MELLEMØSTEN // KOMMENTAR – To aktuelle bøger – af Douglas Murray og Pankaj Mishra – giver to markant forskellige forklaringer på konflikten mellem israelere og palæstinensere. Ifølge Per Clausen afspejler de ikke blot uenighed om fakta og fortolkning, men også et grundlæggende globalt værdiskel mellem det vestlige verdenssyn og det globale Syds historiske erfaringer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan skal man anskue konflikten i Israel/Palæstina? Skyldes konflikten, at Israel som demokratisk stat konstant trues og angribes af islamistiske grupper med støtte fra Iran – eller er den snarere resultatet af en vestlig kolonialismes fortsættelse i Palæstina?
Disse to positioner udtrykkes i to nye bøger af henholdsvis den konservative englænder, Douglas Murray, og den indiske socialist, Pankaj Mishra.
Murray: Kosmisk krig
I sin bog, On Democracies and Death Cults. Israel, Hamas and the future of the West, skildrer Douglas Murray udførligt de uhyrlige massakrer, som Hamas og andre palæstinensiske organisationer begik den 7. oktober 2023. Han besøgte landet kort tid efter og har været der adskillige gange siden som journalist – bl.a. flere gange i Gaza, hvor han fulgte operationer sammen med det israelske militær. Og han har talt med israelere på de steder, hvor massakrerne fandt sted.
Nogle af de palæstinensere, der deltog i angrebet, pralede over for deres familier: “Jeg dræbte ti med mine egne hænder”, sagde en, mens en anden skrev til sin mor: “Mor, din søn er en helt.”
Murray gengiver disse vidnesbyrd og stiller spørgsmålet: Hvad – om noget – kan forklare et sådant had?
Hans eget svar er, at det må skyldes ondskab som en kraft i verden – på linje med, hvordan islamistisk terror tidligere har ramt Vesten. Denne manikæiske opdeling svarer til den opfattelse, som George W. Bush gav udtryk for efter 9/11 og interessant nok også var Osama Bin Ladens opfattelse, blot med modsat fortegn: At verden og mennesker kan opdeles i gode og onde i en kosmisk krig.
Denne opfattelse – at konflikten bunder i moralsk forfald snarere end politiske årsager – bliver styrende for hele Murrays analyse.
Historisk fordrejning og fortielse
Murray hævder, at Israel konstant har været truet – især af palæstinenserne, som ifølge ham har til hensigt at begå folkedrab på jøderne. Han henviser til stormuftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, der indgik en alliance med nazisterne, og Yasser Arafat, der ved dannelsen af PLO i 1964 ønskede at ophæve den ’israelske besættelse’.
Men ”i 1964 var disse territorier ikke på nogen måde ’besatte’”, argumenterer Murray, ligesom han hævder, at ”Vestbreddens legale status er omdiskuteret”. Her rammer han ind i kernen i israelernes og palæstinensernes opfattelser af konfliktens oprindelse, for Murray har en meget fordrejet opfattelse af historien.
Befolkningen i de besatte områder har gennem årene været udsat for daglige ydmygelser, og enhver modstand er blevet knust ved hårdhændede metoder
Han skriver, at der i 1948 var en ’ikke-jødisk’ befolkning i Israel på 156.000, men nævner ikke, at 750.000 blev etnisk udrenset, og han hævder senere, at disse arabere blot fulgte arabiske staters ordrer om at forlade landet for senere at kunne vende tilbage. Denne fremstilling er blevet grundigt tilbagevist af historikere, som peger på, at hovedparten blev tvunget væk af det israelske militær eller flygtede som følge af massakrer. Da palæstinenserne senere ønskede at vende tilbage til deres landsbyer, blev de forhindret i det af den israelske hær, der ofte havde sprængt landsbyerne i luften!
Efter Seksdageskrigen i 1967, kom Vestbredden og Gaza under israelsk besættelse, og koloniseringen af områderne startede – under Arbejderpartiregeringer.
Foruden fortielser og fordrejninger fremsætter Murray også kontroversielle påstande bl.a. ved at hævde, at planen for angrebet den 7. oktober var, at Israel skulle kvæles ved, at landet blev angrebet fra to retninger: Hamas fra syd og Hizbollah fra nord, hvorefter de skulle mødes i landets centrum.
Samtidig fremhæver han dog et andet sted, at Hamas’ angrebsstyrke kun talte 6.000 krigere, som langt fra er nok til at kunne trænge dybt ind i et svært bevæbnet land som Israel – og de koncentrerede sig om at erobre og terrorisere grænseregionen, hvor de snart blev nedkæmpet.
