BØGER // ANMELDELSE – I Rikke Viemoses medrivende MeToo-roman lægger en kvindelig udlandsredaktør og mediedarling an på den unge mandlige praktikant og presser ham til sex. Fuld af skam fortier manden hændelsen, men tyve år senere trænger den sig på igen. “Det lykkes Viemose at skildre den danske medieverden midt i MeToo med stor troværdighed”, skriver Isabella Miehe-Renard. Alligevel læses bogen som en konstrueret fortælling.
Jeg anmeldte Rikke Viemoses første bog Nu taler jeg for fire år siden. Jeg var begejstret for hendes personlige fortælling om et kvindeliv, der bød på erfaringer om bl.a. skjult sexisme, blinde vinkler og kønsbestemte forventninger, bakket solidt op af fakta, statistikker og konkrete eksempler. På mange måder en øjenåbner med relevante observationer fra en årvågen feminist, debattør og journalist.
Den var usædvanlig rolig og nøgtern i tonen. Noget så sjældent som en ikke-larmende debatbog. Den blev, helt fortjent, en stor salgssucces. Viemose blev hørt.
En kvindelig krænker
Nu debuterer hun som skønlitterær forfatter med romanen En anden tid, der modsat titlen absolut er en roman til tiden. En bog om MeToo i mediebranchen all inclusive: wokeness, victim blaming, hetz, folkedomstol, skam og skyld, tvivl, mulig heksejagt, magt og afmagt, ufrivillig underkastelse, misbrug af privilegier og ja, selv den absolut forargelige “praktikantsofa” skal med på sidelinjen, og ikke mindst krænkernes ofte desperate forsvar: Det var jo en anden tid.
Hver eneste bifigur på siderne har en funktion i at bekræfte den tid, vi lever i nu, hvis vi skulle være i tvivl
Viemoses take på temaet? Jo jo, her er bogens krænker en magtfuld kvinde. Sagen, og de mange, mange andre sager om chikane på avisen, der drypvis kommer for dagen, på det fiktive, store, toneangivende dagblad Demokraten ligger 10-20 år tilbage.
Jeg så forleden på Insta, at en åbenbart tidlig læser og fan af romanen blot skrev: “Læs den allesammen. Det er simpelthen en banger.” Lad os oversætte det til medrivende. No doubt, bogen er medrivende i sin form. Et underholdende, men i mine læserøjne lidt ubeslutsomt miks af plotdreven krimi-, spændings-, nøgle- og samtidsroman på én gang. Heftig ambition på kun 250 sider? Og hvorfor egentlig så kort en roman? Det var min næste tanke. Begrebet en knaldroman strejfede mig også, ikke ment som kritik, men som oplevelse. Men jeg frygter at blive cancelled.
Magt og afmagt
Alle forfatterens dramaturgiske greb virker. Den unge, mandlige praktikant Mathias, som er meget smuk og sexet, understreges det flere gange, oplevede, at den kvindelige udlandsredaktør og mediedarling på avisen, chefen Nina Ryden, for 19 år siden lagde an på ham flere gange. Hun flirtede uhæmmet, og efter et seminar med fest og drinks tvang hun ham nærmest til sex. I sig selv en prekær sag, når vi hører om noget så sjældent som en ung mand, der føler sig voldtaget. Mathias nævnte det aldrig for andre.
Men da Nina, nu 20 år efter, modtager Publicistprisen som kvinden, der “efter MeToo er gået forrest for at gøre op med sexisme i mediebranchen og er udpeget til forperson for Kulturministerens diversitetsudvalg”, genoplever han den ydmygende hændelse, han har kæmpet med at fortrænge og lægge væk. Han skammer sig stadig over, at han frøs, opgav modstanden og bare ventede på, at kvalmen ville forsvinde, måske især fordi Nina Ryden lovede, at han nu ville være sikret en fast stilling på avisen fremover.
Der er løbende kapitelskift fra 2004 og frem til 2024. Hvordan klarer hhv. Mathias og Nina deres liv nu, og hvad har især sat spor? Hvordan føles magten, og hvordan føles afmagten retrospektivt? Det er interessante portrætter. En anelse karikerede dog, skriver jeg i frygt for selv at være endt som MeToo-resistent. Om nogen har jeg selv været optaget af MeToo-opgøret, udfoldet i klummer, interviews og opråb. Så det føles lidt absurd at påstå, at bogens pointer indimellem opleves banale, indlejrede, internaliserede kulturelle sandheder, som de desværre er. Faktisk kan et overload og et mætningspunkt gøre blind, som når “revolutionen æder sine egne børn”.
Nu brugte jeg ordet overload, fordi udtrykket overkill har så negativ en klang. Men hver eneste bifigur på siderne har en funktion i at bekræfte den tid, vi lever i nu, hvis vi skulle være i tvivl. Nina Rydens nuværende mand er en 20 år ældre frisindet digter, der foretrækker et åbent forhold, en Jørgen Leth’sk karakter. Hendes eneste datter er woke, kritisk og ung feminist. Faren, som Nina for længst er skilt fra, er sprunget ud af skabet og lever med en mand nu. En gammel veninde beskrives som en, der tabte i gamet, fordi hun forlod presset på avisen og valgte nyt job i Køge Kommune. Hun har f.eks. taget flere kilo på, læser vi.
Research, realisme og romanens tempo
Jeg må nå at fremhæve styrkerne i Viemoses romandebut, forpustet som jeg er efter læsningen. Først og fremmest hendes grundige research, der er til et 12-tal. Som der står på første side, inden vi læsere går ombord:
“Baseret på en sand fiktion. Enhver lighed med virkeligheden er helt tilsigtet!”
Det mål lykkes Rikke Viemose med, især fordi samtlige af hendes citater og nedslag i tidligere rapporter om chikane eller uønsket opmærksomhed på de danske aviser som sagt er hentet 1:1 fra virkeligheden. Mange af os husker disse ordrette vidnesbyrd, og enhver storpolitisk avisnyhed i Demokratens mediedækning i de 20 år er også hentet fra virkelighedens arkiver. Det giver selvfølgelig anledning til mediekritik af tidens brug af clickbait-rubrikker og forsideprioriteringer.
Rikke Viemose debuterer med en banger. Og ja, romanen får os absolut revet med
Så researchindsatsen holder, og det lykkes hende at skildre den danske medieverden yderst troværdigt. Også den sexistiske, nedladende tone i redaktionslokalerne og ikke mindst på møderne trinnet højere oppe på ledelsesgangen, når en kritisk MeToo-rapport lander på bordet. Helt klassisk bliver mediechefernes strategi, i håb om at lægge låg på gryden, at meddele, at de nu hasteindkalder Kvinfo til et samarbejde i form af medarbejderseminarer. “For at gennemføre kulturændrende tiltag.”
Som sagt tyder meget på, at Rikke Viemose debuterer med en banger. Og ja, romanen får os absolut revet med. Det er sjældent, at jeg som anmelder dropper at citere fra siderne, trods mine mange understregninger undervejs. Men kort sagt: Sproget glider fint uden hverken finurligheder eller væsentlige oneliners litterært.
Jeg synes dog, at alle disse ambitioner på kun 250 sider virker forcerede. Hellere mere plads og mere ro på, trods spændingselementet, ville klæde romanen. Så ville indtrykket af en meget konstrueret fortælling forsvinde, tror jeg. Uden at man som modtager ser den kloge, årvågne Rikke Viemose foran sig, siddende med 1200 post-it-sedler og en stram synopsis i stearinlysets skær.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og