Er det essentielle for vores stræben i det 21. århundrede jagten på det perfekte? Eller forhindrer det blankpolerede os i at skabe det meningsfulde? POV Internationals Frederik Bojer Bové, Emilie Kellberg og Sebastian Cordes anmelder Eva Mulvads “A Modern Man”. Eller rettere, den genreoverskridende filmanmeldelse udformer sig som en samtale.
FB: Velkommen til Emilie Kellberg og Sebastian Cordes, så hyggeligt at slack-chatte med jer igen også efter at CPH:PIX er overstået. Men vi har alle set Eva Mulvads dokumentar A Modern Man om violinisten Charlie Siem og hans moderne jagt på det perfekte. #CharliesJourney. Lad mig først høre, er i en af #CharliesAngels?
SC: Det er måske ikke overraskende, men jeg er fan.
EK: Neeej, really? Af den blankpolerede, komplet karismaforladte skal?
FB: #CharliesCharisma #Charliesma
Faktisk sad jeg med den fornemmelse, efter filmen var færdig, at dens største styrke også er dens svaghed
SC: Jeg var sikker på der ville være uenighed om den her film. Men jeg er vild med det. Jeg synes det er så forfriskende med et portræt af en kunstner, der ikke er den der kedelige freudianske barndomshistorie, hvor det hele skal være så hårdt og tungt. Jeg har selv lavet den slags og det er det nemmeste at forfalde til. Jeg må sige at jeg elsker den skinnende, blankpolerede overflade.
FB: Altså, jeg er vild med filmen, men jeg ville aldrig gå til en af #CharliesConcerts. Han spiller ikke specielt interessant efter min mening, men det er omvendt også med til at gøre filmen så spændende, som du siger.
SC: Det er jeg enig i, Frederik. Jeg lyttede ikke særlig meget når han spillede, der kiggede jeg på hans kropssprog, hvordan han prøvede at portrættere sig selv.
EK: Nja, vi er måske uenige om hovedpersonens appel, men ikke nødvendigvis om filmens. For jeg er enig i, at det blankpolerede godt kan være fascinerende. Faktisk sad jeg med den fornemmelse, efter filmen var færdig, at dens største styrke også er dens svaghed. Det er da vildt interessant i sporadiske glimt at følge en mand, der efter eget udsagn ikke kan relatere til sin omverden eller skabe meningsfulde forbindelser. Det var til gengæld også sådan, jeg havde det med ham, og derfor tog det alt, jeg havde i mig, at forblive engageret i hans – undskyld mig – halvpatetiske liv.
SC: Jeg tænkte at det var James Bond som dokumentarfilm, hvordan kan man ikke elske det.
Det er så gennemført
De første ord der ytres i filmen er “It’s beautiful right?” Det er så gennemført. Og filmens drone (eller helikopter?) skud i starten understreger den ophøjethed perfekt.
FB: Emilie, jeg er helt enig. Jeg tror meget mit engagement kommer af selv at optræde med klassisk musik, og så er det endeløst fascinerende den måde han optræder på. At han netop er helt ærlig omkring ikke at kunne skabe meningsfulde oplevelser, men samtidig konstant faker det på scenen.
Det er lidt som da Andy Warhol engang bliver spurgt til den dybere mening med sine film, og han svarer “It’s all right there on the surface”
EK: Det er interessant! For ja, han var jo tilsyneladende virkelig bevæget af sin musik, med sveden dryppende ned ad det provokerende smukke ansigt. Alligevel skriver I begge, at der var tale om en form for optræden.
FB: Jeg tror netop det er sveden som er det vigtige ved den optræden! Der er en som siger efter den første optræden at han har ‘magiske hænder’, og det er hele den illusion om overmennesket som han forsøger at opbygge. Det er nærmest Nietzscheansk.
Og lige efter ser vi ham så pakke kosttilskud ud så han kan blive endnu mere perfekt, og så er det halv-trist igen… Det er overmenneskets undergang. #TwilightoftheCharlies
SC: Ja det er interessant hvor meget han er en maske. Det virker vigtigere hvordan jakken sidder, hvordan der spilles, end hvad der skal spilles. Spørgsmålet melder sig: ‘kommer vi virkelig ind under huden på ham?” Og mit svar er “behøver vi?”
Det er lidt som da Andy Warhol engang bliver spurgt til den dybere mening med sine film, og han svarer “It’s all right there on the surface”.
Jeg synes ikke der er undergang over det, Frederik. Men jeg er enig i at det peger i retning af noget helt Nietzscheansk med replikker som “The superhuman i want to be”, eller de blomster han anonymt får leveret med et Beethoven-citat: ““I will take fate by the throat; it will never bend me completely to its will.”.
Noget undergang over det hele
EK Nej, pointen er jo et eller andet sted, at vi netop ikke kommer ind til kernen af ham. Nok fordi, han ikke har en, gætter jeg på. Og det er en fed pointe, men ikke nødvendigvis vildt spændende at se på.
Jeg synes sgu også, der var noget undergang over det hele. Her er en mand, der har fået alt foræret, og stadig påstår, at han intet har fået, som han ikke selv har sat i gang. Og stadig bebrejder forældrene for ikke at hylde hans egoistiske livsmission. My god, dude, få nogle rigtige problemer! Et produkt af SoMe-generationen, men på et fuldstændig fatalt budget.
SC: Det er rigtigt. Der er white privilege sprøjtet ud over det hele.
FB: Jeg tror jeg er enig i, at der havde været for lidt indhold til en narrativ film, men det er som jeg ser det netop en styrke ved dokumentarismen! At man kan finde et enkelt eksempel på et fænomen, og så bare observere det. Og så selv drage sine egne konklusioner.
EK: Helt sikkert. Men forhåbentlig altid med det mål at skabe indsigt. Og det ved jeg ikke, om jeg føler, jeg får. Og igen er det min klare fornemmelse, at den indsigt måske slet ikke er mulig at opnå med hovedpersonen.
Og det er fantastisk det sammenspil med den pianist han har. Lille og rund, og så Charlie som høj og klog, en slags moderne version af Sancho panza og Don Quixote
FB: Jeg tror ikke jeg fik indsigt i ham, men jeg tror jeg lærte noget om den verden der har skabt ham, og hvor han kan blive til en stjerne-solist.
EK: Det var betagende i et alt for kort glimt at møde hans søster. Her var en person med holdninger til musikken for publikummets skyld og ikke til den måde, hun spiller musik på for sin egen skyld. Hende gad jeg godt at følge.
Og famler i mørket
SC: Det er rigtigt. Jeg tror bare jeg blev så fascineret af at filmen tog overfladen for gode varer, og fremviste nærmere end afslørede en verden, en person. Tit sker der det i dokumentarfilm at de skal være dramatisk afslørende for at være relevante. Men den vælger scener som når han er til fysioterapeuten/healer (eller hvad han er), og siger ‘nu skal du se hele den her scene i langdrag’. Og hvad laver en fysioterapeut? Han behandler kroppen som overflade, det er overfladen han læser.
EK: – og famler i mørket efter konklusioner på. Nøjagtig som os. Jeg køber den!
SC: Og helt enig omkring søskende-scenen, Emilie! Den er virkelig rørende, fascinerende at hun også var klassisk musiker og fik ham til at vakle i sin perfekthed
FB: Filmen er som små sketches bundet sammen. Jeg elsker også de tre koncert-scener. Den første, hvor han spiller kompliceret musik som et overmenneske. Den anden, hvor han spiller Debussys Clair de Lune så vulgært som jeg aldrig har hørt den før (og lidt senere joker med at han spillede som om han svingede rundt med sit lem #LilleCharlie), og den sidste, hvor han spiller til en eller anden messe i Kina hvor ingen hører efter. Illusionen om overmennesket, sex, penge. Klassisk kunst i 2017.
SC: Og det er fantastisk det sammenspil med den pianist han har. Lille og rund, og så Charlie som høj og klog, en slags moderne version af Sancho panza og Don Quixote. Pianisten har også en helt anden tilgang til kunst, men også til livet – en hel naiv tilgang. Det eksemplificeres helt perfekt i en bilscene hvor pianisten/Sancho Panza sidder og kigger på Charlie der lægger instagram-billeder op, og kommer med den helt uskyldige kommentar, der nærmest framer hele filmen :“Oh so you can create your own fame?”
