ENSOMHED & SOCIALE MEDIER // ESSAY – Sociale medier lever af at fastholde os i sammenligninger og tvivl. Misundelsen kan føles som en gift, men rummer også en nøgle til ærlig kontakt: at glæde sig på andres vegne, spørge ind og møde andre uden filter. Kan vi bruge den drivkraft til at skabe reel nærhed?
En fredag formiddag lader jeg være med at smile til kioskejeren. Ikke fordi jeg ikke under ham det, men fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg har det. Min doomscrolling har gjort mig til et blankt gespenst for en varig stund. Jeg tror, der går lidt tid, før jeg får lyst til at smile til en fremmed igen.
Jeg opdager senere, at det ikke bare er træthed. Mit humør er uroligt, filtret ind i de mange stemmer, jeg har lyttet til på de sociale medier. Når jeg har brugt en time på at scrolle gennem næsten 25 anonyme bekendtskaber, savner jeg min egen stemmes virkelighed, dens relevans. Det gør det sværere at lytte til flere – og endnu sværere at mærke mig selv.
Det lyder banalt, men følelsen af at blive set – eller ikke set – har en mærkelig magt på mig. Det er dér, misundelsen på andres succes på Instagram kommer ind. Ikke som et ondt ønske mod andre, men som en stille tvivl: Har jeg værdi, hvis ingen lægger mærke til det, jeg bærer rundt på?
Det er måske ikke kønt at indrømme, at man hader Julies ph.d. Eller at man er alt for afhængig af sociale medier for eksempel. Men det er ærligt
Jeg kan heller ikke forlange, at nogen lytter til mig, hvis jeg nu ikke også kan lytte til gengæld; det er en mærkelig situation, og det gør mig sært nok mere ensom. Fordi udsigten til reel kontakt er tåget. Og ensomheden forstærker min lyst til at dele følelser med andre. Og måske er det netop i min misundelse, at jeg finder ud af, hvor meget det betyder at blive hørt?
Når likes bliver en redningsplanke
At lytte kræver en opmærksomhed, jeg ikke selv har adgang til lige nu. Når jeg savner at føle mig rummet af en person, begynder andres ord at blive tomme. Jeg kan ikke tage dem helt ind.
At lytte handler ikke kun om at forstå, men om at være villig til at være til stede – uden at gøre sig klar til at svare, vurdere eller dømme, og det er svært at fokusere på, når mit sind larmer af det, jeg hørte i mit feed.
Jeg poster så et klodset Dylan-selfie – for at få lidt likes. For at få et håb om, at nogen ser mig midt i ensomhed.
Dylans autonomi, der tones ud ved hjælp af hans lyriske rockmusik, vækker tit en følelse af frihed i mig. Han genopliver tilstanden i de mest begrænsende forhold. Et af de forhold er min isolation; jeg forsøger at få Dylan til at vække mig op. Han opløser min ensomhed langsomt, kun en anelse, og det hjælper på mit humør at dele denne idé om hans evne med andre.
Misundelsen som spejl
Tilbage i butikken tolkede kioskejeren måske mit blik som koldt? Måske var han bare ligeglad. Det er svært at vide. Jeg ved, at kioskejeren slet ikke ved, hvem jeg er, og det lidt ubetydelige forhold forstærker min ensomhed.
Fem minutter før jeg gik ned i kiosken, så jeg også, at Julie havde færdiggjort sin ph.d. En flot bedrift. En del af mig glædede sig på hendes vegne. En anden del blev stille. Mut. Pinligt mut.
Vi deler samme værdisæt. Jeg burde unde Julie det. Hendes ph.d. handler endda om klasse og manglen på social mobilitet. Men Instagram fik følelserne til at flimre.
Netop denne pinlige neurose er et signal, der fortæller mig, at jeg længes efter kontakt, hvor man ikke skal kvalificere sig
Jeg sendte hende lykønskninger i kommentarfeltet, men spejlet vendte mod mig selv, og det blev svært at skelne, om jeg kunne mærke en beundring eller bare min egen utilstrækkelighed.
Misundelsen stak, erkender jeg. Det er ikke, fordi jeg ønsker hendes succes væk, men fordi hendes anerkendelse rammer min egen tvivl. Det føles, som om nogen har lagt hånden på mit bryst og sagt: Se, noget lignende kunne være dig. Men det er det ikke.
Og netop dér mærker jeg, hvor meget mit humør styres af, om jeg bliver set og bliver hørt. På samme måde som når Julie får sin ph.d., og hun kan indtage anerkendelsen, som hun har fortjent med sit hårde arbejde; folk ser hende, det var hårdt arbejde, og de kan se og høre, at hun gjorde det med god grund for sig selv og samfundet qua afhandlingens emne.
At længes efter kontakt uden krav
Jeg er slet ikke stolt af at være misundelig på Julie. Jeg ved godt, jeg kan være urimelig, hurtig til at dømme. Jeg tænkte, at Julie er karriereliderlig, og det var overhovedet ikke kønt.
Men netop denne pinlige neurose er et signal, der fortæller mig, at jeg længes efter kontakt, hvor man ikke skal kvalificere sig. Hvor man bare kan være og ikke skal gøre sig fortjent med sine meritter.
Min misundelse er i virkeligheden baseret på en dybere længsel efter det, der gør, at man føler sig set uden at blive dømt. Og jeg tror i virkeligheden, at det er det, det handler om, når jeg en gang imellem dømmer andre for at være for karriereliderlige.
Noget andet slår mig: Måske er det dem, der føler sig hørt, der har bedst mulighed for at høre andre. Det er ikke en regel, men det føles sådan nogle gange.
Og efter at have sat ord på min misundelse i denne tekst mærker jeg langsomt lysten komme i forhold til at lytte til andre. Bare tanken om, at nogen læser og ser mine tanker skrevet her, er nok til at sætte min empati lidt i gang.
For lytning er ikke passiv. Det er en vilje til at lade andres ord bevæge én, hvilket jeg måske har vækket lidt i dig, der læser med her. At lytte er, at man tør forlade idéen om, at man hele tiden skal svare, korrigere og være den klogeste i rummet. At lytte kræver lidt ydmyghed.
Nu tænker jeg, at Julie ikke kan være helt tilfreds, selv med en titel, der åbner nye døre. Måske mærker hun, om ikke så lang tid, et nyt pres, der langsomt lægger sig over hende som et tungt og fugtigt lufttryk: Hvad nu? Hvad skal hun med sin ph.d.?
Jeg bilder mig tit ind, at succes vil skabe ro for mig; at vide, at jeg er et menneske med talent og derfor har en god grund til at være i verden.
Men ofte skaber succes blot et nyt pres – og nogle gange endda et behov for at forsvare sig mod dem, der tvivler på, om man overhovedet har fortjent den. Særligt i de nepobaby-tider, vi lever i nu. Fordi man er mand, eller fordi man er middelklasse, fordi man ikke er udsat nok, kan ens arbejdsindsats eller berettigelse af succes blive betvivlet.
Når sårbarhed bliver mistænkeliggjort
Jeg har selv mærket det: Når sårbarhed ses som manipulation, fordi jeg i en kommentar skriver: ”Det var svært, fordi jeg er homo,” og nogen tolker det som en strategi, en kalkuleret vej til medlidenhed.
Men det er i virkeligheden et symptom på opmærksomhedsøkonomi. Her er vores tid og følelser selve produktet, som platformene lever af at sælge videre. Når misundelsen dukker op, er det derfor ikke kun et personligt svigt, men en reaktion på et system, der hele tiden sætter os i konkurrence med hinanden.
Når følelser får værdi i det offentlige rum, bliver vi mistroiske. Også på venstrefløjen, hvor selvudlevering let bliver læst som performativ, fordi vi samtidig ved, at platformene lever af at omsætte vores selvudlevering til målbar aktivitet og profit.
Er følelser, som fx min misundelse, ægte – eller er det en måde at vinde kapital på? Bliver andres sympati derfor instrumentel, og er den derfor overhovedet fortjent? Fortjener jeg, at andre lytter til mig?
Jeg tror også, de fleste kan mærke, hvornår sårbarheden er ægte, og hvornår det handler om eksponentiel vækst i antallet af følgere
Det handler ikke om at vinde noget med sine følelser, tror jeg. Det handler om at blive hørt. Dér, hvor man er.
At blive hørt er ikke det samme som at få ret; det er at blive mødt uden dom. At nogen forstår ens præmisser, at ens historie ikke længere ses som en undskyldning, men som et vilkår. At man rent faktisk er misundelig, fordi man er født i Jammerbugt Kommune og ikke på Frederiksberg. At det, man fortæller, rent faktisk kommer fra hjertet.
Og måske først dér begynder den egentlige lytning: Når man ikke forsøger at tage kontrollen over andres følelser, men stiller sig til rådighed. Ikke som terapeut, ikke som dommer, men som et menneske med ører. At være vidne til andres virkelighed – uden at flytte den over i sin egen.
Når jeg selv bliver hørt, sker der noget i mig. Jeg ser mig selv som mulig. Det bliver lettere at holde af den krop, jeg er i. At acceptere den historie, jeg har, at finde energien til at blive til noget nyt. At sige tillykke til Julie med hjertet på rette sted.
Da kioskejeren får smilet tilbage
Måske bliver det også reelt for mig at smile til kioskejeren igen. Ikke fordi noget er løst i mig, men fordi noget er blødt op. Fordi jeg skriver en tekst, der er ærlig, og som læses af en opmærksom sjæl.
Det kan være let for nogle at affeje min tekst her og se den som selvmedlidende; en måde alligevel at søge sympati på for min misundelse på Julie.
Min tekst kan godt blive opfattet som en uvilje mod at tage ansvar, fordi det hele afhænger af, om nogen gider at lytte til mig, før jeg finder det i mig at tage mig sammen og efterstræbe det, der ligner Julies.
Men nogle gange er det ansvarligt bare at indrømme, at man er misundelig, og blive mødt i det af én, der lytter.
Jeg tror ikke, man kan reducere den misundelse, jeg har til et led i en strategi i et algoritmespil på SoMe. Hvis det er sådan, mistes potentialet for omsorg. Og omsorg kræver, at nogen tror på, at det, de læser eller ser, er uden kalkule. Jeg tror også, de fleste kan mærke, hvornår sårbarheden er ægte, og hvornår det handler om eksponentiel vækst i antallet af følgere.
Det er måske ikke kønt at indrømme, at man hader Julies ph.d. Eller at man er alt for afhængig af sociale medier for eksempel. Men det er ærligt. Og ærlighed er vejen ud af misundelsen, hen mod noget blødere. En kontakt, der ikke kræver præstation.
At turde være uperfekt
Jeg ved ikke med sikkerhed, om det virkelig er så enkelt, at dem, der bliver set og hørt, automatisk bliver bedre til at lytte.
Men jeg ved, det hjælper, når jeg gør mit bedste i forhold til at se andre, uden at lave kalkulerede mellemregninger. Også når jeg selv ikke er perfekt, også selvom mit blik andre gange kan være hårdt, selvom jeg til daglig bærer masker, jeg glemmer, jeg har på.
Måske bliver det også reelt for mig at smile til kioskejeren igen. Ikke fordi alt er løst, men fordi noget i mig er blødt op. Fordi jeg har turdet indrømme misundelse, og fordi nogen læser disse ord uden at dømme.
At blive set handler ikke om præstationer eller strategier – det handler om at mødes som mennesker. Og måske er det netop dét, misundelsen kan lære os: at vores sårbarhed ikke gør os svage, men menneskelige. At vi kan mærke misundelsen. Sige den højt og stadig finde overskuddet til at lytte til andre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og