INTERVIEW – Tilbage i januar var jeg på den årlige Stressbehandlerkonference, hvor omkring 500 psykologer, ledere og andre, der arbejder med stressproblematikker i dagligdagen, deltog. Det er meget efter danske forhold, og konferencen er da også spækket med oplæg, der beriger ens nysgerrighed på stress og ikke mindst, hvad man stiller op med det. Dog var der specielt én forsker, som fik behandlere til at synke en ekstra gang og også fik mig til at lytte mere intenst. Hun gik nemlig i rette med hele måden, vi håndterer stressproblematikken på i Danmark. Jeg har ikke kunne slippe det oplæg siden og besluttede mig derfor at få forskeren til at uddybe.
Nadja U. Prætorius, du påstod i det oplæg tilbage i januar, at stressforskningen i Danmark foregår med kikkerten for det blinde øje? Og du stillede forsamlingen spørgmålet om, hvordan det kan være, at vi som stressforskere, som klinikere og på arbejdspladsen forsøger at orientere os og finde svar ved at anvende de selvsamme diskurser og metoder, som har skabt det stress-fænomen, vi udforsker – og som vi selv så rigeligt er ramt af. Det er jo unægtelig noget af en udmelding, så kunne du folde det lidt mere ud?
“I mit oplæg giver jeg eksemplet med psykologen, der får tildelt et afmålt antal timer til at få en alvorligt stressramt tilbage til det arbejde, der forårsagede belastningsreaktionen, og stressforskeren, der må anvende kvantitative forskningsmetoder, fordi talopgørelser og statistik angiveligt legitimerer forskningen.
Hvad angår psykologen, så styres denne af stram målopfyldelse, eksempelvis at stresspatienten skal være klar til arbejdet i løbet af maks. 7 timers rehabiliteringsbehandling. Dvs. at såvel patienten som psykologen evalueres på fastlagt målopfyldelse – uanset om dette overhovedet er muligt eller ej. Såvel psykolog som stresspatient er i behandlingsforløbet underlagt i præcist de styringsmekanismer, der forårsagede, at patienten gik ned med stress.
Tværfaglige feltstudier i samarbejde med patienter, arbejdspladser, kvalificerede behandlere og andre fagfolk – sådan som jeg anbefaler – har på nuværende tidspunkt meget ringe muligheder for at opnå forskningsmidler
Der er risiko for, at patienten erklæres for rask uden at være det. En for tidlig raskmelding resulterer ofte i et nyt stresssammenbrud. Psykologen er på sin side nødt til at leve op til målopfyldelsen for ikke at miste sit arbejde – vel vidende at patienten ikke er rask. Herved risikerer også psykologen at gå ned med stress. Man kan nemlig ikke i længden tåle at være uvederhæftig og udføre et ukvalificeret arbejde og vide, at man er skyld i en forværring af patientens tilstand.”
Nadja U. Prætorius siger videre:
“Forskningen har i længere tid været underlagt kravet om at kunne påvise evidens og hvor talopgørelser over sammenlignende studier bliver den sikre vej til at opnå forskningsmidler. Kvantitative studier, hvor man går i dybden med en analyse af patienternes tilstand og deres egne oplevelser, er uhyre sjældne og indgår typisk som led i et større statistisk studie.
Interviewundersøgelser foretages ofte af forskere med meget beskeden klinisk erfaring, og som derfor ikke altid stiller de relevante spørgsmål – eller de analyserer svarene ud fra forudfattede meninger om, hvad patienten mener og siger. Med andre ord vil forskeren ofte være nødt til at lave den forskning, som kan give forskningsmidler og dermed opnå målopfyldelse, der giver adgang til nye forskningsmidler.
Dogmet om vækst gennem konkurrence er en ideologisk konstruktion, der effektivt har udmanøvreret det faktum, at mennesker har overlevet som art på grund af vores unikke evne og lyst til at samarbejde
Tværfaglige feltstudier i samarbejde med patienter, arbejdspladser, kvalificerede behandlere og andre fagfolk – sådan som jeg anbefaler – har på nuværende tidspunkt meget ringe muligheder for at opnå forskningsmidler. Og forskningen risikerer at gå i ring og bekræfte, hvad man allerede mener at vide om stress.
Den helt gennemgående diskurs, nemlig dogmet om, at vi er nødt til at skabe vækst og konkurrere for at overleve på alle niveauer i samfundet, synes at være uantastet inden for stressforskningen. Herved ser man bort fra, at kravet om at skulle at leve op til stadigt øgede krav om målopfyldelse i skarp konkurrence med sig selv, kollegerne og andre arbejdspladser skaber en kronisk neurobiologisk højstresstilstand hos den enkelte medarbejder.
Den neurobiologiske højstresstilstand dæmper aktiviteten i de områder af hjernen, der understøtter højere kvaliteter og kompetencer som eksempelvis rationel tænkning, overblik, hukommelse, refleksion og selvrefleksion, kreativitet, indlevelsesevne og empati. Det vil sige, at vi risikerer at blive afskåret fra kontakten med de kvaliteter, som vi kender os selv på, og som er nødvendige for at udføre arbejdet. Dette skaber fremmedgørelse og usikkerhed på, hvem jeg er, fordi jeg ikke længere kan kende mig selv, ikke længere kan, hvad jeg plejer at kunne. Dette føles på sin side som en eksistentiel trussel, som forstærker kroppens alarmberedskab yderligere.
Dogmet om vækst gennem konkurrence er en ideologisk konstruktion, der effektivt har udmanøvreret det faktum, at mennesker har overlevet som art på grund af vores unikke evne og lyst til at samarbejde og skabe nye måder at producere, skabe kulturer og fællesskaber på til gavn for den enkelte og for fællesskabet. Og at netop det giver mening i menneskers liv.”
Men hvad er det for mekanismer, der afgør, at vi vælger at fokusere på behandling og ikke forebyggelse?
“At fokusere på forebyggelse forudsætter, at man er villig til at forske ude i virkeligheden, på arbejdspladserne og i undervisningssystemet. Man er nødt til at udforske resultaterne af økonomistyringens umyndiggørende og dehumaniserende menneskesyn og de anvendte management-metoder og styringsstrategier, der reducerer medarbejdere og elever til at være kvantitative målopfyldere i skarp konkurrence med hinanden og andre virksomheder.
For en kliniker med kendskab til traumepsykologi er det tydeligt, at mennesker, som er udsat for disse styringsrationaler udvikler symptomer, der er fuldt ud sammenlignelige med de belastningsreaktioner, man ser hos overgrebsofre. At man med andre ord på arbejdet og i uddannelsesinstitutionerne udsætter borgerne for overgreb. Dette er en særdeles ubekvem erkendelse, men den er nødvendig for at skabe de ændringer, der kan forebygge den stadigt stigende stresskurve.
Det har fået mig til at overveje, om vi har at gøre med vor tids samfundsøkonomiske forbrydelse mod menneskeheden
På Stressbehandlingskonferencen hørte vi, hvordan en meget stor virksomhed havde udviklet utallige tiltag til at forebygge stress: Sunde kantinemåltider, motionsrum, mindfulness etc. samt at man sendte alle ledere på de nyeste lederkurser. Jeg blev helt svedt ved tanken om, hvor meget man gør for at forebygge stress. Efterfølgende blev det konstateret, at medarbejderne stadig gik ned med stress, men at tilfredsheden med lederne var vokset markant.
Vi har at gøre med en virksomhed, der satser på at opfinde og producere bæredygtig energi, men som det blev sagt lidt inde i oplægget: ‘Man må huske på, at vi er i benhård konkurrence på verdensplan’. Efterfølgende har jeg tænkt over, om netop dette dogme om øget vækst gennem konkurrence gennemsyrer hele organisationen i en grad, så det hindrer stressforebyggelsen i at virke.”
Har man som rådgivere og behandlere en pligt til at være opmærksom på ikke at blive problemets forlængede arm?
“Ja, er det korte svar. Det lange er, at der kræves en samlet indsat, hvor fagforeninger, forskere, behandlere, ledere og medarbejdere på et kvalificeret grundlag tager opgøret med de sygeliggørende vilkår. At man indser, at rovdriften på Jorden og mennesker er to sider af samme sag, og at den helt nødvendige omstilling til bæredygtighed på alle planer i samfundet forudsætter samarbejde lokalt, nationalt og internationalt.”
Hvad angår organisationerne, så er vi ved at komme til et punkt, hvor vi har for mange erfaringer med stress til, at man kan undskylde dem med, at de mangler viden eller er dovne
Men er der på den ene side ikke en psykologisk logik i hele stressproblematikken, og på den anden side det at lederne skal være varsomme med det psykologiske sprog og ikke mindst i hvilken sags tjeneste, de bruger psykologien? Hvis det psykologiske sprog udelukkende udfylder en funktion, der har til formål at gøre oplevelserne vigtigere end virkeligheden, tages der ikke stilling til de kritisable arbejdsvilkår. Dermed overføres de problemer, skabt af belastende forhold, til et subjektivt oplevelsesplan. Det vil sige, at man psykologiserer politiske begreber, som blandt andet handler om, hvordan man organiserer arbejdet i respekt for medarbejderens helbred og trivsel. I praksis betyder det, at man ikke får forandret de forhold, der i første omgang førte til oplevelsen af det belastende. Så skal jeg forstå det sådan, at du ser et problem ved at fokusere på psykologbehandling i relation til stress og simpelthen ikke det som en farbar vej at gå?
“Lad mig slå det fast: En alvorligt stressramt har brug for relevant rehabiliteringsbehandling, indtil vedkommende er kommet sig. Mangelfuld behandling skaber overhængende fare for udviklingen af invaliderende, kronisk stressyndrom og hermed varigt manglende arbejdsevne. I tråd med mine hidtidige besvarelser er det uhyre vigtigt at gøre det klart, at psykologisering og individualisering af stressforekomsten udelukkende bidrager til de florerende mytedannelser om stress.
Hvad angår organisationerne, så er vi ved at komme til et punkt, hvor vi har for mange erfaringer med stress til, at man kan undskylde dem med, at de mangler viden eller er dovne. Vi taler ikke blot om stress, men en lang række stressrelaterede tilstande som angst og depression, samt hjerte-kar sygdomme etc. Samt at medarbejdere og elever i et alarmerende omfang risikerer at blive påført uoprettelige fysiske og psykiske skader, ikke blot her i Danmark, men i hele verden.
Det har fået mig til at overveje, om vi har at gøre med vor tids samfundsøkonomiske forbrydelse mod menneskeheden.”
Vi knækker ikke stresskurven ved udelukkende at blive ved med at behandle de stressramte og derigennem indirekte placere både årsager og løsninger i individets indre
Selvom det med den samfundsøkonomiske forbrydelse er lige stærk nok, er arbejdsmiljøforsker ved Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø Malene Friis Andersen langt hen ad vejen enig:
“I bogen Stop stress – håndbog til ledere understreger vi også, at det er vigtigt, at lederen holder samtalerne i et arbejdssprog og ikke i et psykologserende sprog. Dette er der flere grunde til. Eksempelvis er der ikke meget læring for hverken lederen eller virksomheden, hvis vi prøver at løse en stressproblematik ved at sende den stressramte til psykolog. Ikke at det ikke kan være nødvendigt. Men som arbejdsgiver bliver man nødt til at forholde sig undersøgende og alvorligt til, hvilke faktorer i arbejdet, som kan have været medvirkende til, at en medarbejder har udviklet stress. Kun derigennem kan lederen og arbejdspladsen tage hånd om problematiske arbejdsforhold og forebygge næste tilfælde.”
Malene Friis Andersen siger videre:
“Vi knækker ikke stresskurven ved udelukkende at blive ved med at behandle de stressramte og derigennem indirekte placere både årsager og løsninger i individets indre. Virksomheder må og skal trække læring ud af de stressproblematikker, de ser. Vi taler så meget om betydningen af læring i andre sammenhænge. Lad os tale om det i forhold til stress – og lad os i fællesskab forpligte os på at knække stresskurven. Fordi vi kan ikke være andet bekendt.
Så det er centralt, at vi som forskere også gør os refleksioner over og er kritiske i forhold til de logikker, der præger stressforskningen. Herunder fx også: Hvad er valid viden inden for stressforskningen? Eksempelvis tror jeg, at det er meget begrænset, hvorvidt kvalitative studier og casestudier anvendes af beslutningstagere,” slutter Malene Friis Andersen.
Hvis du vil læse mere om Nadja U. Prætorius forskning og hendes nyeste bog “En Verden til Forskel” , kan du gå ind på www.pemanadja.dk
Foto Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
