LIV OG MENNESKER // KLUMME – ”Jeg kører med alt fra ludere til nobelpristagere”. Det er standardsvaret, når Jesper Grunwald, POV’s skrivende taxamand, bliver spurgt om oplevelserne i den sølvgrå taxi med det grønne logo. Og det er sandt, at arbejdsdagen i vogn 6828 hele tiden byder på nye hjørner af livet. Også dem, der oser mere af fordærv end af hæder eller hyggestemning.
Ikke at jeg ser mig selv som en ”starfucker”, der går bagover, når ”de kendte” tager plads i taxien. Men, helt ærligt, jeg er nysgerrig som andre mennesker. Og mine erfaringer siger mig, at det kan være en oplevelse at møde kendisser i taxiens særlige blandings-status som skriftestol og fristed.
Jeg genkender navnet på kunden, der via internettet har bestilt en hurtig transportløsning. Den slags ture er der mange af i den nordlige del af hovedstaden, hvor mange af de økonomisk velpolstrede og indflydelsesrige bor.
Men det er ikke ”den kendte”, der træder ud gennem den selvlukkende jernlåge til den smukke villa. En ung mand, derimod, som meget vel kunne være kundens søn. Men det aner jeg jo dybest ikke. Ser blot i det begyndende mørke denne søvndyssende søndag, at den unge mand har en genstand med sig. En ”fugepistol” gætter jeg på. Sådan et værktøj man bruger til at tætne vinduer, hjørner og kanter, når man skal sætte hytten i stand.
De har bestilt en transportløsning – ikke et terapeutisk forløb med en længere samtale om livet, døden eller hvad der nu står på tidsåndens dagsorden
Den unge mand – en nydelig fyr i gymnasiealderen – er høflig men li’som ikke indstillet på en dybere samtale med den gråhårede morfar af en taxichauffør. Den slags afvisninger har jeg lært at affinde mig med trods min sociale sut. De har bestilt en transportløsning – ikke et terapeutisk forløb med en længere samtale om livet, døden eller hvad der nu står på tidsåndens dagsorden.
Jeg vælger selvfølgelig at trække mig. Jeg har lært det med tiden. Ikke med stor glæde men i respekt for dem, som jeg tjener min løn på.
Vi kører nogle kilometer yderligere nordpå, hvor grundpriser og huslejer stiger i takt med havudsigten og grundpriserne.
Tavshed. Fuld tavshed.
Efter en hård nat
Måske har den unge mand et frirum efter en hård nat med vennerne. Jeg husker det jo, selv om det er mange år siden. Vi drak øl og røg en joint midt i vores studentikose letsind i fiskerbyens både nærværende og kvælende tryghed.
Stadigvæk fuld stilhed i den elektriske taxi, som blot summer afsted som en humlebi på nordkystens stille forbindelses- og villaveje. Den unge mand på bagsædet åbner en siderude – sikkert for at få lidt luft. Så hører jeg et lille pift af luft, måske lyden af en cola-dåse. En dulmen af nattens hovedpine. Jeg gætter bare.
I begyndelsen af min taxikarriere havde jeg formentlig trukket rollen som politimand og hakket bremserne i
Det er ikke helt i pagt med taxi-reglerne at indtage drikkevarer. Men du kender det fra børneopdragelse, parforholdet og al anden form for principrytteri. Det er for helvede ikke nu, jeg gider at tage konflikten. Også her har jeg lært noget af min halve snes år på landevejene: Et bevidst ressourceforvaltende fravalg af konflikter. Han spilder ikke. Han er ikke fuld. Hvorfor så tage opdragerrollen på sig blot et par kilometer fra hans destination.
Og hvis jeg har forstået køreordren rigtigt: Han er en ung mand af den bedste familie. Slap nu af, morfar.
Pludselig lyder der et højt og markant ”klunk” udenfor det åbne vindue på bagsædet blot et halv hundrede meter fra et højresving.
