PSYKIATRI // DEBAT – Vi kan tilføre psykiatrien nok så mange midler, men det batter ikke, så længe institutionen fortsat er styret af malplacerede læger og sygeplejersker, der fordrejer enhver livslidelse ud i ‘hjernesygdom’ eller ‘forstyrrelse’, skriver Dennis Larsen i dette debatindlæg. Vi har brug for et hjælpesystem, der tilgår mennesker som mennesker.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter utallige opråb i medier – læg dertil et tragisk masseskyderi i Field’s – kan der ikke længere herske tvivl i befolkningen om, at psykiatrien er i krise. Spørgsmålet er bare, hvorfor? Den øgede tilgang af patienter er en åbenlys forklaring, men det står stadig i det uvisse, hvor meget skyldes øget lidelse i befolkningen – grundet, eksempelvis, sociale opløsningstendenser – eller om sygeliggørelsen er kammet over, og lægerne blevet lidt for glade for at uddele diagnoser.
Svaret ligger – efter alt at dømme – et sted midt imellem, men her venter os endnu et spørgsmål: Hvad gør vi ved det?
Malplacerede læger
Svaret internt fra systemet (hvilket ikke kommer som den helt store overraskelse) er, at der blot mangler ressourcer. Det er på sin vis også rigtigt, men det er samtidig et letkøbt svar, og jeg mistænker, at man vil sige det samme om ti år, selv hvis budgetterne i den kommende 10-årsplan mod forventning skulle sprænge rammerne.
Der er behov for at anerkende, at mennesker er forskellige
Min mistanke bunder i, at jeg selv har arbejdet i psykiatrien og på egen hånd oplevet, hvor omsorgsløst og amatørpræget systemet er.
Det skyldes langt fra kun pengemangel, men snarere, at systemet er gennemsyret af en biologiserende, essentialistisk tankegang, hvor læger forsøger at lokalisere udefrakommende ‘lidelsesfejl’ i den enkelte, frem for at se på det levede liv i sin helhed.
Pseudo-hospitalsvæsen
Psykiatrien er en slags pseudo-hospitalsvæsen, hvor man bilder folk ind, at de enten er syge eller forstyrrede og derfor skal ‘behandles’, som var der tale om defekte robotter, der skal repareres, omprogrammeres, resettes eller bare parkeres i kælderen.
Dertil hører fikse forestillinger om klart adskilte, medicinsk diagnosticérbare ‘psykiske sygdomme’, der siges at have et primært biologisk ophav – tilsyneladende, viser det sig gang på gang – i patienternes ‘fordærvede’ hjerner og/eller gener.
Kejseren uden tøj
Situationen er faktisk så absurd, at det svarede til, at vi havde sat terapeuter til at lede vores somatiske hospitalsvæsen og derefter nægtede at ændre på det. Når du derfor mødte op med en brækket fod i skadestuen, så ville du få at vide, at der intet var at stille op. Bruddet var ‘kronisk’, og du skulle gå til terapi for det resten af livet.
Noget lignende tilbyder psykiaterne de livslidende, men med omvendt fortegn. Som regel i form af livslang ‘behandling’ med varierende former for afhængighedsskabende doping, der enten dæmper, bedøver eller opkvikker (hvilket jeg ikke afviser, kan hjælpe på den korte bane, hvorfor også jeg mener, at der i et nyt system er behov for et supplerende medicinsk personale).
et nyt hjælpesystem bør tilgå mennesker som mennesker, herunder forstå deres psykiske problemer som relativt naturlige reaktioner, frem for sygdom
Ikke desto mindre, så er kejseren uden tøj på, og politikerne står snart over for et valg, der i virkeligheden er mere alvorligt, end de selv tror: Skal de lade systemet fortsætte? Eller skal de i gang med at skabe et tværfagligt hjælpesystem, styret af relevante faggrupper, som har forstand på den menneskelige psyke og tilværelse, herunder det – i stigende grad – skadelige samfund, vi lever i?
Et nyt hjælpesystem
Først og fremmest, så er det oplagt, at et nyt hjælpesystem tilgår mennesker som mennesker, herunder forstår deres psykiske problemer som relativt naturlige reaktioner, frem for sygdom.
Det åbner op for en helt anderledes måde at indrette systemet, hvor man ser på, hvad der reageres på, om det kan ændres, og dernæst, hvordan den indlagte kan arbejde mod psykisk heling og måske endda kursændring i sit liv.
Derudover er der behov for at anerkende, at mennesker er forskellige. Udgrænsede mennesker, der ikke passer ind i vores allerede galt afmarcherede normer, er ikke nødvendigvis ‘forkerte’, men mistrives og trækker sig, da vi har skabt et samfund, hvor der ikke længere er plads.
I det store og hele, så fordrer det selvfølgelig større forståelse, men også en evne fra personalets side til at forstå og hjælpe i dybden, hvilket først og fremmest involverer, at man ser på det lidende menneskes liv, relationer, samt livsførelse som helhed.
Hvordan systemet helt konkret skal indrettes, den må vi tage på forsøgsbasis. Det er ikke noget, vi kan regne os frem til på forhånd, men jeg garanterer, at det kan nærmest kun blive bedre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
