VALENTINSDAG // ESSAY – I februar, især på Sankt Valentinsdag, fejrer vi romantik og vores kære. Men hvorfor begrænse kærligheden til én dag om året? Med disse fængslende og smukke kunstværker kan du fejre kærligheden hele året rundt.
På Carl Spitzwegs Det opsnappede kærlighedsbrev sænker en ung mand, genkendelig som student på sin røde hue, et forseglet brev ned til sin udkårne, som sidder en etage nedenunder sammen med sin mor eller måske en guvernante. Den unge kvinde er så opslugt af sit håndarbejde, at hun ikke bemærker det dinglende brev i luften, men det gør den ældre kvinde, hvis mund er åben af forbløffelse. Vil hun snuppe det i forargelse?
De skrå skygger på den rigt dekorerede facade indikerer, at scenen finder sted i en by med smalle gader, og små detaljer understreger historien: i blomsterkassen gror en lyserød rose opad, som om den forsøger at forbinde de to elskende, et fuglebur nederst til højre indikerer pigens situation, mens et par turtelduer spejler den mulige romance.
Den tyske maler Carl Spitzweg (1808-1885) – en af de mest berømte malere fra Biedermeierperioden – var en mester i ironisk observation. Efter Napoleonskrigene i den såkaldte Biedermeier-periode (1818-1845), voksede rigdommen for middelklassen i Det tyske Forbund og kunstnere indfangede deres komfortable hjem, deres idylliske familieliv og deres fritidsfornøjelser.
Især Spitzweg udmærkede sig ved skarpt at skildre komiske karakterer og deres særheder såsom Kaktuselskeren, Bogormen, Sommerfuglejægeren og Hypokonderen. Museum Georg Schäfer i Schweinfurt har verdens største samling af Carl Spitzweg, herunder 160 malerier og 110 tegninger.
Og hvordan vil disse to længselsfulde elskere i maleriet ende med deres bestræbelser for at mødes? Spitzweg antyder, at det måske kan lykkes dem: et lille firkantet skjold mellem de to etager viser emblemet for Phönix Versicherung, fuglen der rejser sig af asken.
Kærligheden i dine øjne
På en sommerdag sidder et par ved et udendørs bord på en restaurant med en tjener i baggrunden med en skinnende kaffekande i hånden.
Den unge mand lægger armene om sin udkårne og undlader at drikke sin hvidvin, mens han fortaber sig med blikket på sin elskede, klædt i vinrødt tøj. Hun har lagt sine hænder, med moderigtige ‘mitaines’, fingerløse blondehandsker, på bordet tæt på hans hjerte, som er fremhævet af det sorte halstørklæde. Det pikante i denne scene er, at den unge mand bejler til en ældre kvinde. I baggrunden ser tjeneren forførelsesspillet mellem de to, og hans blik inddrager tilskueren, så vi alle sammen bliver vidne til en scene, som på det tidspunkt blev betragtet som umoralsk.
Verden omkring de to ’umoralske’ elskende er dog fuldstændig forsvundet, de lever kun for dette øjeblik i tiden i idyllisk, isoleret lykke.
I sit maleri har Édouard Manet (1832-1883), der betragtes som en af de største modernistiske malere, forvandlet sin tidligere mørke palet og alvorlige motiver til et glitrende syn af lyspletter og klare farver i gule, grønne, hvide og røde nuancer.
Tidligere havde Manet udforsket Velázquez- og Goya-inspirerede dramatiske emner og traumatiske begivenheder som oprør, krig og henrettelser, men har nu givet hånden et lettere præg med mere muntre motiver – og af gode grunde.
Mindre end et årti før denne scene blev skabt, havde Paris oplevet de mest brutale kampe og blodsudgydelser i Kommunen (maj 1871), Paris’ oprør mod den franske regering, hvor mindst 7000 mennesker døde.
Manet, der tjente i Nationalgarden, vendte tilbage til Paris i slutningen af semaine sanglante, den blodige uge og var vidne til grusomhederne. I et af sine akvareller med titlen Barrikaden malede han endda den summariske henrettelse af kommunarderne udført af Nationalgarden, nu på Museum of Fine Arts i Budapest, Ungarn.
Efter kampen, kærlighedskampen
Efter krigen længtes Manet og hans impressionistiske venner som Monet og Morisot efter fred, skønhed, nydelse og naturen. De ønskede at indfange det moderne liv i al sin sarte skrøbelighed og flygtige forgængelighed og at være i nuet. Parallelt med fotografiets fremkomst gik impressionisterne og deres kreds udenfor for at finde deres motiver.
