POV BUSINESS // TEMA: LEDELSE OG LITTERATUR – “Jeg påstår ikke, at hvis ledere læste flere romaner, så var der færre skandalesager eller bedre finansielle resultater. Det ville jo være ren spekulation. Men forskning har vist, at mennesker, der læser skønlitteratur, kan øge deres empatiske evner. Hvis du på den anden side ikke ejer skyggen af empati, så kan du ikke slæbe dig selv igennem en roman med komplekse karakterer, uanset hvor meget du forsøger. Så måske skal ledertests, der gerne vil undersøge empati hos ansøgerne, til at indeholde en helt ny spørgsmålskategori: Hvilke af følgende klassiske romaner har du læst med stor fornøjelse?”
Den gamle redacteur spurgte ud i det digitale redaktionslokale (som er en gruppe på Facebook), hvad erhvervslivet mon kan lære af “stor litteratur”?
Nu kan man jo altid diskutere, hvad der er stor litteratur, og jeg skal med det samme sige, at jeg hverken har fået læst Kongens Fald eller Lykke-Per siden sidst.
Men alligevel er jeg ret sikker på, at god litteratur i betydningen litteratur med stærke karakterer, der har kriser, udvikler sig, tager mod til sig, bygger nye relationer eller endelig, endelig knalder dørene i for de mennesker, der ødelægger deres liv, kan åbne sindet for os allesammen.
Når jeg læser gode romaner, får jeg en unik mulighed for at stille mig på samme side som mennesker, der lever under helt andre betingelser, end jeg selv gør
Sidste års største læseoplevelse for mig var Leonora Christina Skovs Den der lever stille. I sidste uge fik hun så tildelt “De Gyldne Laurbær”, som er boghandlernes pris.
I bogen (som jeg selvfølgelig synes, du bare selv skal læse) får vi som læsere et unikt indblik i, hvad der sker, når en pige vokser op med en mor, der ikke elsker hende. Vi lærer (igen) hvordan voksnes vanskelige sind kan ødelægge livet for børn – og vi kan læse om, hvordan Leonora Christina Skov kommer til at føle sig forkert, fordi hendes mor er forkert.
Det er en klassisk udviklingshistorie – og tilmed en modig en af slagsen, fordi bogen er selvbiografisk og sand og berører et kæmpe tabu: Mødre, der ikke elsker deres børn.
Fordi jeg er datter af forældre, der altid har elsket mig ubetinget og støttet mig, gav bogen mig et indblik i, hvordan det mon kan påvirke et menneske ikke at være elsket af den allervigtigste person i livet; mor.
Jeg kan faktisk ikke forestille mig det, fordi det er så langt fra mit eget liv.
Men i bogen føres jeg til næsten at mærke smerten, fordi Leonora Christina Skov skriver så indlevende og stærkt, som hun gør. Hun tilbyder med sin litteratur en erfaring med menneskelivet, jeg ikke kan hente andre steder end i kunsten. Jeg har ikke adgang til den virkelighed, hun beskriver.
Ligesom jeg aldrig bliver hverken soldat i hæren, gidsel, den yngste i en kæmpe børneflok (jeg er enebarn), mor (jeg er 48 og i overgangsalderen) eller fanger i Grønland.
Så når jeg læser gode romaner, får jeg en unik mulighed for at stille mig på samme side som mennesker, der lever under helt andre betingelser, end jeg selv gør – og som har komplekse problemer, jeg overhovedet ikke havde overvejet, man kunne have. Mit eget udsyn er begrænset af min tid, min kultur, min biologi, min sociale arv og alt det, jeg er sammensat af.
I litteraturen kan jeg stifte bekendtskab med at være fattig, med at være ensom, med at mangle privilegier. Jeg kan mærke uretfærdighed mod mennesker og ondskab brænde. Jeg kan stille mig på samme side som hovedpersonen og opleve verden på bunden
Jeg bliver heller aldrig rigtig fattig eller hjemløs. Jeg har så tilpas meget netværk og familie, der er så tilpas velstillede, at selv hvis jeg kommer i store vanskeligheder (mister min arbejdsevne, mister min førlighed eller min forstand), kender jeg nok nogen, der kender nogen, som kan og vil hjælpe mig, så jeg overlever med en form for liv (og måske endda min værdighed) i behold.
Det er privilegiets helt store blinde plet. At man ikke tænker over, at placeringen i familien og netværket gør, at man aldrig kan lande helt på bunden. Der er alt for mange til at gribe, inden man rammer med et brag.
Men i litteraturen kan jeg stifte bekendtskab med at være fattig, med at være ensom, med at mangle privilegier. Jeg kan mærke uretfærdighed mod mennesker og ondskab brænde. Jeg kan stille mig på samme side som hovedpersonen og opleve verden på bunden.
Og det er erfaringer, som jeg tror gør mig mere empatisk og giver mig større udsyn og blik for andre vilkår end mine egne.
