POLITIK // ANALYSE – Regeringen står i et hul, men bliver ved med at grave. Den har ikke opdaget, at vælgerne hader reformer, og at en overvejende del af befolkningen er stokkonservative. De ønsker ikke store forandringer, for hvad skal reformerne gøre godt for? Det går jo fint, som det går.
De fleste kender det fra deres arbejdspladser.
Virksomheden har fået ny direktør, og inden for et par måneder kommer meldingen om organisationsændringer, som dybest set bare handler om, at den nye direktør skal vise handlekraft ved at rokere lidt rundt på funktionsbetegnelserne og ansvarsområderne, så mellemlederne får nye titler, men grundlæggende laver det samme som før.
“Vi arbejdede hårdt. Men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation med omorganisering. Og jeg lærte, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang – mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering.”
Citatet er tillagt Cajus Petronius, der angiveligt var embedsmand under kejser Nero i Rom ca. 66 år efter vores tidsregning. Citatet regnes dog for at være et falsum, men det gør det bestemt ikke mindre sigende for regeringens situation.
Vælgerne er demoraliserende og har endnu ikke tilgivet regeringen for afskaffelsen af store bededag, og det store spørgsmål er, om det når at ske, inden politikerne igen skal ud at møde vælgerne?
Regeringen står i et hul – men graver videre
Det er tvivlsomt, men der er stadig langt hen til målstregen. Så aldrig sige aldrig, selv om meningsmålingerne unægteligt ser noget dystopiske ud for Mette Frederiksen og Co i øjeblikket, hvor den seneste Gallup-måling havde Socialdemokratiet nede omkring 20 pct. Noget nær det dårligste i 100 år.
Problemet for regeringen er således, at den har gravet sig ned i et hul, og at hullet blot bliver dybere, jo mere regeringen graver.
Det er senest illustreret i debatten om tilbagetrækningsreformerne, hvor regeringen har spillet ud med at ville afskaffe seniorpensionen og i stedet kun køre videre med Arne-pensionen i en såkaldt Arne+-version.
Det er en velfærdsforringelse, der er så tydelig, at selv ophavsmanden til navnet, bryggeriarbejder i Fredericia, Arne Juhl på 63, griner af regeringens semantiske fupnummer.
Derfor er det naturligvis ekstra ydmygende, når der pludselig opstår en ny “fornuftens treenighed” uden om regeringen
Forsøget på en positiv omformulering er faldet pladask på gulvet. Jo mere regeringen graver i forsøg på at forklare den aldrende befolkning, at der er tale om forbedringer, des dybere bliver hullet. Vælgerne er ikke dumme.
Derfor er det naturligvis ekstra ydmygende, når der pludselig opstår en ny “fornuftens treenighed” uden om regeringen, hvor det er lykkedes Alex Vanopslagh og Søren Pape at hive De Radikales Martin Lidegaard over på deres blå side i et ømt forsøg på at redde de nedslidte fra forringelser ved at bevare seniorpensionen med den høje ydelse.
Deres pris er, at efterlønnen skal afskaffes, og allerede der står det lysende klart, at forslaget ikke har sin gang på jorden. Så stor er reformviljen trods alt ikke i Socialdemokratiet. Både seniorpensionen og Arne-pensionen er bundet af forlig, men hvor det næppe bliver et problem at løfte Arne-pensionen med 1.000 kr. om måneden, ser det straks værre ud med at afskaffe seniorpensionen.
Den er indført af VLAK-regeringen tilbage i 2019 med støtte fra både Radikale og DF, hvilket altså betyder, at fire partier uden for regeringen skal nikke ja til at afskaffe den, hvis regeringen vil have sit udspil gennemført på denne side af et valg. Og det vil den, men det ser unægteligt svært ud, og det kommer ikke til at ske uden dybe sår.
Søren Pape har brug for en sejr
Martin Lidegaard har allerede været ude i et nyhedsbrev og formulere noget, som man skal være radikal for ikke at opfatte som ultimativt, og efter selerne ikke holdt for Søren Pape ved kravet om en folkeafstemning om store bededag, har den skamskudte konservative formand nu for alvor brug for at træde i karakter.
Konservative har stået i stampe siden valget i november, og Søren Pape har nærmest været forsvundet fra jordens overflade efter den historiske fiasko.
SVM-regeringen får det ikke, som den ønsker sig, og den gør det heller ikke lettere for sig selv ved at udskamme den blå alliance ved at kalde dem for en snakkeklub
Men nu er sagen der. Sagen, hvor solen igen kan skinne lidt på den konservative formand.
Slaget om seniorpensionen ser derfor allerede på forhånd ud til at blive mere dramatisk end slaget om store bededag.
Arne-pensionen var Mette Frederiksens store slagnummer ved valget i 2019. Den hev stemmer hen over midten og bidrog kraftigt til DF’s massive nedtur. Arne-pensionen var en kæmpe vindersag, men nu rammer den hende som en boomerang.
SVM-regeringen får det ikke, som den ønsker sig, og den gør det heller ikke lettere for sig selv ved at udskamme den blå alliance ved at kalde dem for en snakkeklub.
Hele diskussionen handler om arbejdsudbud, og oppositionens forslag har et større udbud end regeringens. Med den aflyste økonomiske recession, de faldende forbrugerpriser og virksomhedernes fortsatte vækst vil diskussionen om den manglende arbejdskraft tage til i de kommende måneder.
Erhvervslivets organisationer, der lovpriste den brede reform-regering for seks måneder siden, bliver nu nødt til at støtte den nye blå alliance. Her har efterlønnen aldrig været noget kært barn. Tilsvarende har organisationerne haft svært ved at se logikken i Arne-pensionen, der jo i modsætning til seniorpensionen ikke forudsætter nedslidning, men alene bygger på objektive kriterier.
Slaget om seniorpensionen bliver derfor en hård magtkamp, og oppositionen kommer til at stå hårdt på sine synspunkter, og de vil holde sammen til det sidste. Over for dem står regeringen, hvis fleksibilitet er yderst begrænset i det omfang, den overhovedet er eksisterende.
Den blå mission er klar. Regeringen skal have et pensionsnederlag, der kan mærkes
Lars Løkke og Troels Lund vil sagtens give sig på efterlønnen, men i Socialdemokratiet husker man stadig smerterne fra Nyrup-tiden.
Mette Frederiksen kommer ikke til at bevæge sig ned ad den vej. Kvoten for brudte efterlønsløfter er for længst opbrugt.
Det er derfor umiddelbart svært at se en løsning forude. Alle parter kommer til at stå stejlt over for hinanden, og især Søren Pape har en interesse i at holde forhandlingerne i gang så længe som overhovedet muligt. Men det er også givet, at han og de andre i alliancen ikke kommer til at skylle seniorpensionen ud med badevandet. De vil stå fast på forliget fra 2019.
Den blå mission er klar.
Regeringen skal have et pensionsnederlag, der kan mærkes.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