Med deres løse og ‘ufærdige’ pensel malede de fornøjelsessøgende mennesker, der sejlede eller nød sommeren ved flodbredden, kvinder der slentrede i parker, gæster der sad på gadecaféer, og par der dansede ved traktørsteder. Manet og vennerne stræbte efter at formidle lykke, skønhed og følelsen af at være i live – udenfor. Alle disse aspekter er fanget i dette solkyssede og følsomme ‘øjebliksbillede’ af de to umage elskende.
Elsk, før ej krig
På dette store lærred ser vi et nøgent par liggende på et krøllet hvidt lagen på et gult sengetæppe med armene flettet. Mandens nøgne ryg er skitseret skarpt og viser hver en muskel og sene, som om vi kiggede på en flået krop. Kvindens sorte hår falder over puden i bølger, som også ses i de nervøse linjer i det rimpede lagen. Hendes ansigt er vendt væk, og hun har sin hånd placeret på mandens skulder, hvilket minder os om ‘Kysset’ (1908) af Gustav Klimt. Schiele, som var hans ven og protegé, kendte maleriet meget godt.
De elskende er Egon Schiele og hans kone Edith Harms. De blev gift to år tidligere i 1915.
På samme tid som de indgik ægteskab, blev Schiele indkaldt til militærtjeneste. Men en forstående officer tildelte ham administrativt arbejde, som tillod Schiele at blive tæt på Wien, så han kunne fortsætte med at male og endda overnatte i sit atelier.
Efter sit ægteskab med Edith Harms blev motiverne i hans turbulente og seksualiserede tegninger og malerier, skabt ud af afsky for sociale tabuer, mindre torturerede, aggressive og depressive. Så selvom Schieles egen krop stadig er tynd og forvreden, udstråler Omfavnelsen både kærlighed og lidenskab.
Klamrer sig til livet
Schiele var også en belæst mand og kunstfilosof og beskrev engang en oplevelse, som han havde i en fjerkræ- og vildtbutik, hvor han så de døde dyrs kroppe: fasaner, ænder, gæs, kyllinger og harer, og betragtede deres muskler og knogler i farverne gammelrosa, violet, turkis, grøn og blå. Han blev dybt bevæget af dette dødelighedssyn.
Selvom ’Omfavnelsen’ er en dybt intim gengivelse af fysisk kærlighed, er det ikke en eksplicit erotisk scene, som nogle af de værker Schiele ellers havde lavet før. Men parret her, malet i 1917 under 1. verdenskrig, klamrer sig også til hinanden og til livet. Bange for, hvad verden uden for soveværelset kunne bringe.
Tragisk nok døde Edith Harms i 1918 – seks måneder gravid – af den spanske syge, tre dage senere efterfulgt af Schiele, 28 år gammel.
En blød seng af kærlighed i et hårdt liv
Denne dejlige, varme skildring af to kvinder i sengen, der ser på hinanden liggende i en bunke sengetøj med kroppene dækket af hvide lagner og røde og blomstrede sengetæpper, er en del af en cyklus på fire malerier fra omkring 1892 af Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901). Både lagner, puder, hovedgærde og kvindernes hoveder er omgivet af et rosenrødt skær, der kunne signalere en gaslampe eller morgenlys.
Selvom Henri de Toulouse-Lautrec var født i aristokratiet, var han en outsider, der blev fascineret af den ‘urbane underklasse’. I sin forkrøblede dværglignende statur elskede han samfundets udstødte; han blev tiltrukket af det parisiske natteliv, hvor han ikke kun malede og tegnede klientellet på caféer, men også kvinderne, der arbejdede i kabareter, natklubber og bordeller.
Lautrec besøgte ofte ‘maisons closes’, de officielle bordeller, og følte en stærk forbindelse til de prostituerede. Betaget af deres hverdag, opholdt han sig i længere perioder i husene med de røde lygter og skabte her omkring hundrede tegninger og halvtreds malerier, hvor han portrætterede de prostituerede og kunderne – som ham selv – med omhu og medfølelse.
I et bestillingsværk til et af de bordeller, han ofte besøgte, beliggende på Rue d’Ambroise, lavede Lautrec seksten portrætter af kvinderne til salonen, plus de fire scener, alle med to kvinder, der deler seng, gengivet med sympati og uden nogen form for sensationslyst.
Det er en delikat skildring af ægte intimitet, et øjeblik af ømhed i to sexarbejderes hårde liv, set af en aristokratisk, alkoholiseret krøbling.
Livet er for kort og for dyrebart til at kæmpe. Elsk, før ej krig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og