Mening, kan du tillade dig at kræve det?

i Arbejdsmarked/Bøger/Liv & Mennesker af

ESSAY // LIV OG MENNESKER – Er det forkælet at insistere på et meningsfuldt liv? Egoistisk at stille sig selv på pause? Uansvarligt at være uden indkomst? Naivt at tro, at det er muligt selv at kreere det gode liv? Håbe på en revolution, hvor eksistentielt velvære, omhu og medmenneskelighed erstatter effektivitet og økonomisk velstand?

For et par år siden sad min mand og jeg efter en regnfuld sommerferie i et lånt sommerhus i Danmark og skrev fem styrende dogmer for vores liv, baseret på oplevelser og erfaringer fra vores sommerferie. Stik mod forventningen havde vi i ly af regnen, i samvær med hinanden og i mangel på kommercielle tilbud og aktiviteter haft en dejlig sommerferie, som vi ikke havde lyst til at give slip på.

Vores dogmer blev ædt af hverdagen. Vi kunne ikke finde ud af at implementere dem i vores ugedage, som var delt op i arbejdstid, familietid, fritid og kærestetid mellem 21:30 og 22

En af vores dogmer var ”gratis glæder”. En metafor for oplevelser, aktiviteter og samvær, som i sig selv ikke koster noget og giver inderlig glæde. Ikke nødvendigvis i form af smil og grin, men gerne i form en grundlæggende tilfredshed med, at den forbrugte tid er godt anvendt i overensstemmelse med egne, personlige mål og værdier for det gode liv. En times lektielæsning med min søn under stort postyr kan dermed være en gratis glæde, fordi den forbrugte time er spenderet på et menneske, som jeg vil gøre alt for og på noget, jeg synes, er væsentligt. Nemlig at vise og lære ham, at det ikke er alt, som vi foretager os, som er sjovt. At alle har nogle pligter at gøre, men også frihed og mulighed for at påvirke stemningen omkring udførelsen af en pligt, man som udgangspunkt har modvilje imod.

”… når vreden, fortvivlelsen eller indignationen indtræffer, træder dydshierarkiet i forgrunden og bekender kulør”.

Vores dogmer blev imidlertid ædt af hverdagen. Vi kunne ikke finde ud af at implementere dem i vores ugedage, som var delt op i arbejdstid, familietid, fritid og kærestetid mellem 21:30 og 22. Vi effektiviserede vores tid, evaluerede vores indsats og den afledte effekt for dernæst at udvikle nye metoder til at bruge vores tid rigtigt.

Det blev som en planetring, der konstant drønede vandret rundt og det lodrette hamsterhjul, som vi løb rundt i. Vi havde aldrig fred. Enten løb vi afsted for at købe ind, læse lektier, løbetræne, gøre rent og gå til forældremøder, eller også evaluerede og optimerede vi os selv uden præcis at kende vores egne koordinater for det gode liv.

”Filosofisk set giver det meget lidt mening at skynde sig at tjene en masse penge for at opnå en høj livskvalitet men i stedet føle, at vi mangler tid og derfor ender med en lav livskvalitet”.

For et halvt år siden sagde jeg mit job op og gik på pause. Jeg havde længe haft en følelse af at gå med en frakke, jeg ikke kunne bære. En fin damefrakke af pels og med bindebånd i taljen. Jeg kunne ikke slå vejrmøller, pjaske i vandpytter eller gå med spraglet tøj fundet på Vig Tuskemarked i den frakke. Jeg vidste, at frakken tyngede mig, men ikke hvilken frakke, som jeg ønskede mig i stedet for.

”Hvis der ikke var pauser, ville der bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne”.

Siden jeg var meget ung, har jeg drømt om at få børn og stifte familie. I dag har jeg tre børn med en mand, som jeg elsker. Jeg har opnået min drøm og det jeg hele tiden har set som formålet med mit liv. Det efterlod mig med en stor tomhed, som fik mig til at købe den forkerte frakke – den frakke alle andre kvinder på min alder køber, som signalerer overskud, velstand og succes.

Jeg kunne ikke forstå, at frakken ikke var behagelig og komfortabel at have på. Lige siden jeg startede i Folkeskolen har jeg lært, at en god uddannelse, høje karakterer og et vellønnet arbejde er vejen til målet om et stort hus i Nordsjælland, to biler i indkørslen og den smukke frakke. I tv, dameblade og sociale sammenhænge er det også det, som tæller. Det, der på afstand signalerer, om du er noget værd. Det, som definerer hvad vi er, fordi vi ikke ved, hvem vi er.

”Det er summen af vores handlinger, der definerer, hvem vi er, og her er det selvrespekten, der regulerer, at afstanden mellem vores erkendelse af, hvem vi er, og hvad vi så gør hver dag, hele tiden er så lille som muligt”.

Da jeg sagde mit arbejde op, smed jeg også den fine frakke ud. Jeg købte ikke en ny, men gik på pause, eller i dvale, for at finde ud af, hvilken frakke jeg egentlig ønskede mig.

Jeg frøs, rystede, havde ondt helt ind i knoglerne og følte mig ekstremt blottet uden frakke på.

Jeg følte at andre kunne se på mig, at jeg frøs. At de ynkede mig for at gå uden jakke. At de ikke forstod mit valg og min jagt på en ny frakke, som ikke engang jeg selv troede, fandtes.

”Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål”.

I går aftes blev jeg færdig med at læse Morten Albæks bog Ét liv, én tid, ét menneske. Det er den bog, som har givet mig modet til at skrive her. Det er citater fra den bog, som står i kursiv og med fed gennem hele teksten.

Mens jeg læste Mortens bog, satte jeg æselører og stregede over med neongul. Jeg glædede mig til at sætte mig ned, samle alle hans pointer og teser for at oversætte dem til mine egne. Nu læser jeg, hvad jeg har skrevet. Hvad har jeg brugt Mortens teser og ord til?

Morten er respekteret og anerkendt. Når han skriver eller taler, så bliver der lyttet. Fordi han har empirisk belæg og teoretisk fundament. Jeg har mig selv. Morten formulerer det, som jeg har længtes efter, frustreret søgt og endelig fundet, nemlig meningen med mit liv. Det kommer hurtigt til at lyde navlepillende og damebladsagtigt. Det er synd, for det er en svær men ekstremt berigende proces, som nok starter i navleregi, men rækker langt ud over os selv og influerer på hele vores kultur og samtid.

Gratis glæder er ikke længere et glemt dogme fra en regnfuld sommerferie. Det er et udgangspunkt og et pejlemærke for, hvad jeg oplever som meningsfuldt

Jeg sidder i min stue og skriver. Jeg har ikke frakke på, men jeg fryser ikke. Jeg er tilpas.

I gangen hænger min nye frakke. Jeg har købt den på loppemarked med min datter. På noget, som hedder Veras Marked. Min datter og jeg skulle have været på shoppetur til Berlin. Efter jeg smed den fine damefrakke, havde vi ikke råd til det. Derfor lånte vi en lejlighed i København, cyklede rundt og gik på opdagelse i nye og gamle kvarterer, mens vi snakkede og var stille sammen.

Gratis glæder er ikke længere et glemt dogme fra en regnfuld sommerferie. Det er et udgangspunkt og et pejlemærke for, hvad jeg oplever som meningsfuldt.

Hvad er det, der går og går og aldrig kommer tilbage? Det er en af de få gåder, som jeg kan huske, fra jeg var barn. Svaret er uret, eller tiden. Derfor er jeg helt enig med Morten Albæk, når han skriver, at:

”Forvalter vi vores tid forkert, forvalter vi vores liv forkert, da vores liv jo blot er summen af tid”.

Gratis glæder er for mig forbundet med frihed, omhu, nysgerrighed og medmenneskelighed.

Frihed, fordi jeg ved at opleve glæden ved alt det, som er gratis, erfarer, at det ikke er nødvendigt at tjene mange penge for at glædes. Fordi det nærer min følelse af taknemmelighed for alt det, som jeg som menneske har, blot fordi jeg er heldig at være født ind i en dejlig familie, i et fredeligt land med smuk natur og demokratiske spilleregler.

Omhu, fordi jeg ved at udvise omhu og kreativitet med alt fra mad, til tøj og skrot opnår mere for mindre, hvilket grundlæggende giver mig en tilfredsstillelse, fordi jeg selv skaber værdi og samtidig passer godt på den jord og natur, som jeg har fået i gave. og som dagligt er en kilde til gratis glæder.

Hva’ deeet?, hva’ deeeet? Spørger det lille barn. Da jeg blev voksen, fik en pæn titel og den flotte frakke på, holdt jeg op med at spørge sådan, fordi jeg var bange for at virke inkompetent. I stedet pakkede jeg min nysgerrighed ind i akademiske vendinger og opklarende spørgsmål, som jeg havde lært at stille på en proceslederuddannelse. Øv!

Jeg er ikke svag, fordi jeg har opgivet at være medarbejder og have en leder, men stærk, fordi jeg valgte at sige op og nu forfølger min egen drøm om et liv som selvstændig formidler med interesse for mennesker og en passion for ord

At stille spørgsmål og være nysgerrig er ikke dumt, det er reflekteret (selvfølgelig afhængig af spørgsmålet) og kan føre til berigelse og gratis glæder.

Efter jeg smed den pæne frakke, er jeg begyndt at stille spørgsmål og være nysgerrig. Derfor har jeg den sidste måned spist antiinflammatorisk kost, selvom der intet videnskabeligt belæg er for, at det skulle være sundt. Jeg har deltaget i en workshop i Dao Yin – en kinesisk, filosofisk tilgang til kroppen og sindet velvidende, at det måske er en omgang hjemmelavet spin for at tjene penge på forvirrede kvinder i vesten.

Og hvad så? Jeg er underholdt, jeg bliver inspireret og det får mig til at reflektere. Det pirrer min grundlæggende nysgerrighed på livet og mig selv, hvilket i sig selv er en gratis glæde. At mærke, at jeg er i live, tænkende, reflekterende og i stand til at handle derpå. At opnå selvindsigt, selverkendelse, selvværd og selvrespekt for at blive i Mortens terminologier.

