Regning – en novelle af Thomas Johannes Erichsen

i Essays/Liv & Mennesker af
NOVELLE – Jeg er ikke meget for at standse her, men jeg er nødt til at få noget at spise. Det er et tarveligt kvarter, jeg tror ikke jeg har været her før, og jeg tror heller ikke, jeg kommer til at køre igennem igen. Jeg parkerer, går forbi nogle skrabede butikker og tager i døren til en burgerbar. Jeg ser mig selv i glasset ind til stedet, den sorte frakke med guldknapperne, mit mørke skæg. Jeg bliver usikker på, om det er smart at parkere bilen hér, men sulten bestemmer, og jeg går indenfor.

Der lugter af friture, der sidder nogle mennesker ved de halvfedtede borde, og der er kakler på væggene som hos en slagter. Jeg tror, der er en form for bordservering og sætter mig i en bås.

Det er Ralle. Fra min gamle skoleklasse. Er det virkelig? Og så hér? Jo, det er Ralle, og dermed det menneske, som gjorde det meste af min skolegang til et helvede

Jeg venter og ved godt, at jeg ikke skal forlange for meget af det her sted, men alligevel. Der ligger en lamineret menu med uskarpe billeder af retterne på bordet, nogen smasker bag mig, der er heller ingen betjening ved skranken, og jeg overvejer snart at gå igen.

Omsider. En mand med rødt forklæde og hestehale spørger, hvad jeg kunne tænke mig. Han er på min alder, måske midaldrende. Han kigger på mit tøj, så på menuen og anbefaler husets burger.

Jeg bestiller og så sker det. Jeg genkender ham. Det gibber i mig, og jeg går i stå i bestillingen. Der står han, øjnene er de samme, små og tætsiddende, pupiller som knappenålshoveder. Jeg trækker vejret langt ned i maven. Så bliver jeg lidt roligere ved tanken om, at han tilsyneladende ikke har genkendt mig.

Det er Ralle. Fra min gamle skoleklasse. Er det virkelig? Og så hér? Jo, det er Ralle, og dermed det menneske, som gjorde det meste af min skolegang til et helvede. Som var efter mig hver eneste dag. Som åbenlyst nød at tryne mig. Som var større og stærkere, og år efter år hakkede mit selvværd i stykker.

Som førte an, når der skulle udpeges syndebuk og altid udpegede mig. Den stille dreng, ham der ikke gav igen. Outsideren, den forsvarsløse, mig.

Han noterer min bestilling og går. Ralle, bare navnet. Det gøs altid i mig og fik mig til at ønske, jeg var en anden. Og mit eget navn, som han altid fik til at lyde som noget forkert. Noget udueligt. Navnet på en taber. En svækling. Næsten hver skoledag, i alle de år.

Jeg husker alt, og jeg mærker alt. Det sved i mig dengang, og det svir i mig nu. Det brænder

Jeg venter på min mad. Men jeg venter først og fremmest på, at han kommer og serverer, sætter maden foran mig uden den fjerneste ide om, hvem han serverer for. Han var ikke den skarpeste kniv i klassen, men han var populær. Der var i hvert fald mange, der gjorde, som han sagde. Og der var mange, der grinte, når han havde udset sig sit yndlingsoffer.

Han hånede mig for aldrig at svare igen. Han satte tegnestifter på min stol. Han slog mig på skulderen, så jeg fik blå mærker. Han vendte klassen imod mig, så selv de få, nørdede venner jeg havde, blev til fjender. Jeg husker alt, og jeg mærker alt. Det sved i mig dengang, og det svir i mig nu. Det brænder.

Han kommer med menuen på en bakke. Han øjne er sløve, og munden med de store læber hænger lidt. Jeg kan ikke få blikket fra ham, og jeg tror, han bemærker det. Jeg spørger, om han vil sidde ned et øjeblik. Han ser overrasket ud, men sætter sig. Jeg kigger på ham. Han forstår ikke. Han har navneskilt på og lange, beskidte negle. Han har pletter på forklædet, og hans næse er blevet stor og skæv med årene. Jeg lægger begge hænder på bordet.

– Hej, siger jeg.
– Goddag?
– Kan du se forskellen på os to?
– Hvad mener du?
– Kan du ikke det?
– Forskellen?

Hans stemme er grødet, men bagved kan jeg stadig høre den skarpe, nasale tone.

– Hvor længe har du arbejdet hér?
–  Det ved jeg ikke, siger han, – nogle måneder.
–  Er du glad for det?
–  Jeg bliver nok nødt til at gå tilbage nu.
–  Der er da ikke meget at gå tilbage til?
–  Undskyld?
–  Du kan slet ikke huske mig?
–  Nej?
–  Hvorfor i alverden skulle du også det?

Han kigger nærmere på mig. Hans hud er rødlig og hestehalen er bundet i en orange elastik. Jeg forestiller mig, at han ville ligne en hjemløs, hvis han satte håret fri.

– Er det her, hvad du har drevet det til, Ralle?
– Hvad er det hér for noget?
– Er det?
– Jeg tror vi stopper her.
– Det er mig, Ralle.
– Mig, hvem?
– Kom nu. Din gamle klassekammerat. Eller hvad man skal kalde det.

Så lysner det. Han rykker lidt tilbage i båsen. Han rynker brynene med forbavselsen lynmalet i ansigtet.

