Knud Lindholm Lau: Ord er også handling

i Danmark/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

KOMMENTAR // YTRINGSFRIHED – Siden Muhammedtegningerne har flere debattører benægtet sprogets konsekvens, senest redaktør Flemming Rose der også er medlem af regeringens ytringsfrihedskommission. Knud Lindholm Lau henviser i denne kommentar til forskning og eksempler fra vores egen verden, der dokumenterer forbindelsen mellem ord og handling. 

Flemming Rose afviser i Berlingske 15. november, at ord kan dræbe, eller at krænkende ord kan sidestilles med fysisk vold.

Fortalerne for en sådan forbindelse mellem ord og handling, mener han, henviser ofte til Victor Klemperers “LTI – Det Tredje Riges sprog”. Roses link fører nu ikke til noget eksempel på en sådan argumentation, men derimod til en webshop, hvor bogen kan købes. Det kan jeg som bogens udgiver naturligvis kun være tilfreds med.

Rose kan ikke lide den paragraf, der sætter grænser for hvor meget man må true, forhåne eller nedværdige på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Til gengæld ærgrer det mig, at Rose forbigår min egen bog Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten (BFA), der ellers analyserer sprogets konsekvenser, og jeg vil derfor give læseren nogle eksempler på, at sproget er en handling allerede i sig selv.

Sprog og magtbrynde

Solid forskning dokumenterer (BFA, side 128 – 144), at oplevet diskrimination giver forringet helbred, fysisk som psykisk og at social eksklusion giver hjerneaktivitet, som var der påført fysisk smerte.

Debatlystne borgere trækker sig fra debatter på grund af tonens grovhed (BFA side 138 – 139).

At sige “neger”, på trods af de omtaltes protester, er i sig selv en krænkende demonstration af magtbrynde (BFA, side 36 – 37).

Når Sørine Godtfredsen skriver om “muslimEN” stempler det vor muslimske medborger som kopi af sin trosfælle, alle med en essens af negative egenskaber (BAF, side 109 – 113).

Når der på Facebook udtrykkes ønske om “fri jagt på alle muslimer, som man skyder bukke” og Breivik omtales som den, der “tog fuglene på reden” (BFA, side 18 – 35), må det give et direkte fysisk ubehag.

Og når voksne politikere åbent taler om “udvandringspolitik” (BFA, side 150), medens børn for nyligt i en skolegård i Humlebæk sang ”De skal ikke integreres, de skal ud”, afsætter det vel frygt hos både voksne og børn.

Fremmedfjendske fremstillinger

Tysk forskning viser tydeligt en sammenhæng mellem medievalg og udvikling af fremmedfjendske forestillinger (BFA, 120 – 123). Skulle man være i tvivl om ords evne til at medføre decideret fysisk vold, kan man læse om diskriminerende sprog som en nødvendig del i Stantons model for folkemords forløb (BFA, side 134 – 138) og i øvrigt læse Berlingskes egen Poul Høis glimrende rapporter om sammenhængen mellem hadforbrydelser og Trumps twitterier.

Fra efterkrigstidens historie bliver det svært at forklare pogromen i Kielce i 1946 uden at medtænke den sprogligt artikulerede antisemitisme allerede i førkrigstidens Polen. Man udtrykte vitterligt middelalderskrønen om jøders aftapning af blod fra kristne børn til brug for bagning af matzoh, det jødiske påskebrød. I den samfundsatmosfære kunne pogromen udløses af en 9-årig drengs nødløgn om at være taget til fange i en kælder af ”nogle mænd” (BFA, side 123 – 126).

Og forekommer det ikke påfaldende, at Omar el Hussein kort før sine drab foran Krudttønden og Synagogen besøgte den moské, hvor imamen havde prædiket om en dommedag, der ikke kommer, “førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem” (BFA, side 128).

Imamen blev meldt til politiet af Det Jødiske Samfund, og der er rejst tiltale efter straffelovens § 136, stk. 3 (billigelse som led i religiøs oplæring af drab) og 266 b, racismeparagraffen.

Sprog og racismeparagraffen

Og her nærmer vi os kernen i Roses ærinde, for han kan ikke lide den paragraf, der sætter grænser for hvor meget man må true, forhåne eller nedværdige på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Påstanden om sammenhæng mellem ord og handling fremføres af paragraffens fortalere, bemærker han, og det er rigtigt. Omvendt er det også rigtigt, at forbindelsen benægtes af dens modstandere.