EK: Ha ja. Og han havde så mange følelser, pianisten! Han var skiftevis sorgfuld over en pige, angst for vandet og for døden, hvilket han alt sammen videreformidlede til Charlie, som virkelig kæmpede med at begribe det.
SC: Ja det var ret så effektfuldt.
FB: Det med pigen sagde alt. Charlie siger bare han skal tømme hovedet så han kan spille. Det er altså ikke sådan man skaber kunst…
SC: Ja det var virkelig slående.
EK: Men det giver god mening, for Charlies ambition er jo heller ikke at skabe kunst. Hans ambition er ham selv i bredeste forstand, og der spiller kunst og kærligheden til et andet menneske jo ingen rolle.
SC: Fuldstændig. Jeg elsker at se ham i tweedjakke sidde og lytte til sig selv, han er simpelthen definitionen på selvoptagethed.
Og scenen hvor han har fødselsdag indrammer det også helt. Han er irriteret over at folk bestiller alt muligt forskelligt fra tjeneren og siger helt tørt “Everyone should just get what i want”.
Jeg tror kun filmen havde fungeret som dokumentar.
EK: Og var det en småkage af ham selv som violinist, de gav ham i fødselsdagsgave? PERFEKT.
SC: De kender ham godt.
EK: Eller slet ikke.
SC: Sandt. Og det er jo afhængighedsskabende at få ros. Har man prøvet noget lignende en gang craver man mere, og det kan man se på ham.
Men det hænger måske sammen med at han ikke har nogen venner, ikke gider have dem faktisk. “You have to invest in having friends” som han nøgternt påpeger.
EK: Okay, så jeg vil sige, at det faktisk er en rigtig interessant dokumentar om et fuldstændig uinteressant menneske, og ligesom med hovedpersonen skal man være villig til af grave ret dybt for at finde noget appellerende. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – det kræver bare mere af publikum.
FB: Jeg tror kun filmen havde fungeret som dokumentar. Der er et enkelt øjeblik hvor hans facade krakelerer, lige i starten af filmen, hvor han køber en bil og går op i alle detaljer, lydanlæg, firmamærker, etc. Sælgeren ønsker ham så tillykke med at købt den første orange bil i Monaco. ‘Tak, men jeg er rent faktisk farveblind’ svarer han. Og så kigger han ind i kameraet, som om han godt ved det var lidt dumt sagt. Den scene er for dum til at være sand, så den kunne nok aldrig skrives. Og sådan er der egentlig rigtig meget af filmen som er. Og ja, den er nok lidt krævende, den var bedre anden gang jeg så den 🙂 Der er meget at grave i.
SC: Enig. Det er et interessant portræt synes jeg, og udstiller at den moderne mand – det moderne menneske – er en mediering. Den moderne kunstner er en entreprenør. Og den er hovedpersonmæssigt, på sin subtile måde, ret så unik i dansk dokumentarfilm, der tit har en lidt for social eller politisk slagside, hvor det skal være ‘dem på bunden’ vi hører fra. Det er også godt, men jeg vil også have den her slags. Jeg har helt lyst til at følge filmens observerende stil, og slutte helt Jørgen Lethsk i det: Se på den moderne mand. Se på ham. Hvad er den moderne mand? Den moderne mand er nybarberet. Han er klædt godt på. I flot tøj. Til hvad? Det er ikke så vigtigt. Nu drikker han en drink. Det er han god til. Se. Han er et brand. Det moderne menneske er et brand.
EK: Jeg er vild med det der.
FB: #CharliesBrand
EK: Kan vi fremover slutte på Jørgen Leth, plz?
Eva Mulvad (inst.) A Modern Man
Kan ses på dr.dk. Er derudover med i konceptet Doxbio On Demand, så ved tilstrækkelig mange interesserede kan der arrangeres visninger i biografer rundt om i landet.
Photocredit: Eva Mulvad
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
