Tag den, feminister, kampen for jeres rettigheder er at sammenligne med Hitlers udryddelse af seks millioner jøder

Anette Dina Sørensen 02.03.2020

LIGESTILLING // DAGENS POV – Det er intet nyt i, at Marianne Stidsen opfatter kvinders globale #MeToo-protester som samfundsomstyrtende aktiviteter. Det har hun fået spalteplads til at proklamere utallige gange – ikke mindst i Politiken. Nej, det helt nye i Stidsens korstog er, at hun nu eksplicit kobler feministers krav om kropslig selvbestemmelsesret til Adolf Hitlers megalomane masseudryddelsesmaskineri.

I populismens brønddybe mørke skyggebokser litteraturlektor Marianne Stidsen nu på andet år med et feministisk fantom, hun ihærdigt forsøger at skitsere konturerne af. Det sker i endnu en bandbulle i Politiken med rubrikken Regeringens forslag om samtykkekrav til samleje er ræverød symbolpolitik af den værste skuffe [betalingsmur], foranlediget af ugens domsfældelse af Weinstein i USA samt den hjemlige debat om ’frivillighed’ kontra ’samtykke’ i den kommende voldtægtslovgivning.

I bandbullen lancerer Stidsen det nye begreb ’mazisme’, en hjemmestrikket fætter der skal betegne ”en ny form for matriarkalsk socialisme”, og som hun beskriver med henvisninger til Nordkorea og med strategisk brug af ordet ’ekstremisme’ igen og igen.

Sidder du nu og forveksler begrebet ’mazisme’ med ordet ’nazisme’, er det præcis det, lektoren har til hensigt, for som hun skriver: ”det er uhyre vigtigt, at der bliver sat ord på den nye feministiske venstreekstremisme eller mazisme, som er på vej til at ødelægge vores liberale humanistisk-demokratiske samfund. Hvad der er til skade for både kvinder og mænd. Det er vigtigt, at den bliver debatteret, som det den er, nemlig totalitarisme med autoritære overtoner”.

Mænds rettigheder har forrang i al evighed, det slår lektoren fast med sit nye begreb, og skulle man formaste sig til at udfordre den maksime, er det i Stidsens logik fatalt for hele civilisationen

Det er intet nyt i, at Marianne Stidsen opfatter kvinders globale #MeToo-protester som samfundsomstyrtende aktiviteter. Det har hun fået spalteplads til at proklamere utallige gange – ikke mindst i Politiken.

Nej, det helt nye i Stidsens korstog er, at hun nu eksplicit kobler feministers krav om kropslig selvbestemmelsesret til Adolf Hitlers megalomane masseudryddelsesmaskineri. Tag den, feminister, kampen for jeres rettigheder er at sammenligne med Hitlers udryddelse af seks millioner jøder.

Skal man grine eller græde over Stidsen?

Historisk set er det et kendt greb at trække legitimiteten ud af den feministiske magtkritik gennem dæmonisering. Dæmoniseringen kommer i mange forklædninger, for eksempel som beskyldninger om snerperi, moralisme, mangel på humor og selvironi, sexforskrækkelse, puritanisme eller ’krænkelsesparathed’ for nu at nævne ét af de allernyeste dæmoniseringsudtryk.

Med ’mazisme’ tager Marianne Stidsen imidlertid dæmoniseringen til helt nye afkroge af udskamningsrepertoiret. Hun iværksætter den ultimative dæmonisering. Den ultimative udskamning.

Derfor forsøger jeg p.t. at regne ud, hvordan vi fremover kan kritisere de kønnede magtrelationer, der ligger strukturelt indlejret i vores kultur, uden at vi bliver beskyldt for at være nazister.

Hvordan kvinder over hele verden legitimt kan gøre gældende, at vi ikke længere vil leve med at blive raget på i toget, anråbt på gaden med tilbud om ’at blive kneppet’, eller tvunget til sex med trusler om ikke at bestå eksamen eller miste jobbet, hvis vi takker nej. Og ikke mindst hvordan vi undgår at blive beskyldt for civilisationsomstyrtende praksis, når vi samler mod til at henvende os til en af civilisationens grundinstitutioner – domstolene – for at afprøve rækkevidden af vores rettigheder.

Mange – især mænd – er taknemmelige over, at der endelig er en Marianne Stidsen i verden, som fortæller feministerne, hvor skabet skal stå

– ”Jamen, er der da overhovedet nogen, der bakker hende op?” spørger min mand, da jeg himler over hendes indlæg.

Og ja, det er der!

LÆS MERE OM DET SVENSKE AKADEMI OG SKANDALEN HER.

Det kan man forvisse sig om, hvis man tager en tur i kommentarsporet. Mange – især mænd – er taknemmelige over, at der endelig er en Marianne Stidsen i verden, som fortæller feministerne, hvor skabet skal stå, og hvad tingene egentlig handler om. Og tro ikke, at det bare er den sædvanlige horde af vrede, hvide mænd, der rygklapper Marianne Stidsen langt ind i hendes vrangforestilling om, hvad civilisation handler om, og hvem de rettigheder, der holder civilisationen sammen, skal gælde.

Da Stidsen indledte sit korstog i en Politiken-kronik i 2018 i forbindelse med sagen i Det Svenske Akademi, kunne man i kommentarsporet finde Politikens bogredaktør Jes Stein Pedersens rosende opbakning: ”Tak for din kommentar og dit mod, Marianne! Det er et frygteligt tilbageskridt for oplysning og tolerance, der finder sted i Sverige”.

Lad mig nævne, at sagen i Det Svenske Akademi endte med, at kulturprofilen Jean-Claude Arnault (gift med daværende medlem af Akademiet Katarina Frostenson) blev idømt 2 ½ års fængsel for to voldtægter. En dom han p.t. afsoner.

Hele sagsforløbet er afdækket af graverjournalist Matilda Gustavsson ved Dagens Nyheter i bogen ’Klubben – en undersøgelse’. En bog hun har modtaget Sveriges største graverjournalistpris for, og som Politiken godt nok omtalte, da den kom på dansk i efteråret 2019, men som bogredaktør Jes Stein Pedersen valgte ikke at få anmeldt i avisens spalter.

For tag ikke fejl, det starter måske nok med en snak om kvinders rettigheder, men det ender altid med at handle om mænds. Mænds rettigheder har forrang i al evighed, det slår lektor Stidsen fast med sit nye begreb, og skulle man formaste sig til at udfordre den maksime, er det i Stidsens logik fatalt for hele civilisationen.

Klubben – til fals for en manipulator med psykopatiske træk
LÆS POULINE MIDDLETONS ANMELDELSE AF ’KLUBBEN’ PÅ POV HER

Var svenske MeToo-afsløringer led i en radikalfeministisk revolution eller samvittighedsfuld journalistik?
LÆS STEFFEN GROTHS ANMELDELSE AF ’KLUBBEN’ PÅ POV HER

Illustration: Marianne Stidsen dæmoniserer #metoo – creative commons.

Anette Dina Sørensen

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen. Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen, anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler. Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding. Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør. Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet. Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”. Anette Dina skriver om køn og medier for POV.