KLUMME – Da Lone Theils var yngre, drømte hun om at bo i Californien . “Åh. Hvis jeg en dag bliver forfatter på fuld tid, så kan jeg bo hvor som helst i verden, når jeg skriver. Og så vil jeg bo en måned i San Francisco og gå her ned på markedet og købe alt muligt og gå hjem og lave mad”. I dag er drømmen blevet realiseret og her følger en guide til ikke bare den solrige stat men til et måltid, der på mange måder smager som det var skabt på en drøm.
For lidt over to år siden var jeg i San Francisco med min veninde. Det var en lørdag formiddag i august, og vi stod midt i et marked, der satte samme følelser i gang som Aladdin måtte have haft, da han trådte ind i de fyrretyve røveres skatkammer.
Vi befandt os ved byens gamle færgeterminal, en smuk bygning fra 1898, der siden 1992 har været rammen om et ret fantastisk marked, hvor lokale bønder kommer ind med deres fortrinsvis økologiske varer og sælger til en blanding af kokke, foodies, turister og almindelige borgere.
Californien har klimaet til at opvise en overflod af skønne produkter, og jeg husker det som om markedet var én lang fest af avokadoer på størrelse med hundehvalpe, svulmende tomater i alle afskygninger og andre fødevarer, der fik mig til at ærgre mig så grueligt over, at jeg bare boede på hotel og ikke kunne købe favnen fuld af alle og straks tage hjem i et køkken og gå i gang med at lave alle disse skatte om til vidunderlig mad.
“You cannot swim for new horizons until you have courage to lose sight of the shore” – William Faulkner
På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, at jeg en dag ville blive forfatter på fuldtid. Men jeg drømte.
”Åh. Hvis jeg en dag bliver forfatter på fuld tid, så kan jeg bo hvor som helst i verden, når jeg skriver. Og så vil jeg bo en måned i San Francisco og gå her ned på markedet og købe alt muligt og gå hjem og lave mad”, sagde jeg til min veninde.
Og da vi dryssede lidt længere ind i byen, fandt jeg et marked, hvor en mand stod og solgte små stykker drivtømmer med litterære citater på. Jeg købte selvfølgelig et. Med et citat af William Faulkner, der kom til at både trøste og inspirere mig, da jeg senere besluttede mig for at droppe mit job som journalist til fordel for at forsøge mig som forfatter på fuld tid: “You cannot swim for new horizons until you have courage to lose sight of the shore.”
Den store drøm
På mange måder var det både en meget stor drøm og en lille drøm. Men jeg havde bestemt ikke glemt den, da jeg her i lørdags igen stod ved en bod på Ferry Building Market og købte god kaffe og morgenmad, som vi spiste på en bænk med udsigt over bugten i San Francisco og færgen fra Sausalito.
Hvad vi ikke havde vidst den dag for to år siden, min veninde og jeg, var at hun ville ende med at bo i San Francisco, og at jeg er blevet forfatter på fuld tid, der sidder og skriver dagen lang, mens jeg bor hos hende i en måned. Og at det hus vi bor i har et glimrende køkken, hvor man kan lave mad af varer, man køber på markedet.
Det var en lige så smuk oplevelse som jeg havde drømt om. Ganske vist var det nu december, så udvalget i fødevarerne var lidt anderledes end august. Lige nu er det højsæson for sharonfrugter og kål.
Det er jo ikke vinter i Californien i dansk forstand, medmindre man er i bjergene, så varerne og maden var sådan lidt i stil med hvad man kunne finde på at spise om efteråret. Masser af svampe, palmekål, blomkål på størrelse med havskildpadder og masser af bær.
Mens vi gik rundt i et forsøg på at danne os et overblik, trådte pigekoret ud på en balkon og sang Deck The Halls, så julestemningen kunne lægge sig over os alle sammen.
Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det? Jeg, der elsker både humus og kapers
Kokke, der gik rundt med store indkøbsvogne, Silicon Valley-fædre med skrigende klapvognsbørn, økologiske nørder, der står i halve timer og diskuterer vegansk kimchi og alle os andre, der bare er kommet for at kigge på det hele, blive inspireret og redde os lidt med hjem til aftensmaden.
Vores udflugt på markedet førte os også ind i den lidt skægge køkkengrejsbutik Sur la Table, hvor man kan få stort set alt køkkenudstyr, man kan komme i tanker om. Det er sådan et sted, hvor der eksempelvis er græskarformede gryder og hele middagsstel, hvor tallerkenerne er udformet som æbler.
Og juletallerkener, der åbenbart er en stor ting i USA. Og selvfølgelig også pynt til træet, der fik mig til at tænke på den linje i Højt Fra Træets Grønne Top om at først skal træet vises, siden skal det spises.
Simsalabim Saltimbocca
Men det var selvfølgelig maden vi var kommet for. En åbenbaring, jeg eksempelvis fik på markedet, var en smagsprøve på kapershumus.
Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det? Jeg, der elsker både humus og kapers. Jeg købte selvfølgelig en bøtte af manden, men der er ingen grund til, at jeg ikke kan rekonstruere det, når jeg engang kommer hjem fra Californien.
Man skal vel bare blende kapers og blande med humus, måske en lille bitte smule mynte, så vidt jeg kan smage. Lige nu spiser jeg det på bagel med avokado, men jeg er ret sikker på, at det vil smage godt i et pitabrød med grillet lam eller shawarma.
Vores indkøbstur blev lidt af en co-produktion. Egentlig ville jeg havde købt kylling, men den, der lå i køledisken ved slagteren lignede ikke rigtig noget af det jeg havde drømt om.
I stedet fik jeg heldigvis øje på en stabel lyserøde smækre kalve scallopini, altså helt tynde fileter. Og så gav resten jo sig selv: Lige overfor købte jeg frisk salvie og min veninde anskaffede i mellemtiden en pakke helt papirstyndt proscuitto. Simsalabim Saltimbocca.
Denne italienske (fortrinsvis romerske) kan bogstaveligt talt oversættes med: Springer op i munden – og det er ikke løgn. Det smager så godt, at saltimbocca ikke kan ligge på tallerkenen særligt længe.
Det er pærelet: Man tager en filet og sætter en skive parmaskinke fast med trætandstikker på den ene side. (Man kan gøre det på begge sider, men en skive er faktisk rigeligt, synes jeg). Så putter man et par sølvgrønne blade ind under skinkedynen og drysser med peber og salt.
I panden har jeg olivenolie og smør, og jeg har lige smidt et par hele blade salvie i smørret inden kødet kommer på, for at give det lidt smag. Så steger man i ganske få minutter. Fileten er tynd og den skal stadig være saftig. Og så kan man let lave en sauce af de resterende safter i panden, som man lige kan smide en slat hvidvin efter, hvis man har det.
Man kunne servere kartoffeltern til den her ret. Eller en grøn salat. Men for en gangs skyld var det ikke mig, der stod for hele måltidet. Min veninde havde nemlig forelsket sig i et smukt bundt cavolo nero, palmekål som vi tog med hjem sammen med en pose markchampignon.
Og så lavede hun en ret, der bestod af cavolo nero svitset på panden med hvidløg, champignon og senere drysset med ristede, hakkede mandler. Hun var virkelig i stødet, så hun fandt i køleskabet også lige en håndfuld små gule peberfrugter, som hun langtidsstegte på panden.
Det var på mange måder et måltid skabt af drømme.
Alle fotos: Lone Theils
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