Fokus på gratis glæder som aktivitet og dyd aspirerer til medmenneskelighed. Løgstrup skriver: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af hans liv i sin hånd” (det står også i Mortens bog).

Derfor skal vi gøre os umage og udvise omhu overfor andre. Vi skal se deres eksistens og nærvær som en kilde til gratis glæde, fordi de kan pirre vores nysgerrighed, berige os med viden og perspektiver samt i sig selv være et givende møde.

Særligt dem, som ikke ligner os – dem hvis frakke er en helt anden end vores – dem skal vi være søde og omsorgsfulde overfor.

Dem, som køber deres frakke i Aldi, fordi de er uden arbejde. Dem, hvis frakke hænger i skabet, fordi de er på plejehjem, og aldrig kommer udenfor. Dem, som har taget deres frakke omvendt på, fordi de er psykisk syge. Dem, som har taget en sovepose udenpå frakken, fordi de sover udenfor i kulden på Nørreport Station. Lytter vi til dem, spørger dem, hvem de er og ikke hvad de er, bliver vi ikke kun en smule klogere på livet, mennesker og vores samtid, vi er også med til at kultivere en sødme, som vil komme tilbage som en boomerang og hjælpe os den dag, det er os selv eller en af vores kære, som har frakken forkert på.

Hvad så? Du kan jo ikke leve af gratis glæder og desuden er det selvbedrag og pseudo at påstå, at du praktiserer gratis glæder, når selv en kasse rådne grøntsager koster 200 kr., bare fordi de er økologiske.

Det er også en smule uansvarligt for du har tre børn, som du skal forsørge. Ja, og tarveligt overfor din mand. Han har jo ikke sagt ja til at forsøge både dig og børnene. Måske drømmer han også om at arbejde mindre.

Du er faktisk også en nasserøv. Du får penge af a-kassen for at være ledig, men du kan jo godt arbejde. Der er ikke noget i vejen med dine arme eller dit hoved. Kom så i gang med at bidrage til samfundet, vi har ikke råd til, at du er på pause.

Jeg trækker vejret dybt og læser:

”Værdien af penge er ikke købekraften. Værdien af penge er den meningsfuldhed, der er knyttet til at tjene dem. Værdien af penge skal måles på den mængde af meningsfuldhed, der skabes i bestræbelsen på at tjene dem. Hvad enten det er som virksomhed, som investor, som leder eller som medarbejder”.

Det er ikke helt sådan min bank anskuer værdi. Overtrækker jeg mit dankort i Netto, spørger de ikke til den mening, der lå i dem jeg tjente, og nu har brugt. Eller dem, jeg bruger for mange af. De er ligeglade med mening, det handler om, om der står plus eller minus på kontoen. Fair nok. Det er et paradigme, som har sin berettigelse, ligesom paradigmet om meningsfuldhed har sin berettigelse politisk, på arbejdsmarkedet, på uddannelsesinstitutioner, i familien og individuelt.

At læse Morten Albæks bog var en stor lettelse for mig. Han formulerer og blåstempler mine egne tanker og følelser, hvilket fortæller mig, at jeg ikke er tosset, urealistisk eller krævende, når jeg ønsker og søger et meningsfuldt liv.

Jeg er ikke naiv, når jeg målrettet, men uden sikkerhed, kræver af mig selv, at jeg forener mine faglige kompetencer og kvalifikationer med mine personlige interesser og passion for formidling. Jeg er ikke svag, fordi jeg har opgivet at være medarbejder og have en leder, men stærk, fordi jeg valgte at sige op og nu forfølger min egen drøm om et liv som selvstændig formidler med interesse for mennesker og en passion for ord.


POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Siggas tekster, kan du støtte hendes arbejde via hendes
MobilePay på 28947378


Topillustration: Udsnit af forsiden af Morten Albæks bog Ét liv, én tid, ét menneske.

Jeg er selvstændig formidler i min virksomhed siggab - http://siggab.dk

Jeg er nysgerrig og interesseret i mennesker, skæbner, bevægelser og forandringer. Jeg elsker at interviewe og formidle. At gøre mig umage for at forstå både det sagte og usagte og formidle det med respekt for afsender og tanke på modtager. Jeg varetager opgaver indenfor strategisk kommunikation, kvalitative undersøgelser og analyser samt formidling af resultater. Artikler og redaktionelt indhold til web, print og SoMe, skribent for magasiner og virksomheder samt tekstforfatter til web og print.

Jeg har klare værdier om og holdninger til, hvordan vi lever og omgår hinanden. Uden at være moraliserende har jeg derfor skabt en platform, som formidler ideer til gratis glæder. Idéer til at genbruge og genanvende, være sammen og opleve samt lære af de mennesker, som vi hylder mindst. Syge, arbejdsløse, hjemløse mv. Mit mål er er inspirere til omhu, taknemlighed og medmenneskelig respekt.

Seneste artikler om Arbejdsmarked

Møde med jobcentret

ESSAY // ARBEJDSLØSHED – Jobcentret er som et janushoved. Med den ene