– Nemlig, Ralle. Og ved du hvad? I alle de år har jeg altid tænkt, at den bedste straf til dig ville være, hvis du kunne føle bare lidt af den smerte, som jeg har oplevet. Og hvor heldig kan man være, fordi så kommer jeg herind, helt tilfældigt, og ser dig i dit røde forklæde med fiaskoen skrevet i panden, og så tænker jeg, at den samme taberfølelse, den grimme, smertefulde taberfølelse, den rammer dig nu, lige her og resten af dit liv. Det er næsten for godt til at være sandt, Ralle.

– Hvad vil du? siger han med hovedet sunket ned mellem skuldrene.

– Ikke så frygtelig meget mere, Ralle.

– Javel, ja, siger han med langsom stemme. Ikke så frygtelig mere meget, siger du. Jeg kan faktisk godt huske dig.

– Der kan man bare se.

– Det kan jeg. Jeg kan faktisk huske første skoledag. Du havde en rød kuffert med.

Den røde kuffert? Den havde jeg glemt. Han kigger ned i bordet, mens han snakker. Så hæver han blikket. Der er en glans i øjnene, som ikke var der før.

– Du havde ikke en skoletaske med som os andre, siger han og taler ikke så langsomt som før, – det var sådan en doktorkuffert, tror jeg. Du tog den med ud i frikvarteret efter første time. Der stod du, i skolegården, med kufferten i hånden. Og så tog jeg den fra dig og kastede den op i luften. Så højt jeg kunne. Kan du huske det? Og så kastede jeg den videre til en anden, og sørme om han ikke kastede den videre igen. Til sidst stod vi i en ring omkring dig og kastede med kufferten, og da det ringede ind, så åbnede den sig og alle bøgerne røg ud. Og så gik du vist bare hjem, gjorde du ikke?

På den måde. Han prøver. Det burde måske heller ikke overraske mig. Gad vide om han fortsætter. Det preller af på mig. Ikke fuldstændigt, men han kan da bare fortsætte.

– Du er blevet en fin mand, siger han, – Det er jeg ikke. Men jeg kan da stadig huske, hvordan jeg gjorde livet surt for dig. Det kan jeg godt huske. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Det var sgu svært at lade være. Og så kørte den bare, ik. Jeg kunne godt se, du blev ked af det, men i dag er du jo en stor mand. Du kan jo være ligeglad i dag, ik? Det er jo lang tid siden, ik? Jeg kan huske, jeg trak dig op i bukserne, så de satte sig fast i røven. Og klokkeværket, du skreg jo som en gris. Det kan du altså ikke komme udenom.

Hvorfor blinker jeg sådan? Hvorfor kigger han sådan på mig, er det et smil? Jeg taber aldrig ansigt, det er det, jeg er god til. Men jeg blinker alligevel.

– Eller kan du huske den gang, jeg pissede på dig? Jeg pissede ikke rigtig på dig, men vi skulle tisse om kap, vi var nogle stykker, og så pissede jeg på dig i stedet for, og hold nu op, det var sjovt. Ikke for dig, men nå ja, du døde ikke af det. Det er bare pis. Og det var vist også den eneste gang det skete. Eller var det? Jeg bliver helt i tvivl. Næ, der var også en anden gang, det var der sgu da, kan du huske det? Hold nu kæft, jeg skal nok lade være med at jokke i det, men dér blev du altså virkelig pisset til. Du skulle have set dig selv, det må have lugtet, hold kæft en stank. Nå, men jeg kan jo ikke sidde her og snakke hele dagen, jeg skal jo ud og servere burgere, du ved.

Jeg føler blodet forlader mit ansigt og farven forlader huden. Jeg spytter tørt og mærker det trykke hårdt i panden

Han går. Jeg bliver siddende. Det snurrer i kroppen. Maden står urørt foran mig på bordet. Jeg tørrer mig om munden, selv om jeg ikke har spist. Mine bevægelser er mærkeligt langsomme, og servietten lugter syrligt. Der kommer nogle mennesker ind og finder et bord. Ud af øjenkrogen kan jeg se Ralle snakke med dem.

Jeg må hellere komme videre, rejser mig forsigtigt, det svimler og jeg kanter mig ud af båsen. Jeg synes folk kigger og har en følelse af at være malplaceret, i vejen. Jeg kommer ud af båsen og bevæger mig mod udgangen. Det er langt derhen, som om jeg går på stedet. Det er som om et mørke langsomt glider ned over mig.

Et tæt, kornet mørke. Så står jeg ude på gaden igen, retter ryggen og går mod bilen. Min holdning falder hurtigt sammen, og mørket vender tilbage. Folk passerer mig, og jeg støder ind i en enkelt. Jeg åbner bilen, sætter mig ind og lukker døren. Bilen dufter, sæderne, panelerne, men det er som om, der står en lugt omkring mig.

Jeg skælver, fryser, jeg ved det ikke. Jeg krummer mig sammen, så folk kigger ind ad ruderne. Jeg trækker vejret hurtigt, med åben mund, som en hund. Jeg føler blodet forlader mit ansigt, og farven forlader huden. Jeg spytter tørt og mærker det trykke hårdt i panden. Jeg tager mig til hovedet og føler, at det kan springe i stykker hvert øjeblik.

Det banker på ruden. To hurtige slag. Ralle står der med et stykke papir i hånden. Først kan jeg ikke finde knappen, så ruller jeg vinduet på klem. Mine øjne brænder og Ralle blafrer med papiret.

– Du glemte at betale, siger han.

– Det er rigtigt, får jeg fremstammet.

– Ved du hvad, jeg giver.


Foto: Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han er foredragsholder og underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole.