LIV & MENNESKER // KLUMME – Jeg har prøvet lidt af hvert: Den tossede gymnasieelev, der burde ligge hjemme i sin seng, men i stedet forsøger at opnå street-cred ved at træde ud i lyskeglen lige foran taxien, spreder armene ud og lægger sig hen over kølerhjelmen, mens han tilsyneladende har samleje – uden samtykke – med den sølvgrå Mercer. Eller hende, der skal bæres hen til dørtrinet – nærmest bevidstløs. hvor jeg må kigge i hendes pung for at være sikker på, at det overhovedet er hér, hun bor. Eller massagepigen, der skal køres fra klinikken efter en håndfuld fyraftensbajere til en klub i Istedgade og frisk spørger mig, hvor langt jeg egentlig kører på et blowjob. Eller ham, der rækker mobilen hen over min skulder, fordi han vil have mig til at tale konen til ro. Han tør ikke gå op i opgangen til det raserianfald, han selv er skyld i efter ugens tilbagevendende druktur. Det kan være ret grænseoverskridende at køre nattaxi i den berusede by.
Men jeg har oplevet det, der er værre.
Det er lørdag nat, og jeg er på flugt fra taxi-depressionen. Ikke en rigtig deprim, for jeg er af natur mere lalleglad end sortsynet. Og så burde jeg i virkeligheden ikke bruge d-ordet, når jeg har oplevet de mennesker, hvor melankoli er overhalet af virkelig sjælelig smerte.
Men alt er mærkeligt her, under corona.
Har fået lidt dybere snakke med fruen, som er groundet fra skoleverdenens yngste årgange nu, hvor dagliglivet er lukket. Og det er en udfordring at holde menneskekontakt med 6-årige poder på mobil og zoom-møder, når den kollektive bekymring blandt de voksne drypper som usikkerhedens slangegift. Voksne, der er sat her på jorden for at passe på vores afkom.
– Du lovede, at jeg ikke ville blive syg, råbte han grådkvalt i baggrunden, da børnehaveklasselederen ringede og spurgte, hvordan det går derhjemme under pandemien i en af de familier, hvor coronaen ramte – men ramte blødt. Gudskelov!
Så fik de en snak om det.
Men det her er hverken en operette eller en af den våde vinternats små mirakler. Det her er en socialrealistisk roadmovie over temaet – ensomhed
På min hjemmefront var vi lige kommet igennem processen, hvor pensionisten hér skal vænne sig til at udgøre ældrebyrden, mens konen gennem hele pandemien har haft travlt ad helvede til. Hun kommer hjem til en mand, der vil snakke – ikke tale – bare snakke.
Så jeg kører jævnligt ud på landevejene som afløser i Caspers Taxi i forsøget på at illudere et arbejdsliv. Hvorfor? Det er en tilståelsessag. Jeg savner af og til ganske almindeligt arbejde og en fornemmelse af, at jeg har mange år tilbage på stående fødder. Jeg vil gerne holde mit ægteskab så lykkeligt, som det altid har været.
I hvert fald fortsat holde et højt gennemsnitsniveau!
De nøgne bøgekroner på parkeringspladsen ved Galopbanen ligner lufttrolde i en fantasyfilm, når de vajer i vinden og taber tunge regndråber på taxiens tag. Dråberne slår så hårdt, at det i øjeblikket lyder, som om nogen banker på stålet lige over mit hoved. Nogen der har brug for et mikroskopisk hjørne af mine kompetencer i persontransport. Men det her er hverken en operette eller en af den våde vinternats små mirakler. Det her er en socialrealistisk roadmovie over temaet – ensomhed.
Jeg prøver at lægge sædet tilbage for at sove lidt, selv om det er en falliterklæring i taxierhvervet kl. 1 natten mellem lørdag og søndag.
Selv sådan en normal nat i Gothersgade, off season, er som en festival-amok sammenlignet med den døde, restriktionsramte storbynat under pandemien
Jeg kørte lige gennem Gothersgade i det indre København. Party-sumpen, som vi er nogle, der kalder den, når ungdommen slipper selvkontrollen. Der hvor man normalt agerer mellem hovedrysten og grin, når nogen vil kneppe ens taxi.
Der skete absolut intet!
Selv en almindelig hverdagsnat under en normal vinterferie, hvor en stor del af ungdommen – stamkunderne i festgaden – nyder Jägertee for enden af skiløjperne langt, langt væk fra hovedstadens natteliv – selv sådan en normal nat i Gothersgade, off season, er som en festival-amok sammenlignet med den døde, restriktionsramte storbynat under pandemien.
Med risiko for at lyde patetisk: Jeg kan ikke holde det ud.
Lad være at min indtægt er under 25 pct af selv en dårlig, post-juleferie, under-normalt-niveau-lørdag-nat i januar.
Jeg kunne jo bare køre hjem, som fruen sagde i telefonen, så hendes hovedrysten kunne høres på stemmeføringen. Jeg er på selvpension og burde først og fremmest tænke på de kolleger, der har den her søvngængernat som deres faste job. Og hér står ingen minkavler-lobby og tilbyder sikkerhedsnet i milliardklassen.
Jeg kører ud af storbyens midte med en halvdårlig samvittighed over min middelklassestatus, finder parkeringspladsen ved dyrehaven, og læner sædet endnu mere tilbage, strækker benene, lukker øjnene – og så ringer telefonen.
Jeg har strakt min dovne krop så meget, at jeg er kommet til at aktivere alarmen – overfaldsalarmen
– Godaften, vogn 6828, – jeg ville bare høre om du er OK?
Jeg kigger på skærmen, der styrer min handsfree telefon. Hvad fanden?
De ringer fra taxicentralen – og så dæmrer det.
– Undskyld, undskyld, undskyld, siger jeg til den omsorgsfulde vagt i den anden ende. Men tusind tak, fordi du passer på mig. Hun får forklaringen, smågriner og ønsker mig en god nat.
Jeg har strakt min dovne krop så meget, at jeg er kommet til at aktivere alarmen – overfaldsalarmen. Den der kan bruges, når de skæve og drukne er gået helt i sort.
Ikke at jeg savner de farlige nætter – druknætterne – men jeg frygter dem ikke og jeg sover uroligt på vagten i en melankoli og ensomhed, som jeg aldrig har prøvet før.
Bundrekord!
Det blev til blot 4 ture i corona-ensomhed denne lørdag nat i januar 2021.
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
