Taxamandens klumme: Et studie i den moderne mands tre “surhedsstadier”

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMMME – Det mest fantastiske ved at køre taxi er det evige, rullende studie af den menneskelige natur. Jeg plejer at sammenligne arbejdet med jobbet på en skadestue. Du træffer mennesker fra stort set alle samfundslag – og i livssituationer fra det muntre til det skæbnesvangre. Under kniven – eller i Mercerens ”stue”: Et menneskestudie! Et studie af mænd. 

Jeg har jo mine øjne og mine ører og kender mit eget køns mere ømme sider. Dér hvor mandhaftigheden er gået fløjten. Der hvor hulemandens kølle er skiftet ud med knudemandens nedadvendte mundvige. Jeg er nået frem til, at der i grundtræk findes tre ”surhedsstadier” hos den moderne mand: 

STILLE 

SUR 

TØSEFORNÆRMET 

Lad os se på grupperingerne én for én, – sådan som de jævnligt optræder på bagsædet af min gangstergrå Mercer. 

STILLE

Der er ikke megen dialog mellem de to på bagsædet. Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at SÅ hyggeligt var det altså heller ikke i aften. Nogle gange sidder han bare og kigger og småchatter på sin smartphone. Er han heldig, er ledsagersken også online. Så slapper jeg af og tænker bare på at få de to bragt hjem i en fart, hvor ingen er vidner til, om dette blot er en uheldig aften – eller hovedtrækket i et trist parforhold. 

Men STILLE-scenariet kan blive for stille. Hvis hun slipper sin gadget og bare kigger på ham. Eller endnu værre: Han understøtter den dårlige stemning ved demonstrativt – blot at kigge ud af sidevinduet på sin egen side. Han kan mærke hendes spørgende blik i nakken. Afventer den replik, som hun har formuleret så mange gange før. Han behøver ikke tælle ned. Bare kigge ud i verden udenfor taxien. 

Jeg må sige det ærligt: Efter syv års nattekørsel med berusede, fortvivlede, gamle, unge, syge, raske, forelskede, hadefulde af alle køn – intet er mere pinligt end et parforholdsopgør på bagsædet

Så kommer det, hendes uundgåelige spørgsmål: 

”Er du sur?” 

Det bliver han så – og rykker op på næste surhedsniveau. Der, hvor der kommer rigtige ord på. 

Hendes spørgsmål er både utåleligt og forløsende. Nu kan han få lov til at være det, der presser sig allermest på: Pissesur. 

SUR

Så bliver der lukket op for et privatliv, som ikke kommer Taxamanden ved, og som jeg derfor principielt ikke forstår et ord af. Hvis altså ikke der lige nu skrues op for både temperament og volumen. 

Måske morede hun sig tydeligt. Eller endnu værre: Kunne ikke rigtig slippe interessen for en veloplagt bordherre. Den sure på bagsædet fik ikke den opmærksomhed, som er en maskulin livsnødvendighed. 

Måske var hun lige vel frisk i munden, da de fortalte frække vittigheder ved baren, inden de fem retter og den gode vin, som chefen betalte. 

Så griber jeg ind om ”kammertonen”. De fleste under min egen alder har aldrig hørt om den – men den virker sgu’!

Måske er konflikten nærmest modsat: At hun igen var lidt for stille, da de skulle ud med hans kolleger og forretningsforbindelser. At hun virkede sur. 

Der er kun ét modargument, når den ægteskabelige diskussion er ved at nå sit absolutte lavpunkt. Hovedkonceptet er: Det ka’ du selv være. 

”Det er sgu dig, der er sur!” 

Og jeg må sige det ærligt: Efter syv års nattekørsel med berusede, fortvivlede, gamle, unge, syge, raske, forelskede, hadefulde af alle køn – intet er mere pinligt end et parforholdsopgør på bagsædet. Du kan intet gøre – med mindre konflikten kommer helt derud – og det er sket et par gange, hvor der er trusler eller røvfuld i luften. Så griber jeg ind om ”kammertonen”. De fleste under min egen alder har aldrig hørt om den – men den virker sgu’!

TØSEFORNÆRMET

Dette surhedens sidste stadium er på en gang både ufrivilligt humoristisk og indlysende pinligt. 

Lad os tage det sidste først: Det hænger jo sammen med selve begrebet – tøsefornærmet: Du er trådt ud af dit eget køns regimente. 

Oftest er han – manden – sur over at være overset, eller ikke lyttet til: 

”Hvor var du hele aftenen?” 

”Hvorfor kom du ikke over til mig.” 

Og der skrues op: 

”Du havde ikke tid under middagen, det er til at forstå. Men det er, som om jeg er fuldstændigt usynlig, når vi endelig er ude sammen!” 

Den maskuline tøsefornærmelse har sit eget sublime slutstadium, der hvor den sidste gnist af testosteron antænder den definitive, maskuline udladning. Som en sen nattetime for et par uger siden

Og så er der den modsatte – den mere offensive udgave: ”Hvorfor skulle vi gå allerede nu. Du virker, som om du ikke er interesseret i, om JEG morer mig?”

Dette sidste scenarium kan have sine egne mere dramatiske afslutninger. Måske tænder hun helt af og giver ham aftenens general-skideballe. Hun er kommet derhen, hvor det er absolut ligegyldigt, om Taxamanden reelt er vidne til et ægteskabeligt opgør. Ja, det virker måske stimulerende på angrebet at have et kronvidne i nærheden: Jamen, så se og hør dog, alverden, hvor dum og tøsefornærmet han er!

Eller måske er det HAM, der tænder helt af. 

Er han heldig, har de ikke samme bolig, og han kan køligt bede om at blive sat af hos sig selv. Så bliver der stille – meget stille på den sidste del af turen med kun én passager. 

Intet er mere lydtomt end en taxi efter et ægteskabeligt opgør. 

Men den maskuline tøsefornærmelse har sit eget sublime slutstadium, der hvor den sidste gnist af testosteron antænder den definitive, maskuline udladning. Som en sen nattetime for et par uger siden: 

”STOP!

Han nærmest skriger til mig, selv om mine ører er blot centimeter fra hans stramme læber. 

Han gider ikke længere. Han står af i konkret og metaforisk betydning. Nedlader sig end ikke til at kigge på hende. Så ligeglad med, om vogn 86 er stoppet midt på Rådhuspladsen eller ud for Pinlighedsvej nr. 0. Han flår døren op og smækker den med et brag, som var taxituren en crahtest. Jeg når dog – inden braget – at høre de vigtigste dele af nattens ultimative ”kærlighedserklæring” 

”F*** dig!”


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Maxipixel.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme