er nok at tage fat på, fordi f.eks. både sundhedsvæsenet og ældreforsorgen mangler ressourcer og kvalitet. Konkret har regeringen bedt kirkerne om at gå ind i omsorgsarbejde for det voksende overskud af ældre og tilbyde hjælp med behandling af stofmisbrugere og personer smittet med hiv/aids.
Kirkerne har dog været meget kritiske og tilbageholdende med at udføre socialt hjælpearbejde. Dels fordi de finder det meget bureaukratisk og ”omklamret” at være en social NGO. Dels fordi de ikke selv må organisere indsatsen; f.eks. måtte de kun samle penge ind under jordskælvskatastrofen i 2008, men ikke sende hjælpearbejdere eller udstyr til katastrofeområdet. Denne sociale vinkel bliver yderligere forringet, når lovene for tusindvis af udenlandske NGO´er bliver skærpet fra 2017, hvor myndighederne skal have meget mere indsigt og deltagelse i deres arbejde.
Plan for at lukke huskirkerne
Mistilliden er udbredt og voksende mellem styret og de kristne grupper. Og alt tyder på, at med Xi Jinpings hårde linje går det mere mod konfrontation end opblødning de kommende år. Flere planer vil skærpe forholdet mellem de to kristne retninger og den kinesiske stat.
Den første har være i støbeskeen et par år. Det er et projekt, der skal sikre, at alle kirker inden 2025 er inkorporeret i den autoriserede statskirke. Derfor har myndighederne de sidste tre år forsøgt at registrere samtlige hus- og undergrundskirker i hele landet. De vil i løbet af det næste år få en opfordring til frivilligt at blive en del af statskirken.
Målet er i løbet af de næste 10 år at fjerne samtlige huskirker i Kina. Og ifølge planen skal menighederne opløses og kirkerne rives ned, hvis de nægter at blive en del af Statskirken.
Lovgivning om religion
Den anden masterplan er statens og partiets krav om at skabe en ”kinesisk kristen teologi” og få indført en lovgivning for hele religionsområdet. Det blev pludselig konkret i slutningen af april, da partiets topledelse arrangerede den første religionskonference i 15 år.
Det kan godt være det lyder lidt kineser-nørdet. Men når seks af de syv medlemmer i Politbureauets Stående Komite i Kommunistpartiet deltager, så betyder det, at emnet har topprioritet. For det er disse syv mænd og dette forum, der bestemmer alt væsentligt i Kina. Og at de ville bruge to hele dage på emnet er ingen tilfældighed. Partiet føler sig presset.
Mistilliden er udbredt og voksende mellem styret og de kristne grupper. Og alt tyder på, at med Xi Jinpings hårde linje går det mere mod konfrontation end opblødning de kommende år.
Der har de sidste år været stigende uro i den muslimske Xinjiang-provins, hvor fundamentalistiske uighurer i flere tilfælde med bomber og vold har protesteret mod, hvad de betegner som kinesisk undertrykkelse af deres muslimske kultur og religion. Mere fredeligt, men dog ligeså bestemt, er konflikten med de tibetanske buddhister og Kinas forsøg på at dæmonisere deres leder Dalai Lama.
Men hvor begge disse konflikter nærmest er blevet en opgave for militæret og sikkerhedsstyrkerne, så ser partiet væksten blandt de kristne, som den allerstørste udfordring. Hvor Xinjiang og Tibet ligger i afsides regioner, der er lette at styre med magt, så er de kristne spredt over hele landet og er rigtig mange.
Partiet vil styre religionerne
Med en censureret og partistyret presse er det svært at finde nuancer i referaterne fra religions-konferencen, hvor flertallet var partifunktionærer og enkelte indbudt fra de officielle trossamfund. Men citaterne fra Xi Jinping bekræfter, at de seneste års stramninger over for trossamfundene vil fortsætte.
Partiets centrale magt og ideologi skal også på dette område fremmes, når han siger ”partiet skal guide og uddanne de religiøse kredse med socialistiske kærneværdier” og ”religiøse doktriner skal blandes med kinesisk kultur og følge kinesisk love og regler”. Lidt overraskende benyttede Xi også neo-maoistiske fraser og krævede af partimedlemmerne, at de som ”urokkelige marxistiske ateister” skal sikre partiet magten over religion.
Efter konferencen har jeg talt med kirkeledere og -analytikere, der er utrygge ved, hvad der vil ske. For kristne betyder det at teologien skal ”sinificeres” i større eller mindre grad. Meningen er, at der skal elementer ind fra både partiets ideologi, og også fra konfucianske og buddhistiske ideer om harmoni og underdanighed over for autoriteter.
Lovgivning på vej
Et andet element, som Xi berørte flere gange på mødet, var, at religionerne skal reguleres via lovgivning. Faktisk nævnte han det så mange gange, at flere observatører vurderer, at en lov må være på vej. Der har aldrig før været en lov om religion i Kina.
Det har bl.a. betydet, at partiet og lokalregeringer, som i Zhejiang-provinsen, har kunnet vælge deres egen politik og linje over for trossamfund, fordi de ikke har kunnet retsforfølges.
I praksis kunne en lovgivning om religion være gavnlig for f.eks. de kristne i Zhejiang, fordi de med loven i hånd kunne forhindre vilkårlige nedrivninger af kirker. Det gælder også de mange klassiske konflikter, hvor menigheder nægtes adgang til at leje jord til at bygge en kirke.
Tilsvarende har repræsentanter for Kinas ca. 235 millioner registrerede buddhister ønsket en lovgivning, der, som de siger, ”kan forhindre tyveri og overtagelse af vore templer”.
En forventet lovgivning bliver opfattet som lidt af et tveægget sværd. Mange vil være glade for, at overgreb som i Wenzhou kan bringes for en domstol. Det gælder også de mange klassiske konflikter, hvor menigheder nægtes adgang til at leje jord til at bygge en kirke.
Men omvendt er der med det nye lederskab under Xi Jinping en begrundet frygt for, at en religionslov vil blive brugt til at begrænse udfoldelsesmulighederne for troende i Kina.
Antallet af kristne er jo stort i numeriske tal, men procentvis er det en 5-6 procent af indbyggerne. Et antal, der nok gør dem for store til at blive overset, men på den anden side heller ikke er stort nok til, at de kan føle sig sikre.
Topfoto: Huang Jinhui. Infografik ved Michael Dorbec.
Læs flere af Jan Larsen Kina artikler her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
