LIV & MENNESKER // KLUMME – Arbejdet kan være slidsomt, og nogle gange er kroppen klar til at gå på pension før den formelle pensionsalder. Det fik folketingsflertallet til at indføre den såkaldte Arne-pension – formelt kaldet ”tidlig pension”, hvilket er et skridt i retning af, at få pensionen til at hænge sammen med virkeligheden. Men hvad nu, hvis kroppen siger stop? Taxamanden møder en kvinde fra den hårde, virkelige virkelighed.
Jeg elsker de mennesker, som har gnisten, selv om deres liv ikke nødvendigvis har været en dans på de blankeste parketgulve. Ikke nødvendigvis på grund af deres eventuelle konfliktskyhed eller en overlevelses-betinget trang til altid at tænke positivt for at holde katastrofen fra døren. Tværtimod, kan man sige. At kunne leve med forgængeligheden og rust og støv i krop og sjæl – velvidende at problemerne og nederlagene tæller med i regnskabet. At evne forventningsafstemningen – også når det handler om ens egen livsskæbne.
Hun kan på ingen måde leve op til kravene til den såkaldte ”tidlig pension” – den meget omtalte ”Arne-pension”
Jeg kan ikke se det på hende – min kunde, som skal køres fra lægen til privaten – at hun er en af dem. Selvfølgelig kan jeg ikke gennemskue en menneskeskæbne på den tid det tager at sige ”Hej, jeg hedder Jesper og er din taxamand. Hvor må jeg have fornøjelsen at køre dig hen?”. Eller næsten ikke. For jeg tror, at jeg oftest ville gætte rigtigt, hvis en stemme fra intetheden pludselig spurgte mig: ”Kom med et bud – er det her et menneske med livsgnist?”
I det her tilfælde ville svaret være ja, selv om historien i sig selv er den ubehagelige, at kunden i realiteten er slidt helt ned og endnu ikke er fyldt 50. Hun kan på ingen måde leve op til kravene til den såkaldte ”tidlig pension” – den meget omtalte ”Arne-pension”, som i den helt korte udgave giver dig mulighed for at gå på pension et, to eller tre år før pensionsalderen, hvis du altså har været 42 43 eller 44 år på arbejdsmarkedet.
Der er godt nok en god grund til pessimisme, når man som hende – min kunde i taxien – har en officiel pensionsalder på 70 år, som reglerne ser ud i dag. For pensionsalderen reguleres igen i 2025, og så ved ingen jo, hvad der kan ske. Men ingen tror vel, at pensionsalderen vil blive sat ned, når gennemsnitslevealderen stiger?
Mere end 20 år til pensionsalderen, når kroppen og især den ene af armene ikke længere kan bruges. Og når man nu har haft et ret godt arbejdsliv, hvor det netop handler om sådan rent fysisk at rubbe neglene. Hun udstråler stadig den der livsglæde med et lille stænk humor, selv om fortællingen om hendes arbejdsliv ikke er et lykkeligt eventyr.
Frikadellesnedkeren
“Jeg er slidt op af at lave frikadeller”, siger hun med et glimt i øjet, da jeg stiller taxamandens mest banale spørgsmål: ”Og hvad er så dit arbejde?”
“Jeg har altid arbejdet med madlavning og delikatesser”, siger den selvudnævnte frikadellesnedker. “Min første og allerbedste tid var årene som kantinebestyrer i en stor, dansk virksomhed. Sådan et arbejde, hvor man både har den fordel at kunne sprede glæde til frokost – og have kunder, som kommer igen og igen. Men verden forandrer sig jo – ikke mindst i erhvervslivet. En dag blev virksomheden overtaget af en endnu større koncern, og så blev kantineordningen lukket. Og så stod jeg uden arbejde”.
Hun måtte stoppe helt med sine kantine- og madtjanser, blev arbejdsløs, sygemeldt og har været på kontanthjælp de sidste 4 år
Min kunde fortæller, hvordan det lykkedes hendes at finde et job i ”delikatessen” i et supermarked. Men efter nogle travle år med kyllingesalat, marinerede sild og æble-flæsk begyndte kroppen at sige fra:
“Jeg plejer at sige, at det var frikadellerne, der gav mig min arbejdsskade, som efterhånden gjorde mig helt uarbejdsdygtig. Disse tusindvis og atter tusindvis af gange jeg har stået med grydeskeer og rørt i frikadellefarsen. I de omfangsrige tilfælde og med diverse hjælpemidler – men alligevel. Min ene éne arm er fuldstændig ubrugelig, og den anden har det bare ikke for godt”.
Hun måtte stoppe helt med sine kantine- og madtjanser, blev arbejdsløs, sygemeldt og har været på kontanthjælp de sidste 4 år.
Det er jo ikke hverken særligt sjovt eller særlig godt betalt, når man ikke kan passe et almindeligt arbejde. Efter en længere periode på kontanthjælp blev hun sat ind i en jobprøvning for at finde ud af, hvor meget fysisk arbejde hun kunne præstere.
Et arbejde uden arme?
“Det gik egentlig ret godt, og jeg blev glad for netop det job– men det førte ikke til et arbejde, da jobprøvningen var overstået. Så nu er jeg tilbage på kontanthjælpen igen. Det er ikke særligt trygt og har heller ikke perspektiv i længden. Det er klart, at jeg ikke kan se mig selv i sådan en rolle mere end 20 år før min folkepensionsalder. For hvem pokker gider ansætte en ufaglært kvinde, som ikke er i stand til at bruge sine arme?”
Jeg evner ikke at give min kunde et optimistisk råd og føler en slags flovhed over at byde ind med så lidt, når man mærker, hvor god hun er til at holde modet oppe trods vilkårene i den virkelige, virkelighed: Og den er, at hun sidder fast i en rundkørsel af manglende job-prøvninger, kontanthjælp – og langt fra en udsigt til førtidspension i nærmeste fremtid.
Gad vide om de, der hjalp Arne med hans tidligere pensionering, også har en plan for hende, der rørte frikadellefars, indtil det gjorde hende reelt invalid et par årtier før den formelle pensionsalder.
Er der udsigt til en Anne-pension?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
