Afropunk er et åndehul i New York

i Liv & Mennesker/Kultur/Musik af

ESSAY – Når uniformen og alt det andet, der definerer en sygeplejerskes arbejde på et cancerhospital i New York, er lagt på hylden, er det befriende at bevæge sig ud i byens spraglede, sitrende flerkulturelle liv. Bibs Carlsen søgte for nylig “tilflugt” i et af den rastløse metropols tilbud – Afropunk Festival – i det fandenivoldske Brooklyn. Hér er der liv, fortæller hun og bekendtgør, at afro’en er tilbage.

NEW YORK – Som bosiddende og arbejdende sygeplejerske i New York, skylder man sig selv en lejlighedsvis sidekarriere som amatørantropolog. Selvom et lidet kulturelt miljø som en operationsafdeling på et hospital, hvor jeg færdes til daglig, har en FN-agtig atmosfære qua de mange nationaliteter repræsenteret i personalet, er det så som så med de personlige og mere excentriske manifestationer.

Bevares, der bliver opereret i turban og yarmulke (lille kalot, ortodokse jødiske mænd bærer), men de er dækket af de obligatoriske uniformshatte.

Personlig smag og udtryk er elimineret. Operationstøjet (uniformen) og eventuelle kontroversielle observanser, man måtte være i besiddelse af, bliver filtreret gennem masken og kravet om professionel fremfærd.

Den uvorne lillebror

Det kan godt blive lidt kontrastløst, så nødvendigt og passende det end måtte være. Men så kan man efter endt arbejdsdag ”flygte” til Brooklyn, New Yorks største bykommune.

Brooklyn er Manhattans uvorne lillebror: Fandenivoldsk og uregerlig, til fare for sig selv og omgivelser og med en tilbøjelighed til at blive forført af egen charme, men det er dér, det sker

37 procent af New Yorks befolkning på omkring 8,6 millioner er født udenfor USA, den største procentdel i verden for en storby. Det menes, at omkring 60 procent af New Yorks fastboende taler et andet sprog end engelsk med deres familie.

Dertil kommer alle de amerikanere, der er flyttet til New York af karriererelaterede eller personlige årsager. Mange af dem er personer med en livsstil, seksualitet, mentalitet eller fremtoning, de finder uforenelig med deres hjemstavn.

New York er spraglet, sitrende og demografisk ustabil. Navnlig Brooklyn. ”Peoples Republic of Brooklyn” har det sidste par årtier fået status af tilflugtssted for avantgarden, hipster gentrificering på steroider, men var længe forinden hjemsted for kvarterer som Bedford-Stuyvesant, der var området med den største koncentration af sorte i USA med alt, hvad det indebar rent musikalsk, lingvistisk, fashionabelt og gastronomisk.

Brooklyn er som Manhattans uvorne lillebror: Fandenivoldsk og uregerlig, til fare for sig selv og omgivelser og med en tilbøjelighed til at blive forført af egen charme, men alligevel den alle vil være i nærheden af, for det er hér, det sker.

Nu til Afropunk Festival

Til sagen, tænker du måske, kære læser! Okay, jeg synes blot, der skulle være et fundament forud for afropunk-historien.

Nå, men for nylig var det Afropunk Festival, der trak mig til Brooklyn. Afropunk kan lyde som en selvmodsigelse, eftersom punkmiljøet har været domineret af hvide, som i parentes bemærket lancerede piercings og mohawks som kendetegn, som om det var deres opfindelse og ikke fænomener, hvis historie er at finde i Afrika, Asien og præ-kolonistisk Amerika hundredevis af år tilbage.

Men ikke rigtigt i Europa…

This is for every black kid who has ever been called a nigger….and every white kid who thinks they know what it means

Det var præcis den sparsomme forekomst af sorte punkrockere, der foranledigede James Spooner, en punk aficionado, til at lave dokumentarfilmen Afropunk i 2003, hvor han dækker sorte punkmusikere og fans tilgang til musikken, miljøet, raceforhold og selvopfattelse.

I indledningen til filmen vises teksten: “This is for every black kid who has ever been called a nigger….and every white kid who thinks they know what it means…(Det her er til ethvert sort barn, der nogensinde er blevet kaldt “nigger”….og til ethvert hvidt barn, som tror det ved, hvad det betyder).

Filmen blev vist på adskillige festivaler og screenet over 300 gange i USA og resten af verden, hvorefter Spooner sammen med Matthew Morgan organiserede den første Afropunk Festival på Brooklyn Academy of Music.

Festivalen høstede stor anerkendelse, og Spooner og Morgan formåede at etablere et spillested, hvor den sorte punk subkultur følte sig tryg ved at udtrykke sig og skabe sit eget miljø. Festivalen er siden vokset fra de oprindelige 2500 deltagere til 90.000, fordelt over tre kontinenter. I år med Johannesburg på plakaten.

Musikken er nu meget lidt punk og megen main stream hiphop, neosoul og pop, og både Spooner og Constant-Desportes, grundlæggeren af afropunk.com har opgivet deres tilhørsforhold til festivalen i protest mod den kommercielle politik, der nu er toneangivende og de kompromiser, det har indebåret.

Som fx Nike sponsorat og deltagelse af kunstnere som Tyler the Creator, der er kritiseret for at skrive tekster, der kan tolkes som homofobiske og misogyne.

