Tishani Doshi: Piger kommer ud af skovene

i Poesi/LIGESTILLING af
KIK 2021 // DIGTE – Den indiske danser, romanforfatter og digter Tishani Doshis tredje digtsamling er netop udkommet på Det Poetiske Bureau i dansk oversættelse med titlen, Piger kommer ud af skovene. Selvom samlingen er skrevet før #MeToo-oprøret, indfanger den frigørelsen, selvbevidstheden, raseriet og den bydende nødvendighed i en kraftfuld, humoristisk og sprogligt sprudlende shamansang. Digtsamlingen, som tidligere er udgivet i Indien, England og USA, er i absolut verdensklasse og er blevet rost for at give stemme til det kvindeliv, som det stadig i høj grad er nødvendigt at kæmpe for. Det er ikke uden grund at digterens kommende samling står på Guardians must-read liste for 2021.
Tishani Doshi har selv valgt digtene, som vi bringer med hilsen til POV’s læsere.

Piger kommer ud af skovene

(til Monika)

Piger kommer ud af skovene,
hyldet i kapper og hætter,
de bærer jernstænger og stearinlys
og et væld af ar, indsamlet
på umodne græsmarker og i by-
busser, i templer og i barer. Piger
kommer ud af skovene
med trusser bundet om læberne,
og larmer så meget, det er umuligt
at høre. Løfter verden også stemmen?
Spørger den virkelig, hvad det betyder
at stede nogen ordentligt til hvile? Piger kommer
ud af skovene, med deres brækkede ben
løftet højt til vejrs, hemmeligheder
lækkende fra løse hofter, alle løgnene
hvisket af fremmede og svømme-
trænere og onkler, særligt onkler,
som sagde det ville være let
og nemt at sprede benene,
som satte kugler i deres brystkasser
og fodrede ilden med deres kønne ansigter
som sugede deres ribben rene for mudder
og pyntede
deres kister med bryére. Piger kommer
ud af skovene, rydder landet
for at fortælle deres historier. Selv de piger
fundet nøgne i grøfter og brønde,
dem som er glemt på forsømte lofter
og begravet under flodsenge som sedimenter
fra et andet århundrede. De har kravlet
sig vej ud gennem barndommens
gardiner, deres kroppes sølver-lyserøde
vægt i trods mod vandet,
mod erindringens sørgelige fjerdragt af ir
Piger kommer ud
af skovene, ankommer ligesom fugle
på morgenvinduer – pikkende
og summende, indtil alt man hører
er deres bittesmå hjerters splat
mod ruden, lydens klare desperation
flaprende forsvindende.
Piger kommer ud af skovene.
De kommer. De kommer.

Regn klokken tre

Regn klokken tre deler sengen i to,
slår mod vinduerne som ryttere piskende
gennem et århundredes dvale.
Vasketøjet er på tørresnoren.
Der er puder i græsset.
Alt ukrudtet vi hev op i går
ligger i sammenfiltrede bunker, langsomt døende.
Vi sover med kroppe af pimpsten og træ
dækkede af mudderkager, mudderbrune,
lytter vi til vores muskuløse tamilske nætters
ventilator-virrende hav-åndedræt.
Vi vender os indad mod hinanden
bekendtgør hvor tålmodigt
vi har ventet på denne rodløshed.
Nu da iturevne hibiskuskronblade
drukner terrassens kakler,
må vi sammen knæle og samle.
Det er sådan begær fungerer:
først splintrende, så forbindende.

Find digterne

Jeg ankom til et fremmed land i går
et land som har mødt modgang
(hvem har ikke det, kunne du indvende?)
Dette land med dets vaskede hvide husmure
og blå have, hvor alting blev født,
og alting nu synes som om det kunne forsvinde
– Jeg ville finde frem til sandheden
om hvordan et storslået land som dette
kunne lade ældgamle søjler smuldre
og kino-orgler forsvinde.

Find digterne, sagde min ven.
Hvis du vil finde frem til sandheden. Find digterne.

Men ven, hvor finder jeg digterne?
På fodboldbanerne, langs vandkanten,
I barerne, på druk?

Hvor bor digterne, nu om dage,
og hvad synger de om?

Jeg ledte efter dem i Athens gader,
på loppemarkedet og ved togstationen,
Jeg troede en af dem måske ville have solgt mig et par sandaler.

Men han talte ikke om poesi,

kun om sin modgang, om hvordan hans hus
blev taget fra ham, om alle de farer
hans børn nu måtte
have mod til at møde.

Find digterne, sagde min ven.

De vil ikke tale om de ting du og jeg taler om.
De vil ikke tale om økonomisk integrering
og finansiel konsolidering.

De vil ikke kunne fortælle dig noget om tilpasningens byrde.

Men de ville kunne bænke dig
og fortælle dig hvordan digte fødes i stilhed
og engang imellem, i massiv støj;
om hvordan de kommer faldende som regn
som uventet åbner himmelen.

Naturligvis vil de tale om kærlighed,
som om den er det eneste som betyder noget,
om kastanjetræer og bjergtoppe,
og om hvor meget de savner deres døde fædre.

De vil tale, som de har talt
i århundreder, om at gribe livet om struben
indtil alle solnedgangene og løgnene er kvalt,
til kun sandhedens knogler er tilbage.

Digterne, min ven, er hvor de altid har været
– de bor i deres papirhuse langs floderne
og i skove som forsvinder.

Og mens du og jeg går videre gennem livet
husker og glemmer

bliver digterne ved, de synger, de synger.


LÆS MERE I POV OM POESI HER


Tishani Doshi: Piger kommer ud af skovene
Oversat af Claus Ankersen
Det Poetiske Bureaus Forlag 2021


Foto: Carlo Pizzati

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, er du velkommen til at donere som du nu synes på mobile pay: 71844591

Claus Ankersen er forfatter til femten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Hans seneste udgivelse er River of Man - Indian Poems (Red River, 2020). En samling rejsedigte fra det store land. Bogen udkom i sommeren 2020 og er allerede blevet fornemt anmeldt, fx. i det Pittsburgh baserede Setu Magazine https://www.setumag.com/2020/08/book-review-river-of-man-indian-poems.html . Ankersens seneste danske bogudgivelse er det esoteriske langdigt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019). Claus Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande. Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.
Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Seneste artikler om Poesi

Glostrup

Alt det Glostrup

DIGTBATTLE // LITTERATUR – Med digtet Alt det Glostrup, blander POV’s Claus