Hvordan genfinder man sin indre læsehest i skyggen af internettets algoritmer?

internettet algoritmer koncentration benjamin labatut læsning — Er det internettets skyld, når vi ikke kan koncentrere os om at læse en bog? Foto: Pixabay

Finn Janning 10.02.2024

LITTERATUR OG ALGORITMER // ESSAY – Oplever du også, at du har svært ved at koncentrere dig om at læse en bog, og klandrer du internettet for problemet? Så vil du måske med forfatter og filosof Finn Jannings dechifrering af internettets algoritmer og litteraturens virkemåde nå til en forståelse, der kan blive din genvej til koncentrationsevne og gamle læsevaner.

Forleden skrev en kulturjournalist på Politiken, at han havde svært ved at koncentrere sig om at læse en bog. Det kan lyde bekymrende, men han fandt – ganske belejligt – årsagen i internettets algoritmer.

Siden 2016 har en algoritme overtaget kronologien med hensyn til, hvad brugerne mødes med på internettet. Før 2016 blev vi mødt med senest nyt, efter 2016 bliver vi mødt med det, som algoritmen synes, vi skal have.

Algoritmerne er klassisk business. En spansk sociolog sagde, meget apropos, at kultur er blevet noget brugbart for markedet.

Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død

Kunsten gør dog typisk det modsatte. Det betyder ikke, at den nødvendigvis beskriver ekstreme situationer. Snarere at den tør dvæle ved dagligdagens myriader af oplevelser, som den forholder sig forundrende til. Der er tale om en sansemæssig stemthed eller resonans, som måske kan vække yderligere eftertænksomhed. Pirre med nye spørgsmål.

Af samme grund er selvsamme algoritme måske også grunden til, at samtidsromanen aldrig handler om internettet. Noget som Politikens kulturjournalist tænker på, måske Weekendavisens anmelder Linea Maja Ernst tænkte på det for et par år siden.

Internettets algoritmer er ligeglade

Men hvad kendetegner internettet? Er det reelt noget, som en roman kan handle om, eller blot være en del af tekstens drive, som i Swipe Right af Levi Lusko eller Modern Romance af Aziz Ansari?

Den chilenske forfatter Benjamin Labatut skriver i essayet ”Galskabens sten” (La peidra de la locura, 2009), at vores verden ikke er virkelig. Den er surreal.

Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge

Med afsæt i matematikerens Kurt Gödels ufuldstændighedssætninger skriver Labatut, at ethvert formelt og modsigelsesfrit system (eller verdensbillede) er ukomplet. Det kan ikke bevise sig selv ud fra sine egne præmisser. I praksis betyder det, at selv meget små variationer kan have store konsekvenser. Problemet, som Labatut konstaterer, er, at ”vi ved, at vores verden, denne solide klippemasse, som vi bebor, ikke er virkelig sand.”

De store fortællingers tid er for længst forbi. Dette adskiller sig fra tidligere, hvor små variationer, fejltagelser eller problemer blev opslugt af den store kollektive fortælling, der skulle skabe orden.

Hvad har det med internettet at gøre?

Labatut uddyber i et interview, at han betvivler, hvorvidt intelligente systemer rent faktisk forstår noget – udover hvad brugeren gerne vil se og høre mere om. Han begrunder denne tvivl med, at intelligente systemer er ligeglade. Der er intet eksistentielt på spil, når en algoritme arbejder; det er ikke et spørgsmål om liv eller død. Modsat litteratur, hvor det drejer sig om det, som du ikke kan ignorere, det du ikke kan glemme.

Så spørgsmålet er, om litteratur ikke allerede indeholder internettet, som jo er en del af vores fælles virkelighed. Internettet er ikke noget ”derude”, ligesom naturen heller ikke er noget ”derude”, men begge er en del af os selv.

Ingen overraskelser

Labatut udtaler i samme interview: ”Naturlig intelligens er et mirakel, og kunstig intelligens er en forlængelse, det er som et edderkoppespind, vi ikke kan adskille os fra os, det eksisterer ikke uden os.”

Vi sidder i nettet alle sammen, men nettet er i sig selv ikke interessant. Det er derimod dét, som kan få det til at svinge eller bevæge sig. Dét, som vi ikke kan glemme.

