Man kan ikke have demokrati uden historie

Asser Amdisen 25.03.2017

Historiefortælling er forudsætningen for demokrati, skriver forfatter, historiker og historiefortæller Asser Amdisen. Vi kan ikke fungere, som mennesker i fællesskaber uden bevidstheden om en fælles historie. Hvis historikere og historielærere svigter faget, svigter de demokratiet og fællesskabet. Og selvom den store nationale fortælling er forsvundet, er historiefaget – og historien – fortsat vigtig som en fælles bane, vi alle spiller på.

I februar kom Alternativet med et forslag om at afskaffe historiefaget i folkeskolen – eller rettere lægge undervisningen i historie ind under nye fag, hvilket er en klar nedprioritering af faget.

Sammenholder man det med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen bruger tv-serien Matador som historisk reference, kan man som historiker godt få lyst til at smide tøjlerne og bare lade verden sejle sin egen sø – verden har måske slet ikke brug for historikere længere?

På den anden side udgives der lige nu flere bøger om historie end nogensinde før, og der er godt med mennesker til historiske arrangementer i landets foredragssale.

I denne weekend afvikles Historiske Dage i Øksnehallen, hvor tusinder af mennesker vil flokkes for at lytte til og tale om historie i alle dens afskygninger – nedfældet i bøger – lige fra den tunge videnskabelige af slagsen til den lettest udklædte re-enacter.

Historie handler ikke bare om gamle dage. Historien er nutidens spejl, den fortæller, hvem du egentlig er. Hvis du er inviteret til moster Odas fødselsdag og skal sidde til bords med en flok af hendes gamle badmintonkammerater, er det første, du gør, sikkert at forklare, hvordan du hører til selskabet. Du beskriver, hvilken fælles historie, du og Oda har, og med det på plads begynder du at fortælle, hvem du selv er. Du fortæller måske, hvor du er født, hvilken uddannelse du har taget, hvad du arbejder med, og hvor og hvordan du bor.

Når du fortæller de andre, hvordan du kender Oda, aktiverer du en masse relationer. De ved nu, at hun er din moster, de har fået en forståelse af din slægt og familie

Det er grundlæggende den måde, vi mennesker organiserer vores verden på: Vi fortæller historier. Hele vores virkelighed – arbejdsliv, familieliv og samfundsliv – er organiseret i et netværk af historier, som vi kan trække frem og bruge for at forstå og positionere os i den verden, vi lever i.

Når du fortæller de andre, hvordan du kender Oda, aktiverer du en masse relationer. De ved nu, at hun er din moster, de har fået en forståelse af din slægt og familie, hvilket alle kan forstå, fordi alle kender rammerne for slægtskab. Du kan ikke fortælle andre, hvem du er – uden at fortælle din personlige historie.

Den store nationale fortælling

I gamle dage dyrkede vi den store, nationale fortælling om det danske folk, som var lidt mere tolerant, lidt mere fredeligt, lidt mere homogent og ikke mindst lidt mere demokratisk end andre folk. Vi fortalte om Christian 4., som nok var lidt af en krigerklovn, men byggede så smukke huse.

Om reformationen, hvor folket og kongen i fællesskab, gjorde op med de fremmede og grådige katolske munke og præster for at rense og genskabe den oprindelige kirke. Om landboreformerne, hvor den gode konge gav bønderne friheden, selvom ondsindede og udanske herremænd forsøgte at stoppe dem. Om krigene mod Tyskland, hvor de danske jenser heroisk forsvarede og døde for fædrelandet i krig mod et udenlandsk barbari.

Alle disse historier blev (og i nogen grad bliver) børn undervist i i skolen, de blev gentaget i romaner og bøger, de blev (og i nogen grad er) kernen i tv- og radioformidlingen af historie, og de danske museer er bygget for at fortælle den historie videre til børn i alle afkroge af riget.

Den store sammenhængende og entydige fortælling om nationalstaten Danmark har længe været forældet og passet dårligt med verden omkring os. Men selvom den var noget (farligt) vrøvl, kan vi ikke bare afskaffe den. Vi er nemlig pinedød nødt til at have en fælles reference – uden har vi intet til fælles – hvorfor skal jeg betale skat til en eller anden klaphat i Jylland, hvis ikke vi har et eller andet fællesskab? Derfor søger vi hele tiden nye historier.

Den store sammenhængende og entydige fortælling om nationalstaten Danmark har længe været forældet og passet dårligt med verden omkring os. Men selvom den var noget (farligt) vrøvl, kan vi ikke bare afskaffe den.

Nogle vil gerne gøre fællesskabet til en praktisk ting. De taler om konkurrencestaten og omtaler fællesskabet som en forbrugsforening, hvor vi ved at arbejde sammen kan skaffe os goder i en konkurrerende verden.

Andre genopliver den gamle nationalisme, omend med lidt mere kant, og ser fællesskabet som en stammekamp mod ydre farer som globalisering og migration. Atter andre lader det gamle dansknationale fællesskab erstatte af et nyt og større europæisknationalt fællesskab. Vi kan simpelthen ikke lade være. Vi forsøger konstant at organisere os gennem nye fortællinger.

Historie er en bane vi spiller på

Det er hverken ønskværdigt eller muligt at genskabe den gamle store fortælling, men hvad hulen gør vi så? Kan vi historikere da ikke bare levere den videnskabeligt pålidelige historie?

Nej, det kan vi ikke, for historie er ikke en eksakt videnskab, heller ikke selvom man siden slutningen af 1800-tallet har forsøgt at få det til at se sådan ud. Datidens historikere, der igennem nogen tid havde set læger og andre naturvidenskabsfolk tage al opmærksomheden, forvandledes sig til moderne videnskabsmænd.

Man lavede nye teorifag ”historisk metode”, hvor man underviste i en bog, der hed Historisk teknik, og man omdøbte biblioteket til Historisk Laboratorium – alt sammen med det ædle formål at finde frem til den videnskabeligt sande historie. Og når historikerne herefter sagde, at den store nationale fortælling var sand, så kom udsagnet med samme kraft og autoritet, som fra matematikeren, der havde løst den svære formel og med videnskabEN i ryggen meddelte sandheden til folket.

Historie er ikke videnskab. Det er ikke historiens mål at give os det endegyldige svar på, hvem vi er som folk. Historien er en bane, hvorpå vi spiller – og skændes – om vores fælles identitet.

Historikerne var blevet ramt af den videnskabelige syge, og siden har de været dødkedelige. En videnskabelig artikel skulle helst være meget svær at forstå, så den kun kunne læses af de få andre, som var lige så kloge. Man bevægede sig væk fra historien som fortælling. Det var ikke fint at skrive bøger til folket, man skulle ikke underholde, men publicere artikler i internationale tidsskrifter, skrevet til fem ligesindede nørder. I dette desperate forsøg på at gøre sig selv mere videnskabelig og fin, fjernede man sig fra historiefortælling af den slags, som skaber samfund – og som i bund og grund er den eneste grund til at have historikere.

Historie er ikke videnskab. Det er ikke historiens mål at give os det endegyldige svar på, hvem vi er som folk. Historien er en bane, hvorpå vi spiller – og skændes – om vores fælles identitet. Vi ved præcis, hvornår Christian 4. døde, men skal vi sige noget som helst begavet om, hvilken betydning hans død havde dengang – eller har i dag – kommer der uvægerlig vurderinger, politik, ideologi og meget andet ind i billedet. Enhver historie er ud over det strengt banale altid et resultat af valg og fravalg, og her er Christian 4.’s død et godt eksempel: Hvorfor fremhæve den og ikke et af alle de andre dødsfald i 1600-tallet?

Historie som litterær genre

Men hvis ikke historie er en videnskab, hvad er det så? For mig er det en litterær genre, som – helt i modsætning til de eksakte videnskaber – bliver rigere af tolkninger, holdninger og ideer. Historien adskiller sig fra litteraturen ved at ikke at være uafhængig af virkeligheden. Historien tilstræber altid at fortælle sandheden, selvom det naturligvis ikke kan lade sig gøre. Det betyder, at ikke alle historier er mulige. Holocaustbenægtere finder ingen plads i historien, fordi deres historie er så usandsynlig, men mange andre udlægninger af historien gør.

For de ældre læsere vil Palle Lauring og Ebbe Kløvedal Reich være gode eksempler. Lauring var fortælleren af den nationale fortælling, og Reich var ungdomsoprørets historiker. De forsøgte begge at udlægge fortiden, som de hver især så den. I moderne tid har især Tom Buk-Swientys bøger om krigens skrækkeligheder og Peter Øvig Knudsen lidt desperate forsøg på, at undskylde sin egen venstreorienterede ungdom været helt centrale for almindelige menneskers forståelse af historien. Af disse fire er kun Buk-Swienty universitetshistoriker.