Jeg er med på, at de fleste ledere nok hellere vil læse Start with Why af Simon Sinek – eller måske At tænke – hurtigt og langsomt af Daniel Kahnemann. Eller en af de nyere bøger om disruption eller innovation. Jeg kan også anbefale Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker om kunstig intelligens eller Christina Boutrups Den store Tech-revolution om Kina.
Hjernen forandrer sig, når du stiger i rang. Forklaringerne på fænomenet veksler, men det handler formodentlig om, at hvis man længe nok støttes i troen på, at man er temmelig meget bedre end alle andre, og at det er fuldt ud velfortjent, at man er ophøjet til orakel, så stopper man med at lytte til andre
Det er vigtige bøger. Men det, man kan hente i romanerne, er indlevelse, empati og forståelse for de underprivilegeredes eller de anderledes position. Som ung læste jeg med glubende appetit både Steinbeck og Dickens.
Jeg mener, at begge er evigt aktuelle med deres indsigt i livsvilkår, som var og er svære for os moderne, rige mennesker at fatte. Jeg lærte for eksempel fra begge de herrer, at mennesker, som fødes på bunden, kan være interessante, hjælpsomme, kærlige, stræbsomme og have uendeligt svært ved at blive ved med at gøre det rigtige – fordi de nogle gange bliver for sultne, for nedgjorte og for oversete.
At mangel på menneskelighed kan gøre ubodelig skade og kan forfølge mennesker resten af deres liv.
Men hvad har det med ledelse at gøre?
Vi ved, at mennesker elsker magt (nogle mere end andre, men indrøm det bare, at det er meget rart at bestemme – og dejligt, når andre følger ordrer uden at skulle overtales alt for meget) og vi ved, at magt korrumperer. I gamle dage var det bare sådan noget, man sagde.
For at blive mere empatisk skal man læse det, der på engelsk hedder “writerly fiction“. Det er bøger, hvor forfatteren med sin fortællestil kræver, at du som læser udfylder de huller, der er
I dag er det videnskabeligt bevist. Hjernen forandrer sig, når du stiger i rang. Forklaringerne på fænomenet veksler, men det handler formodentlig om, at hvis man længe nok støttes i troen på, at man er temmelig meget bedre end alle andre, og at det er fuldt ud velfortjent, at man er ophøjet til orakel, så stopper man med at lytte til andre.
Og så bliver man (det viser hjerneforskningen helt konkret) dårligere til at spejle andre og dermed til at forstå deres positioner og synspunkter.
Jeg påstår ikke, at hvis ledere læste flere romaner, så var der færre skandalesager eller bedre finansielle resultater. Det ville jo være ren spekulation.
Men forskning har vist, at mennesker, der læser skønlitteratur, kan øge deres empatiske evner.
I test bliver de (efter læsning) bedre til at læse andre menneskers ansigtsudtryk og de følelser, der kommer til udtryk der. Det interessante er, at ikke alle former for skønlitteratur fungerer. At læse en krimi kan være stærkt underholdende, men forfatterne til krimier er ofte nødt til at guide læseren ret specifikt gennem handlingen og personernes karakterer, og derfor behøver man som læser ikke altid bruge sin indlevelse.
For at blive mere empatisk skal man læse det, der på engelsk hedder “writerly fiction”. Det er bøger, hvor forfatteren med sin fortællestil kræver, at du som læser udfylder de huller, der er.
Du er nødt til at forestille dig personernes situation, deres dilemmaer og at forsøge at leve dig ind i, hvad de føler, for at handlingen skrider fremad. Og forskerne mener, det er præcis den del af læseoplevelsen, der styrker empatien.
Der findes også forskere derude, som mener, at sammenhængen er omvendt. At kun hvis du allerede er et empatisk menneske, bliver du fanget af skønlitteratur, hvor din indlevelse kommer i spil, og hvor du bliver trukket helt ind i sjælen og følelseslivet hos hovedpersonerne
Så hvis du er leder og gerne vil arbejde imod magtarrogancen og opdyrke eller fastholde en empatisk ledelsesstil, skal du måske i gang med at læse Dickens eller Leonora Christina Skov.
Og hvis du er ansat hos en leder, som du mener mangler lidt empati, så kan du jo diskret forsøge at lægge et par store klassikere ind på hans skrivebord og se, om det flytter noget.
Det er dog ikke sikkert, at noget af det virker, for der findes også forskere derude, som mener, at sammenhængen er omvendt. At kun hvis du allerede er et empatisk menneske, bliver du fanget af skønlitteratur, hvor din indlevelse kommer i spil, og hvor du bliver trukket helt ind i sjælen og følelseslivet hos hovedpersonerne.
Hvis du derimod ikke ejer skyggen af empati, kan du ikke slæbe dig selv igennem en roman med komplekse karakterer, uanset hvor meget du forsøger.
Så måske skal ledertests, der gerne vil undersøge empati hos ansøgerne, til at indeholde en helt ny spørgsmålskategori: Hvilke af følgende klassiske romaner, har du læst med stor fornøjelse?
Topillustration: Literacyworks.org
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