– Hva’ fa’en er det, ryger det ufiltreret ud af min mund.
“Jeg smed bare noget ud ad vinduet”, kommer det iskoldt fra ynglingen på bagsædet.
Jeg kigger for første gang bagud via bakspejlet og kan se, at han ikke længere har fugepistolen fremme. I begyndelsen af min taxikarriere havde jeg formentlig trukket rollen som politimand og hakket bremserne i. Bakket til gerningsstedet og bedt gerningsmanden om at rydde op efter sig.
Jeg vælger rollen som apatiker.
Mindre en kilometer til destinationen. Jeg gider ikke balladen. Han er ikke min søn eller mit barnebarn. Så jeg lukker i som en østers og konstaterer, at den unge mand enten er lidt flov eller en lige vel kynisk drengerøv fra de riges reservat. Om et halvt minut og godt et par hundrede kroner er stævnemødet overstået. Jeg strækker våben – herunder min skarpe tunge.
Jeg ser det først, da jeg har sat mig i den lune kabine og tændt for lyset: Det er ikke en håndværkers redskab
Han kvitterer med et køligt, høfligt farvel ud for målet for den korte taxi-rejse. Endnu en smuk villa på ”guldkysten”.
Vi afregner, og jeg kan ikke dy mig. Min formelle begrundelse er, at jeg ikke kan acceptere, at en eller anden større metaldims er til risiko for cyklisterne på den stille villavej. Og så er der den sødmefyldte nysgerrighed, som jeg selv først rigtigt accepterede hos mig selv, da jeg gjorde den til min levevej som journalist.
Jeg vender taxien og kører tilbage til åstedet. Allerede på afstand lyser den aflange, blå genstand i det kolde, hvide lys fra taxien. Jeg stopper abrupt, mens en nydelig kvinde på udkig fra stuen i nærmeste hus betragter scenariet på vejen lige udenfor.
En taxi.
Midt på vejen.
Og en taxamand, der samler noget op, som han tager med sig ind i bilen.
En gastank på kørebanen
Hun holder øje med verden herude i dette trygge landskab, som er en symbiose af æstetisk skønhed og velfriseret borgerlighed.
Jeg ser det først, da jeg har sat mig i den lune kabine og tændt for lyset: Det er ikke en håndværkers redskab. Det er en dunk med Nitrogen Oxid. Ikke til bedøvelse hos tandlægen. De har deres egne veje. Tror heller ikke, at denne 40 cm lange flaske kan bruges i en sifon-flaske, der i sig selv er mindre end den patron, der skal til for at få de lækre drinks til at boble.
Det her er en af tidsåndens rusmidler for blot nogle sekunder af beruselse og virkelighedsflugt:
Lattergas.
Jeg hørte et ”pift” undervejs.
Og tvivlen: Måske er ”gerningsmanden” i virkeligheden en helt
Testede han den euforiserende virkning fra en af de lattergas-patroner, du sikkert har mødt på dine gåtur i byen? Var han – den unge mand fra byens gode borgerskab – en af lattergassens misbrugere?
Som altid. Det første, der rammer mig på de mere dramatiske ture er: ”Det her må afklares og afsløres”. Jeg er helt derude, hvor jeg tænker, om jeg skal køre tilbage til taxiturens udgangspunktet for at finde ud af, om der var en voksen til stede.
Men så kommer eftertanken og den pragmatiske. Det her er ikke mit problem, og jeg er ikke familievejleder eller politimand. Og tvivlen: Måske er ”gerningsmanden” i virkeligheden en helt? Måske fandt han tilfældigvis lattergassen på sit eget eller på søsterens værelse efter en hård nat, hvor ”de gamle” havde overladt huset til de unge? Måske var det her en redningsaktion for et menneske, der er lidt for tæt på skråplanet.
Nu skal der ryddes op og renses ud efter festen.
Måske ser jeg spøgelser?
Tvivlen vandt.
Men den nager.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