Historien bliver dermed til en stående debat om, hvem vi egentlig er. Et godt eksempel er statsministerens fortælling om, hvordan Agnes Jensen i tv-serien Matador steg i graderne takket være sin sans for iværksætteri og innovation. En alternativ tolkning af den samme historie kunne være, at det var fordi fagforeningerne sikrede, at hendes mand, Røde, fik en god løn fra banen, at der blev overskud til at udvide. Begge tolkninger er mulige og sandsynlige. Og så er det måske også værd at huske på, at det er Lise Nørgaard, der har fundet på Matador. Det er en historie skrevet i slutningen af 1970’erne, hvor velfærdsstaten var på toppen, men der også var alvorlige krisetegn, så den store fortælling – Matadors storyline – kom til at handle om, hvordan vi alle stod sammen og håndterede modgangen.

Historien bliver dermed til en stående debat om, hvem vi egentlig er. Et godt eksempel er statsministerens fortælling om, hvordan Agnes Jensen i tv-serien Matador steg i graderne takket være sin sans for iværksætteri og innovation. En alternativ tolkning af den samme historie kunne være, at det var fordi fagforeningerne sikrede, at hendes mand, Røde, fik en god løn fra banen, at der blev overskud til at udvide. Begge tolkninger er mulige og sandsynlige.

Der vil altid være mange fortællinger om fortiden, og de vil altid konkurrere om at være den dominerende. De vil skiftes til at have overtaget, men forhåbentligt får vi ikke en enkelt stor fortælling igen. De seneste års ønske om en ensartet historie med en utvetydig pointe er dødsensfarlig, fordi ensretningen – og især den statslige ensretning – af vores fortællinger skaber en forestilling om ”den nødvendige politik” og den eneste mulige vej. Når historien bliver det – en styret fortælling om, hvorfor nutidens magthavere gør det eneste mulige – bliver det også et totalitært redskab.

Alternativets forslag om at gøre historien om bæredygtighedens historie eller medborgerskabets historie er lige præcis det – et totalitært forsøg på at bruge staten som redskab til at ændre historien, så den passer med partiets ideologi, hvilket rimeligvis var utilsigtet. Det samme kan siges om Brian Mikkelsen og Bertel Haarders kanoner, hvis ensretning af historien dog nok var mere tilsigtet.

Staten skal ikke styre historien

Staten skal holde sig langt væk fra en styring af historien, men staten skal samtidig sikre, at alle får mulighed for at tage del i debatten – for at deltage i kampen om historien. Det kan kun sikres, hvis man dels sørger for, at kommende generationer har et grundlæggende skelet til at forstå det, de hører. Om man bruger årstal, kongerække, historiske perioder eller noget helt andet, er stort set ligegyldigt, men skal man aktivt kunne bruge historien, er basal viden om kronologi helt uomgængelig. Samtidig bør undervisningen indeholde bevidstgørelsen om, at historieskrivning ikke er endegyldig, at den er bygget på tolkninger og holdninger, hvilket stiller ekstremt store krav til os som demokratiske borgere om at være kildekritiske og tænke kritisk.

Uanset om vi vil det eller ej, fortælles der historier om, hvem vi er som fællesskab. Hvis vi som borgere skal kunne navigere i alle de fortællinger og kunne forholde os kritisk til omverden, er det bydende nødvendigt at have historien i skolen, i livet og i kulturen.

Derfor har vi brug for universitetshistorikere, som sætter en ære i at sige magten ret imod og som fortæller historier til almindelige mennesker. Derfor har vi brug for folkeskoleundervisning ikke i HistorienEN, men i historie. Derfor har vi brug for museer, højskoler og oplevelsescentre, som giver forskelige og reflekterede bud på vores fælles historie, som sætter en ære i ikke at rette ind til kanoner og anden utidig statslig indblanding.

Men mest har vi måske brug for politikere og embedsmænd, som forstår, at selvom de er overbevist om, at netop deres forståelse af fortiden og nutiden er den rigtigste og den bedste, så er anderledes fortællinger fra universiteter, højskoler, museer og forfattere forudsætningen for demokrati og ethvert forsøg på at styre kritikken og samle omkring en samlet stor fortælling et skridt mod det totalitære samfund.

Asser Amdisen er bogaktuel med “En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”, der udkom 23. marts.

Topfoto: POV International med LunaPicEditor. Originalfoto: Wikipedia – Danmarkshistorien – Linjeskibene Kronborg og Dannebrog i kamp – Slaget om København 1801.

Asser Amdisen

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af. Se nærmere på www.asseramdisen.dk