BOLIGSKAT // KOMMENTAR – De høje boligpriser i København og Frederiksberg løses ikke med nye skatter. Politikerne skal i stedet udforme lokalplaner, der sikrer bedre byggeri i forstæderne. ”Vejen frem er at bygge nye hyggelige boligkvarterer i traditionel stil, der er lige så attraktive som de ældre kvarterer,” skriver Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De høje boligpriser er et problem. Derfor vrimler det i valgkampen med forslag til nye skatter på boliger. Partierne i rød blok (inklusive Moderaterne) kappes om at fremsætte nye idéer til avancebeskatning.
For os at se er beskatning symptombehandling. Os bekendt har ingen analyseret årsagen til de store stigninger i priser og huslejer. Skulle man ikke begynde med at identificere den og se, om der kan gøres noget ved den?
I Arkitekturoprøret er vi ikke i tvivl om årsagen. Det er jo primært i dele af København og Frederiksberg, at boligpriserne er stukket af fra resten af landet. Hovedstadsområdet breder sig over hundredvis af kvadratkilometer, men de voldsomme prisstigninger ses navnlig inden for et relativt lille område: Indre By, brokvartererne og Frederiksberg. Hvorfor?
Alt nybyggeri har i årevis haft et trist forstadspræg. Ingen af kommunerne på Vestegnen har forsøgt at bygge nye boligkvarterer
Det er ikke, fordi lejlighederne er bedre i de ældre kvarterer end i de nyere forstadskvarterer. Det er heller ikke, fordi arbejdspladserne er dér. Der er masser af arbejdspladser vest for Damhussøen, men alligevel kan man dér få meget mere bolig for sine penge. Ej heller skyldes det, at der er flere grønne områder eller fritidsfaciliteter i de centrale bydele.
Det er bymiljøet – ikke bare beliggenheden
Markedet bekræfter, hvad vi vidste i forvejen: Det handler om beliggenhed. Det er de gode, traditionelle bymiljøer, der trækker. Priserne er eksploderet dér, hvor de bedste byrum findes. Dér, hvor der er hyggeligt og trygt at bo. Dér, hvor man helst vil se sine børn vokse op.
Man hører ofte, at sondringen mellem god eller dårlig arkitektur er et spørgsmål om smag og behag. Det kan godt være sandt. Men når det drejer sig om byrum og bymiljø, er der ingen tvivl om, hvad flertallet foretrækker.
Vi kender til snesevis af meningsmålinger, som alle entydigt peger på, at det store flertal foretrækker byområder med traditionel bebyggelse i karréer med gårde, skæve gader, stræder, torve og andre samlingspunkter frem for moderne, ensformige forstadsbebyggelser, planlagt med lineal ved et tegnebord.
En meningsmåling foretaget af den norske statsradio blev besvaret af 84.000 personer (en Gallupundersøgelse baseres normalt på ca. 1.000). 87 procent svarede, at de foretrækker traditionelt byggeri frem for moderne. På et bydelsmøde i 2025, arrangeret af Indre By Lokaludvalg i København, svarede 3 ud af ca. 100 fremmødte, at de foretrækker moderne byggeri.
Arkitekturoprøret afholder hvert år afstemninger om årets bedste og værste nybyggeri. Resultaterne peger entydigt i samme retning. Den netop afsluttede afstemning kårede et højhus på Østerbrogade 190 i København som det værste, mens et traditionelt byhus på Sct. Anna Gade 71A i Helsingør blev kåret som det bedste.
Man kan også se på, hvilke byer og bydele der er eftertragtede mål for turister. Rejsebureauernes annoncer giver svaret. De indeholder oftest billeder af maleriske byer fra Sydeuropa, som er helt fri for moderne bebyggelse. Rejser man til Paris eller London, kører man fra lufthavnen forbi det ene forstadskvarter efter det andet. Det er den ældre bykerne, man vil besøge.
Efterspørgslen overstiger udbuddet af attraktive byrum
I et frit marked sker prisdannelsen som en følge af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Der er ikke noget nyt i, at visse kvarterer er dyrere end andre. Det nye er, at prisforskellen vokser og er større end nogensinde. Vi kan kun give én forklaring på, at boligpriserne i de ældre bykvarterer er accelereret, som det er sket i de senere år. Det må skyldes, at udbuddet af den ønskede slags boliger står i et stadigt voksende misforhold til efterspørgslen.
Og det er der en simpel grund til: Alt nybyggeri har i årevis haft et trist forstadspræg. Ingen af kommunerne på Vestegnen har forsøgt at bygge nye boligkvarterer, som giver boligerne en beliggenhedsværdi, der kan måle sig med den, der fx karakteriserer brokvartererne. Derfor er problemet kun blevet større.
Vejen frem er at bygge nye hyggelige boligkvarterer i traditionel stil, der er lige så attraktive som de ældre kvarterer.
Man har ikke bygget det, som flertallet foretrækker. Og forklaringen er næppe, at det er for dyrt at bygge i traditionel stil. Ottetaller, cylindre og kaktustårne må være dyrere at bygge og vedligeholde end karréer med almindelige huse i fem etager.
Det skyldes snarere vanetænkning. Måske har arkitekterne haft svært ved at frigøre sig fra den modernistiske doktrin, som har været dominerende i snart 100 år. Måske tænker ejendomsudviklere og bygherrer mest i kortsigtede gevinster. Og desværre synes politikerne i Københavns Borgerrepræsentationen (og sikkert også i mange andre kommuner) at ønske nyt byggeri for enhver pris – uden at bekymre sig om de bymiljøer, der skabes.
Det besynderlige er, at byggeriet fortsætter, selv om ingen os bekendt synes, at Ørestaden eller havnebyggeriet har været en succes.
Dårlig byplanlægning har en pris
Boligpriserne er ikke det eneste problem, som ubalancen mellem udbud og efterspørgsel har skabt. Turismen retter sig naturligt nok også mod de ældre bykvarterer, ligesom nattelivet søger derind. De stakkels beboere i Indre By lider voldsomt under byens forvandling fra boligområde til oplevelsesmekka. Der er brug for aflastning, og den kan bedst komme udefra. Der skal skabes nye, attraktive byrum. Det kan ske i omegnskommunerne, men også i Jernbanebyen på Vesterbro og i den kommende Kløverpark på Amager.
Allervæsentligst er det, at det triste forstadsbyggeri har ført til en opdeling af samfundet. De ressourcestærke bor i de ældre bykvarterer, og de dårligere stillede må bo i forstæderne. Vi har fået parallelsamfund, dårlige skoler og kriminalitet som følge af den forfejlede boligpolitik. Velfærdssamfundets sammenhængskraft er truet. Er det ikke et større problem end udviklingen i Gini-koefficienten?
Vejen frem er at bygge nye hyggelige boligkvarterer i traditionel stil, der er lige så attraktive som de ældre kvarterer. Det sker nu i mange storbyer i Europa. Vi kan pege på ca. 80 nye boligkvarterer i traditionel stil, heraf mere end 15 i både Frankrig og Holland. Hvis politikere ville prioritere sagen, kunne de let gøre noget ved problemet: De skal bare udforme lokalplaner, der sikrer bedre byggeri.
Når udbuddet af traditionelt byggeri øges, vil presset mod København og Frederiksberg lettes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og