Det er derfor, at vi brænder for virkeligheden – eller menneskets gale og geniale skyggesider, som Labatut gerne beskæftiger sig med. Og det er måske her, at internettet som sådan ikke er interessant, fordi det mangler individualitet, vilje, hjerte og lyst, ifølge chileren.

De intelligente maskiner og algoritmer mangler endnu dét, der kendetegner det menneskelige sind.

Desværre finder mange verden kompliceret, hvorfor de måske også tyr til internettets organiseringsmodeller

Og hvad er så det? Jeg vil foreslå uforudsigelighed.

Hvis denne tese er korrekt, betyder det, at det mest bemærkelsesværdige – det, som for alvor rør og mærker os – sjældent er noget målbart. Ja, faktisk kan vi slet ikke sprogliggøre nogle af de hændelser, som har skubbet os eksistentielt ud af kurs. Tænk på alle de uforglemmelige stemninger, besættelser, begær, kriser, sorg, tvivl, drømme og perversioner, som et menneske kan besidde.

Labatut taler meget passende om at være tryllebundet af virkeligheden, han bruger den engelske betegnelse ”spellbound”, som han relaterer til ”spelling”. Forfatteren prøver at sætte ord på det, som rører vedkommende. Stave sig igennem tilværelsen.

At opdage magien kræver en anstrengelse, en opmærksomhed og koncentration. Ikke alle orker dette. Det er trods alt nemmere med fortællingerne, der er valgt af en algoritme, da de sjældent kræver samme form for opmærksomhed og koncentrationsevne – her fodres vi med noget, som vi allerede har smag for. Eller vi kan ”swipe right” eller left. Algoritmerne giver altså en falsk forestilling om, at vi kan vælge, selvom ingen vælger deres egne besættelser og angstanfald.

Bekræfter (bedste) praksis

Labatut siger, at der bag enhver stor revolution – internettet – altid sker mindre ting, som ofte går ubemærket hen, fordi masserne blindt følger algoritmens strømninger, fordi de ikke formår at koncentrere sig.

Men pludselig dukker små ting op fra uventede steder. Nye former for begær, besættelse, drømme, tvivl … Eller som han sagde i ”Galskabens sten”, så eksisterer de store fortællinger ikke, men algoritmerne prøver konstant at genskabe dem, hvorfor verden også synes mere polariseret end nuanceret.

Samme problematik kunne også beskrives, som den spanske forfatter Agustin Fernández Mallo har gjort det flere steder, nemlig at verden er kompleks, ikke kompliceret.

Og netop derfor handler litteratur ikke om at give svar, men om at stille de rigtige spørgsmål, skabe en fornyet forundring og undren, åbne for nye former for liv

Den er kompleks, fordi den er – og har altid været – forbundet i et åbent netværk uden én bestemt indgang og udgang. Desværre finder mange verden kompliceret, hvorfor de måske også tyr til internettets organiseringsmodeller. Et eksempel kunne være Tripadvisor, et online rejseselskab, der organiserer forbrugernes oplevelser, og hermed gør det nemmere for nye forbrugere at beslutte sig – det vil sige at gøre det samme, eller på forretningssproget: bekræfte den bedste praksis. Det samme som gør, at nogen ikke længere kan læse en bog, fordi de foretrækker at indtage fordøjet føde.

Labatut ville nok ikke nøjes med at tale om kapitalisme, men også inddrage et blik på religiøsitet. Han har sagt, at når folk står med deres mobiltelefon i hånden, så bukker de ærbødigt nakken. De beder. De beder om svar på alt det, som de ikke forstår.

Og netop derfor handler litteratur ikke om at give svar, men om at stille de rigtige spørgsmål, skabe en fornyet forundring og undren, åbne for nye former for liv.

Lad mig slutte med Jorge Luis Borges, der i en novelle skriver: ”Metafysikerne i Thön søger hverken sandheden eller blot sandsynligheden: De søger forundringen.”

Måske kan kulturjournalisten genvinde koncentrationsevnen, når han indser, at algoritmer aldrig vækker forundring, men blot pirrer vores nysgerrighed. Der er stor forskel.

Læs også Egon Clausens “På sporet af børn og bøger: Bogen der ændrer vores opfattelse af fortidens læsekultur”