Dag Solstad (1941-2025): Fred være med ham, ja, med dem begge

Jørgen Aabenhus 17.03.2025

MINDEORD – De mandlige hovedpersoner i den norske forfatter Dag Solstads forfatterskab er af samme type fra den første til den sidste roman, skriver Jørgen Aabenhus. Derudover er der også tematisk en linje, som har med forfatterens kritiske tanker om eksistensen i almindelighed og den norske kultur i særdeleshed at gøre.

Hvis der findes en læser i Danmark, som er så lykkelig at have til gode at læse Dag Solstads romaner, så er her et forslag: Begynd med at læse Genanse og verdighet (dansk: Generthed og værdighed) fra 1994. Den begynder sådan her:

“Egentlig var han en litt fordrukken lektor i 50-årsalderen. Med en kone som hadde est [lagt sig] litt for mye ut, og som han spiste frokost [morgenmad] med hver morgen. Også denne høstdagen, en mandag, i oktober, som han da han satt ved frokostbordet, med lett verkende hode, ennå ikke visste skulle bli den avgjørende dagen i hans liv.”

Den type, man kunne kalde »den norske lektor«, er gennemgående i Solstads romaner. De er ikke altid lektorer i snæver erhvervsmæssig forstand, men de er intellektuelle, reflekterende mænd med interesse for litteratur, verdenshistorie, filosofi … De er hæderlige mennesker, hvis ambitioner ikke rækker meget længere end at leve dagliglivet som alle andre i det moderne Norge. Men ikke mange sider inde i romanerne sker der noget – måske sker det kun i lektorens hoved – som sætter sindet i skred; det skaber en følelse af fremmedhed, som gør det stilfærdige liv til en illusion.

Lad ikke hans romaner være i fred. De kan læses igen og igen – de er som små rum, man går ind i og bliver i, så længe det varer

Som nu fx den 50-årige lektor Elias Rukla, vi mødte ovenfor. Den mandag i oktober overgår han endnu en gang sig selv i en norsktime og overrasker sig selv med nye pointer i gennemgangen af Henrik Ibsens drama Vildanden. Men det, der gør denne dag til den sidste i hans hidtil skemalagte lektorliv, er, at han ikke kan få slået sin paraply op ude i skolegården – og så bliver han vred …

Genanse og verdighet ligger tidsmæssigt lige midt i Dag Solstads romanforfatterskab; efter et par novellesamlinger udkom den første roman, Irr! Grønt!, i 1969, og den, der skulle blive hans sidste, Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen, i 2019.

50 år, 19 romaner – plus alt det løse: to novellesamlinger, to skuespil, en række artikler og fem reportagebøger sammen med Jon Michelet om fodbold-VM 1982-98. Men det er romanerne, der har sikret Dag Solstad en stor plads i den europæiske litteraturhistorie.

50 års forfatterskab

Man kan altså pege på, at de mandlige hovedpersoner er af samme type fra den første til den sidste roman; derudover er der også tematisk en linje, som har med forfatterens kritiske tanker om eksistensen i almindelighed og den norske kultur i særdeleshed at gøre.

Alligevel er der tydeligt forskellige faser i det lange forfatterskab, naturligvis; manden, der har skrevet alle bøgerne, er jo ikke den samme gennem hele det liv, som kom til at strække sig fra 19. juli 1941 til 14. marts 2025.

Som forfatter begyndte Dag Solstad som eksperimenterende modernist midt i 1960’erne. I Norge skete det forunderlige, at en hel række af disse smalle forfattere omkring 1970 blev grebet af den marxistiske bevægelse i Norge med centrum i partiet AKPml.

Det er også sproglige kriser, problemer med at kommunikere med en omverden, der udvikler sig helt anderledes end det, der er »den norske lektors« moralske og intellektuelle præferencer – med følelse af fremmedhed og skam til følge

For Dag Solstads vedkommende førte det til den stærke trilogi om norske arbejderfamilier før, under og efter 2. verdenskrig: Svik. Førkrigsår, Krig. 1940 og Brød og våpen, udgivet 1977-80; men det førte også til et politisk aktivt engagement, som han i fiktiv form har skildret i den kritisk-ironiske roman Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land (1982). Filmatiseret 2005 som Gymnaslærer Pedersen.

