Om baggrundsviden, kulturel erindring og faktuel hukommelse

af i Bøger/Kultur/Kulturhistorie

DAGENS POV// KULTURKLUMME – I Ray Bradburys science fiction-roman Fahrenheit 451 er den store litteratur forbudt og mennesker må lære sig bøgerne udenad for at bevare dem. Pludselig er den allegori blevet sand, men på en uventet, overraskende måde. POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver om udhulingen af den kollektive erindring.

1: En lille “case story”

Det mest essentielle tema i politik lige nu er ikke, hvorvidt Stram Kurs og Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget eller om Dansk Folkeparti ”taber valget”. Det er at forstå, hvorfor det samlede antal populistiske stemmer ifølge de nuværende meningsmålinger ser ud til ikke alene at have toppet, men også blive reduceret fra over 20 procent ved det seneste folketingsvalg til omkring 15 procent.

Jeg nævner det ikke, fordi jeg gerne vil diskutere politik. Jeg nævner det, fordi den almindeligste journalistiske behandling af det populistiske tema stadig behandler det populistiske udsagn som en nyhed, som en hændelse der skal rapporteres, som et udråb der skal gengives.

På den baggrund kan man se visse meget store sociale medieaktører, Den korte avis, visse ministre, visse kendisser, der anvendes som eksperter i medierne, debattører med store mikrofoner, gengive en fortælling om en stigende mobilisering af et eller andet ubehageligt. En protest, der vil medføre borgerkrigslignende tilstande. Et mørke over civilisationen, der er på vej, enten som en invasion eller en reaktion mod den.

En journalistik med blot et minimum af forstandig perspektivering i disse spørgsmål overfor de politikere, organisationer og hændelser, de dækker, ville kunne tage brodden ud af megen frygt i befolkningen

Men det er forkert. 85 procent af befolkningen afviser det lodret og stemmer på noget andet. Groft sagt kan man bestemme populisme som en søgen efter et værdifællesskab fremfor et faktafællesskab, og at det betyder vi-og-dem-tænkning med etnisk afgrænsende og romantiserende ideologier uden hold i virkeligheden. Det eneste farlige ved det er, at fascisme er radikaliseret populisme. Men de fleste gennemskuer det, og det er en fantastisk positiv fortælling om betingelsesløs medmenneskelighed i vores forvirrede tid.

Det er rigtigt, at der er eller er kommet populistisk styre i befolkningstunge lande som Phillippinerne, Tyrkiet, Rusland, Brasilien, og at populismen har vundet politiske sejre i østeuropæiske lande – Polen, Ungarn og Tjekkiet – uden et historisk bolværk af demokratiske traditioner. Det er rigtigt, at USA har en populistisk præsident, og at kulturbærende traditionslande i Sydeuropa – Grækenland, Italien og Spanien – har haft forskellige grader af populistiske indslag i det politiske landskab.

Der er 12-17 procent populistiske stemmeandele i de fleste lande. Men det er der absolut ikke noget nyt i. Det har der altid været. Der har altid være 2-5 procent populisme på den yderliggående venstrefløj, 5-8 procent i Socialdemokratiets bagland, i nærheden af, hvor det laveste uddannelsesniveau findes, og et par procent har lejret sig blandt de konservative Gud-konge-fædrelandsvælgere, der kræver strengere straffe.

Og de tre sydeuropæiske lande har altså haft fascistisk diktatur for en generation eller to siden – og de tre østeuropæiske lande totalitært kommunistisk diktatur. Demokratiet er nyt i de østeuropæiske lande, hvor det hos os går generationer tilbage. Bare det, at den sammenhæng ikke danner fortegn!

Populismen er blevet mere synlig med de sociale medier, men den seneste populistiske bølge er toppet i Nordeuropa og en journalistik med blot et minimum af forstandig perspektivering i disse spørgsmål overfor de politikere, organisationer og hændelser, de dækker, ville kunne tage brodden ud af megen frygt i befolkningen.

Det burde være enhver journalistisk dækning af politikkens primære mål at forklare, hvordan det kan være, at de gamle partier nu ser ud til at overleve. Ganske vist er der flere nye partier, end der var for fire år siden ved det seneste folketingsvalg, men de får langt færre stemmer og de nye fra dengang er på vej ud igen. Dengang sagde man, at det var en utilfredshed med magteliten, der fik de gamle partiers magt til at bryde sammen. Men den er ikke brudt sammen, den er styrket.

Alligevel følger man hvert eneste moment i de politisk yderliggåendes patetiske march på stedet, som om det var vigtige politiske nyheder. Det er det ikke, men det er lettere at skrive om og lave massemedieindslag på, for det kræver ingen baggrundsviden, ingen kulturel erindring, ingen faktuel hukommelse.

