Taxamandens klumme: Rapport fra det moderne taxi-proletariat

Jesper Grunwald 31.01.2020

KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald sværgede på, at han ikke ville rammes af de evige brokkerier i sin branche. Men lige nu er solen gået ned alt for tidligt, det har regnet i månedsvis – og indtjeningen er ad helvede til…

Ikke at jeg føler mig helt til rotterne!

Og da slet ikke i den kinesiske betydning, hvor rottens år 2020 henviser til deres opfattelse af dette dyrs kløgt, fantasi og nysgerrighed, som det beskrives i kina-info.dk.

Heller ikke i den danske opfattelse af at være helt til rotterne – hvor man i sidste ende ender med at gå i hundene.

Jeg er bare sur – pisse-sur!

Lad mig være ærlig her i mit arbejdslivs efterår: Jeg kender ingen, der opnår deres løn ved en arbejdsdag på 8 timer, som det gælder på det øvrige arbejdsmarked

Det er alle taxichaufførers mentale januar-sortsyn, der har meldt sig. Jeg sværgede vist på, at jeg ikke ville rammes af de evige brokkerier i min branche. Men lige nu er solen gået ned alt for tidligt, det har regnet i månedsvis – og indtjeningen er ad helvede til. Formentlig det dårligste jeg har oplevet i de 8 år, jeg har kørt.

Taxichauffører er oftest 100 pct. provisionslønnede, så når antallet af taxier slippes mere og mere frit, uanset et stagnerende marked, og priserne sænkes i en overlevelseskamp mellem selskaberne, betyder det kort og godt solid lønnedgang.

[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]

Og lige så sikkert, som at Danmark har en høj organisationsprocent og hæderlige overenskomster, lige så kendt er det, at taxibranchen ligger i bunden af både og. Jeg kører på overenskomst, som sikrer en mindsteløn på 24.000 om måneden (hvoraf der så betales skat og arbejdstagers pensionsbidrag). Men lad mig være ærlig her i mit arbejdslivs efterår: Jeg kender ingen, der opnår deres løn ved en arbejdsdag på 8 timer, som det gælder på det øvrige arbejdsmarked, til gengæld kender jeg mange taxichauffører, som reelt har en arbejdsuge på mellem 50 og 60 timer.

Og de, der ikke er på overenskomst – flertallet? Eller de enligt kørende vognmænd, som skal forrente den nye Mercedes eller tidens nye lækker-taxi – Tesla, elbilen – mange chauffører kører rundt i hverdagsnatten til en timeløn på under 100 kr.

Jeg ved, jeg lyder som en halvgammel morfar lige nu. Men jeg har bare så svært ved at tage forstadsynglen alvorligt, når den først fyrer hundredkronesedler i bunkevis af på de forudbestilte borde med hele flasker vodka og shots – for så at gå i sort over en taxitur på 300 kr. til forstaden

Ham, den unge mand jeg kørte hjem til den nordlige forstad i en lykkelig rus efter rigtig mange shots på den velkendte bar down town, var først sur over, at der ikke kører S-tog om natten – hele ugen. Så kom turen til taxiprisen, som han synes er alt, alt for høj.

Det sydede af gnister omkring mit tørre krudt. Jeg ved, det ikke kommer mig ved. Jeg ved, jeg lyder som en halvgammel morfar lige nu. Men jeg har bare så svært ved at tage forstadsynglen alvorligt, når den først fyrer hundredkronesedler i bunkevis af på de forudbestilte borde med hele flasker vodka og shots – for så at gå i sort over en taxitur på 300 kr. til forstaden, der er kemisk renset for taxichauffører, muslimske indvandrere og andre, velkendte repræsentanter for samtidens proletariat.

Tilbagelænet på bagsædet, gestikulerende med den ene hånd som den forretningsmand han ganske givet udvikler sig til, når de blege dun på hagen en dag konverterer til sorte stubbe.

“Det er for dyrt. Det var meget bedre under Uber.”