Efter de politisk aktive 1970’ere bruger Solstad denne og et par andre romaner i 1980’erne til at beskrive »den store politiske vækkelse«, han havde været en del af – ikke som selvopgør eller syndsforladelse, men for at forstå, hvad der skete med »den norske lektor«, der også boede i ham selv. En af disse romaner, Roman 1987, blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris i 1989.

Den norske lektor

I en anden af 80’er-romanerne åbner Dag Solstad for, at forfatteren selv kan spille en aktiv rolle i fortællingen. Forsøk på å beskrive det ugjennomtrengelige (1984) begynder sådan her:

“Denne gang legger jeg beretninga i munnen på meg sjøl, og da åpner den, enten dere trur det eller ei, med at hovedpersonen slår forfatterens (altså mitt) telefonnummer i den hensikt å oppnå en avtale for å diskutere hans (altså min) forrige roman («Gymnaslærer Pedersens beretning …») som har gjort et djupt (om enn feilaktig) inntrykk på han.”

I den sidste fase af forfatterskabet, fra og med Ellevte roman, bok atten (1992), fortsættes dette spor – ikke så finurligt som i det citerede, men for at understrege det romanagtige ved skildringerne af dannede mænd i krise. Det er også sproglige kriser, problemer med at kommunikere med en omverden, der udvikler sig helt anderledes end det, der er »den norske lektors« moralske og intellektuelle præferencer – med følelse af fremmedhed og skam til følge.

De tre romaner om Bjørn Hansen, en litteratur- og filosofielskende bogholder, kan illustrere dette med, at en historie er noget, der skrives. I den første af romanerne (Ellevte roman, bok atten, 1992) lyder den første sætning: “Når denne beretning begynner har Bjørn Hansen nettopp fylt 50 år og står på Kongsberg Jernbanestasjon og venter på noen.”

I 17. roman (2009) tager Solstad personen op igen efter 17 års pause. Den begynder med, at Bjørn Hansen står på Sentralstasjonen i Oslo og venter på toget. Men – skriver Solstad – “Han føler seg ikke akkurat ønsket, verken til denne beretning, eller til de begivenheter som danner grunnlag for den, og som han stadig er hovedperson i, meget mot sin vilje.”

Fred være med ham, ja, med dem begge

I den sidste af de tre, udgivet i 2019, flytter sønnesønnen Wiggo ind i Bjørn Hansens refugium af en lille Oslo-lejlighed i kvarteret Grønland, propfuld af bøger. Men selv om Wiggo er flyttet til Oslo for at læse litteraturvidenskab, har Bjørn Hansen svært ved at kommunikere med ham, der tilsyneladende har hele sit studium på en mobiltelefon.

Og så er der ikke mere at sige – Bjørn Hansen kan dø:

“Han gikk ned trappene, visste han måtte være forsiktig nå, men fikk et siste, ja, siste glimt av det hele, før han mistet oversikten, kan man vel si, eller mistet språket, som vel er en annen måte å si det på, og falt over ende så lang han var, og muligens hørte han Wiggo som kom hastende etter ham, og muligens kjente han at Wiggo var der, og tok vare på ham, holdt ham i armene sine, og slik døde han i sin sønnesønns armer. Fred være med ham, ja, med dem begge.”

Og fred være med Dag Solstad.

Men lad ikke hans romaner være i fred. De kan læses igen og igen – de er som små rum, man går ind i og bliver i, så længe det varer.

Jørgen Aabenhus, (f. 1948), cand.mag. i dansk og geografi. Ekstern lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet 2000-2019; forfatter til bøger og artikler om litteratur-, kunst- og kulturhistoriske emner, bl.a. På kant med virkeligheden (1990), Litteraturhistorie for folkeskolen (1993/2003), Alle tiders tanker – forestillinger om det danske (1996), En kalkmalers bibelhistorie (1999) og Damer og dyr, guder og helte. En historie fra det mærkelige museum (2011).