Modstand, besættelse og håbløshed
Befolkningen i de besatte områder har gennem årene været udsat for daglige ydmygelser, og enhver modstand er blevet knust ved hårdhændede metoder. Men f.eks. nævner Murray ikke, da han inddrager de to intifadaer – hvor han kun nævner palæstinensernes terroraktioner – at den første intifada hovedsagelig foregik med stenkast fra palæstinensernes side, men at den israelske hærs skarpskytter dræbte eller lemlæstede mange palæstinensere, og at hæren udlagde, hvad forsvarsminister Yitzhak Rabin – der senere blev anset for en fredshelt – havde sagt: At man skulle brække knoglerne på palæstinensiske demonstranter.
Palæstinensernes situation er blevet stadig mere håbløs, da der ikke har været udsigt til forbedringer under den israelske besættelse, samtidig med at det igennem de senere år blev stadig tydeligere, at israelske regeringer ønskede at indlemme Vestbredden – af israelerne kaldet Judæa og Samaria – i Israel, sådan som det skete med Østjerusalem i 1980. Dette er baggrunden for det had, som Murray omtaler, men disse faktorer nævner han slet ikke.
Mishra: Et postkolonialt blik på konflikten
Over for Murrays Israelcentriske opfattelse ser Pankaj Mishra i The World after Gaza konflikten gennem et postkolonialt prisme. Han ser konflikten som en udløber af konflikten mellem hvide kolonialister og det globale Syds kamp for afkolonisering, hvor Israel repræsenterer en settlerkoloni, mens palæstinenserne er det koloniserede folk, der er blevet underkuet og nu er truet af den anden etniske udrensning – den første skete i 1948.
Med afsæt i sit perspektiv, argumenterer Mishra for, at langt størstedelen af verdens befolkning anser afkoloniseringsprocessen efter 2. verdenskrig som den vigtigste begivenhed i det 20. århundrede – modsat den eurocentriske fokusering på Den Kolde Krig – fordi de koloniserede befolkninger her afkastede sig det koloniale åg og fik selvbestemmelse.
Det havde lederne i de koloniserede lande håbet, de ville opnå efter 1. verdenskrig pga. Woodrow Wilsons erklæring om folkenes selvbestemmelse, men det blev forhindret af Frankrig og Storbritannien, som ikke var til sinds at opgive deres kolonier. Solidariteten blandt de hvide lande var vigtigere end principperne om ligeberettigelse og selvbestemmelse, og det udsprang af en opfattelse af, at hvide var andre racer overlegne, dvs. opfattelsen af hvidt overherredømme.
Mishra fremhæver, at hvide, vestlige landes støtte til Israel har delegitimeret disse landes diskurs om en retsbaseret verdensorden, hvor man har givet udtryk for at gå imod hvad forfatteren beskriver som folkedrab og etniske udrensninger og ønsker krigsforbrydere stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol.
Men disse principper gælder ikke i tilfældet Israel, hvis krigsførelse ifølge den israelske Holocausthistoriker, Omer Bartov, som Mishra citerer, for de israelske ledere havde til formål ”at gøre hele Gazastriben ubeboelig og at svække dens befolkning i en sådan grad, at den enten ville uddø eller søge alle muligheder for at flygte fra territoriet”.
Vestlig dobbeltmoral og manglende empati
Denne krigsførelse er blevet ført med våben fra vestlige lande, og der har været udvist meget lidt empati overfor palæstinensernes lidelser og udtrykt meget lidt forfærdelse og modstand overfor myrderierne af palæstinenserne, mens det modsatte var tilfældet efter Hamas’ massakrer.
For folk i såvel det globale Syd som unge i Vesten har Vestens dobbeltmoral vist, at man stadig opdeler verden i to dele adskilt af det, som den amerikanske sociolog W.E.B. Du Bois kaldte, the Color Line, dvs. de hvide overfor resten. Denne racisme så man også under Covid-epidemien, hvor de vestlige lande ikke ville dele hverken vacciner eller patenter med ikke-hvide lande, argumenterer Mishra.
Fra beundring til brud med Israel
Han voksede op i en hindunationalistisk familie i Indien, hvor man beundrede Israel – og som barn havde han et billede af Moshe Dayan hængende på væggen under Seksdageskrigen i 1967.