“Hold dog kæft, din forkælede møgunge!”

Nej, det sagde jeg ikke.

Jeg mumlede i mit grå skæg og gav knægten lov til at spille rollen som hvid plantageejer i det sorte Afrika, mens jeg indtog birollen som hans hvide ”boy”.

Det har ikke fjernet min pessimisme, at jeg de sidste dage har læst brødrene Johan og Adam Moe Fejerskovs nye bog FORBANDENDE FREMSKRIDT – et portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker.

Bogen gennemgår forståeligt og overskueligt IT-fetichismens vision om individuel frihed. Fascinationen af og potentialet i den digitale tidsalder, hvor solid brug af nettet, Big Data og apps og andre ”smarte løsninger” kan bringe os ud af det beskidte, forældede, ressourcefortærende arbejdsslaveri. Frit at blive venner med hele verden (Facebook), billigst købe bøger og varer (Amazon og Alibaba), såre nemt at finde viden (Google) og kommunikere (Apple), feriere hos de lokale (Airbnb) – og køre i taxi (Uber) som var det nærmest en vennetjeneste.

Adam Moe Fejerskov er ph.d. og forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Johan er journalist på Politiken og skriver om krydsfeltet teknologi, samfund og kultur.

Digitaliseringen er et farvel til den gamle, smudsige kapitalisme og et goddag til en renere kapital-maskine, der i realiteten er en bombe under ikke mindst det arbejdsmarked, vi kender i Nordeuropa og Skandinavien: Velfærdssamfundets civiliserede klassekamp mellem dem, der ejer produktionsapparatet og dem, der driver det.

Her kommer så Uber ind i mit arbejdsliv med et løfte om at frisætte os alle. Som brødrene Fejerskov skriver:

”Uber har truet chauffører med at slette deres profiler på platformen. […] I praksis kan man dog ikke blive fyret fra en virksomhed, man ikke formelt er ansat i. […] Som tidligere beskrevet er Ubers chauffører ikke medarbejdere i traditionel forstand, men bliver betragtet som underleverandører eller samarbejdspartnere … ”

Ingen dagpenge ved sygdom. Ingen barsel. Ingen pension.

Man aner duften af røgen langt udover UBER.

Også det selskab, jeg selv kører for, blev en del af den nye virkelighed, da en kapitalfond overtog Danmarks største taxiselskab for snart halvandet år siden. En ny taxilov sikrede, at det særlige hyrevognskørekort er afskaffet, at kontrollen med antallet af hyrevogne udfases – og det vognmand-ejede selskab kunne sælges til svensk-tysk kapital.

Vognmændene er sat 100 pct. udenfor indflydelse på det klassiske forhold mellem udbud og efterspørgsel. De er underleverandører, men mærker konsekvensen af flere og flere taxier til et vigende marked

Den nye verden er ved at gå op for de (os) ansatte i hyrevognsbranchen: Dem der ejer vores taxi-brand og kørselskontor har et utvetydigt incitament i, at antallet af hyrevogne stiger. De tjener nemlig hovedparten af deres penge på ”pladsleje” – altså vognmandens ”abonnementspris” på at høre til under dette brand i markedsføring og digital kommunikation. Så længe man bare undgår betalingsstandsninger betyder mange taxier høj indtægt.

Vognmændene er sat 100 pct. udenfor indflydelse på det klassiske forhold mellem udbud og efterspørgsel. De er underleverandører, men mærker konsekvensen af flere og flere taxier til et vigende marked. Og en del af dem – dem med ansatte chauffører – er chefer for en gruppe mennesker uden en kinamands chance for at påvirke det marked, der skal gøre dem i stand til at betale deres ansatte en ordentlig løn.

Chaufførerne i denne verden, hvor app’s tager over for bestillingskontorer, og hvor tiden med klassiske arbejdsgivere måske er ved at være slut?

Chaufførerne er digitaliseringens proletariat!

Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

Foto: Unsplash

[/expander_maker]

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112