Det burde måske have afholdt mig fra at deltage, men der er foretagender, jeg hellere vil boykotte end et, der trods alt promoverer “no racism, no ageism, no ableism, no sexism, no fatphobia, no homophobia, no transphobia, no hatefulness” – (Ingen diskrimination baseret på race, køn, handicap, vægt, seksualitet) – i det mindste i teorien – og er udstyret med et “gender binary liberated restroom”, toiletter frigjort fra binær kønsopfattelse.

Stemmen gik durk i sternum, sjæl og storetæer

Jeg altid følt mig mest stimuleret af musik, der havde sin oprindelse i afro og latin, det være sig soul, funk, highlife, reggae, calypso eller salsa. Rappen er 40 år gammel, det er ærlig talt på høje tid, de finder på noget nyt, og hvor ville det være mere nærliggende end på en afrocentrisk festival?

Afropunk er en oase for enhver tænkelig udtryksform. Her bliver demonstreret historisk stolthed, insisteren på synlighed, politisk profil og et allestedsværende visuelt ekko af USA’s sociopolitiske klima

Det viste sig nu ikke at være tilfældet. Jeg er rigtig godt træt af hiphop, så jeg holdt mig til det mere soulede. Tre gjorde indtryk: Jacob Banks, Jessie Reyez og Chanese Elife. Jeg valgte dem, fordi jeg ikke kendte dem i forvejen. I modsætning til Janelle Monáe og Erykah Badu.

Chanese er fra Harlem og gennemgik den musikuddannelse, mange sorte amerikanere får i kirken. Hun har har siden brudt med organiseret religion, boet i Australien og er nu tilbage i New York med en masse original materiale, som hun serverer med lidenskab og intens energi.

Hun er en habil guitarist og har en stor, rå stemme.

Jessie Reyez, født i Toronto, Canada, af colombianske forældre, er et lille festfyrværkeri, der spurtede rundt på scenen og spruttede personlige #MeToo budskaber og selvskrevne sange af i en skøn charmerende pærevælling.

Hun har en pokkers energi og en fascinerende hæs, lidt knirkende stemme, stor skala. Hvis hun skulle gå hen og blive træt af musikbranchen (risikoen er der, hun sang et nummer, “Gatekeeper”, om hvordan hun fik at vide af en branchekender, at hun ville blive nødt til at levere blowjobs, hvis hun ville have en karriere), har hun afgjort en fremtid som motivational speaker.

Hun er en sej gør-det-selv type og har indspillet meget i sit soveværelse. Spurgt om sin musikstil, svarer hun ofte, helt seriøst: Quentin Tarantino.

Jacob Banks, fra Birmingham, Storbritannien, og af nigeriansk oprindelse, var den ultimative live oplevelse. Hans stemme er formidabel, intet mindre, gik lige durk i sternum, sjæl og storetæer. Bandet var “tight” som ind i helvede. Smid alt og køb en billet. Hvorsomhelst.

Afropunk Festival er en oase

Men musikken er kun en del af festen. Afropunk er byens bedste modeshow.

Jeg har hørt sorte mennesker beskrive deres hud som et fængsel. En forbandelse, ligefrem. Men det er ikke det indtryk, man får på Afropunk Festival. En fantasi og selvmanifestation uden sidestykke bliver lagt for dagen. ‘This is the most melanin I have ever seen in one place”, (så meget melanin (mørkfarvet pigment) har jeg aldrig set før på et sted) triumferede en af annoncørerne fra den største scene. Det er de sortes fest, og der er ingen restriktioner.

Man behøver ikke at være sylfide, have hvepsetalje eller sixpack. Der var personer, der havde brugt en måned på at kreere et kunstværk, andre, der havde sat en helt igennem unik get-up sammen på fem minutter i en genbrugsforretning og andre igen, der bar antikke afrikanske stammekostymer.

Og i en tid hvor genderfluidity (skiftende kønsidentitet) høres fra gadeplan til retssal, er der intet i vejen for at paradere rundt med fuldskæg og strutskørt. Meget forfriskende i betragtning af at halvdelen af transseksuelle i USA på et eller andet tidspunkt forsøger at begå selvmord.

Afropunk er en oase for enhver tænkelig udtryksform. Her bliver demonstreret historisk stolthed, insisteren på synlighed, politisk profil og et allestedsværende visuelt ekko af USA’s sociopolitiske klima.

Jeg har sjældent set så mange smukke mennesker på et sted. Efter min mening kan sorte mennesker se sensationelt godt ud i outfits (dragter), der ville få mig til at se ud som om jeg var anæmisk og havde leversvigt eller i det mindste var mere end almindelig plat.

 

Det handler derudover om skønheden ved at være virkelig godt tilpas i egen hud, emballage, hylster. Som intersex, non-binær, “third gender”, pankønnet, enhver tænkelig metroseksuel identitet i fantastiske kostumer eller mangel på samme. Som hvid, cishet (en person, hvis biologiske køn og ens oplevede køn er det samme) og udekoreret var jeg nærmest usynlig, men jeg var der som amatørantropolog og i min egenskab af sanseapparat med fotografiapparat. Og det var fint.

Glat hår har været på mode meget længe, og hvor hvide ofte kan nøjes med børste og hårtørrer, støtter sorte kvinder hår-kemikalieindustrien i en udstrækning – helt bogstaveligt – der undertiden truer deres øvrige eksistensgrundlag. Der bliver lavet film om det.

Men i overenstemmelse med min helt egen mening og ihukommende Angela Davis, kan jeg nu begejstret bekendtgøre: Afro’en er tilbage!

Alle fotos: Bibs Carlsen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Liv & Mennesker