Efter at have læst kritiske værker om nationalisme ændrede han gradvist sit syn på konflikten, men under et besøg på Vestbredden i 2008, blev han rystet over den israelske besættelsesmagts brutalitet, hvor han så, hvordan bosættere opnåede ”sadistisk nydelse … ved at skyde palæstinensiske landsbybeboere og ødelægge deres, biler, hjem, gårde og vandtanke”, og endvidere plyndrede landets naturressourcer. Oplevelsen rystede ham i sin grundvold og gjorde hans syn på Israel langt mere kritisk.
Skyldfølelsen har nærmest blokeret for kritik af Israel i Tyskland, som har svært ved at erkende, at det tidligere offer nu er blevet bøddel
Herefter oplevede han, hvordan det var svært at få offentliggjort artikler om situationen på Vestbredden i amerikanske tidsskrifter. De, der gjorde opmærksom på den israelske undertrykkelse, risikerede at blive stemplet som antisemitter. For nylig blev en planlagt forelæsning i London aflyst, ligesom han måtte opgive sin klumme i mediet Bloomberg News, som han havde haft gennem et årti.
Censur, Holocaust og skyldens skygge
Israelerne havde i begyndelsen af statens eksistens et ambivalent forhold til Holocaust, skriver Mishra, fordi de myrdede jøder fremstod som svage – Ben Gurion betragtede dem som ”menneskeligt affald” – og derfor stod i modsætning til idealet om de stærke, kampberedte sabraer i Israel.
Det var først med processen mod Eichmann i 1961 og krigene i 1967 og 1973, at Holocaust blev italesat som en verdenshistorisk undtagelse, der aldrig før var hændt, og som aldrig måtte gentages, og som derfor gav den jødiske stat særlige rettigheder. Det afspejler sig i dag, hvor Holocaust i høj grad har skærmet den israelske stat mod kritik.
Tyskland blev igen optaget i den vestlige verden gennem at erkende sin skyld og betale rundhåndet erstatning til staten Israel, men Mishra påpeger den vestlige verdens hykleri, for de hvide kolonisatorer havde igennem historien gentagne gange begået massakrer på befolkningerne i Syd og i Amerika. Og de nazistiske jødelove var inspireret af de amerikanske raceadskillelseslove.
Han undlader at reflektere over, at diskrimination og racisme også finder sted i ikke-hvide lande i Syd og blandt indvandrere i de ’hvide’ lande og altid har eksisteret gennem historien
Tyskerne havde i det daværende tyske Sydvestafrika, nutidens Namibia, i starten af det 20. århundrede udryddet størstedelen af den lokale befolkning, men dette folkedrab har Tyskland ikke tilbudt at betale erstatning for, fremhæver Mishra. Forfærdelsen over Holocaust skyldtes, at det nu gik ud over en befolkningsgruppe i Europa, dvs. en intern gruppe, som man omgikkes til daglig. Skyldfølelsen har nærmest blokeret for kritik af Israel i Tyskland, som har svært ved at erkende, at det tidligere offer nu er blevet bøddel.
Mishra nævner ikke Hamas og omtaler kun 7. oktober 2023 som dagen, hvor ”militante palæstinensiske myrdede mere end tusind israelere”, og han mener, at det internationale samfund skulle have retsforfulgt de ansvarlige – hvordan det så skulle ske? Men det tematiseres ikke, da han mener, at dannelsen af staten Israel er et forsøg på at løse et internt europæisk problem – hvorfor skulle palæstinenserne og ikke tyskerne betale for nazisternes jødeudryddelser gennem afgivelse af land? Han citerer en israelsk journalist, Ronen Bergman, for, at Israel i efterkrigstiden ”har myrdet flere mennesker end noget andet land i den vestlige verden”.
To bøger – to verdener
Ønsker man en detaljeret skildring af Hamas’ massakrer, må man læse Murrays bog, men derudover fordrejer den årsagerne til konflikten, idet hans konklusion om palæstinensernes had til israelerne er totalt fejlagtig.
Mishra giver et interessant nyt perspektiv på konflikten, og hvordan den betragtes uden for den vestlige verden, ligesom han har en fin analyse af, hvordan nogles lidelser tæller mere end andres. En svaghed ved hans postkoloniale analyse er dog, at han undlader at reflektere over, at diskrimination og racisme også finder sted i ikke-hvide lande i Syd og blandt indvandrere i de ’hvide’ lande og altid har eksisteret gennem historien. Han fokuserer på fænomener, der er resultater af historisk specifikke udviklinger og magtforhold, men som ændres af ændrede magtforhold.
De to bøger peger i hver sin retning – den ene ser ondskab, den anden ser undertrykkelse. Begge viser dog, hvor afgørende vores historiske blik og placering i verden er, hvis vi skal forstå, hvorfor freden synes længere væk end nogensinde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og