Rose mener, at den påstået sparsomme forskning netop ikke viser nogen forbindelse mellem ord og handling, men belægget for den manglende forbindelse er svagt.

Folkemord og massemord finder ikke sted i “samfund med en solid beskyttelse af ytringsfriheden, men i samfund, hvor der kun er plads til propaganda for én ideologi”, og der nævnes de oplagte eksempler: Nazityskland og Sovjetunionen. Men der indgik jo netop hadsk tale og propaganda mod jøder og kulakker i dannelsen af disse ét-partistater.

Et for ensidigt fokus på had kan “blokere for en dybere indsigt i forståelsen af relationen mellem sprog og vold”, hedder det, men linket fører til en glimrende artikel fra International Association of Genocide Scholars, der handler om at identificere tale og ideologi, der forøger risikoen for grusomheder og folkedrab. Artiklen nævner, at sproget ikke gør det alene, men det vil næppe nogen være uenige i.

Med Klemperers LTI kan vi sige, at selv det man ønsker at skjule, bringer sproget for en dag og at “ord kan virke som bitte små doser arsenik”, hvis virkninger viser sig efter nogen tid.

Forskningen, der findes, mener Rose, peger snarere i modsat retning: Jo mere ytringsfrihed, jo mindre vold. Fint, men det aktuelle link fører til Jacob Aasland Ravndals sammenligning af højreterrorisme i nordiske lande.

I sin forståelige og sympatiske kamp for ytringsfriheden ser han her helt bort fra både stigmatiserende ytringers skadelige virkninger og minoriteternes berettigede forventning om samfundets solidaritet

Artiklen vil klarlægge, hvorfor der er flere sådanne terrorangreb i Sverige end i det øvrige Norden, men Ravndal tilslutter sig den forudgående forskning, idet han skriver, at “offentlighedens generelle fjendtlighed imod immigranter sandsynligvis har bidraget til en stærk stigning i racistiske angreb i perioden.”

I en tidligere udgave af sin kommentar linkede Rose til en spændende artikel, skrevet af direktør for Justitia, Jacob Mchangama og politolog Rasmus Fonnesbæk Andersen.

De to studerer samvariationen mellem graden af ytringsfriheden og fx graden af fjendtlighed samfundsgrupper imellem. Over en vis tærskelværdi ses et fald i fjendtlighed med stigende pressefrihed, men det har blot ikke noget at gøre med racismeparagraffen eller den danske debat i øvrigt. Indekset for pressefrihed måler nemlig alt muligt andet end retten til at true, forhåne og nedværdige samfundsgrupper, og siger derfor intet om paragraffens virkning.

Det bekræfter Mchangama i sit svar til professor Jeremy Waldron, New York University, der havde kritiseret studiets metode på hjemmesiden for Cato Institute, Roses arbejdsgiver.

Såvel Rose som Mchangama er medlemmer af regeringens ytringsfrihedskommission, der har fået forlænget sin arbejdsperiode til sommeren 2019.

Flemming Rose, som jeg har haft glæden af at tale med et par gange, er et rart og begavet menneske, men i sin forståelige og sympatiske kamp for ytringsfriheden ser han her helt bort fra både stigmatiserende ytringers skadelige virkninger og minoriteternes berettigede forventning om samfundets solidaritet.

Det bliver spændende, når kommissionen som helhed offentliggør sine anbefalinger og analyserne bag.


Topillustration: Max pixel

Knud Lindholm Lau, forfatter til bogen Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten, april 2018. Talelærer og kommunikationsrådgiver i regi af egen virksomhed tekst og tale med førende offentlige og private virksomheder, mediehuse og advokatkontorer på kundelisten, ekstern lektor i retsretorik ved SDU.

Udgav i 2010 Victor Klemperers LTI – Det Tredje Riges sprog på dansk, og har siden dokumenteret og kommenteret den danske udlændingedebat.

Uddannet Cand. phil. fra Institut for Statskundskab, ÅU og som talelærer ved DR 1987-89. Journalist samme sted 1973 – 1993 på bl.a. P1 og Radioavisen.

Seneste artikler om Danmark