1a: Det kunne også have været

Det kunne også have været fortællingen om 70.000 mennesker på kontanthjælp, som visse borgerlige partiers mest aggressive politikere kalder dovne, hvad der nu har bredt sig som en myte, men som ikke har kapacitet til at arbejde.

Indtil engang i 1970’erne havde staten så store muligheder for at skabe beskyttede værksteder og lignende, at knapt nogen var på kontanthjælp. Børge fra Olsen Banden ville i dag have været på kontanthjælp, men dengang fik han en læreplads ved Statsbanerne. Men nu har man solgt ud af statens institutioner, delt dem op i mindre enheder med årlige besparelseskrav og pligt til erhvervslignende drift. Og så der ikke er råd til den slags og mennesker med større eller mindre psykiske problemer, man kunne have hjulpet og tidligere gjorde, bliver kaldt dovne.

Det kunne også have været historien om tørklæderne. Ingen dansk kvinde med respekt for sig selv eller for de borgerlige normer viste sig med udslået hår frem til noget efter Anden Verdenskrig. Langt op i 1960’erne så man ikke en kvinde på landet uden tørklæde. I dag bliver krigen mod tørklædet brugt helt ude af sin moralske kontekst, fordi ingen husker eller gider sætte sig ind i den egentlige sammenhæng. En religiøs regel formuleres efter samfundets syn på moral og ikke omvendt, og den slags ændrer sig kun langsomt. Tålmodigt.

Det kunne også være historien om flygtningene, der skal på hjemsendelsesydelse. Langt de fleste flygtninge i verdenshistorien rejser hjem til sidst, men alle bliver mellem 15 og 25 år. At politikerne ikke indretter sig på det, er ren og skær dumhed og populisme. I stedet for at vi drøfter problemerne udfra de reelle fakta, får vi en rapportering og nyhedsdækning, der bygger på en grundlæggende mangel på indsigt i emnet, hvor politikere høster point på sloganagtige, kortsigtede løsninger og på at lade forstå at mennesker i alvorlig nød reelt er snyltere, der burde rejse hjem og bygge deres krigshærgede land op, selvom bomberne fyger om hovedet på dem. Hele systemet bygger på at folk skal smides ud hurtigere, end de samfundsmæssige forhold i deres hjemlande tillader det, og vi har en generation af småbørn og familier der må bo på lukkede lejre uden en hverdag med madlavning og andre ting, der hører til et familieliv. Det er umenneskeligt, men det er også tåbeligt, fordi det bygger på mangel på grundlæggende forståelse.

Det kunne have været diskussionen om det betimelige i at Gyldendal udelader otte digte med ordene neger og hottentot fra en samlet udgave af Halfdan Rasmussens rim, selvom de bevares i andre udgaver. For en del handler diskussionen om rent litterære problemer i redigeringen, som ikke kan kaldes censurering. Men for langt, langt de fleste handler den om, at man godt må sige neger, fordi det betyder bare sort, eller fordi det nu engang hedder neger eller fordi man har lyst eller fordi det ikke var ment racistisk dengang det blev brugt. Det er ganske enkelt ikke et dannelsesniveau, der er et moderne, oplyst samfund værdigt. Betegnelsen neger er en betegnelse kolonimagter brugte overfor mennesker, de solgte som slaver. Da Halfdan Rasmussen brugte betegnelsen eksisterede kolonierne stadigvæk, og de fleste havde ikke tænkt problemerne igennem.

I dag er det åbenlyst, at udtrykket neger er racistisk, at det altid har været det og at man ikke tænkte over det dengang. I diskussionen forsvares brugen ikke mindst af de samme mennesker, som ønsker menneskerettighederne begrænset af hensyn til bl.a. indvandringen. Det er patetisk, at der ikke findes en offentlighed, som kan sige, at den diskussion blev afsluttet i 1970’erne, da de afrikanske lande fik deres selvstændighed og at alle demokratisk tænkende afrikanere og afroamerikanere hader betegnelsen som pesten, fordi deres oldeforældre var slaver af dem, der sagde neger. I stedet kan man finde overskrifter som “Er vi blevet ramt af den svenske syge”.

Det kunne også have været dusinvis af andre sammenhænge.

2: Et mere grundlæggende problem

Hvorfor siger befolkningen ikke fra, så det kan høres? Det kan man ikke. Det er ikke muligt. For det første fordi man ikke kan sidde og skrive læserbreve om den slags fejltrin hver eneste gang. De ville ikke engang blive trykt.

For det andet fordi befolkningen ikke kan huske de dybere historiske sammenhænge, der får en til at sige fra. Befolkningen har dybest set aldrig kunnet huske ret meget. Men i dag er vores kollektive hukommelse hullet som en si. En lang række faktorer i vores daglige adfærd, gør, at vi ikke længere opbygger den samme erindring og erindringskapacitet, som vi tidligere gjorde.

