HOTEL ROMANTIK // KLUMME – ”Jeg under virkelig alle de søde mennesker, at de må finde kærligheden – eller i det mindste at de får noget god sex. For vi ved jo på forhånd, at hvis formålet er at finde en kæreste, så er et datingprogram det sidste sted, man skal lede … Så hvad er egentlig pointen? Jeg ved det ikke,” skriver Agi Csonka, der først blev forarget og derefter formildet, da hun så to afsnit af Hotel Romantik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Man skal have levet under en sten, hvis man ikke har hørt om DR’s realityserie Hotel Romantik – ”hvor 20 senior-singler tjekker ind på et hotel i håbet om at finde kærligheden og den sidste store soulmate”, som DR skriver på programsiden.
Hypen er enorm, og anmeldelserne af første sæson var overstrømmende. Også mennesker i min omgangskreds, hvis meninger jeg almindeligvis sætter højt, er begejstrede. Det er noget med, at ældre menneskers kærlighedsliv også har ret til at blive eksponeret på nationalt TV.
Oneliners fra ingenmandsland mellem onkelhumor og plejehjem, som alle griner hysterisk af. Og det hele med en vibe, som matcher mine forældres generation mere end min egen
Og det kan jeg som 65-årig godt relatere til. Så selvom jeg almindeligvis finder reality-tv umådelig kedeligt, trodsede jeg mine instinkter og gav den nye sæson af Hotel Romantik en chance.
Mine instinkter fejler imidlertid ikke noget. Manierede værter, der taler til deltagerne, som var de 12 år. Voksne mennesker, der evigt smilende flirt-konverserer og slår smut med øjnene, som var de med i en Morten Korch-film. Oneliners fra ingenmandsland mellem onkelhumor og plejehjem, som alle griner hysterisk af. Og det hele med en vibe, som matcher mine forældres generation mere end min egen.
Og så var der indholdet.
En mand sidder for rullende kamera og fortæller en kvinde, han lige har mødt, at han er både impotent og inkontinent. Klip til interview med kvinden, hvor hun fortæller, hvor glad hun er for den fortrolige snak, de havde??? Joooo, men han har altså lige fortalt det til hele Danmark. Modigt måske, men i al fald ikke fortroligt.
Meget af tiden var det slet og ret gabende kedsommeligt. At se en flok mennesker fjumre med at lære en spansk folkedans for bagefter at høre en af deltagerne fortælle, at han synes, dansetrinnene er ulogiske. Aha, så ved vi det.
Jeg var med andre ord møgforarget og godt oppe at køre efter første afsnit. Så da min spruttende forargelse kom redaktricen for øre, og hun spurgte mig, om jeg ikke ville skrive en klumme om programmet, var jeg straks tændt.
Jeg bliver provokeret over overraskelsen, der gennemsyrer programmet og ikke mindst reaktionerne på det. Ejjj hvor er det bare livsbekræftende, at gamle mennesker også har et kærlighedsliv og endda også har lyst til sex
”Skriv på harmen,” rådede hun mig til. ”Nemt,” tænkte jeg. ”Harme er mit mellemnavn”. Og derfor så jeg også andet afsnit. Og harmen udeblev.
Værterne er ganske vist fortsat stærkt patroniserende og taler, som var de lærere på en efterskole, der evaluerer eleverne efter intro-ugen. Og det meste af tiden er det stadig bare virkelig kedeligt. At se voksne mennesker lunte rundt og pege på hinanden med paintball-geværer eller spise morgenmad er for mig på linje med at se maling tørre.
Men her i andet afsnit trådte deltagerne lidt mere i karakter som mennesker i den ende af livet, hvor de svære, livsomvæltende hændelser står i kø. Død, skilsmisser, sygdom og ensomhed. Det fortæller de relativt usentimentalt om.
Og selvom jeg personligt har svært ved at forstå behovet for at krænge sine inderste sårbarheder ud til hele nationen og aldrig helt har forliget mig med, at ”kendt fra TV” er blevet en agtværdig jobtitel, så anerkender jeg, at det har sine kvaliteter, at vi får et indblik i ældre menneskers liv og længsler, som er mere nuanceret end ”okke ja okke ja, børnebørnene kommer heller aldrig mere”-ish.
Men samtidig bliver jeg stadig provokeret over overraskelsen, der gennemsyrer programmet og ikke mindst reaktionerne på det. Ejjj hvor er det bare livsbekræftende, at gamle mennesker også har et kærlighedsliv og endda også har lyst til sex.
Større chance for gevinst på Copenhell
Altså hallo. Vi er generationen, der voksede op i kølvandet på den seksuelle frigørelse, efter p-pillen og før aids. Vi fik lov at have sex for sjov – og nu har vi også tiden til det, uden at blive afbrudt af børn med mareridt og skoldkopper. Hvad får nogen til at tro, at man vågner op på sin 60-års fødselsdag og pludselig kun har lyst til et trutkys og at holde lidt i hånd?
De fleste af deltagerne virker som sympatiske mennesker, som måske har noget vigtigt at sige om den tredje alder. Men desværre skøjter vi rundt på en overflade af klichéer og letkøbt gajol-æske filosofi. ”Vi har jo kun et liv” eller ”det er så vigtigt at se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt”
Der er indimellem anslag til nogle interessante temaer, som når Gina fortæller, at det kan være svært at finde dates, når man er en kvinde med et magtfuldt topjob. Men det bliver ved overskrifterne, for vi skal hurtigt videre til en eller anden hysterisk aktivitet, hvor vi skal have ja-hatten på.
Det er ikke (kun) deltagernes skyld. Der er indimellem anslag til nogle interessante temaer, som når Gina fortæller, at det kan være svært at finde dates, når man er en kvinde med et magtfuldt topjob. Men det bliver ved overskrifterne, for vi skal hurtigt videre til en eller anden hysterisk aktivitet, hvor vi skal have ja-hatten på.
Nå. Jeg under virkelig alle de søde mennesker, at de må finde kærligheden – eller i det mindste at de får noget god sex. For vi ved jo på forhånd, at hvis formålet er at finde en kæreste, så er et datingprogram det sidste sted, man skal lede. Ingen af deltagerne fra første sæson er blevet par efterfølgende, og dermed følger Hotel Romantik den samme statistik som alle andre datingprogrammer – Gift ved første blik, Landmand søger kærlighed, Bachelorette og hvad har vi. Antallet af kærestepar, der bliver dannet i forlorne, konstruerede datingprogrammer kan tælles i promiller.
Så hvad er egentlig pointen? Jeg ved det ikke – og jeg orker ikke at bruge mere tid på at finde ud af det. Det bliver et sluk skærmen herfra.
PS: Jeg sidder og skriver dette på færgen til Bornholm, og ved siden af mig prøver tre 70-årige veninder at få en fælles aftale i hus. ”Den dag kan jeg ikke,” svarer en af dem ”der er jeg på Copenhell”. Et godt tip! Dér er chancerne for at få noget betydeligt større end i Hotel Romantik.
Læs mere om reality i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og