Vueltaen 2025 blev et offer for tidens følelsestyranni

Malou Wedel Bruun 18.09.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Tid er mærket af et følelsestyranni af dimensioner, som autoriteterne ikke tør udfordre. Det er synd for publikum langs maratonruterne – derfor skal de have lov at komme faretruende tæt på løberne. Det er synd for den ægte natur og klimaet – derfor skal den kunstige gengivelse af samme, nemlig malerier, ødelægges. Det er synd for børnene i Gaza, derfor skal Vuelta ændres – målstregen flyttes, vinderpodiet opgives. Målet helliger midlet, og tålmodigheden er ikke-eksisterende.

Jonas Vingegaard vandt Vueltaen 2025. Han blev fejret af danske medier, mens han stod på nogle plastkasser og sprøjtede champagne. Bag ham en mobil sponsorpressevæg, foran og omkring ham hans kollegaer, der brugte champagnerne, som var de vandkanoner i et badeland. Vingegaard så faktisk ud til at nyde den manglende pomp og pragt. Og han blev jo fejret. Fint nok.

Men hvordan kom det så vidt? Hvordan nåede vi dertil, at en af vor tids største sportsstjerner skal gemmes væk fra folket og kun fejres af de få?

Publikum til dette års Vuelta-cykelløb i Spanien var ikke de vanlige sportsinteresserede typer, der kan vente en hel dag med hjertebanken på, hvem der har analyseret ruten bedst, lagt den klogeste strategi, har det mest loyale hold – og dagens bedste ben.

Publikum til dette års Vuelta-cykelløb i Spanien var ikke de vanlige sportsinteresserede typer

Nej, i år var ”publikum” skiftet ud med ”folket” i form af demonstranter. De brugte ganske vist de metoder, cykelsporten nu i årevis har lidt under ved landevejsløb: vajende bannere og vilde baneløbere.

Men her var der ikke tale om enkeltindivider, der ville have ”noget for pengene” for at vente en lang dag på en øde bjergtop for så at se feltet spurte forbi, hurtigere end du kan nå at sige Pogačar, men om en organiseret, politisk orienteret gruppe.

Ikke at det er nyt at blande sport og politik. Nazisterne brugte De Olympiske Lege i deres ønske om at hylde det ariske menneske, og i de senere år har vi set stadig flere eksempler på sportswashing fra demokratisk tvivlsomme, men styrtende rige stater. Forskellen er, at der i september 2025 ikke umiddelbart var tale om en konkret stat, men om borgere, en gruppering.

I den forstand er det underordnet, hvad deres fokus var. Aktuelt var det krigen i Gaza, men det kunne have været klima, abort, pensionsalder. Emner, der almindeligvis behandles i avisernes debatspalter eller under på forhånd anmeldte demonstrationer. Fordi vi er vant til at holde skæg for sig og snot for sig, om man vil. At række hånden op, før man råber.

Vandet, der drypper og udhuler stenen

Sådan er det ikke længere. Siden De Gule Veste markerede sig, ser man folkets her og nu-krav snige sig ind overalt, uanset om det hører hjemme dér eller ej, fra cykelløb og sociale medier til festivalkoncerter og bogsalg. Og det er langt mere effektivt end den sædvanlige blodige terror.

For ved at bruge demokratiets egne metoder (”vi markerer vores sag med ord, ikke med bomber”) opnår man en tidsmæssig gavnlig effekt: vandet, der drypper og udhuler stenen, frem for tsunamien, der slår benene væk og skaber angst. Dermed får man langsomt, langsomt flere til at bakke op om sin sag.

Hvorfor så samle sig så demonstrativt omkring f.eks. Vueltaen? Jo, dels er der politisk lydhørhed – og dermed tålmodighed – i Spanien, hvor ikke alene separatisterne, men også Israel-modstanderne stadig lever og har det godt, og derfor kan de samlet spejle sig i Hamas.

Hvad laver demonstranterne egentlig dér? Hvorfor ødelægge en fællesskabende oplevelse af dygtige menneskers unikke talent?

Dels var det for en overskuelig periode, hvilket – lidt forsimplet sagt – er ”praktisk”, når man skal bede om folks engagement i disse år.

Arrangørerne af Vueltaen havde gjort det nemt: Rammerne var på plads og planlagt på klokkeslæt med ruter, tv-hold og publikum. Demonstranterne skulle bare kuppe indholdet på ren Olsen Banden-manér og sørge for flag og tørklæder. Easy peasy og ”skidegodt, Egon”. Det samme gælder andre ”venlige scener” i form af musik-, homo-, 8. marts-, film- og litteraturfestivaler.

Resultatet er, at der ganske vist kommer yderligere fokus på demonstranternes sag, men det skaber også forvirring. For hvad laver demonstranterne egentlig dér? Hvorfor ødelægge en fællesskabende oplevelse af dygtige menneskers unikke talent? Understreger man ikke netop den form for egoisme, kynisme og snæversyn, som man hævder at være imod, ved at spolere de få rene åndehuller, vi globale mennesker har tilbage?

Ikke desto mindre tolereres opførslen som regel af arrangørerne – gode miner til slet spil og alt det der, det er jo ”bare folk”. Så må vi komme med en officiel udtalelse om det efterfølgende. Eller lade atleterne/fansene/boglæserne/talerne/de homoseksuelle om at udtale sig.

Målstregen flyttes

Kan man i øvrigt ikke også se en direkte parallel til den tendens, der hele tiden lurer som en bombe under arken, som Jan Kjærstad ville sige – nemlig den, at hvis bare en biologisk født mand skifter køn, kan han/hun få adgang til at dyrke kvindeidræt? Al respekt for dem, der vitterligt er født i den forkerte krop, men det ville klæde en sådan kønsskifter at undlade at deltage på elitesportsligt topplan efter transitionen. For elitebegrebet udvandes. Medmindre det skyldes, at følelser trumfer kompetencer? Og hvad gør man så? Bliver uvenner med personen? En sjældent aktiveret løsning i vore dage.

Hvornår lød startskuddet til hele vores “se mig, hør mig, tilpas jer efter mig-tanke”, der ikke alene udfordrer demokratiet og sammenhængskraften, men også eliten og meritokratiet?

Men skal det elitære underlægge sig følelser? Der er nemlig generelt i vor tid tale om et følelsestyranni af dimensioner, som autoriteterne ikke tør udfordre. Det er synd for publikum langs maratonruterne, derfor skal de have lov at komme faretruende tæt på løberne. Det er synd for den ægte natur og klimaet, derfor skal den kunstige gengivelse af samme – nemlig malerier – ødelægges. Det er synd for børnene i Gaza, derfor skal Vuelta ændres – målstregen flyttes, vinderpodiet opgives. Målet helliger midlet, og tålmodigheden er ikke-eksisterende.

Den samme mangel på tålmodighed, der gør, at influencere konsulteres før (eller i stedet for) de etablerede medier. At vi hellere bestiller takeaway eller varmer noget i mikroovnen, end at lave maden selv. At vi dømmer ude i stedet for at samtale. Og at breve og håndskrift nu er en saga blot.

Måske begyndte det hele med ’68’erne og besættelsen af universiteterne? Eller var det senere, med e-mailen? Dengang vi alle sammen lærte, at vi kunne få svar NU, så vi kunne udskyde vores henvendelse indtil sidste sekund (og så bare krydse fingre for, at svaret faldt prompte – uanset at det var efter kontortid).

Hvornår lød startskuddet til hele vores “se mig, hør mig, tilpas jer efter mig-tanke”, der ikke alene udfordrer demokratiet og sammenhængskraften, men også eliten og meritokratiet? Apropos Vueltaen og mænd i kvindesport.

Malou Wedel Bruun er redaktør, skribent og boganmelder. Cand.mag. i dansk med mange års erfaring i magasin- og kulturbranchen. Forfatter til "Borgerlige samtaler" og medforfatter (med Ditlev Tamm og Michael Christiansen) til "Syv samtaler om hverdagens synder".