F. eks. vænner vi os til, at vi ikke behøver huske, eftersom vi kan google. Videnskabelige undersøgelser bekræfter, at vi husker langt bedre med en bog i hånden end ved en skærm.

Det dækker også over den helt store vanskelighed at netop den faktuelle videns devaluering i det sociale medie-landskab selv opretter en mur mod viden

De sociale medier, hvor man hopper fra den ene impuls til den næste og har en kort, flygtig reaktion på den, der end ikke rummer den menneskelige dybde som et blik man sender en forbipasserende gør, udvirker en apatisk tilstand i os, der ikke er befordrende for erindringskapaciteten. Indimellem er vores intellektuelle apparat blevet beskrevet som en tilstand af digital demens, når vi overforbruger de sociale medier. Dette at sidde og bevidstløst bladre ned gennem opslag og historier, uden rigtigt at tage dem til os eller vælge dem, vi finder vigtige.

Endelig betyder den enorme overvægt i billedimpulser, der er kommet siden 1970’erne, fremfor sproglige impulser gennem læsning eller radiolytning, at vi bliver dårligere til at anvende vores forestillingsevne til at danne billeder af det, vi læser og hører. Billederne er jo lavet på skærmen og skal ikke dannes gennem en intellektuel proces inde i knolden. Og vi husker selvfølgelig information  og egentlig viden dårligere, hvis vi har fået den gennem færdige billeder, end hvis vi selv har dannet billederne.

3. Et mere alvorligt, personligt problem

Journalisten lader en vag fornemmelse af en anden og dybere sammenhæng passere i sin nyhedsreportage, fordi det er en nyhedsreportage, og der må man ikke ”mene noget” – selvom blot det at vælge at bringe ”nyheden” dækker over en skov af meningsdannelse – og fordi det er svært at skaffe sig tilstrækkelig viden til at stille det dybdeborende spørgsmål.

På den måde bliver journalisten medløber, hvilket er lige så slemt som gerningsmand. Han bliver medløber på den stadige udhuling af vores kulturelle hukommelse. Han bliver medløber på den digitale demens.

Vi slipper banaliteter igennem, bare fordi der står en tyk mand på ét ben og råber et frækt ord, som det sker med Paludan

Han bliver medløber på en udtømt dannelse, hvor vi hver især burde have skaffet os det erindringsmæssige beredskab og den kritiske sans, der gør, at vi ikke ville interessere os for disse meningsløse enklaver af populistisk provokation men gå efter de større linjer.

Det er Fahrenheit 451, der sætter sig igennem, men på en anden måde end vi havde regnet med. I Ray Bradburys roman, som også flere gange er filmatiseret, er de gamle bøger forbudt af en totalitær samfundsledelse og mennesker lærer dem udenad, så de kan bevare dem. Titlen henviser til det antal grader, bøger brænder ved.

Billedet er fuldstændigt menneskeligt sandt. At lære dem udenad! Det er den ekstreme lignelse om at anvende sin mentale og intellektuelle kapacitet, hvorved den vokser og bliver som et levende væsen, der skaber udfordringer for sig selv bare ved at være til.

I dag er det ikke spørgsmålet om, at bøgerne ikke findes. De er endda digitaliseret, så de altid vil findes. Det handler om, at vi ikke har adgang til den menneskelige kapacitet, der skal til for at se verden og de politiske og samfundsmæssige omgivelser med de tilstrækkelige nuancer – som netop de store gamle romaner rummer og fastholder. Vi slipper banaliteter igennem, bare fordi der står en tyk mand på ét ben og råber et frækt ord, som det sker med Paludan.

Men man må jo som bekendt begynde et sted og det sted er desværre altid: En selv! Jeg besluttede mig for en række år siden for at være som en af de figurer i Bradburys Fahrenheit 451, der kan en bog udenad. Bare på en lidt anden måde. At være sådan en, der insisterer på at skabe netop den sammenhæng, jeg nu kan se i tingene, når jeg beskæftiger mig med dem. Jeg lovede mig selv, uden nogen som helst anden anledning end det, altid at forsøge at skrive en kulturel sammenhæng ind i det, jeg laver. Aldrig nogensinde at lade den mulighed for at se et mere grundlæggende perspektiv gå fra mig.

Den helt store vanskelighed er, at netop den faktuelle videns devaluering i det sociale medie-landskab og den digitale flygtigheds tidsalder, som jeg beskrev før, selv opretter en mur mod denne viden. En psykologisk mur, som vi hver især hele tiden må forcere eller bryde ned.


Foto: Pressebillede fra en HBO-filmatisering af Fahrenheit 451

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger