ALDER // KLUMME – Ja, det er så mig. 2016, snart 66 år. Tilgiv at jeg taler om mig selv. Jeg har en pointe. Det er fascinerende: Først er huden elastisk, stram og spændstig. Uden rynker, uden at være poset, uden kratere. Man er ung. Gradvist ændrer den sig, huden. Og de forunderligste syn dukker op foran ens øjne, hvis man kigger efter. Hvad der før var glat hud er pludselig ujævn og bumpet.
Lige under øjenbrynene observerer jeg ikke bare rynker, men furer, der får tankerne hen på tørkeramt jord. For hvert år bliver furerne dybere og dybere, som de norske fjorde i landskabet. Det er ….. anderledes. Set i make up-spejlet er det grotesk.
Huden på knæ og albuer bliver slappere, så det strakte led har noget rodet rynkehud ovenpå. Før kunne overfladen blive lige, trække sig sammen og se glat ud i ikke-udspilet tilstand. Det kan huden dér ikke længere. Den udspænding, huden skal kunne præstere, når knæet eller albuen er bøjet, giver overskud af hud i strakt udgave, som et lager af ledig pludret dej, der forsvinder, når leddet igen skal bøjes. Utrolig evne, men nu ikke længere så elastisk, at den kan forsvinde i sig selv. Menneskets største organ, huden, er et spændende bekendtskab, mystisk og forunderligt.
Helleristninger er dukket op
Halsen holdt stand længere end jeg troede. Det var en fornøjelse at have halskæder på. Ingen ‘halsringe’ til at distrahere, og det var det uudtalte krav, da jeg var præsentationsvært på DR2: Det er halssmykkerne, der skal tage opmærksomheden, ikke halsrynkerne. Som 50-årig var det stadig muligt, men i dag ville jeg ikke kunne få det job. Nu er de nemlig kommet, rynkerne. Og de bliver jo flere. Halskæderne strammer lidt.
I mit ansigt ser jeg rynker, flere og flere dag for dag. Det er utroligt at følge med i. Omkring munden. Små lodrette streger, der sørger for, at jeg kan smile stort, hvad jeg ofte gør. På kinderne er der dukket helleristninger op. Kindrynker, der fortæller min historie. På øreflipperne sågar. Det er til gengæld mærkeligt, for hvorfor egentlig dér? Jeg kan end ikke rokke med ørerne.
For hver dag, der går, skal jeg bruge stadig længere tid på at genfinde det ansigt, jeg kan huske, fra da jeg var i 30’erne. Det er forsvundet, bid for bid bag massevis af rynker, dybe furer på hver side af næsen – faktisk har jeg en trekant, der begynder i panden, følger næsen på den ene side i en bue ned og rundt forbi munden og ender på hagen, og tilsvarende på den anden side af næsen. Trekanten bliver større, når jeg smiler, og det gør jeg som sagt meget. De senere år er der ydermere dukket nogle udposninger op på kæberne, der mest ligner miniudgaver af Chip og Chaps kindposer. De overrasker mig ikke, jeg genkender dem fra masser af fotos i min fars familie. Sådan er det. Kun et spørgsmål om tid, de bliver større endnu.
Jeg er nemlig blevet ældre. Det er noget der sker, for hver dag jeg lever. Kan du finde trekanten?
Alternativet er bestemt ikke noget, jeg ønsker. Hverken at blive yngre eller at dø. Så i stedet bruger jeg tid på at studere processen. Forliger mig med den. Og jeg har besluttet mig for, at den ikke skal omtales som forfald. Det er en proces, en ældningsproces. I det hele taget skal der ikke siges noget grimt i den forbindelse. Det er jo sådan det er. Jeg kan intet gøre ved det. Det sker bare.
Vinkeflæsket, grevindeguirlanderne og hvad man ellers kalder de slappe overarmsmuskler under armen, det kommer før eller siden. Sådan er det. Mærkeligt at tøjbranchen stadig ikke har opdaget denne guldgrube af en niche: T-shirts med lidt længere ærmer til os, der ikke vil flashe vores slappe hud fra skulder til albue.
Jeg har beskæftiget mig en del med alder de sidste syv-otte år. Skrevet en bog om Plus-alderen, fordi vi der er 50+ bliver ældre på en helt anden måde end vores forældre. Glem alt om tilbagetrækning og otiumsstole. Vi er stadig aktive, vi ‘bliver jo bare ved’, som bogens undertitel siger. Skavanker repareres, løsdele udskiftes, stort set alt kan fås på reservedelslagrene: nye briller, høreapparat, hjerte-reservedele, lever og nyrer, hofter og knæ. Meget kan fikses.
Vi er flittige medlemmer af fitnesscentre og motionshold. Vi er nemlig ‘den første generation i verdenshistorien, der er i topform’ (som livstilseksperten Henrik Byager sagde i 2010), og vi fortsætter med at være erhvervsaktive, bliver frivillige eller deltager entusiastisk i kulturtilbud, motionsarrangementer og oplevelsesrejser, vi passer børnebørn og vores gamle forældre.
Vi fylder godt i landskabet, og omtales derfor meget. Vi er nemlig de store årgange, der blev født efter 2. verdenskrig. Vi har oplevet ungdomsoprøret og holder os derfor ikke tilbage med hverken begejstring eller utilfredshed. Vi vil have ordentlige forhold, når nu vi ved, at det er muligt. Og nu hvor en hel del af os gearer ned, er der endnu mere tid til at tale, skrive, deltage og gøre os gældende. Se eksempler på det i slutningen af min tekst.
Det er sandelig også tiltrængt!
Men i bare iver efter ikke at virke for gammel, eller se ud som om man er gammel, har vi forpasset orienteringen af de næste generationer. Ja nærmest løjet for dem, i håbet om at det ikke kommer til at ske. Vi lyver os yngre, taler ikke om det, kamouflerer, hvad der kan kamoufleres. Gammel er ikke attraktivt. Og eksisterer derfor ikke, når nu vi har gemt det væk og ikke vil stå ved det. Gammel kan ikke bruges, siden vi ikke har talt om det. Tror vi.
Men i bare iver efter ikke at virke for gammel, eller se ud som om man er gammel, har vi forpasset orienteringen af de næste generationer. Ja nærmest løjet for dem, i håbet om at det ikke kommer til at ske
Vi er selv ude om, at næste generation foragter os og vores alder. Vi har jo ikke talt om det, der sker. Men lad os da lige lave om på det. For ‘ældre’ eller ‘gammel’ er. Det sker. Det findes. Selvom vi stadig – stort set – er de samme indeni. Indpakningen ændres hurtigere end det indre.
Og der er efter min mening ingen grund til at gemme alderen væk. Det er jo derfor, jeg kalder det plus-alderen og drøner rundt og holder foredrag om det. For der er jo liv og glade dage, hvis bare man kan holde sygdom og forfald fra døren. Det er en helt anden historie, som gælder både ung og gammel.
Men hvor bliver der dog sagt meget negativt om det ydre, om overfladen! Udseende er et altoverskyggende samtaleemne, når det drejer sig om andre, vel at mærke.
F. eks. standardreplikken, når der er runde fødselsdage med billeder i avisen. Eller en kendt person, der bliver hevet ud af glemslen og måske toner frem i blade eller på tv-skærmen. Med overraskelse og en anelse rædsel i stemmen konstateres det: ”Hvor er han/hun dog blevet gammel!”. Det er sgu da klart. Han eller hun er blevet 20 år ældre end sidst, jeg så et billede af den person. Det er da klart, at det kan ses. Og hvis jeg lige tog et kig i spejlet, så følger mit ansigt sikkert ganske godt med i den ændring.
Men vi taler om de andre. Og vi taler ned.
Der er hos langt de fleste utilfredshed med udseendet. Ældningen begrædes, for vi synes stadig, vi er 34 indeni, selvom vi er over 60. Udseendet vil ikke spille med på den fantasi. Ældningsprocessen i kroppen følger ens levetid, ikke hverken aktivitetsniveau eller den alder, man har i sit indre. Så der må sættes ind! Krukker med dyre cremer langes over disken, anti-age er et kodeord, der på sesamvis kan liste kronerne op af lommen. Forskønnelsesindustrien har kronede dage med diverse indgreb i hud og kød. Lidt mere her, lidt mindre der, så alderen ikke kan ses. Det kan den så alligevel, for halsen og hænderne sladrer.
Vi er selv ude om, at næste generation foragter os og vores alder. Vi har jo ikke talt om det, der sker. Men lad os da lige lave om på det. For ‘ældre’ eller ‘gammel’ er. Det sker. Det findes. Selvom vi stadig – stort set – er de samme indeni. Indpakningen ændres hurtigere end det indre.
Mine hænder ligner på ingen måde mit 30-årige jegs hænder. Nu ligger blodårerne ovenpå i den rynkede hud og buldner. Uanset hvor meget restylane eller botox jeg investerer i, eller hvor meget jeg får strammet min hud i ansigtet, så vil hænderne afsløre, at jeg nu snart er 66 år. Det har jeg det fint med. Og jeg skal ikke hverken skæres i eller have kamoufleret rynkerne. De er mine årringe, de er udtryk for levet liv. Mit liv. Sådan ser jeg ud.
Tilmed har jeg altid været en ivrig soldyrker. Jeg elsker at sidde i solens stråler og mærke varmen. Det har bestemt heller ikke hjulpet.
Så fat det dog
Sminke kan gøre meget, men det er jeg ikke god til. Kan simpelthen ikke lide at have det på, medmindre det er af hensyn til stærke lamper i et tv-studie. Heldigvis laver jeg radio, her er udseende totalt ligegyldig.
Til hverdag nøjes jeg med lidt mascara for ikke at se træt ud og for at fremhæve øjnene. Det er der, jeg følger furerne ved øjenbrynene.
Jeg lagde et billede på facebook, hvor en kommentar udtrykte begejstring og kommentaren ‘med rynker und alles’. Først blev jeg overrasket, jeg havde ikke selv tænkt på det. Så blev jeg glad, for det var et skønt billede, min mand tog. Det her.
Det glædede mig, at professor Bente Klarlund Pedersen, der er sundhedsredaktør i Politikens Lørdagsavis, bekræftede, at rynker ikke kan forsvinde. De kan ikke forsvinde! Så fat det dog. Spar de dyre cremer, tro ikke, at noget kan ændres. Jo man kan for en tid udjævne med lidt botox og alt det dér. Men det skal gøres jævnligt og det koster.
Det glædede mig, fordi det stiller os alle sammen lige. Rynker er et spørgsmål om gener, ikke om velstand. Vi bliver ældre, huden bliver slappere efter alle de år, hvor den har været stram og spændstig og gjort sit arbejde. Uanset om man er rig eller fattig, så er vilkårene ens. Huden bliver slappere. Hos alle. Sådan er det.
Processen byder også på vinkeflæsket, grevindeguirlanderne og hvad man ellers kalder de slappe overarmsmuskler under armen, det kommer før eller siden. Sådan er det. Mærkeligt at tøjbranchen stadig ikke har opdaget denne guldgrube af en niche: T-shirts med lidt længere ærmer til os, der ikke vil flashe vores slappe hud fra skulder til albue. Jeg er ikke flov over det. Jeg er ikke utilfreds, men jeg synes, jeg ser pænere ud, når T-shirten går ned til albuen i stedet for at skære midt på armen, så alt kan slaske. Ingen øvelser kan ændre på det faktum, at elasticiteten forsvinder. Sådan er det.
Lårene ser også anderledes ud end før. Her vandt de unge en knusende sejr over os i plus-alderen, der ellers kopierede deres mode uafladeligt i håbet om at kunne stay forever young. Som om vi kunne forhindre aldring ved at købe det samme tøj som vores døtre. Men det fik en ende, da shorts kom på mode igen. Hele året, også om vinteren. Det er smukt at være ung og vise sine dejlige ben. Det er ikke altid smukt, at kvinder i 60-årsalderen gør det samme. Så her er en afgørende forskel på unge og gamles mode. Fred med det. Vi ser dejlige og smukke ud på anden måde. Gid vi dog kunne værdsætte det. Være glade for det.
Ja, vi ser ikke smukke ud. Nogle gange ser vi ældede ud – fordi vi er det. Men ikke grimme. Og her er omsider min pointe. I stedet for at begræde det uafvendelige, så må vi se at forlige os med det. I stedet for at vrænge af rynkerne, fugerne og den slappe hud, skælde ud, tale det ned, gemme det væk. I stedet for at skamme os over at huden ældes, må vi se at flytte energien over til at hylde den stadige førlighed. Det under huden. Den fantastiske krop, der har tjent os så trofast gennem årene.
Ja, vi ser ikke smukke ud. Nogle gange ser vi ældede ud – fordi vi er det. Men ikke grimme. Og her er omsider min pointe. I stedet for at begræde det uafvendelige, så må vi se at forlige os med det
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop:
Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund.
Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Stop jammeren og lev livet
Brug tid og penge på at forskønne og udskyde, som du vil. Det kommer ikke mig ved. Jeg var selv meget glad for at få fjernet den hudflap, der dannede sig på mine øjenlåg, da jeg var 40, og igen da jeg var 50. Fra at ligne en træt kone kom jeg til at se frisk ud igen. Når jeg skulle interviewe andre mennesker, slap jeg for folks distraherende, om end velmente tanker og kommentarer, om jeg fik nok søvn eller om jeg havde problemer, siden jeg så så træt ud. Det indgreb havde et formål, for mit udseende passede ikke til min alder. Nu er det ok, en 66-årig har set så meget og er så træt indimellem, at tunge øjenlåg ikke kan overraske.
Jeg siger intet kritisk om min krop, så længe den samarbejder og er mig sådan en god makker. Det samarbejde kommer jo ikke af sig selv. Jeg tænker over, hvad og hvor meget jeg spiser. Ikke hysterisk, men jeg prioriterer ordentlige sager. Lytter efter, hvad kroppen fortæller mig, og sørger for at holde den i gang. Jeg bruger den, ligesom hjernen bliver brugt.
Jeg siger intet kritisk om min krop, så længe den samarbejder og er mig sådan en god makker. Det samarbejde kommer jo ikke af sig selv.
Jeg har været heldig, og jeg skønner på det. Kroppen har fungeret med ganske få undtagelser: Lidt efterfødselsrod, lidt overgangsalderrod og så for fire år siden, da jeg troede, at jeg var blevet gammel. Jeg rystede på hænderne, var træt og kunne næsten ikke løfte fødderne op af trapperne. Jeg fik lår i skoene og så det værste: mit hjerte bankede på højtryk. Var der mon noget galt? Ja, mon ikke! Hjertet var ok, blodprøverne var ok, men der var rod i stofskiftet, skjoldbruskkirtlen lavede ballade. Uendelig taknemmelig var jeg over, at medicin kan ordne den ubalance, endda uden bivirkninger. Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Nå ja jeg fik også en ny udfordring: migrænen. Sådan én der tager dage ud af kalenderen. Den dukkede oftere og oftere op, jeg ofrede rødvinen på det alter, er gået ned i arbejdstid og har ladet akupunkturnålene virke. Aner ikke, hvad af det der hjælper, men noget virker.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter.
Kadaveret og maskineriet indeni virker. Jeg har passet på min krop, og min krop har passet på mig. Taknemmeligheden er stor, og jeg kvitterer med at acceptere de ændringer, kroppen skal igennem på sin vej mod yderligere alderdom. Og jeg taler pænt om det, der kan ses.
Her er nogle af mine gode råd:
‘Lille smil’.
‘Lille smil’ er den lille anstrengelse, man gør sig for at smile bare lidt. Det ser ikke ud som et smil, men man strammer smilemusklerne en anelse. Det er en god ide, fordi de muskler også er blevet slappe. Med ‘Lille smil’ ser man ikke så sur og livstræt ud. Og man vil helst ikke optræde med det slappe ansigt uden ‘Lille smil’, når nogen har telefonen i gang med at tage billeder.
Solbadning.
Når du som jeg sidder og ser op mod den vidunderlige sol, så kan du en gang imellem puste luft i kinderne. Så kommer der også solbrændthed i ansigtsfugerne. Det er sjovere end de hvide kratere, der viser sig.
Hvor er du smuk!
Hver dag skal du huske at fortælle dig selv, at du er smuk og ser dejlig ud. Giv dig selv et smil i spejlet og sig det højt: ”Hvor ser du dog dejlig ud! Du er jo smuk!” Det er lige så godt som en hjertestyrkning.
Men frem for alt: Tal ikke din ældningsproces ned, så længe kroppen virker. Vi kunne kalde det Plus-alderpagten.
Private fotos udover det angivne.
Anne Leonora Blaakildes gode råd er opsummeret her, i en artikel fra DRs LevNu. F. eks det her: ”Lad være med at lyve om din alder. Jo mere vi lyver os yngre på grund af forfængelighed, jo mere er vi med til at gøre den store fortælling om alderdom negativ.”
Tre gode artikler fra andre, der gerne taler om alder fra Mette Fugl, Camilla Lindemann og Dorte Hygum.
Du kan vælge at honorere mig for denne artikel direkte via Mobile Pay: 2424 6242.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her